Biskoppens oplæg ved stiftspræstestævnet 

Oplæg ved biskop Henrik Wigh-Poulsen: Hvad ville Paulus i Poulsens udlægning sige til præsterne i Aarhus Stift i forhold til den samtid, teologien taler ind i – hvad spørges og hvad svares? (9-9.50)

Det nye perspektiv på den gamle verden

På engelsk er der et udtryk: Preposterous. Det betyder noget i retning af “latterligt”, “urimeligt”, “anmassende”. Og det vil måske være meget dækkende for forsøget på at aftvinge Paulus et synspunkt om vores samtid, om os og vores folkekirke. 

Hvad skulle Paulus kunne mene om tidsregistrering, medarbejdermøder, arbejdsmiljø, den langsomme statsliggørelse, og hvad der nu rører sig lige nu. Mon ikke det ville være den omvendte kristenforfølger, lejlighedsvist tævede, fængslede, af et verdensimperie og sine tidligere trosfæller og en hel del andre klemte og forfulgte apostel, ret fremmed? 

Men på den anden side ville det samme vel gælde for Luthers eller Karl Barths samtid. For nu sådan en passant at nævne et par andre fortolkere af Paulus romerbrev. Også deres samtid ville komme skævt på Paulus´. Tør jeg formode. Så at gøre forsøget på at lade tiderne tale sammen og lade dem tale til os i dag, til vores samtid. Det er vel fortolkerens lod og opgave. Preposterous eller ej. 

Selv krøb jeg på min studieorlov sidste år om bord i Paulus Romerbrevs lange fortolkningstog, hvor Luther og Barth sidder oppe foran og feder den på første klasse. Mens jeg tiltuskede mig en ståplads nede i den bageste vogn sammen med pendlere, cykler og hunde i snor. Thi jeg er den ringeste af alle fortolkere. Men jeg kaster mig ud i det. I får hvad I beder om: Poulsens udlægning af Paulus og, hvad han kunne tænkes at sige til præsterne i Aarhus stift her og nu.

Og eftersom det jo er breve Paulus skriver, og som vi læser op i bidder næsten til hver eneste søndagsgudstjeneste, så må vi tillade os at antage, at de ikke kun er rettet til en række menigheder i Middelhavsområdet i det første århundrede, men også til den lyttende menighed i dag. Vi må høre dem som talte til os, der roder med nogle helt andre problemstillinger. For nu at sige det mildt. 

Det går voldsomt for sig i Rom, da Paulus skriver sit brev her omkring år 55. I forhold til myndighederne selvfølgelig. I imperiet hvis hele udsyn og raison d´etre er den stærkes ret, sejrherrens privilegier, de undertrykte som undertrykkerens ejendom. Men også i menighederne indbyrdes kæmper den unge bevægelse for at finde sine ben. Så der er noget at tale med dem om. Der er gensidig opbyggelse behov. Så når Paulus i sit romerbrevs første kapitel skriver til dem i Rom, at han ser frem til at se dem, ”så vi kan opmuntre hinanden ved hjælp af vores fælles tro – jeres og min” (1.12), så tillader jeg mig at inkludere os også i den fælles opmuntring. 

Og nu kommer så Poulsens første Paulus-inspirerede råd: Lad jer altid opmuntre ved vores fælles tro. Lad jer altid opbygge. For vi lever også - omend på vores små og fredelige måder - i urolige tider, i opbrudstider. Globalt, nationalt, kirkeligt. Heldige os, at vi prædiker, at vi med jævne mellemrum står med teksten af i går overfor menigheden af i dag med alt det, den kalder på os med. Forholdet til arven, læsningen af teksterne, teologien er som en lang, kontinuerlig samtale mellem fortid og sprællevende nutid, hvor vi ikke ser hen over døgnets kampe, samtidens udfordringer, men ser dem i et andet lys. Hvor vi med vores prædiken løfter os, og forhåbentligt vores menighed med, og efter bedste evne formidler et andet perspektiv end døgnets aktuelle, der byder sig til med den kværnende nyhedsstrøm, og som nogle gange kan stjæle vores mod. 

