Biskoppens prædikener og taler
Nyheder

Påskedag

Optaget i Aarhus Domkirke den 12. april 2020

236 Påskeblomst, v.1-2,6

 

Kristus er opstanden, Han er sandelig opstanden. Sådan lyder det som en jublende morgenhilsen eller jubelråb i de ortodokse kirker verden over i disse timer.

Det råbes ud. Det siges højt, det hviskes, det mumles. Triumferende, insisterende, trodsigt.

Vi kan have brug for at tage de samme ord i vores mund.

For vi sidder rundt omkring i vores stuer, spredt og langt fra hinanden, og har måske svært ved at tage alt påskens store budskab ind. Der er så meget, der kan stå i vejen

Men Kristus ER opstanden, Han er SANDELIG opstanden.

Og det er en glæde uden mål, som også omfatter dig. Også selv om du her og nu ikke helt kan forstå og tage imod det.

 

Evangeliet til i dag, påskedag, står skrevet hos evangelisten Matthæus

Og vi læser det fra den nye bibeloversættelse, Bibelen 2020:

Trosbekendelse

At håbe er ikke en let ting. For skuffelsen vil altid lure. Vores hjerte kan af og til banke højt og hurtigt af glade forventninger til den skønne dag, hvor dét, der måske ikke er så godt lige nu, bliver bedre. Men, siger vores erfaring os, når det sker, hvis det sker, vil hverdagene også ret hurtigt indfinde sig, og verden ligne sig selv igen.

Måske var det den formodning kvinderne gik ud til graven med om morgenen den første dag i ugen. Ham, de havde fulgtes med, havde givet dem glimt af Guds virkelighed, et rige, hvor tilgivelse og barmhjertighed, heling og håb hersker. Og nu lå han død, stiv og kold i en grav. Han var som de fortid. Verdensmagten tromlede videre. Hverdagen havde indfundet sig. Det var måske også, hvad man kunne have sagt sig selv. Hvornår lærer vi det?

At graven så var tom, at en engel steg ned, at englen sagde, at han ikke var i graven og at han var gået i forvejen for dem, fik dem ikke til at kaste sig ud i vilde jubelscener. For turde de igen give sig hen til det vilde håb? Turde de tro på det her? Kunne det virkelig være rigtigt. Stod den gammelkendte virkelighed og dens følge af død, fortræd og skuffelser ikke der igen og ventede henne om hjørnet?

De skyndte sig bort fra graven, står der. Med glæde, men sandelig også med frygt. At håbe - at give sig over til håbet - er ikke en let ting. For skuffelsen vil altid lure. Ja, nogle gange sker jo det, vi frygter.

Men vi håber. For vi kan ikke leve uden håb. Lige nu håber vi på, at den pandemi, der har lagt sin tunge hånd på os gennem flere uger, begynder at klinge af. Vi øjner så småt de savnede hverdage og håber på sommer og normalitet, åbne kirker, fyldte butikker, parker der myldrer af liv. Men vi ved også godt, at nu kommer den svære del, skuffelserne når det går op for os, at foden skal blive på bremsen, og at vi efter alle beregninger kan forvente nedgangstider og økonomisk tilbagegang.

Årets to store nationale fejringer af Genforeningen i 20 og Befrielsen i 45, er sat foreløbigt på vågeblus. Men begge begivenheder havde jo også håbet som fortegn. Håbet om sønderjydernes hjemkomst og håbet om besættelsens og tyranniets ophør. Også her indfandt hverdagene sig hurtigt igen. Men erindringerne om de skønne flagsmykkede fester lever i vores fælles nationale fortælling.

For håbet kan vi ikke leve uden. Det må vi trods angst for skuffelser og tilbageslag holde højt foran os som en flyvende fane. Vi har brug for – både i det store nationale som i det lille personlige perspektiv - at holde horisonten åben, så vi ikke gror til i modløshed og fortvivlelse.

