Prædiken Alle Helgens søndag den 3. november 2024

Salmer: 31 Til himlene, 549 Vi takker dig for livet, 571 Den store hvide flok, 307 Gud Helligånd, 551 Der er en vej/380 Op dog Zion

I dag, Alle Helgens søndag, mindes vi dem, der døde fra os. Dem, vi mistede. Dem, der gik forud. Dem, der er henne, som de gamle sagde. For de er jo hos os stadigvæk. I vores erindringer, vores tanker og vores sorg. Og de er, de hører til – det er vores håb og vores trøst – hos Gud, i Hans himmel.

Og netop forestillingerne om, hvor de døde er, hvor de gik hen, hvor de hører til, er hvad et af verdenslitteraturens helt store værker, nemlig Den Guddommelige Komedie handler om. I digtværket tager digteren Dante Aligheri os med på en rejse gennem dødsrigets tre lokationer: helvedet, skærsilden og himmelen.  

Dante har skrevet sit digt – og det er et omfangsrigt digt på 11 kapitler og 15.000 vers - (han har skrevet det) præcist samtidigt med, at Aarhus Domkirke blev bygget. Det vil sige i 1300 tallets begyndelse. En tanke værd. For ligesom digtet er bygningen her opført med, hvad der kan minde om de tre nævnte lokationer: dybe mørke kældergange her nede under gulvet, det lysfyldte rum vi lige nu er samlede i og tårnet, der ovenover os stræber mod himlen.

Det er selvfølgelig et verdensbillede, der hører Dantes og domkirkebyggernes tid til, og som vi i vores lutherske kirke ikke længere abonnerer på. Men Dantes digt er heller ikke som middelalderens kalkmalerier af himmel og helvede - som dem vi flere steder kan se her i kirken - kun et forsøg på at skræmme os de endnu levende eller få os til at bede for de døde, at de må undgå helvedes og skærsildens pinsler. Nej, digteren Dante vil, med sine skildringer af mødet med de dødes sjæle, også vise os, hvordan vi lever vores liv her i de endnu levendes land, og han vil have os til at forstå, at vi hverken lever eller dør for os selv.

I livet som i døden er Gud der for os, som han har vist os det i sin søn. Det er hans himmel, der hvælver sig over os. Nu hvor vi er i live og i kamp og i bevægelse og trækker vejret OG engang, når vi ligger hen, så stille, så stille. Det er sådan et - kan man kalde det - evangelisk storsyn, Dante vil formidle med sit digt, og som vores domkirke på samme måde formidler med sit bygningsværk og med ordene, billederne og musikken, der lyder herinde. I dag ikke mindst Faurés Requiem. Her som der handler det om, at vi skal løfte blikket og se længere end os selv, langt længere end os selv. Længere end vores lillebitte indviklede, knudrede liv her og nu. Længere end døden vi skal dø engang.

For det er netop, hvad helvedet og fortabelsen er hos Dante: at vi ikke kan og vil se længere end os selv, at vi er fanget i vores vrede, vores begær, vores hovmod, at vi lukker os om os selv og vores eget og bliver blind for vores næste. Helvedet og fortabelsen er en kortsynet dør til dør kamp, hvor vi kun vil os selv og vores egne og dem, der ligner os, er som os og i øvrigt giver os ret i det hele. Et egoistisk tunnelsyn, det kan ikke nægtes, som vi alle kender til og med mellemrum besøger og fortaber os i, og som folder sig ud i alverdens konflikter, og som kan bestemme et præsidentvalg.

Så fortabelse findes. Ikke som en forestilling om himmelsk straf. Ikke som en syg helvedes-fantasi. Men som en højst nutidig, dennesidig tilstand, der på uendeligt mange måder kan skabe menneskelig ulykke.

Men Gud kalder på os. Gud kalder på os hele tiden. Han kalder os ud af os selv. Ikke mindst her i kirken, når vi lytter til ordene om, hvordan Gud i sin søn en gang for alle har taget imod os, sluttet sin pagt med os og sender os hen til vores næste for at tjene og gøre godt. Vi bliver kaldt på, og vi må slippe os selv. En bevægelse som Dante skildrer med Skærsild og himmel, men som i vores liv i den jævne almindelige Aarhus- hverdag, også kender til, når vi, som vi gør nu, sidder her i det gamle kirkerum og fornemmer, at her er uendeligt meget andet og mere på spil end lille mig. Når, vi som sagt, ser længere end vores eget og får del i det evangeliske storsyn.

