Indforståetheden i stat-kirke forholdet er ikke, hvad den har været

Erkendelsesskred er noget vi alle erfarer, når en tilstand vi længe tog for givet, viser sig ikke længere at være det. Som når jeg de sidste fire år har troet, at den ældste søn er tredive, og jeg selv bliver spontant overrasket, når folk fortæller mig, at jeg fylder 64 i april (When I´m sixtyfour!). 

Et erkendelsesskred af de mere alvorlige ramte mig for en måneds tid siden, da jeg trodsede en tiltrængt orlov og med mine kollegaer aflagde besøg hos den nyudnævnte kirkeminister i Kirkeministeriet. Det besøg er der siden skrevet en del om, og der blev taget en del billeder ved lejligheden. Billeder hvor vi fremmødte i den grad ligner vores alder. Kollektivt, tør jeg godt påstå, tyngede af situationen og måske, netop, en forsinket erkendelse af en ny tingenes tilstand.

Jeg har været til mange møder i ministeriet efterhånden. Som regel altid i den allerbedste ånd. Selvfølgelig har der været divergerende syn på forskellige ting. Sådan skal det være. Vi minister/ministerium og biskopper kommer jo forskellige steder fra, repræsentanter for forskellige “regimenter” eller “magter”: verdsligt og åndeligt, stat og kirke. Så i det store mødelokale ved Frederiksholm Kanal opstår der da, billedligt talt, altid nogle små brudlinjer imellem os, når vi mødes.

De optræder sådan lidt på kryds og tværs. De kommer til syne og forsvinder igen flere gange i løbet af samtalerne, vi fører. Men, som sagt, det er sådan, det må og skal være. Vi får altid talt os hen over det og videre takket være en fælles indforståethed om, hvor vi hver især kommer fra, og hvad vi er her for, og hvad vi skal. Det er en indforståethed, hvor lag gennem tiderne har føjet sig til lag. En indforståethed der, som sådan en nu engang gør, bygger på en vis enighed om det overordnede, på fælles fornemmelser, fælles balancegang, og hvor vi derfor ikke behøver lange indledende redegørelser og opremsning af spillereglerne, før vi sætter os rundt om bordet og hælder kaffe i kopperne.

Jeg bemærker just nu, at jeg skriver det her i nutid. Præcist sådan er det med erkendelsesskred. Man har svært ved helt at forstå og rumme, at sådan er det altså bare ikke længere. De små brudflader blev pludselig til en kløft. Indforståetheden er ikke længere indforstået.

Hvad der skete i og udenfor lokalet den dag i januar, har jo været grundigt behandlet. Ikke mindst her i avisen. Hermed blot en kort fredags-refleksion over, hvorfor det mon blev sådan.

Mit bud er, at det begyndte under coronaen. Magten trak opad. Ministerier skulle i stigende grad betjene ministre. Der skulle vises handlekraft, for krisepolitik tager ikke gidsler. Et hastigt antrit, levner hverken tid eller plads til bred konsensus og gråzoner. Og bestemt ikke til omtalte indforståethed. Sådan en fordrer jo den kontinuerlige og altid tidskrævende demokratiske samtale og viljen til at føre den.

Men som de fleste har bemærket, var krisepolitikken en succes, der nu søges gentaget. En god krisefortælling, et handlekraftigt magtkoncentrat og et solidt flertal bag er en fristelse, der er svær at modstå. Og så må sendrægtige typer med hang til bekendelser, traditioner og mølædt indforståethed ellers bare se at flytte sig eller selv at blive flyttet. Om så skal være med lige dele knaldhård jura, spin og politisk powerplay.

Og så er der en anden tendens, der er blevet mere og mere tydelig de sidste år: Politikerne “knuselsker” folkekirken. Med tryk på første led. Med vores solide reservoir af fortid, folkelig opbakning, “værdier” og appel til sammenhængskraft er vi guf for populistiske strømninger, der efterhånden når vidt omkring, og som ingen ambitiøs politiker længere kan tillade sig at sidde overhørig.

At folkekirken optræder i regeringsgrundlaget, og nu køres over efter noder, er ikke nødvendigvis en selvmodsigelse. Det ensidige udgangspunkt er, at det handler om en politisk brugbar værdi-folkekirke, hvor folkekirkens (indforståede) selvforståelse ikke nødvendigvis fylder alverden. For nu bestemmer politikerne. Af same grund, må man formode, kan vores nuværende politiske venner, når de sidder ved magten, sagtens fortsætte i samme spor, selvom den overordnede dagsorden ikke længere er den samme.

Et erkendelsesskred kan være en forstemmende affære, men den åbner også op for et måske mere realistisk udsyn. Eller det kan man da håbe. Jeg fornemmer i hvert fald, at der er lagt op til en heftig samtale om, for det første, hvor vi står, og for det andet, hvor vi bevæger os hen. Lad os håbe og bede til, at vi får samlet os selv op og kommer videre i et nyt, justeret og realitetspræget forhold mellem stat og kirke. Jeg holder ikke til flere erkendelsesskred lige med det første.