Paulus skriver sit brev, ja, alle sine breve, på baggrund af det, der skete ved Damaskus i år 40, hvad det så end var, der skete. Han kom tordnende, brændende af iver for de fædrene overleveringer, med det fortsæt at ryge de kristne ud af deres huler. Og så blev på den ene eller den anden måde slået til jorden af en indsigt eller erfaring, der vendte op og ned på alt og som han i Romerbrevet beskriver som “en foræring”(3.24) - noget absolut nyt og alt kuldkastende, som en sand betingelsesløs foræring er - der blev rakt ham med Guds kærlighed i Jesus Kristus.

Konflikten

For det Paulus ser ind i, dét han taler ind i her i Romerbrevet, er menighedens interne konflikter. Konflikter i menigheden er, hvad der ligesom ligger og simrer under romerbrevets overfalde. Konflikt i menigheden er ikke nogen ny opfindelse, hvis I skulle leve i den vildfarelse. Udfordringer med arbejdsmiljøet er ikke af nyere dato. 

I menigheden i Rom er der tale om to positioner: De stærke hedningekristne og de svage jødekristne. Dvs. sidstnævnte var måske et vigende mindretal, men ikke, svage, når det kom til pagten, lovoverholdelsen og hele historien om Gud og hans ejendomsfolk. Og førstnævnte var måske, ikke mindst pga Paulus insats, on the rise, men altså ikke stærke, når det kom til netop det historiske fundament. Spændingerne de to parter imellem kom særligt til udtryk ved de fælles måltider. Den ene kunne spise hvad som helst, den anden kun grøntsager. Rent overfor urent. Lovtroskab overfor anything goes. 

Men det var også et spørgsmål om identitet. Og dét kan vi i den grad relatere til. For identitet er, hvad vi altid søger i en uoverskuelig, broget, pluralistisk verden. Når DR har Grundtvig på alle kanaler lige nu, så er det jo fordi han og hans ligesindede samtidige, digtere, forfattere og kunstnere, skrev, talte og malede en særlig dansk identitet frem. Men et ømt blik på, hvad vi kom af, og havde kært, og et håbsfyldt blik på, hvad der skulle komme. 

Identitet er det, som skaber hjemlighed og tryghed og genkendelighed. Hvad enten man er folkekirkedansker, der føler sig hjemme i kirkens rum og ritualer, og i en fyldt kirke synger med på de store salmer. Eller man er from og hengiven jøde eller muslim, der glæder dig uskrømtet og sit eget og sine egne: traditionen, historien, ritualerne, trosfællernes flok. Som en nyligt konverteret jøde formulerede det overfor mig: det er som at have hjemmeholdets trøje på og gå syngende i flok gennem gaderne. Og det er da alt andet lige en rigdom i. 

Men det der på den både kan udgøre, hvad man kan kalde, en blød kerne, glæden ved at have hjemme sammen med andre, kan som bekendt også få en hård skal, når det der samler, med sig bærer en mistro overfor, et had til og en foragt for de andre, man ikke synes hører til eller bare ikke har hjemme her. 

Og dén slags identitetsfølelse er jo, hvad der i de her år sætter sig igennem i stort og småt, på både højre og venstrefløj, i storpolitik og i landspolitik - og ved EU-valget for den sags skyld. Om det så handler om at gøre Amerika stort igen, om krigen i Gaza, eller om at ville tvinge Ukraine med i moder Rusland store historie. Eller, for den sags skyld, om at respektere køn, race, etnicitet, seksualitet så meget, at man flegne ud, når Beyoncé klæder sig som en hvid countrystjerne, eller når nogen tager mexicanerhat på til fest på universitetet.

I en uoverskuelig og pluralistisk tid bliver identiteterne et forsøg på at gøre den overskuelig igen og vogte sig i forhold til det uønskede blandede, og så kan fællesskaberne blive hårde som knytnæver. Ja, de får næring af det. Oh, at finde sammen ved at holde andre ude! Den ekskluderende inklusion! En gammel opfindelse som tematiseres efter noder i vores Nye Testamente. 

Men tendensen er i den grad og med flyvende standarter er på færde her og nu, hvor polarisering og konflikt præger billedet hjemme og ude, i stort og i småt. Ikke mindst forstærket af mediernes overskrifter og deres trang til at fange vores altid konfliktsøgende opmærksomhed. 

