Prædiken søndag den 31. marts 2024, påskedag

Døden plejer at få det sidste ord. Men det gjorde den ikke påskemorgen. Det er kilden til alt vores håb. Og hvor har vi brug for det håb! Det er som om krigene og konflikterne har bemægtiget sig vores udsyn. Vi ser kun det. Hverdagen, den op-og-ned, gråmelerede hverdags-hverdag er trængt i baggrunden. Politik er blevet til krisepolitik. Vrede og polarisering truer med at overtage dagsordenen. Måske vi ikke er truede, her hvor vi selv bor. Men vi føler os det. Som om noget stort og ildevarslende langsomt nærmer sig. Både fra den ene og den anden kant. Jeg spørger: Har vi fået sådan et katastrofe-tunnelsyn, hvor vi efterhånden kun ser alt det, der kan gå galt?

Men så i dag påskens trodsige budskab, som et udbrud af håb, en kæmpe, horisontsprængende modsigelse af det håbløse. Den døde ligger ikke længere i sin grav. Han er opstået og gået i forvejen. Kvinderne forstod ingenting af, hvad englen sagde. Det gav ikke mening. Døde bliver som regel liggende, hvor de bliver lagt. Men kvinderne hørte også noget nyt, der rørte dem dybt, og de gik derfra. De ”skyndte sig bort fra graven”, som der står, ”med frygt OG stor glæde”.

Med frygt OG stor glæde. Med frygt: For graven var skræmmende tom. Og med glæde: Havde Borte alligevel ikke taget det nådefulde nærvær som ham i graven, var så fyldt med? Havde døden den store ordensmand, virkeligt opgivet at tøjle håbet, den engang så levende havde bragt med sig?

Kvinderne skulle have puslet om graven. De skulle have grædt bitre tårer og vænnet sig til mørket og fortvivlelsen. ”Hello, darkness, my old friend”, som de berømte linjer lyder. Men håbet, det vilde håb, de dybest set ikke forstod, at døden for én gangs skyld havde strakt våben, gav dem lette fødder. De skyndte sig bort fra graven for at løbe hen og fortælle de andre disciple det. Og sådan, ad så mange veje og omveje, kom ordene til os. Og derfor lyder de også til os i dag: Han er ikke her. Han er opstået. Han er gået i forvejen.

Så det har vi fælles med kvinderne ved graven den allerførste påskemorgen. Der er så mange erfaringer, følelser og erkendelser, der støder sammen i os. Frygten og glæden kæmper om pladsen. Frygten for at verden i sørgelig grad ligner sig selv med sine krige, konflikter og katastrofer. Frygten for at døden altid, før eller siden lukker bogen. Men også glæden, at nogen siden har fortalt os, at det ikke er sådan, og at de derfor byggede den her kirke, og at vi derfor mødes og samles i den her i dag med et trodsigt håb i hjertet.

Jesus kom til os med al den godhed, der er Guds. Alt det, som vi kan ane i glimt, når tilgivelsen vinder over vreden, når et menneske samler et andet op, når livet og glæden baner sig vej imellem os. Han kom til os med Guds godhed, helbredte de syge og vækkede de døde. Påskemorgens tomme grav er på den måde et løfte til os om, at alt det liv Jesus kom til os med, er Guds virkelighed. Så helt ulig den virkelighed verden prøver at binde os på ærmet som den gældende, hvor vold og død, krig og konflikt hersker uhæmmet, og vi er dømt til at græde ved gravene. Påskemorgens tomme grav er som et insisterende, trodsigt kampråb: livet og kærligheden ER altings grund. SÅLEDES skabte Gud verden, og således holder Han ved sit menneske. 

Det er så stort og vildt et budskab og ordene om det så små og skrøbelige, at alle vores erfaringer med og frygt for krige, konflikter og den allestedsnærværende død, meget let kommer til at stå i vejen. Tvivlen hører også påskedagen til, og den kan være påtrængende. Og det behøver vi ikke skamme os over. Det er en skrøbelighed, der hører med til påsken. Som frygten der hører med til dens glæde. Og det trænger såmænd helt ind i de store salmer, vi synger med på i dag. De er ikke kun højrøstede udtryk for klippefast tro. De bygger også på en højst menneskelig skrøbelighed. Der ligger altid en nerve af tvivl lige nedenunder de vers, der måske ligner den urokkeligste klippegrund.

