Hver ny generation tror, at de har opfundet snapsen til silden. Men det sidste ord er aldrig sagt.

Det går stærkt med at komme på museum i de her år. Henne i Den Gamle By har de åbnet en 2014-gade med solcenter, 7-11, Blockbuster og et Pizzeria, der hedder Napoli. Siden hvornår er det nu blevet fortid, spørger jeg mig selv en smule indigneret og genkender det samme eksistentielle sug i maven, som når stadigt yngre skribenter muntrer sig rundt omkring i avisklummerne med at sætte deres og mine børns generationer i glasmontrer: Lykkehjulet i TV2, Bent Burg, Kim Schumacher, Friends, Simpsons, højtaljede bukser, tunge briller, VHS i kælderen, Pamela Anderson, Gameboy og alt det andet jeg og mine samtidige stadigvæk synes, vi passerede lige for lidt siden.

Før eller siden bliver vi alle til historie, men er det noget, jeg bilder mig ind, at det går stadigt hurtigere med at blive det i de her år? Efter generation X (1965-80), fulgte generationerne Y(1980-1995), Z (1996-2015) og Alpha (dem der siden er kommet til), som snart afløses af Beta. Hver generation med deres veldefinerede karakteristika, modepræferencer, livsindstilling, vaner og tilbøjeligheder. Alting på plads og i orden. Typisk Generation Y siger man f.eks. om ham eller hende, der voksede op med Internet og globalisering, som elsker festivaler og rejser og tror på fremtiden. Særdeles brugbart for erhvervsliv, reklamebureauer og trendsætterne. Men klaustrofobisk for os hvis fortid i takt med at epoke-karakteristikkerne hober sig op, bliver til en stadigt mere uoverskuelig bunke af brugte år.

Var det Johannes Sløk der sagde, at hver ny generation tror, at det er lige præcis dem, der har opfundet snapsen til silden? Noget er der om det, men det er som om, der er sat ekstra turbo på. Måske som en følge af den indadvendthed eller selvcentrerethed vi kan iagttage i os og overalt omkring os i de her år. Måske som endnu et udtryk for jagten på og kampen for en identitet, man kan hæge om og hævde sin forskellighed og eksklusivitet med. Ikke mindst når det gælder om at hævde en kvalitativ forskel i forhold til en formørket fortid.

At vores tid er en helt særlig tid, er jo også noget, der nærer den grasserende og overophedede krisebevidsthed, der hjemsøger os lige nu. Hvad enten vi tjekker nyheder med bange anelser eller danner flertalsregeringer, der med henvisninger til netop den helt særlige tid vader ind over gamle hensyn og gensidige overenskomster.

Og ja, vores tid er altid en helt særlig tid, men jo ældre man bliver, får man også en snigende fornemmelse af at have set det hele - eller i hvert fald en hel del af det - før. Men selv om det måske lyder som en fuldfed, mimrende gammelmands-floskel, så er der nu engang også en vis befrielse i, at få det lange lys på og få bedre øje på det varende bag det hastigt forbiflimrende.

Og lige netop dét handler ikke om, med suk og klage, at fremføre den gamle elendige vise om at alting var bedre dengang end nu, eller om at fnyse bedrevidende af den slemme tidsånd. Men om med en vis glæde og lettelse at overgive sig til en tidens gang hinsides alverdens kategoriseringer og identitetssøgende generationskendetegn. Altså ikke at se lettere overbærende tilbage på, hvad der var eller skue ængsteligt frem imod, hvad der nok kommer henne om hjørnet, men bestandigt at lade sig overraske, glæde eller, når det kræves, tage kampen op. 

Forleden fyldte jeg fireogtres og blev adskillelige gange mindet om Paul McCartneys evergreen fra 1967 “When I´m sixtyfour”. “When I get older losing my hair many years from now…”, synger den unge mand fra den evigt unge tresser-generation om engang, i en uvirkeligt fjern fremtid, at gå og pusle i haven og sidde med sine børnebørn på skødet. Forhåbentligt stadigvæk sammen med hende, der sidder ved brændeovnen og strikker på en sweater.

Da min bette kone og jeg blev gift for 36 år siden bad vi, typisk for vores generations ironi og postmoderne letsind, den lettere irriterede organist om at spille netop det nummer, da vi gik ud af kirken. Men nu og her i dag, hvor jeg rent faktisk har mistet det meste af håret, sidder med børnebørn på skødet og sover foran fjernsynet, og min bette kone strikker i sofahjørnet, har den lille søde sang ramt og trængt sig på i flere omgange. Ikke som en museumssag. Slet ikke! Men som en glad og livsnær tale hen over alverdens generationskløfter. Et eksempel på hvordan fortid, nutid og fremtid uafladeligt taler med hinanden og kan gøre gammelt nyt og nyt gammelt. Generation følger generation, hver med sine kendetegn. Men lige meget hvad: Vi har aldrig nogensinde set det hele før. Vi er altid under forvandling.