Naturen og de nordiske kirker

Jeg er lige kommet hjem fra Nordisk Bispemøde. Det afholdes hvert tredje år. I år i det fra Farvandsefterretningerne nok så kendte Akureyri på det nordlige Island. På de nordiske bispemøder bliver vi klogere på hinanden og ikke mindst os selv. Hvilke udfordringer står de forskellige kirker med, og hvordan griber de dem an? Jeg tør næsten ikke skrive det, men jeg tror, at en vis forsigtig selvtilfredshed over den folkekirkelige indretning efterfølgende gør sig gældende blandt mine danske kollegaer. Forhåbentligt er det samme tilfældet for de øvrige nordiske biskopper, hvad deres kirker og kirkeordninger angår. Vi trænger alle til at gå på ferie med stråhat på og skuldrene bare lidt længere nede, end de plejer.

Enkelte læsere husker måske, at jeg for tre år siden skrev om et nordisk bispemøde i Finland, og hvordan en mødedag blev afsluttet med besøg i en overfyldt sauna og efterfølgende pølse-grilning over bål. I år gik vi i bad sammen. Et termisk bad, vel at mærke.

I norden er vi gode til at tænke dybt og dystert, men med de lyse nætter og midnatssolen følger tilsyneladende også trangen til at vikle sig ud af både klæder og konventioner og fortsætte samtalen i våde og varme omgivelser med lejlighedsvise kuldechok. Kroppen skal jo have sit. Og når man står der i omklædningsrummet en sen aftenstund og leder desperat efter sine underbukser, er man jo også først og fremmest mennesker sammen. Naturen får lige lov til at markere sig og bringe sig i erindring overfor kulturen.

Og lige netop dét fyldte en del i foredragene på bispemødet. Klimakrisen var i overvældende grad på dagsordenen. Og det er der som bekendt masser af gode grunde til. Men i enkelte af indlæggene var katastrofekursen sat så eftertrykkeligt, at det var svært at samle sig selv op til kaffepausen. Jeg overvejede flere gange, om det er en nordisk trang til tungsind, der gjorde sig gældende. De lyse nætters ulykkelige bevidsthed om at mørket vender tilbage lige meget hvad. En protestantisk vilje til at se sig selv i et skåret spejl i skarp belysning, hvor det protestantiske håb først levnes plads på manuskriptets allersidste sider.

Samtidigt har jeg sjældent siddet i foredrags- og mødelokaler med smukkere og mere spektakulær udsigt end her på det nordlige Island. Store glaspartier hvor igennem vi havde udsyn til en stor natur. Island er de lange biltures - eller for vores rejseselskabs vedkommende bustures - land, hvor vældige vidder, spredte fårehold, heste i løsdrift og ensomt beliggende gårde og huse vidner om en nogen anden livsform, end den E45 giver indtryk af. Vandfaldene er vildere, klipperne mere kantede, og der er langt til naboen.

I nærheden af Ljosavatan, ude i det store grønne øde, ligger en nybygget kirke, Togeirskirkja, hvor facaden mod øst udgøres af en stor glasvæg. Menigheden skuer altså ud over skaberværket, som det foreligger på de her breddegrader, med udsigt til fjerne bjerge, en stor himmel og et simpelt trækors opført tæt på kirken. Den medbragte foredragsholder tog selvfølgelig udgangspunkt i det overvældende sceneri og det faktum, at den stolte og uberørte natur, Guds skaberværk derude, nu var en truet natur, en pryglet natur. Vi kan ikke se det, men vi ved det.

Underligt nok ville man engang have betragtet det samme natursceneri, som udtryk for en ukultiveret, menneskefjendsk og dermed gudsforladt natur. Sidenhen blev den til et vidnesbyrd om Guds storhed, og nu, med vores globale horisont, er den blevet den svage og lidende natur, der har undsætning og kulturel katastrofeopbremsning behov.

Natur er ikke bare natur og har aldrig nogensinde været det. Synet på den ændrer sig løbende, og meget tyder på, at vi står over for en ny ”natur-vending”, hvor den lidende natur i højere grad forstås som en beåndet eller besjælet natur. Og så, mine ærede læser, er vi tilbage til den natur-religiøsitet, der stadigvæk fornemmes at spøge mellem klipperne og den størknede lava her højt oppe mod nord.

Det er sommerferie, og vi tager tingene lidt som de kommer. Tillad mig derfor en dunkel forudsigelse, næsten på vølvers vis. Lur mig om der ikke, i lyset af samme ”naturvending”, begynder at dæmre en art nyhedensk genkomst. Ikke nødvendigvis forstået som at vi skal til at blote, udøve magi og danse ekstatisk dans i måneskin, men med et nyt inkluderende syn på alt det levende og åndende omkring os. Og mon ikke, at det samtidigt kalder på en teologisk nyorientering eller justering, hvor vi læser naturen kristologisk, som den lidende, døde og opstandne?

Nå, det bliver nok ikke i vor tid, men det var, hvad jeg i Island syntes at mærke vibrere svagt under mine fødder, som et af de utallige små skælv, der dagligt rammer sagaøen deroppe. Noget er på færde. Noget er på vej. Men lige meget hvad, så skal fortegnet for det hele være det håb, at det ender godt.

Og derfor gik min gedulgte folkekirkelige selvtilfredshed, mens de store og voldsomme ord regnede ned over os, på det faktum, at vi med vores egen igangværende grønne omstilling ikke begynder med at opmale katastrofer og globale sammenbrud, men med at opmuntre gravere og menighedsråd til at tænke grønt i hverdagen. Små skridt – også selv om det haster. Små håbstegn i en lokal sammenhæng. Vi skal handle med hjertet, hvis det skal batte til noget. Ikke ud af frygt.