Prædiken søndag den 25. februar 2024, 2. søndag i fasten

Salmer: 
754 Se, nu stiger, 
29 Spred over os, 
56 Jesus er navnet, 
588 Herre, gør mit liv, 
392 Himlene Herre

“Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var.” Sådan lyder det nærmest som et omkvæd i Bibelens allerførste kapitel i det, der bliver kaldt skabelsesberetningen, beretningen om, hvordan Gud skabte det hele, hvordan Gud kaldte alt frem af ingenting. Det vil sige, det mirakel, der møder os hver morgen, ja hvert øjeblik og hele tiden: at vi er, at verden er i stedet for ikke at være. At vi, når sol står op, selv kan føle morgen i sjæl og krop.

For det er da et mirakel. Ikke? Jeg mener, uden at befatte mig med den højere astrofysik, eller hvad det nu er for en videnskab, der har med den slags at gøre, så skulle man synes, at der var en uendeligt større sandsynlighed for at ingenting var end at alting er, en større sandsynlighed for mørke og tomhed og ingenting end for solopgange, forårsdage, dagens første kop kaffe, tulipaner, børnebørn, gode venner, god musik, tågede efterårsdage, film, bøger, en god flaske rødvin, kære mennesker, grønne skovbryn, blå oceaner, bjergkæder og køer på marken og al den anden rigdom, der omgiver os uafladeligt.

Men nu er det sådan. Verden er. Der er noget og ikke ingenting. Og det noget, der er, det er godt. Det er det, skabelsesberetningen vil sige. De berømte sætninger om, hvordan Gud skabte verden på syv dage, er ikke en videnskabelig afrapportering. Det er meget, meget mere. Det er et grundlæggende udsagn om at livet, verden, alting, oprindeligt, i sit udgangspunkt, som skabt af Gud, er godt. Det er ikke noget møg. Det er ikke lidt af både det ene og det andet, og sådan lidt bom-bom. Nej, det er godt. Det er udgangspunktet. Det er der, det begynder.

AT livet ER godt VED vi nogle gange også godt. Men det er bestemt ikke altid, at vi lige kan få øje på det, endsige erfare det. Se bare faren i Jesu lignelse her til i dag. Han har da svært ved at få øje på den livets godhed, når han står der med sin søn, der er ramt af en eller anden lidelse, en plage, der nok minder lidt om, hvad vi i dag ville kalde epilepsi, men som man dengang i mangel af bedre forklarede med en ond ånd. For sygdom, defekter, lidelser og fortræd, det er der jo også. Som en skygge i skabelsens godhed. Og på Jesu tid var det langt mere udtalt, fatalt og dertil synligt i gadebilledet. Helbredelse og lindring var ikke noget man sådan opererede med i dagligdagen.

Men – dengang som nu – så kan al den anden rigdom, der omgiver os, syne af så meget mindre, når skyggerne falder, når ødelæggelse, blind skæbne tomhed og mørke og det store ingenting banker på og truer.

For det gør det jo virkeligt engang imellem. Det og dem vi har fået, og som vi holder af, er jo ikke givet os med evighedsgaranti. Det vi elsker, det kan tages fra os. Dem vi elsker, dem kan vi miste. Skabelsens godhed kan blive endog meget svær at få øje på. Udbombede byer og flygtningelejre hvor børn fryser ihjel, regulære forfølgelser, terror og hverdagens udsondring af dem, man synes ikke hører til.. Der er nok af efterretninger fra verden omkring os, efterretninger om det, der ligesom vil devaluere alt det gode vi godt ved, vi har fået givet.

Man kan sige, at det, der kendetegner Jesus i alt det, han siger og gør, og som gør ham til at genkende som sin fars søn, det er et rasende angreb på alt det, der netop vil nedbryde og ødelægge og tære og slide på det gode, som Gud har givet os. Jesus kæmper for i ord og handling at holde os fast på, om jeg så må sige, Guds oprindelige mening med det hele, med alt det han har skabt. Jesus vil holde os fast på, at alt som Gud har skabt og skænket os, er godt, at det er udgangspunktet, det som Gud vil. 

Og det gør han, Jesus, ved at trodse og kæmpe imod den her truende tomhed, det snigende mørke, kaos og død, når han helbreder, når han rejser lamme fra deres båre, når han giver blinde deres syn og døve deres hørelse, og kalder den døde ud af graven. Og på samme måde trodser og kæmper Jesus imod de magter, der bor inden i os, som onde ånder, og som også, på samme måde, vil nedbryde, hvad Gud har skabt og givet os, nemlig vores vrede, vores had, vores foragt og ligegyldighed, som vi så ofte møder vores medmennesker med, og som for dem gør verden til et mindre godt sted at være.