Paulus, tidligere Saulus, var født i den multikulturelle Levant og som sagt en fnysende forkæmper for fædrenes overleveringer. Han havde – også som sagt - set ind i lyset og erkendt at Gud tager imod os alle. Som en foræring. At der hans væsen. Men alligevel er det så, som om Paulus, i indledningen af sit brev, synger med på den kendte polariserende og konfliktforstærkende identitets-sang, når han indledningsvist i sit brev sådan lidt hyggeagtigt sviner en type, som han og hans brevlæsere, de fromme jøder ikke mindst, nok kunne blive enige om indbød til at svine. De sad nok sådan lidt yderst på stolen og fornemmede at formaninger var på vej, Paulus ville gerne have dem med, inkludere dem. Og så virker det jo samlende at skælde ud på en, vi hurtigt kan være enige om at skælde ud på. Som sagt:  Vi holder sammen ved at holde ude. Den ekskluderende inklusion. 

Paulus skriver: “Til gengæld viser Gud sin vrede over alle de trodsige og gudløse  mennesker”, (1.18) Og så får den ellers på alle tangenter. De er i deres drifters vold, dumme, upålidelige og hjerteløse, (1.31)”. Men så pludselig finten, hvor han vender sig mod dem, der sidder og nikker ivrigt bejaende: “Dig, som jøde har heller ingen undskyldning. Når du dømmer de andre, falder det tilbage på dig selv, for du gør det samme, som du dømmer dem for”, (2.1). Med andre ord:  Det kan du selv være!

Det gode jeg vil….

Som jeg læser det aktiverer Paulus ikke det hårde fællesskab. Hvilket jo ellers kan være oplagt, hvis man vil have medløb. Han afslører det med sin finte. Han sætter spot på vreden og dømmesygen hos gode fromme mennesker. OG hos enhver af os, når vi stræber efter ret adfærd, høje idealer, rigtige meninger, identitet og retningslinjer. Det er den gamle Adam i os, synden eller med 2020-bibelens geniale, særdeles tidssvarende oversættelse “selvoptagetheden”, der gør identitetens bløde kerne til hård skal, til et stumpt instrument man kan slå og holde andre på afstand med. Det er selvoptagetheden, der korrumperer vores gode vilje. Som det lyder i romerbrevets syvende kapitel: “Jeg vil egentlig gerne gøre det, der er godt, men jeg er alligevel ikke i stand til det. I stedet for at gøre det gode, jeg gerne vil, gør jeg det onde jeg ikke vil”, 7.18-19. 

Er det derfor vi også kan være hårde ved hinanden, når det kommer til de hjemlige kirkelige konflikter? Fordi vi her i særlig grad bærer et ideal om retfærdig kamp, ordentlighed, ret vandel med os. Fordi vi her ønsker at forholde os til store gode ord, mens det der opererer i os og blandt os, under den gode sags dække, sagtens kan være selvoptagetheden med dens følgesvende: nid, nag og fnidder og vrede og hævnfølelse og hadefuldt tunnelsyn? Igen: finder vi sammen ved at holde andre ude eller på afstand? Den tvivl bør hele tiden nage os.  Så nu kommer så Poulsens andet Paulusråd: Undvig de hårde fællesskaber som tiden er så rig på, og som også findes i kirkelige sammenhænge, og som dyrkes i medierne. Folkekirkens lykke er ikke gjort ved, at vi kommer af med dem, vi synes er trælse. 

Storsynet i Kristus

Helt centralt i Romerbrevet står Paulus formaninger til den forsamlede menighed i spisesituationen. Nu hvor han har afhandlet loven og identiteten og selvoptagetheden og vores nye hjemsted i dåben, håbet og storsynet i Kristus, kommer vi til måltidet, hvor det alt sammen står sin prøve. Og det er netop dette sidste, hvad jeg kalder storsynet i Kristus, han anlægger på bordfællesskabet, hvor de stærke og svage kristne sidder og skuler til hinanden, hvor en sidder og gumler i sine grøntsager og den anden kører store bøffer ind, og hver især synes, at de andre ikke hører til her. 

Og så lægger Paulus ellers fra land: Giv plads, vis respekt, elsk hinanden, vær energiske, vær glade, for I har jo meget at se frem til, hjælp hinanden, tjen hinanden, behandl hinanden ligeværdigt, lad være med at provokere hinanden med det I er uenige om, vær gæstfri, bed for jeres forfølgere, tag jer også af de opgaver, der ikke ser ud af noget, bekæmp det onde med det gode. Vi skal opbygge et fællesskab for os alle sammen og ikke bare for dem, vi er enige med, og som er ligesom os, og som mener det samme som os. 

