Prædiken søndag den 4. februar 2024, seksagesima

Salmer: 
557 Her vil ties, 
450 Du kommer, 
412 Som vintergrene, 
320 Midt iblandt os, 
7 Herre Gud, 
nadver: Vidunderligst

Det er jo ikke fordi, der sker så forfærdeligt meget i dagens tekst. Et korn kommer i jorden, vokser op og sætter frugt. Og det er så det. Det er svært at lave en helaftensfilm eller skrive en bestseller om. Det er ikke en nyhed, der giver genlyd og rydder sendefladen. Det er ikke en bemærkelsesværdig hændelse, der får verden til at forstumme. Det er, hvad man kalder, en ikke-begivenhed. Noget der ligger så totalt og aldeles uden for vores interessesfære, i ”nå og hvad så”-kategorien.

Normalt, hvis vores opmærksomhed skal fanges, skal der som minimum diskes op med en konflikt af en slags. Det er, hvad enhver journalistelev lærer. Overskrifter skal helst vinkles dramatisk, så vores nysgerrighed pirres, vores vrede stimuleres, og vi tænker: ”Det er da også for galt”. På de sociale medier klikker vi ivrigt på den slags, og det ved udbyderne godt. Det tjener de penge på.

Allerbedst er det, hvis der kommer et ansigt på, og en eller anden kan hænges ud ved navns nævnelse. Den ulykkelige sag i Ølst havde nok ikke fået samme opmærksomhed med et anonymt aktieselskab. Milliardæren afbilledet foran sine dyre billeder derimod sætter ekstra turbo på vreden, konflikten, dramaet.

Medierne præger vores udsyn. Vi møder og forstår verden igennem dem. De lever af at dramatisere, tilspidse og trække op med den store fede blyant. Medierne præsenterer verden som dramaer der udspiller sig, ting der eskalerer, begivenheder der forandrer, vrede, gråd, ofre, dumme svin, skurke og helte, vindere og tabere, sort og hvidt. De præger vores udsyn, vores politik, vores forståelse af verden.

Og så fortæller Jesus altså den her lignelse om en ikke-begivenhed, om stilfærdig uinteressant vækst. Jesus der selv var årsag til et verdenshistorisk altforandrende drama uden sidestykke, bruger det enkelte lillebitte uanseelige korns dybt uinteressante vej ned i jorden og op af jorden, som et billede på alt det han kommer med, og som han kalder Guds rige. Det uendelig store der kommer af det uendeligt små.

Verden Jesus blev født ind i, var bygget på vold, magt, styrke, anseelse, idealerne var begivenhed, sandt drama, heltemodig handling, krig, undertvingelse. Men han der blev født i en krybbe og døde på et kors. Den magtesløse, svage udstødte, henrettede og af alle forkastede, løftedes op fra sin grav som Guds udvalgte, Guds søn, frelseren, livgiveren, herren. Det uanseelige korn eller lillebitte sennepsfrø, der kom i jorden, satte frugt, voksede op, blev større end alle andre planter og fik store grene, så fuglene kan bygge rede i dets skygge. Verden blev aldrig mere den samme. Den blev vendt på hovedet. Lige meget hvordan medierne så ellers præsenterer den.

Men det er dramaet, det sande drama, som evangeliet bringer os: Et kæmpe, og i egentligste forstand, verdensforandrende korrektiv til vores foretrukne måder at se og forstå verden på. Det gode begynder sjældent i det store, men i det små. Svaghed kan også være en styrke. Afmagt kan også være magt. Tilgivelse, overgivelse, hengivelse kan ændre menneskers liv til det bedre og hele brudte hjerter, og gøre alting nyt. 

For Guds rige er ikke noget der har været, eller som engang skal blive. Det er sådan set noget der sker og finder sted her og nu. Midt imellem os. Meget dramatisk på den absolut udramatiske måde. Langt væk fra overskrifter og clickbaits og alverdens medieopmærksomhed. Som et uanseeligt frø der falder i jorden og spirer op og giver svalende skygge på den varmeste dag.

Vi ved jo godt, hvordan de mindste ting, de allermindste ting, kan ændre dagen. Bare det at sidde ved siden af en anden og vide sig accepteret og taget imod og falde ind i samtalen. Bare det at blive set, at blive ramt af en glæde, at blive kaldt ved navn, at slå følge, at blive samlet op, at give det andet menneske lidt livsmod og tro på tilværelsen, at blive tilgivet, at kunne tilgive at blive trøstet, at kunne trøste.

Vi ved, hvordan den lilles uforstillede glæde ved at få øje på et fortroligt ansigt, ligesom kan åbne for en anden verden, ind til et andet sted, end der hvor hverdagens modsætninger og konflikter og kampe og vrede bor.  Vi hørte ved dåben i dag, at den, der ikke tager imod Guds rige som et lille barn, slet ikke kommer ind i det. Vel fordi barnet endnu er der, hvor magten, styrken, kampen, selvhævdelsen ikke er, og kærligheden er, hvad det lever af.

