Tidens søvnløshed kan også have sine opbyggelige sider!

“Natten om advent er tærende lang”, som der står i salmen, og det er så sandt, som det er skrevet. Især når man i perioder lider af søvnløshed, som jeg gør. Hvorfor det er sådan, har jeg selvfølgelig spekuleret en del over. Jeg har jo rigeligt med tid til det. Især i de små timer mellem halv fire og seks. Jeg har også fået mange svar. Flere af dem ret gode. Men det kniber med at handle i overensstemmelse med dem. De fortoner sig, når man ligger der og glor ondt tilbage på clockradioens lysende øje og lytter til byrævenes puslen rundt i villahaverne derude, men tankerne og bekymringerne kører i ring herinde.

Jeg forsøger selvfølgelig at følge de mange gode søvnråd, som nærmest står på nakken af hinanden, når man googler efter. Alt det der med ikke at drikke kaffe og spiritus inden sengetid, have faste godnat-ritualer, og at stå op og vandre rundt i huset som et pyjamasklædt spøgelse fremfor at blive liggende, når søvnen ikke melder sig.

Og ja, jeg prøver, men falder altid tilbage til det gode gamle velafprøvede: Hvis du ikke kan sove, må du endelig sørge for at dine ægtefælle heller ikke kan. Hold hende løbende orienteret om din tilstand med hule suk, stille jammer og hyppige rotationer på dit leje. Fortæl hende eventuelt - og gerne gentagne gange - at du nu igen-igen ligger vågen. Ikke at det hjælper, men så er du ligesom ikke helt alene med det og kan i tilgift få en skideballe af de store, som for en stund flytter dine tanker andre steder hen end på dig selv og din egen elendighed.

Fra andre klummeskribenter, der har det ligesådan og fra talrige seriøse videnskabelige artikler rundt omkring i dagbladene (også nærværende), oplyses jeg jævnligt om, at søvnbesvær nærmest er at betegne som en epidemi eller folkesygdom. Næsten halvdelen af vi danskere oplever periodisk søvnløshed. 14% af os er ligefrem stærkt generet af det i hverdagen. Tallet er angiveligt eskalerende, og ifølge det lige så støt voksende korps af søvnspecialister og søvncoach’ er handler det om stress og depression, tidens voksende krav, præstationskultur og alt det der.

Jeg tror det såmænd gerne. Men som det er tilfældet, hver gang vi diskuterer tidens særlige sårbarhed, og alt det mange af os, især de yngre generationer, går og bakser med, så dukker et andet spørgsmål også op. For er det noget nyt, eller har det altid været sådan? Lever vi i særligt pressede og nådesløse tider, eller er vi bare blevet meget bedre til at diagnosticere, sætte betegnelser på, problematisere og tale åbent om tingene?

Hvad netop søvnløsheden og alt dens væsen angår, så det i hvert fald ikke en ny opfindelse. Jeg har en ret distinkt erindring om, som meget lille, at ligge i sengen mellem min morfar og mormor på Vester Altanvej i Randers og i mørket iagttage gløden fra min morfars cerut, når søvnen ikke rigtig indfandt sig, og han om få timer skulle på arbejde på elværket.

Og for nu at gå lidt længere tilbage i tiden, så er jeg også ret sikker på, at der hos gamle salmedigtere, når de rigtigt giver den gas i deres forrygende morgensalmer, spores en lettelse over at vikle sig ud af mørket og den fortvivlelse, der bor inde i det. For hvad er søvnløsheden i sit inderste væsen ofte andet end endnu et udtryk for ethvert menneskes selvkredsen eller selvindkrogethed? I hvert fald sådan luthersk talt.

Så når man efter endnu en nats myldrende tanker med gamle som nye bekymringer høfligt ventende i rad og række, mødes af Guds nåde i skikkelse af solopgang og en ny dag, ligger det da lige for at opløfte sit hjertes inderlige tak. Og når Kingo i “Vågn op og slå på sine strenge” også lige får den der med “men mine suk du ej forsmår” indføjet i sit morgenkarske budskab, så fornemmer man nok et vist erfaringsslægtsskab over tid.

Jeg konverserede forleden en borddame om samme emne og betroede hende, at jeg ikke magter rådet om at stå op og give mig til noget andet, når søvnen igen udebliver. Men hun var af den spirituelt anlagte slags og bad mig overveje, om man ikke nogle gange ligger vågen, fordi nogen eller noget kalder på en.

Det går jeg så lige nu og tænker lidt over og er kommet i tanke om den lille fine fortælling fra Første Samuelsbog om Gud Herren, der kalder drengen Samuel ud af hans søde søvn tre gange. Søvndrukkent tøffer han ind til den gamle ypperstepræst Eli og spørger, om det var ham, der kaldte. Først tredje gang går det op for Eli, at der kan være noget andet og større på spil, og han siger til Samuel: “Gå hen og læg dig til at sove. Hvis der bliver kaldt på dig igen, skal du sige: “Tal, Herre, din tjener hører”.

Det er en velsignelse at blive kaldt på. Om det så er konens skæld ud, den skære dag, der står og venter uden for vinduet eller, uden sammenligning, Herren selv, der har et og andet at fortælle dig, så handler det om, at du bliver kaldt ud af dine egne kredsende tankebaner, dit sinds lille mørke kosteskab. Du opgiver dig selv, og det er, hvad den søvnløse ofte har brug for, for at kunne falde tilbage i pudevåret og samle kræfter til den kommende dags opgaver og de kald, der her måtte lyde. Søvnløshed er træls, men det har nu også sine opbyggelige sider!