Biskoppens klummer
Nyheder

Hvad jeg siger til de nye præster om den grund, vi står på… 

Reflektion, juni 2022

Forfatteren Carsten Jensen skrev en gang for efterhånden mange år siden et essay om de unge melankolske mænd i Roms gader. Hvordan de på deres pimpede scootere cirkler de rundt i byens snævre gyder, fyldte af ungdom og fremtid, mens de gamle kirker og huse, alle de prægtige ruiner, omgiver dem til alle sider. Deraf melankolien. For kan de overhovedet være der for al den overvældende fortid?

En af mine store glæder og fornøjelser er, en gang hver anden måned, at gå gennem byen ned til domkirken for at holde ordination. Men hver gang jeg træder indenfor i det prægtige bygningsværk for at kunne tage imod ordinanderne, de snart nye præster i Den danske Folkekirke, kommer jeg til at tænke på de unge mænd på scooterne.

Jeg ser jo de forventningsfulde præstespirer stå der i deres nye kjole og bakse med kraven, omgivet af al den her akkumulerede tradition og historie, kalkmalerierne af fortabelse og evig pine, epitafierne med struttende herremænd og velnærede præster i al deres herlighed under stræbende buer og solide søjler. Alt sammen er det opført på en alt kuldkastende begivenhed, der for altid gjorde alting nyt. Men siden kom så meget andet til, som også har fyldt i rummet: magtkampe, intriger, fordømmelse, tunge og hårde ord, trangen til sætte skel og grænser.

Aner jeg et melankolsk drag om ordinandernes mund, akutte kvælningsfornemmelser, en ubekvem flakken med øjnene, når orglet og koret sætter ind og processionen begynder? Slet ikke. Hver ordination lader i den grad nyt skinne frem af det gamle: Håb og forventning, glæden ved at forkynde og skulle bringe videre, hvad vi selv har fået overleveret. “Morgen i maj, når det grønnes”, som vi tit synger før prædikenen.

Men jeg er ikke i tvivl om, at det netop er en erfaring af overvældende, tyngende fortid, der i andre sammenhænge nærer en statuevæltende woke generation for hvem trangen til at bypasse det gamle skrammel er en vældig drivkraft. Kolonitidens grusomme arv, strukturel racisme, patriarkalske strukturer, lutherske fortabelsesfantasier og ditto bekendelsesfetichisme, eller hvad der ellers kan være tale om af historiske vildfarelser og fejlgreb. Man gider det ikke længere. Det skal “cancle´s”, annulleres og rives ned fra sin sokkel.

Men hvem er de så de nye woke generationer? Er det en vred, men liden flok, der siger til hinanden: “Hør, hvor vi grungrer” og for hvem historie, tradition og autoriteter generelt bare er noget, der står i vejen for egen selvudfoldelse? Eller er der måske snarere tale om en længsel efter at komme bag om alle aflejringerne og begynde på en ny, ånde frit og stræbe mod en ny himmel, hvor vi ikke længere tynges til jorden af udlevede overleveringer?

Én ting er sikker: Der er en vilje til livtag og kamp for det man tror på, imod undertrykkelse, fortrængninger og åg af enhver slags. Her er ikke tale om melankolske scootermænd, der kører opgivende rundt mellem ruinerne, men en revolutionær flok, der vil vælte og omstyrte, og som ikke tager gidsler.

Men tilbage til ordinationen i det kirkerum, hvor historien og traditionen nærmest ligger lag på lag. Isoleret set siger bekendelsesskrifter, dogmatiske detaljer en fjern tids forestillinger måske ikke de besøgende menigheder, der har kaldet deres nye præst, alverdens meget. Men når gudstjenesten begynder, viger det alt sammen i dets enkeltdele for i fællesskab at pege hen på den korsfæstede og opstandne. Det bliver en del af den store lovsang. Vi bliver et kor af stemmer. Helligånden får det hele til at svinge. Derfor beder vi om dens hjælp og bistand til de nye præster, når de ude i deres menigheder anno 2022 skal udvinde godt nyt af alt det gamle, de har fået med sig.

De skal jo ikke afmontere arven, eller dele af den. De skal ikke vælte den af soklen og smide den i havnen, men tage livtag med den, så budskabet om Jesus Kristus får liv og ånde. Arven er ikke som en tung monolit, der spærrer vejen. I al sin kaotiske og knudrede og nogle gange anfægtende mangfoldighed er den nærmere et følgeskab, der beriger og inspirerer til nye udlægninger. Den er skuldrene, vi står på. Den er et rygstød, et springbræt eller måske ligefrem en boksebold, du kan hamre løs på for at vinde nye indsigter.

Begynder du først at sanere i grundlaget, dømme noget inde og andet ude, så er det jo kun et spørgsmål om tid, før endnu et upassende stykke tradition må ned fra soklen. Og for hvert stykke vi bortsprænger af det gamle, får vi måske mere plads til vores egne små tidsbundne erfaringer. Men det kan hurtigt blive til en klaustrofobisk affære, et safespace, som kun de ligesindede og udvalgte få finder sig hjemme i, mens en stadigt større rest spørger: “Må vi nu være her?”.

Kæmp med arven fremfor at “cancle” den. Det er min opfordring til de nye præster. Vi er ikke alene hjemme. Vi slår ikke vores bod op på bar mark. Nogen var der før os. De mente ofte noget andet end os. Men de er med jer i medspil og modspil, til anfægtelse og inspiration, og nu er det så jeres tur. Sving dig op på din scooter, du forsagte sjæl, og giv den gas: “Så fremad da i Jesu navn!”