Så hermed Poulsens tredje Paulusråd: skab fred ved bordene. Det er såre vigtigt at have netop det for øje i en polariseringernes tid. Også her må vi være et modbillede. Ikke mindst fordi medierne i deres utrættelige higen efter netop konflikt og polarisering, kæber sig til den slags som igler, utrættelige i deres søgen efter, hvad der kan anfægte billedet af folkekirken som et andet sted. ”Og så i folkekirken”, som der forarget fnyses, når konflikt-vinklen igen pudses af. Især ved højtiderne har jeg erfaret på den trælse måde. 

Men så lad os lige tilføje lidt til Paulus katalog over god kristen bordskik: vær tålmodige, vis respekt, vid og accepter at ikke alle mener det samme som dig eller deler din humor eller dit syn på køn, etnicitet og seksualitet. 

Embedet

Og, kære præster så skal vi være bevidste om at være bærere af et embede. Embedet vi iklædes eller tildeles, når vi er rettelig kaldede af vores menighed. For med sig bærer embedet netop bevidstheden om at være del af en større sammenhæng, hvor vi netop ikke bare må lade alt bero på vores personlige holdninger og idiosynkrasier, og sympatier og antipatier og selvoptagetheden, der hænger ved. Hvilket sådan set kan være svært nok, når man som vi gør, virker i en individualistisk tid, hvor den personlige vinkel ofte bliver den altbestemmende, fordi den er den mest interessante og autentisk følte og mediemæssigt mest sexede. 

Sådan i det helt store perspektiv, på den helt store scene, taler man meget om den forsvundne fælles sandhed. Den moderne borger er ikke længere så meget til en fælles politisk konsensus, for eksempel. Han eller hun kæmper for det han eller hun personligt anser som værende sandt. Vi så det udfolde sig for fulde gardiner herhjemme under corona-epidemien, hvor konspirationsteorierne ynglede. Og vi ser det også på den helt store scene i USA hvor polariseringen, er blevet så ekstrem, at man benægter gyldigheden af vælgernes og domstoles afgørelser og glad og gerne affærdiger de institutioner og vedtagne overenskomster, som alt andet lige binder et samfund sammen. Det er en kæmpeudfordring, som er i færd med at ændre vores udsyn og vores fællesskaber og vores syn på det fælles på markante måder i årene, der kommer. 

Men for nu at vende tilbage til vores folkekirkelige sammenhæng, så bærer vi sammen på en fælles kirkelig arv, som jo også er højst kritisk i forhold til de til enhver tid herskende sandheder, og de autoriteter, der står inde for dem. For at nævne dem vi især bygger på - Jesus, Paulus, Luther, Grundtvig, Kierkegaard – så var de ikke just tålmodige med kirkeinstitutionens udlevede sandheder og det kirkelige hierarki, der holdt fast på dem. Selvkritik er vi på den måde, og skal ikke være, fremmede for, det er vi ikke hævede over, og derfor må vi virkelig være observante, når embedstanken i de her år sættes i kritisk lys. Ikke mindst når det gælder biskoppens tilsynsembede. 

Jeg er ærgerlig over, at jeg som forberedelse af mit indlæg her i dag ikke har haf tid til at læse Anders Christian Jacobsens nye dogmatik Frygt ikke. For jeg formoder, at den på begavet vis formulerer en kritik af tilsynet, der minder om katakombe-gruppens synspunkter, som var ret diskuterede på sidste års stiftspræstestævne, og hvor især den liturgiske frihed var i centrum. 

Men jeg ser helt klart en tendens omkring flere aktuelle forhold, hvor man også i en folkekirkelig sammenhæng bevæger sig fra det fælles vedtagne i retning af en mere privatistisk eller lokal argumentation. En argumentation hvor man ikke nødvendigvis har den store tålmodighed med tradition og lovgivning, når det gælder f.eks. – og bare for at nævne noget – tilliden til biskoppens embede, eller biskoppens indblanding i, hvordan man vælger sin præst, eller hvad man kan og ikke kan i liturgisk sammenhæng, eller når det kommer til at få flyttet bedstefars kiste til en anden kirkegård eller døbe lille Anton i baghaven. 

I præster kan også tale med om erfaringer af det autoritetstab eller den autoritetsudhuling, der i nogle tilfælde kan gøre embedet svært at bære med dets indbyggede respekt for bekendelsen, traditionen, organisationen, lovgivningen, netop det fælles. Og klageberedtheden gælder ikke kun for konfirmandmødre. 