Vi hører og erfarer det, når vi senere holder nadver, knæler side om side i al vores forskellighed for at få en lillebitte smule vin og et lillebitte brød og i det modtage en kærlighed og barmhjertighed, hvis omfang vi ikke fatter.

Vi ved også hvordan små ord kan gå gennem øret og ned i hjertet og udvide horisonten og give dagen en anden farve. Vi ved her fra gudstjenesten, hvordan små ord som sennepsfrø kan blive til træer, der giver læ, ly og skygge. Alt dét er til stede midt imellem os, når vi sidder herinde. Det kan betyde alverden for hver og en af os, hvor det end sker, hvordan det end sker. Det kan få ting til at gro, blomstre, sætter frugter

Men se, om vi ser det og agter det og husker det, når først hverdagen og dens kampe, og med dem magten, styrken, æren og selvhævdelsen, igen er over os som den altid tilbagevendende dagsorden. ”Verdens visdom”, som Paulus kalder det. Alt det som vi regner for noget og lader os lede af og som skaber overskrifter og medieomtaler.

Men som Paulus også siger, så har Gud i sin søn gjort alverdens visdom til dårskab. I sin søn vendte han op og ned på vores præferencer og hierarkier og alt det vi mener, betyder noget. Han gjorde børn og sennepsfrø og den begivenhedsløse fred og glæde og retfærdighed til den egentlige visdom. ”For Guds dårskab er visere end mennesker, og Guds svaghed er stærkere end mennesker”

Det er det perspektiv som Jesus vil forstyrre os med, med sin lignelse i dagens tekst. Han vil forstyrre os i vores medie- og magtfokuserede, larmende verdensbillede. Forstyrre os, skubbe til os, korrigere os, giver os andre øjne at se med. Måtte vi tage det til os og midt i tumlen erfare den begivenhedsløse stilhed, der er på færde i lignelsen.

Stilheden som når kornet falder i jorden. Den begivenhedsløse stilhed hvor vi som jorden bare tager imod hans ord og sakramente og lader det bundfælde sig og lader det vokse op og sætte frugt, uden at vi ved hvordan. Stilheden der højst forstyrres af udramatisk glad, opmuntrende, trøstende, håbsbringende, samtale os imellem, og vi i glimt erfarer Guds rige der, hvor vi er og tillidsfuldt lever vores liv med vores medmennesker, hvor vi er der for dem, og de er der for os. Stilheden der brydes, når vi, som nu, takker for at det er sådan Gud ville verden.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Himmelske far, du som kaldte verden frem og hver dag kalder os til at leve i den i kærlighed til dig og vores næste! Tak for ordet i dag til os om, hvordan du lader dit rige vokse iblandt os, i livet vi lever med hinanden, i ordet og i sakramenterne. Lær os at se, høre, tale det frem og lade det virke i vores hverdag med hinanden.

Vi beder for regering, folketing og alle med magt, viden og myndighed. Vi beder for kong Frederik d.10, Dronning Mary, Kronprins Christian, Dronning Margrethe og hele det kongelige hus.

Lær dem og os forvalte det ansvar, som vi hver især er blevet givet. Hold os fri af indbyrdes strid og ufred og terror og alt ondt. Styrk os alle i kampen mod det, der vil skille os fra dig og hinanden.

Giv os styrke og vilje til at hjælpe og værne om vores næste. Giv os øjne at se vores næste med og vilje til at lindre vor næstes nød.

Vær hos alle dem, der lider under krige og forfølgelser, de fordrevne, de flygtende, de forladte. Vær med alle som flygter og udstødes og holdes ude og borte eller bag lås og slå og lægges for had. Vær hos dem med din trøst og dit håb

Vi beder for alle, der sørger og savner, Vær med dem, der sidder i mørkets og dødens skygge og vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os.

Lad os tage dine ord med os til dagen, der venter. Amen

Lad os med apostlen tilønske hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed

og Helligåndens fællesskab være med os alle!

Amen

Paulus til bordet i Rom

Den stille vækst, organiske, svært at få øje på, den utålmodige ser og sanser og forstår det ikke, sker af sig selv, ikke gennem anstrengelser og kraftudfoldelse

Udvirket gennem Kristus (Rom)

Det store der gemmer sig i det små – uden at man ved deraf

Jesus sagde: »Med Guds rige er det ligesom med en mand, der har tilsået jorden; han sover og står op, nat og dag, og kornet spirer og vokser, uden at han ved hvordan. Af sig selv giver jorden afgrøde, først strå, så aks, så fuld kerne i akset. Men når kornet er modent, går han straks i gang med seglen, for høsten er inde.« Og han sagde: »Hvad skal vi sammenligne Guds rige med? Hvilken lignelse skal vi bruge om det? Det er ligesom et sennepsfrø: Når det kommer i jorden, er det mindre end alle andre frø på jorden, men når det er sået, vokser det op og bliver større end alle andre planter og får store grene, så himlens fugle kan bygge rede i dets skygge.«