Biskoppens klummer
Nyheder

Kirkeligt Set - juli 2018

Folkekirken og de voksende bunker

Nærværende Kirkeligt Set er forfattet i anledning af den tilstundende sommerferie, hvor jeg i forsøget på at holde før-sommerferie dovenskaben fra døren, forsøger at rydde op på bordene og hylderne og i reolerne på mit kontor. Det er ikke så lidt af en opgave, og jeg mærker min irritation stige, kun holdt i ave af før omtalte ladhed og en vis medfølelse for rengøringsdamen, der skal bære de fyldte papirkurve ned i papircontaineren. Så i dag skal det handle – mine damer og herrer - om bunkerne på mit kontor. Bispens bunker, kunne en alternativ overskrift være.

Folkekirken er som bekendt et velordnet anarki, hvilket man ret hurtigt får en ret klar fornemmelse af, når man bakser med den til dagligt. Det skyldes måden, vi organiserer os på med sognet som byggestenen, eller det fundament alting udgår og vokser fra. Her intet sker ved “kæmpehånd”, for nu at citere Grundtvig. For i stedet for effektiv ledelse benytter vi os i vid udstrækning af skønsomhed og evnen til at navigere mellem uendeligt mange interessenter i en flad struktur bygget på alle gode viljer, et lokalt frivillighedsbaseret græsrodsdemokrati og et forbavsende velfungerende stykke civilsamfund.

”Halleluja”, men også ”ak og ve”, eller begge dele på én gang. For udkommet af den her herligt utidssvarende, i bund og grund forandringsresistente organisme som folkekirken udgør, er ikke bare et velorganiseret anarki, men også et uoverskueligt kaos, hvad angår mødevirksomhed, projekter og kommunikation.

Men først en lille bekendelse. Forleden var jeg til endnu et folkekirkeligt seminar. Godt og fint, relevant og interessant. Der var bare det ved det, at jeg cirka en uge efter var ude af stand til at genkalde mig, hvad det havde handlet om. En lidt ubehagelig oplevelse at sidde der ved sit skrivebord og være blank som en nyvasket whiteboard-tavle, indtil man febrilsk får pillet nogle håndskrevne notater frem fra bunken på skrivebordet og får hjulpet den svært haltende erindring på gled.

Samme bunke er i øvrigt ret så velvoksen, da den ikke alene består af mødenotater, men af alle mulige andre notater fra alle mulige andre relevante og interessante møder iblandet et rigt udvalg af artikler, referater, redegørelser, betænkninger, analyser og undersøgelser, jeg simpelthen bør læse og sætte mig ind i.

Bunken af ting jeg har opgivet at sætte mig ind i er endnu større. Men intet slår bunken af relevante og interessante folkekirkelige publikationer, kirkeblade, nyhedsbreve, årbøger, profilbrochurer, medlemsblade og månedsblade fra provstier, stifter samt et hav af landsdækkende kirkelige organisationer. Bunken er faktisk så stor, at der er spærret af omkring den. For ikke så længe siden fandt vi en længe savnet dame fra stiftskontorpersonalet, der var blevet begravet under en sammenstyrtning.

Nu ved jeg selvfølgelig godt, at al den her kommunikative rigdom og overflod i mine næromgivelser har sin årsag i, at jeg sidder, hvor jeg sidder. Men det skyldes også, at vi har en så udpræget decentral struktur, som vi nu engang har. Og det skyldes ikke mindst, at vi har så mange ildsjæle på så mange niveauer med så meget på hjerte og med så mange gode ideer og projekter og ting de gerne vil fortælle og bringe ud i verden, at al overskuelighed hurtigt går fløjten.

For samtidig med, at der skrives, tænkes, tales, foredrages, arrangeres og udgives så meget som nogensinde før, er det også som om man oftere og oftere siger til sig selv og hinanden: “Det anede jeg ikke”, “det har jeg da ikke hørt om” og “hvor har der stået noget om det? ”. For meget kommunikation OG for lidt. Det lyder som et paradoks, men er for så vidt logisk nok, når de informationer, jeg har brug for drukner i bunken af dem, jeg ikke har brug for, eller som jeg opgiver eller ikke gider at tilegne mig.

Og hvad det her så altsammen koster, tør jeg slet ikke give mig i kast med at gætte på. Jeg vil nøjes med at konstatere, at selve årsagen - altså vores flade, rigt nuancerede og prægtigt forskellige måde at indrette os på - har jeg på ingen måde lyst til at erstatte med det alternativ, mange økonomisk og management tænkende typer ville finde oplagt.

Så bunkerne og det uoverskuelige kaos er jeg tæt på at købe som et vilkår, som man bare er nødt til at leve med. MEN det skal nu ikke forhindre os i at spørge kritisk ind til: OM vi nu altid bruger vores mange ressourcer på den rigtige måde, OM dem der skal læse de ting, vi skriver og udgiver rent faktisk læser dem, og OM vi var bedre tjent med en vis form for samordning og erfaringsudveksling, sådan at overskueligheden kunne fremmes og knap så meget gentages og forsvinde i sammenstyrtede bunker.

Nå, ved nærmere eftertanke tror jeg nu, at jeg vil være en gentleman og selv bære bunkerne ned i containeren.