Kroppen

Så tilbage til Paulus og hans storsyn i Kristus, hvor der i den grad også skal være plads til dem, man anser for at være nogle irriterende typer. Det, der fordres her, er netop blikket for at Kristi kærlighed ikke er noget, der er reserveret de hårde identitetsfællesskaber og dem der er enige i alt, og som tror og lever på rigtige måder. Og jeg citerer: “Den enkelte krop består af mange dele med hver sin funktion. På samme måde er vi mange i menigheden, men vi hører alligevel sammen som en enhed, for enhver enkelt af os er en del af Kristus´ krop og er afhængig af de andre dele” (12.5). 

Det er selvfølgelig angsten for splittelsen, der får Paulus til at fordre enheden. Selvoptagetheden og dens anlæg for selvbedrag er jo ikke gået af mode med Kristus. Den lever fortsat. Og den lever fortsat godt under dække af alle idealer. Der skal holdes fast i storsynet i Kristus i menigheden. Og det er et fælles anliggende, hvor hver især netop har blik og hjerte for de andre og for forskelligheden i fællesskabet. Og dertil kræves nu engang et embede. Eller lad mig spidsvinkle det og hævde, at selvoptagethedens virkelighed kalder på embedet, som vi alle deler. Embedet skal tjene helheden. Embedet skal holde os fast på det uopgivelige fælles, og de private sandheders guerilla-aktioner. 

Også derfor skal vi, som det lød i Poulsens og Paulus første råd lade os opbygge og løfte op over skyttegravene og søge samtalen, der rækker ud over vores egen lille kreds, hvad angår både tid og sted. Og derfor dette fjerde råd: Hvil i jeres embede. Det er ikke en tung og tom ballast, men et værn mod at forsvinde ned i selvbetragtning, selvoptagethed, selvretfærdighed, splittelse og personlige idiosynkrasier. Det giver os blik for den store, store sammenhæng, som bærer os, og som vi er en del af. Embedet holder os fast på det fælles. Vi er ikke alene. Hvilket både er til trøst og til korrektion, hvis ensomhed og tunnelsyn overmander os. 

Forvandlingen

Men arven fra Paulus – og for den sags skyld Luther, Grundtvig og Kierkegaard – tilsiger os jo også, at vores embede ikke bliver til en tung institution, en prop i tiden, man ikke kan diskutere med. Det centrale i embedet, storsynet i Kristus, er vi fælles om som lemmer på Kristi krop, og det betyder alt andet lige, at vi altid skal være i bevægelse, som Kristus var det. Væk fra de hårde fællesskaber og hen imod vores næste. Derfor lyder det: ”I skal lade jer forvandle, så I får en ny måde at tænke på. Så I kan finde ud af, hvad det er, Gud vil, og hvordan I kan glæde ham med det, der er godt og rigtigt” (12.2). 

Kroppen skal holdes agil. Det vil sige, at vi hele tiden skal lade os korrigere og skubbe til og være på vej. Semper reformandum. Lige før sagde jeg, at I skal hvile i jeres embeder. Nu siger jeg, at I skal være i bevægelse og lade jer forvandle. Men det hænger for mig at se sammen. I jeres præsteløfte lover I jo også, i jeres embede, at lade jer danne og dueliggøre. Vi kan og vi skal altid blive klogere. Vi er dømt til, når vi giver os ind under ordet, hele tiden at lade os omvende, vende om, puffe og skubbe til og lade os noget sige af den gode Ånd. Og sådan skal vi gå ind i vores bøvlede samtid. Med løbesko på. 

Så her kommer, der lige et råd til, det femte af dem, 1:1 fra teksten: I skal lade jer forvandle. Aldrig gro til i jeres eget, jeres urokkelige synspunkter, faste anskuelser og uomstødelige domme om jer selv og verdens indretning. ”I skal ikke tilpasse jer den tid, vi lever i” (12.2), skriver Paulus også. Som præster befinder I jer nemlig altid på kanten af vores samtid, altid i samtale med dem, der gik, tænkte og digtede før os, og som altid er med, når vi holder gudstjenester og som ikke lader os i ro med vores eget. Sammenhængen vi er forpligtede på med vores embede, er også en sammenhæng med dem, der gik her før os og dem som kommer efter. 

