Minoriteternes bevægelse ud i det åbne lader sig ikke standse

Hvis man er på min alder og er vokset op i et landsbysamfund, husker man dem nok: de to damer, eller sjældnere, de to herrer, der boede sammen uden at være søskende. Det var nu engang bare de to, og sådan var det jo, og sådan havde det vist altid været. Måske der hviske-tiskedes lidt om det besynderlige i konstellationen rundt omkring. Hvad ved jeg? Hvad vidste barnet? Måske man af og til mødte dem, eller den ene af dem, henne i Brugsen eller i forsamlingshuset eller i kirken, eller hvor folk nu kom. Men som jeg husker det, holdt de sig mest for sig selv. Det stille liv.

I et enkelt af hjemmene med et par samboende frøkener, husker jeg, at den ene gik med kasket og herretøj og lugtede lidt af stald, som så mange andre af landsbyens mænd gjorde. Heller ikke det tog man videre notits af. Der var så mange typer i sådan en landsby. Folk havde hvert deres. Så var der sladder - og det var der vel - så var den ret jævnt og ligeligt fordelt.

Først som vi blev ældre, og årtierne blev stadigt mere prægede af frisættelsens og tolerancens idealer (modernitetens velsignede kølvandsstriber), dæmrede det for os, at de tos samliv nok var andet og mere end en ren praktisk foranstaltning.

Og sådan var det med så meget andet af det, vi før bare havde levet med og taget for pålydende. Også det viste sig at dække over andet og mere end særheder og anderledeshed. Sinkerne og de tossede vi havde til bedste eller gjorde grin med; de tilpasningsvanskelige der tævede os og hinanden i skolegården, og som selv fik tæv af lærerne; de tilbagetrukne og indelukkede vi drillede; alle de på forskellige måder sære og anderledes som boede rundt omkring på gårdene, i landarbejderboligerne og i landsbyens huse, mange af dem blev der, i tiderne der fulgte, en voksende forståelse til del. Viden, forklaringer, udsyn, nuanceringer, diagnoser, ja, og dermed accept, gjorde at vi efterhånden forstod og langsomt tog det til efterretning, mens dem, der hidtil havde måttet bakse med deres anderledeshed i afsondret stilhed, i stigende grad, kunne leve deres liv ude i det åbne.

Men selvom den her udvikling, kort og overfladisk skitseret som den er, lyder så fin og god og rigtig, at man kunne sætte musik til, så skete det jo ikke fra dag til anden. Mon ikke at vi også godt kan huske - hvis vi skal være ærlige - at der sådan folkeligt set ikke altid var den store forståelse for den voksende forståelse for dem, der førhen hang ude i marginaliseringernes skyggeland? Nu var det jo længslen efter god gammeldags orden, normalitet, og muligheden for at opretholde det alt sammen med hårdt arbejde og et par på hovedet, hvis det skulle være, der i stigende grad blev sendt ud på et sidespor.

For med den stigende accept af minoriteter og anderledeshed fulgte, og følger, ofte en småtvær skepsis eller tilbageskuende vrede. Glem ikke, at de her forandringer og justeringer af vores fælles udsyn fandt sted samtidigt med, at så mange andre fundamenter brasede sammen. Og sammen-brasende fundamenter stemmer os sjældent mildt. Når så meget forandres, og, indrømmet, slet, slet ikke altid til det bedre, er misnøjen med forandringer udlagt som truende forandringer, et sikkert greb i den politiske værktøjskasse. Ikke mindst når det gælder de såkaldte familieværdier.

Så jeg synes, at de formodede søskendepar og alle de andre der af forskellige grunde gik og trykkede sig rundt omkring i de små hjem engang, er en erindrende tanke værd i disse dage, når vi synes det er lidt for meget Pride i gaderne, og lidt for meget salonfähig medløb fra politikerne og præsterne, og når vi synes, at der er alt for meget snak om flydende kønsidentiteter, cpr-numre, og at alt det dér lgtbq+-halløj nu er ved at stikke lidt af, og at nu må de lige styre sig, og det er da også for galt.

Det er jo en bevægelse ud fra skyggerne og skammen, ud i det åbne, der en gang for alle, og over en bred kam, for længst er påbegyndt, og som ikke lader sig standse. Så når vi helt aktuelt forarges over forslaget om juridisk kønsskifte i en endog meget tidlig alder, fordi det umiddelbart lyder grænseoverskridende, skal vi også overveje, om vi ikke lige præcist står der, som generationerne før os, og stirrer tilbage på, hvad vi måske synes er en tabt uskyld, endnu et sammenbrudt fundament, endnu en trussel mod hvad vi holder helligt og i hævd. Alt imens der måske er endnu en lille medborger, der ikke skal erfare det, som andre før ham/hende har erfaret: sorgen og smerten ved at være fanget i den forkerte krop og en tilværelse, hvor man må rode med den slags i ensomhed.

Og nu ved jeg godt, at jeg bevæger mig ind i et woke minefelt. Woke er jo frigørelse med turbo på, hvor man på forskellige - også på adskillige utiltalende og ekstremistiske, måder - vil have det før så undertrykte frem i lyset og smide det gamle skrammel i havnen. Men det får være. Det er en kamp, vi må tage, en storm vi må ride af. Alternativet, at fastholde minoriteter af en hver slags tilbage i ensomhedens og tavshedens halvmørke, er og bliver trods alt værre.