Ikke mindst dét som kommer til udtryk med teksten til i dag, hvor Jesus priser dem salige, der ikke lever for sig selv, men for andre. Når de stifter fred, når de sørger, når de hungrer efter retfærdighed, når de er barmhjertige, når de må tåle alverdens fortræd. ”Jeres løn er stor i himlene”, siger Jesus til dem. For i himlen er vi for alvor løst fra vores eget, så vi alene kan høre Gud til. Ene og alene høre Gud til, fordi Gud er blevet alt i alle.

Som Dante skildrer det, med digterens frihed, så er himlen netop det sted, hvor den fra sig selv og alt sit eget, frigjorte sjæl giver sig hen i Guds kærlighed, og hvor digteren ikke kan sige så meget og forstår så lidt, fordi hvad han ser og hører, overgår al forstand og unddrager sig alle ord. Dante svæver højt på poesiens vinger i Den guddommelige Komedie. Vi der holder os til evangeliet må nøjes med mere jordnære beskrivelser af det rige, der måtte vente, og som vi håber og tror, vi og vores døde har del i. For, igen, evangeliet om Guds søn handler ulig mere om livet, vi lever nu og her, og det som foregår i livet vi lever nu og her. For Gud er jo her som der. Og her som der handler det om, at han, hans kærlighed, skal fylde mere og vi selv mindre.

Alt det som jo også var på færde i sidste søndags tekst, hvis I kan huske den, hvor Jesus peger på barnet og siger, at i hans rige skal vi blive og være som det. At være og blive som barnet. Igen: det drejer sig om Guds rige her og nu, OG som det folder sig ud engang. Hvordan vi er og bliver en del af det i livet OG i døden.

Og det er netop i afkaldet. Ved at blive som barnet, ved at blive mindre og lade Guds kærlighed blive så meget desto større, og lade den fylde så meget desto mere i livet vi lever med hinanden. Det er en kamp, en daglig kamp, skal jeg lige love for. I en verden der gennemtrænges og bevæges af menneskers vilje til magt, dominans og status og hvor vi selv på vores små måder nærmest uafladeligt stræber efter det samme. En daglig kamp, en hård kamp!

Så måtte vi, den dag vi dør, i dødens øjeblik, endeligt kunne overgive os, så Guds kærlighed kan komme til i hele sin fylde. Og måtte vores døde være der, hvor alt er som en hjemkomst, en hjemkomst til den nåde og barmhjertighed og tilgivelse, vi kun så glimt af, mens vi levede. Det er håbet vi har, og som vi er blevet givet, som Dante digter sin Guddommelige Komedie på, Fauré skriver sit Requiem over, og som de byggede vores kirke på. Gud giv os at blive stadigt mindre og engang, til sidst, blive helt væk i dig. Som dine børn. Gem du os og vores døde i din evige kærlighed.

Lov og tak og evig ære

være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen.

Himmelske far, du som kaldte verden frem og hver dag kalder os til at leve i den i kærlighed til dig og vores næste!  Tak for ordet i dag til os om, at slippe os selv og være der for de andre. Tak for, at du holder ved, hvor andre svigter og mørket truer. Lov os, at du er i både livet og døden og at vores kære vi har mistet, er i dine gode hænder.

Velsign og bevar vor konge og hele det kongelige hus. Vær med regering, folketing og alle med magt og myndighed. Lær dem og os at forvalte det ansvar, som vi er blevet givet.

Giv os øjne at se vores næste med og vilje til at lindre vores næstes nød 

Hold os fri af indbyrdes strid og ufred, værn os mod krig, forfølgelser og alt ondt. Styrk os alle i kampen mod det, der vil skille os fra dig og hinanden. Vær med alle som forfølges og flygter og udstødes og holdes ude og borte eller bag lås og slå og lægges for had. Skænk dem styrke, mod og håb i deres ensomme kamp.

Vi beder for alle, der sørger og savner og tynges af bekymrede og sorgfulde hjerter. Vær med dem, der sidder i mørkets og dødens skygge og vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os.

Amen

Lad os med apostlen tilønske hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed

og Helligåndens fællesskab være med os alle!

Amen