Krigen, klimaet - og Adam

Jeg forstår godt, kære læser, hvis De er træt af dommedagsscenarier. Det er jeg også. Jeg har faktisk overhovedet ikke lyst til at skrive om dem. Men de fylder mere og mere i min hverdag og vågne nætter som en dyster grundakkord, et mørkt bagtæppe, et rumsterende sortsyn. Jeg tror, det gælder for mange af os. For der er lige nu to store k´er, der hjemsøger os og truer vores civilisation - ja, på livet: Krigen og klimaet.

Krigen er her og nu og håndgribelig og reel som noget. En mur af løgn og fortræd har rejst sig østpå. En såret imperial selvforståelse parret med militær inkompetence gør pludselig truslen om det i mange årtier uudsigelige, atomkrigen, nærværende. Kan vi overhovedet undgå den med den kurs, vi lige nu er inde på? Og ikke mindst: Kan vi i de vestlige demokratier holde kæderne, eller vil vælgernes trang til autokrater og nationale egeninteresser brede sig som en betændelse i vores sammenhold og i sidste ende åbne døren på klem for Putin?

Og så er der klimaet og en katastrofe, der nærmest kommer os adstadigt skridende i møde. Tegnene på dens komme er der allerede nu, og de er umisforståelige. En af nationens klimakloge, en bioetiker, som jeg gennemgående har stor fidus til, har skrevet, at vi efter alt at dømme har cirka sytten år tilbage, før det hele bryder sammen. 17 år! Det er ikke alverdens længe. Om sytten år er jeg selv nok så småt ved at stemple ud. Men jeg kender en hel del, der ikke er. Bl.a. den ganske unge mand jeg besøgte forleden i en lejlighed på ydre Nørrebro.

Han kom til verden for tre uger siden. Hans forældre siger, at han skal hedde Adam. Adam var som bekendt den første. Ham, det hele begyndte med. Adam betyder “menneske”, og han blev, som vi husker, formet af jord. Men Adam på ydre Nørrebro var alt andet end jordslået. Han var, som alle andre af hans slags, så fin og så nysselig at se på, mens han lå med halvåbne øjne og så på os, som den nyfødte ser på verden, uden helt at kunne se så meget af den. Man får indtryk af, at han ligger og registrerer og langsomt finder sig til rette: fars stemme, mors bryst, hans egne hænder og så alle dem, der varsomt, åh så varsomt, tager ham op, snuser til ham og holder ham i deres arme.

Og vi der har set så meget - og lige nu måske også synes, at vi har set alt for meget - vi ser, hvordan de store, voksne onkler, vi selv engang holdt om, nu holder om ham, den lille nye, hvordan de bøjer sig ømt over ham og tager ham ind: “Velkommen, lille mand”. Verden er gammel, du er ny.

Mon ikke at det er en urgammel erfaring, at sidde der med hver sin tids dystre grundakkord, sin tids mørke bagtæppe og rumsterende sortsyn, og så alligevel, med sådan en lille Adam i armene, føle noget nyt begynde og et lille håb trodsigt røre på sig: “Mit barn, mit barn, giv agt - / alt er igen uprøvet / i dine hænder lagt”, som Ole Wivel skrev tilbage i1959 i trods mod det, der truede i hans tid, dengang jeg var en ny Adam.

Og så har vi haft folketingsvalg. I skrivende stund kendes resultatet ikke. Men som mange har sagt og skrevet om, så har de to k´er, krigen og klimaet, været underligt fraværende i valgkampen. Tvært imod har vi som vælgere været kastet hid og did, labilt følgagtige i forhold til en jappende nyhedsstrøm, hvor holdninger er blevet solgt som show og underholdning, og hvor vi nu (måske) sidder med rekordmange folketingsmedlemmer, der er som blanke ark for os, fordi så meget er solgt på image, kendte ansigter og letfattelige holdninger.

Så hvornår og hvordan vil det mon bryde politisk igennem, dét der truer os i tiden? Hvornår mon politikernes store ord, om at kunne se sine børn og børnebørn i øjnene og tage de nødvendige kampe for deres fremtid, bliver til mere konkret handling? For dertil MÅ det komme. Det kan ikke være anderledes. Det ER alvor det her, sidder jeg og skriver, mens jorden skælver under vores, og ikke mindst, vores og vores børnebørns fødder. Det kommer til at koste, gør det. Både hvad angår krigen og klimaet. Big time! Men det er paratheden til at tage det til sig og ofre den velfærd det kræver, som vi og vores politikere endnu ikke rigtigt er nået frem til at tale om.

Men måtte vi snart komme dertil og måtte vi selv turde gøre, hvad der kræves af os med al den omtanke, der behøves. Måtte vi få styrken, omsorgen og troen til at ruste Adam og alle de andre til at tage over, når vi engang selv slipper. Måtte vi - for nu igen at citere Wivel - få “ærligt mod til sammen / at vedgå arv og gæld”. Måtte vi aldrig glemme og fortrænge den verden og virkelighed den første Adam, trods eget og alle vi andres fald, fik varsomt i sine og vores hænder lagt.