Påskedags evangelium er fortællingen om det ene håb, der ikke led nederlag – trods kvindernes og disciplenes angst for at det skulle ske. Påskedag er det ene håb som alle de andre håb henter deres næring fra. Den morgen kvinderne gik ud til graven var i enhver forstand den første dag. Og det gryede. Lyset fik magt over nattens mørke.

For hvad ligger bag alle vores håb – ikke vores begær, men vores håb? Ja, der ligger vel en længsel. En længsel efter den store tilgivelse, hvor alt det der gik i stykker heles. En længsel efter at blive taget imod. En længsel efter, at vi ikke skal frygte for os selv og vores kære. En længsel efter soning og tilgivelse. En længsel efter en ny kærlighedens dagsorden. Ja, i sidste ende en længsel efter at dødens skygge ikke skal falde tungt ind over det liv vi lever sammen. En længsel efter at graven mister sin magt og indflydelse. En længsel efter, at det alt sammen ender godt, og vi ikke skilles ad for evigt.

En længsel, med andre ord, efter alt det som opstandelsen påskemorgen betyder. For i sin søn gik Gud vores kringlede veje og døde vores død. I sin søn viste han os, at hans magt er kærlighedens magt. Med den søger han os. Med den kommer han til os. Selv i det dybeste og mørkeste bliver han med sit lys og sit liv.

Vi længes. Han kom vores længsel i møde. Vi håber. Han væltede stenen fra graven og åbnede de horisonter, som ellers kan lukke sig så tæt omkring os.

Påskedags beretning om Kristi opstandelse fra de døde, er det store håb, der giver næring til alle vores små håb. Det er det levende håb, som vi døber vores børn og begraver vores døde på. Før barnedåben og som indledning til begravelsen læser vi: ”Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde”.

Håbet vi fik med den tomme grav, er et levende håb, som vi nu kan leve vores liv og dø vores død på. Det bærer, som det eneste, ikke på skuffelsens skygge.

Kristus er opstanden. Ja, han er sandelig opstanden!

Amen

Kirkebøn:

Himmelske far, du som kaldte den gode verden frem og hver dag kalder os til at leve i den i kærlighed til dig og vores næste! Tak for din opstandelse. Tak for det levende håb du skænkede os, og som gør det muligt for os, både at fatte håb og at tåle de skuffelser, som nogle gange dukker op i håbets kølvand.

Lad os nu, pandemiens skygge, hvor fortvivlelse, ensomhed og frygt, af og til trænger ind på os, finde styrke i påskens budskab. Lad os høre og tage imod ordene om den tomme grav og fatte tillid til, at hvor du er, er horisonten aldrig lukket. Der er altid en vej og en fremtid og et løfte om, at det ender godt.

Velsign og bevar vor Dronning, Margrethe den 2., Kronprins Frederik, Kronprinsesse Mary og hele det kongelige hus. Vær med regering, folketing og alle med magt, viden og myndighed. Lær dem og os forvalte det ansvar, som vi hver især er blevet givet. Hold os fri af indbyrdes strid og ufred og alt ondt. Styrk os alle i kampen mod det, der vil skille os fra dig og hinanden.

Vær med alle som forfølges og flygter og udstødes og holdes ude og borte og lægges for had. Giv dem styrke til at bære deres lidelser og håb og mod til at komme videre. Gør forsoning og fremtid mulig. Trods alt.

Giv os styrke og vilje til at hjælpe og værne om vores næste. Giv os øjne at se vores næste med og vilje til at lindre vor næstes nød.

Vi beder for alle, der sørger og savner. Vær med dem, der sidder i mørkets og dødens skygge og vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os.

Lad os tage dine ord med os til dagen, der venter. Og lad os i ånden holde påskefest med alle dem vi lige nu er adskilt fra.

 

Hør os du vor Far, som er i himlen…

Velsignelse

 

DDS 234 Som forårssolen…