Jesus bringer bud om det Gud vil og ville fra begyndelsen: livets rigdom, kærlighedens sejr over døden, godheden, tilgivelsen, barmhjertighed. Alt det som hele tiden er under angreb, som hele tiden trues, af alle ødelæggelsens magter uden om os og inden i os. Ja, Jesus fastholdt aktivt den Guds godhed, som vi nogle gange har så travlt med at trænge i baggrunden eller som, som sagt, sygdom, defekter, lidelser og fortræd og døden selv kaster en skygge ind over

Måske var det, det, der fik den desperate far til at opsøge Jesus, netop fordi han igennem hans handlinger og i hans ord, synes, at han kunne skimte livet, som det også kan være, som Gud gav os det, og som han ville det fra begyndelsen. Det vil sige et liv hvor hans dreng, ikke lå og vred sig på jorden og skar tænder og frådede, mens folk nysgerrigt kiggede på, men hvor han i stedet løb rundt derude og legede med de andre drenge, tilstede og glad og opslugt i sin leg, uden tanke for andet end at være til og tumle sig med vennerne og føle morgen i sjæl og krop.

Måske er det også det, der får os til at komme her i kirken, fordi vi i det Jesus sagde og gjorde, skimter livet, som det også kan være, og som Gud har villet det fra begyndelsen. Vi skimter, vi aner, vi får løfte om noget større, bedre, lysere, en rigdom hinsides hvad der måske omgiver os lige her og nu, hvor så meget andet står i vejen og spærrer for udsigten. Når vi synger salmerne, og ber bønnerne og hører ordene her ved gudstjenesten, så bliver alt det vi savner gjort tydeligt for os. Og vi ser og hører om, hvad Gud har givet og giver os det på trods af det mørke, der nogle gange kan synes så dominerende: Livet, morgenen, tilgivelsen, nåden, barmhjertigheden, vores medmenneske som har brug for os. Det kan synes småt og utydeligt og fjernt her og nu, men det er der, og det er givet os af Gud.

At tage imod alt det gode, at varme sig ved det, styrke sig ved det og lade sig trøste af det, det er så at tro. At tro er, at stole på, at Gud er god på trods af alt. At tro er, at give sig hen til at Gud vil mig, at Gud vil os det godt. At tro er trygt og trods mørkhed og sjæleve at sige “din vilje ske”. At tro er, som faderen i lignelsen, at stå der med sit syge barn foran Jesus og stole på, at Guds godhed sidder i hans hænder. At tro er, at klynge sig til den gode Gud og håbe på hans styrke, magt, lys og liv i en verden, hvor mørket nogle gange kan fylde så meget.

Og så ligger det jo lige for at tro, at tro er sådan en åndelig kraftpræstation, en særlig egenskab for særlige mennesker. Men intet kan være mere forkert. Jeg tænker, at det er derfor Jesus bliver noget knotten på sine disciple i teksten til i dag, fordi de ligesom stoler mere på deres egen magt og styrke i stedet for som faren at tro på Guds magt og styrke i Jesus.

For han ved jo godt, faren, at han selv ikke formår noget som helst i den retning. ”Jeg tror”, siger han og tilføjer så ”Hjælp, min vantro”. For sådan er det jo. Der ligner den her far alle os andre. Vi ved godt, at tvivlen hele tiden ligger lige op ad troen. Og at vi langtfra er supermænd i troen. Men det vi kan, det er at opgive vores egne små forsøg i den retning og så lade Gud tage over, give os hen til ham, have tillid til ham, tro på ham - sådan som han kom til os i sin søn, Jesus Kristus.

Så hold fast i ham, som faren til den syge dreng gjorde det. Hold fast i ham, når du synes, at det hele er noget møg. Hold fast i, at det ER godt, når du synes, du kun kan få øje på tomheden og mørket. Hold fast i, at uden om din lille boble af bekymring, angst, sorg, tristhed, modløshed, hvad ved jeg, der er en uendeligt meget større virkelighed, sat af Gud, skabt af Gud, kaldt god af Gud. Hold fast i, at han i sin søn har lovet os, at det ender godt, trods alt, hvad du ser omkring dig her og nu. Der skal meget mere til end din vakkelvorne tro til at holde ham ude af regningen.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Himmelske far, du som kaldte den gode verden frem og hver dag kalder os til at leve i den i kærlighed til dig og vores næste! Tak for ordet i dag til os om, som den syge drengs fortvivlede far. Lær os, som ham, at holde fast på, at du er god og dit værk er godt, selvom vi her og nu har lettest ved at få øje på mørket i os og omkring os.

Vi beder for regering, folketing og alle med magt, viden og myndighed. Vi beder for kong Frederik d.10, Dronning Mary, Kronprins Christian, Dronning Margrethe og hele det kongelige hus.

Lær dem og os forvalte det ansvar, som vi hver især er blevet givet. Hold os fri af indbyrdes strid og ufred og terror og alt ondt. Styrk os alle i kampen mod det, der vil skille os fra dig og hinanden.

Giv os styrke og vilje til at hjælpe og værne om vores næste. Giv os øjne at se vores næste med og vilje til at lindre vor næstes nød.

Vær hos alle dem, der lider under krige og forfølgelser, de fordrevne, de flygtende, de forladte. Vær med alle som flygter og udstødes og holdes ude og borte eller bag lås og slå og lægges for had. Vær hos dem med din trøst og dit håb

Vi beder for alle, der sørger og savner, Vær med dem, der sidder i mørkets og dødens skygge og vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os.

Lad os tage dine ord med os til dagen, der venter. Amen

Lad os med apostlen tilønske hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed

og Helligåndens fællesskab være med os alle!

Amen