Hvorfor har vi så travlt for tiden?

“Nå”, spøger hun, “hvordan går du så og har det?”. Jeg når lige at tænke: “Lad nu være med igen at sige, at du har alt for travlt”. Og så svarer jeg: ”Jo, jeg har alt for travlt”. For det har jeg skam. Og hun siger, at hun også har for travlt. For det har hun skam. Og sådan er der rigtigt mange samtaler, der forløber lige for tiden. Nogle gange spørger vi så også hinanden om, hvordan det dog kan være, at vi alle har for travlt, og at alle taler om det. Det har vi hver for sig forskellige bud på.

Nu vil jeg så forsøge at give mit, fordi jeg kan mærke, at jeg et eller andet sted er ved at have fået nok, og fordi jeg bærer på en lille skam over, at min grænse forleden blev nået, og at jeg reagerede på en lidt - skal man sige - uhensigtsmæssig måde. Vi sad i endnu et virtuelt TEAMS-møde, tre af mine kollegaer, tre kontorchefer og jeg, og vi skulle så afslutningsvist finde frem til, hvornår vi kunne holde endnu et TEAMS-møde for at få samlet op på, hvad vi havde besluttet på det her TEAMS-møde, så vi kunne forelægge det på det helt store møde, hvor alle skulle være med. “Frem med kalenderen” lød det, som det lyder oftere og oftere for tiden. Og allerede her begyndte der at rumstere noget farligt i mig. Dels havde jeg samme dags morgen overset et andet TEAMS-møde og blevet groft hånet derfor. Dels føler jeg efterhånden en intens modvilje mod at blive konfronteret af min Outlook-kalender og synet af de stadigt flere regulært tilsvinede, omend ikke fuldstændigt blokerede dage, uger og måneder frem i tiden.

Og så skete det, jeg på forhånd havde frygtet allermest. Nærmest omgående blev marginaltidspunkterne, mandag og fredag morgen mellem syv og otte bragt i spil af mine sikkert endnu mere pressede kollegaer. For sådan er det blevet. Der laver vi jo ikke noget alligevel. Andet end at spise morgenmad, være i brusebad, tage tøj på, læse avis, kysse konen farvel eller måske, for mig eget vedkommende, og hvis mine gamle ben ellers vil bære, at bevæge mig i noget, der ligner løbetempo langs skov og strand. Jeg tænker nogle gange med taknemlighed på præsten, der fortvivlet sagde til sin provst, da denne agtede at foretage et kirkebogseftersyn i de tidlige formiddagstimer, “Jamen, der er jo ikke oppe!” Men det var dengang. Nu falder de sidste bastioner for privatliv og hjemmetid, og jeg begyndte at råbe op og blive tøsesur og sarkastisk og foreslå, at vi da også kunne holde mødet kl. tre om natten eller søndag aften efter kl.22, og dertil andre upassende forslag. Dog først efter at have slukket for mikrofonen.

Men altså, hvad sker der? Jeg har såmænd masser af protestantisk arbejds-ethos og synger gerne med Ingemann, at “dagens børn må ile”, men lige nu kan jeg da godt længes lidt efter at kunne smile det der afklarede pensionistsmil, når andre lirer den evindelige travlhedsremse af sig, ligesom jeg også ser med en voksende sympati på det tilbagevendende tema om ti år på posten for sådan nogle som mig.

Nå, en af forklaringerne kan selvfølgelig være ens personlige psyke. Trækker man vejret gennem sit arbejde, eller sidder man hellere henne i hjørnet med røg ud af ørerne og piver lidt, når det strammer til. Dertil er der altid rigeligt meget i gang her i månederne efter sommerferien. I år selvfølgelig forstærket af det post-coronale efterslæb, hvor mange udskudte arrangementer, festligheder, årsmøder, hvad ved jeg, skal afholdes NU. Der er noget, der skal betales tilbage i et højeffektivt samfund som vores, når vi har droslet drastisk ned hen over nogle måneder. De højstemte erklæringer dengang om at tage ved lære og tage den lidt mere med ro fremover, blev ligesom ikke rigtigt til noget.

Men måske den egentlige årsag ikke er noget, der bare går over igen, men tværtimod en hastigt accelererende udvikling. Lad os kalde det en voksende utålmodighed med de gamle selvberoende institutioner, deres selvforståelse og traditioner. En voksende utålmodighed hos os som borgere, der vil inddrages og ikke finder os i noget og råber op, hvis vi trædes for nær. Medierne spiller en vigtig rolle her som den altid latente kritiks talerør.

Det er noget, der mærkes på en lang række områder i vores samfund - bestemt også i vores folkekirke - og som hensætter institutionerne eller “systemet” i en konstant uro og alarmtilstand, hvor nye dagsordner dukker op med dags varsel, og man aldrig kan hvile i rutinerne, “plejer” og de vante sagsgange. New Public Management-ideologien er et ægtefødt barn af samme tendens, hvor vaner og tradition hele tiden må og skal udfordres og spørges kritisk til med henvisning til vi borgere, der skal have mest muligt for pengene. Intet skal tages for givet. Ting skal nytænkes og evalueres, møder med mange bilag skal holdes tidligt og sent. Og det tager som bekendt tid fra alt det andet, som nu engang bare skal gøres, og som med rette stadigvæk forventes.

Jeg tror, at vi også hvad det angår befinder os i en højfrekvent overgangs tid, hvor vi er i færd med at akkommodere os til nye dagsordner. Det koster, og så må man, så længe man befinder sig på arbejdsmarkedet, forsøge at indrette sig med det og finde sin vej i det uden alt for meget klynk - og så i øvrigt, på hver sit sted, at glæde sig over, at man trods alt bliver kaldt på.

Og ja, så må man kæmpe sin egen lille modstandskamp mod totalt besatte kalendere. F.eks. barnligt insistere på mødefri mandage og fredage i tidsrummet mellem syv og ni om morgenen.