Magter og myndigheder

Og så kommer de altid anfægtende ord i Paulus 13: ”Alle mennesker skal underordne sig de myndigheder, der står over dem”. Men ordene handler overordnet om, at vi ifølge Paulus ikke befinder os i en undtagelsestilstand forhold til verden. Vi er i den, som vi er i vores samtid.

De mange der kalder på os, og som vi skylder at svare. 

Men som det også er nu, lige nu, så er vi, folkekirken, på bedste fod med statsmagten, med regering og folketing, der hen ad en kant elsker værdier. Værdier gør ligesom identitet godt i en rodet og uoverskuelig og krisefyldtverden. Det er sådan set godt nok. Vi har så meget godt at i vores forråd, så meget godt at give af. 

Men netop kun så længe vi ikke gør os til et med verden, så der ikke længere kan skelnes mellem os og den, og vi bliver en statskirke. Vi må hele tiden holde fast i, i vores samarbejde eller samvirke, at vi kommer forskellige steder fra. Derfor dette sjette råd: Vi skal være i, men ikke skikke os lige med, verden. Vi har så meget mere at byde ind med, end det verden efterspørger. 

Håbet

Paulus skriver: “Alt det, Gud har skabt, venter i længsel på, at han afslører, at vi er hans børn” (8.14). Håbet er nærværende og for os, der ikke just deler Paulus eskatologiske tilbøjeligheder, nærmest påtrængende i brevet. “Natten er fremrykket, dagen er nær”. 

Og så, til sidst, lidt om Grundtvig. DR har, som sagt, lige haft ham på alle kanaler. Grundtvig er ligesom superheltene. Han dukker altid op, når vi har brug for ham. Og hvorfor mon? Jeg tror, det er fordi han levede i en krisefyldt overgangstid, som vi gør lige nu. Der er så mange røde lamper, der blinker lige nu og så mange bekymringer, at vi helt har glemt, hvordan man også kan håbe og tro på fremtiden og glæde sig over det gode, man har. Det er som om vores samfund befinder sig i en frygtsom orienteringsløshed, en prepper-tilstand, og måske er det også det, vi særligt mærker hos vores yngre generationer og beretningerne om angst og mistrivsel. 

Fem år gammel, sad Grundtvig i Udby præstegård og hørte om den franske revolution, som jo i datidens øjne, i hvertfald i en præstegård, var intet mindre end den gamle verdens sammenbrud med kaos og ugudelighed til følge. Han voksede om med en ny måde at se verden på, rationalismen, som kasserede alle de gamle sandheder. Han levede med Napoleonskrigene, oplevede slaget på Reden, Københavns bombardement og tabet af Norge og to borgekrige. 

For os lyder det måske kendt og trygt som klasseværelset i en historietime. Men i Grundtvigs samtid var det en verden i opbrud med al den orienteringsløshed og håbskrise den slags altid har kastet af sig. 

Han kunne have holdt sig til pessimisme og den dér det går bare den vej hønsene skraber. Det er den vej, der ligger lige for, og som vi også kender til. Men i stedet fæstnede han sit blik på en ny verden, der var begyndt at vise sig omkring ham med nye tekniske landvindinger og folkestyre og folkeoplysning og alt dét, vi nu tager for givet, men som dengang var noget nyt og måske lidt farligt. Det er det kristne håb på trods, hans salmer svulmer og løber over af.

Godt at have for øje, når vi måske har det med at glemme, at verden før har oplevet voldsomme kriser og turbulente overgange, og at der ud af dem også ofte er vokset nye muligheder, håb og fremtidsperspektiver.  Og den slags, må vi også huske, har vi lettere ved at se i tilbageblikket end man havde dengang det hele brændte løs. Så måske vi hellere skal tale om overgangstider end nedgangstider. Det kan godt være, at vi, hvor vi befinder os nu, har lettest ved at få øje på krisen. Måske, måske, vi om tyve år bedre ser, hvad godt, der også kom ud af den.

Historien gentager på den måde ikke sig selv. Vi kan ikke bare lave en ny Grundtvig. Men vi kan lære af, hvad han gjorde og betød og betyder. At turde se hen over kriserne og konflikterne og katastroferne og få øje på håbet og at kunne indgyde andre det. Dét er den sande prepper-adfærd.

Derfor det sidste Poulsen/Paulus råd, nyligt afdøde Jürgen Moltmann i erindring: Bevar håbet. Husk at vores kirke er og skal være et håbshus!

HWP, juni 2024