Påskeblomst, men er det sandt? Har vi noget at betyde? Er min prædiken noget højspændt vås eller kan de døde virkelig graven bryde? Styrken, overbevisningen i salmerne – for sådan en er der så sandelig – bygger nok nærmere på, at trods al min frygt og tvivl og almindelige mismod over verdens gang, så klynger jeg mig til påskens budskab. Med det har jeg fået et håb, jeg ikke giver fra mig. Et håb og en tro jeg ikke kan være foruden: “Påskeblomst en dråbe stærk, drak jeg af dit gule bæger”.

Vores skrøbelighed overfor budskabets styrke. Jeg tænker tit på det, når vi har barnedåb, som vi havde det i dag med Oliver og Carla. Dåbens store, store ord om at tilhøre den korsfæstede og om i ham at have evigt liv - og så sådan en lille en, der har et overskueligt antal interesser og beskæftigelser her i livet, og som af gode grunde fatter bjælde af det alt sammen. Forledens stod jeg med en lille Svend, der var dybt optaget af at få fat i sin ene sok og trække den af under bønnens ord: ”Han bevare din udgang og indgang fra nu og til evig tid”.

Et godt billede på, hvor lidt vi formår overfor dåbens store påskeløfte. Hvor lidt vi forstår af det. Men det er jo også, hvad dåben går ud på. Selv om vi i mangt og meget er sådan nogle, der i dybt optagede af – om end ikke at trække sokken af, så af vires selv og vores eget, så har vi med dåben fået hjemme i påskemorgens håb og løfte. Vi små har fået hjemme i det store. På trods af at vi forstår så lidt, og tvivlen og frygten og sorgen og selvoptagetheden så let får overtaget.

Og et sidste billede, I må have mig undskyldt. Men det har fæstnet sig hen over de sidste dage. Der var koncert hernede i Musikhuset. Københavns Drengekor og Johannespassionen. Kantori, orkester, solister og så en masse 10-12 års drenge i matrostøj. Der er så meget krop i dem i den alder. Arme og ben overalt. Ingen kan flyde ud og kede sig så demonstrativt. Og så den storslåede musik der øjeblikket efter flyder fra dem! Igen – hvad de minder os om - kontrasten mellem vores selvkredsende skrøbelighed og det ufattelige budskab Bach komponerede sin musik på.

Nå, men et kan vi, ligesom de her leddeløse og lettere ufokuserede knægte. Vi kan på mere eller mindre skønne måder synge med på salmernes stores ord om opstandelsens levende håb og måske ad den vej klynge os til budskabet og lade det gå os til hjerte. Derinde hvor håbet kan slå rod og finde fodfæste. 

Mellem frygten, afmagten, skrøbeligheden, uforstanden OG den store glæde. Dér er sted befinder vi os hele tiden, når det kommer til påskens budskab om den tomme grav. Det ildevarslende, verdens trusler, dødens skygger, vil nok aldrig lade os i fred. Heroverfor kan vi kun bede om, at påskemorgen vil være os en blivende kilde til håb og trøst. Og at det på samme måde som det skete for kvinderne ved graven, vil give os lette fødder at gå herfra på. Ud i verden. Derud hvor han gik i forvejen for dem og os, og hvor vi skal være. Lige indtil vi en dag lægges i den grav, der for altid har mistet sin magt og sit krav på os.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Himmelske far, du som kaldte den gode verden frem og hver dag kalder os til at leve i den i kærlighed til dig og vores næste! Tak for din søns opstandelse. Tak for det håb du skænkede os med den. Lad os vokse i troen på, at det ender godt, at du er med os og hos os. Også i det tætteste mørke. I verden, i os selv og i graven engang.

Velsign og bevar vor konge, Frederik d.10, Dronning Mary, Kronprins Christian, Dronning Margrethe og hele det kongelige hus. Vær med regering, folketing og alle med magt og myndighed. Lær dem og os at forvalte det ansvar, som vi er blevet givet.

Vær hos alle dem, der lige nu lider under verdens krige og konflikter, de sørgende, de flygtende, de forladte. Vær hos dem med din trøst og dit håb. Ja, vær med alle som forfølges og flygter og udstødes og holdes ude og borte eller bag lås og slå og lægges for had. Skænk dem styrke, mod og håb i deres ensomme kamp.

Vi beder for alle, der sørger og savner og sidder i mørkets og dødens skygge. Skænk dem trøst og håb, og og vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os.

Lad os tage dine ord med os til dagen, der venter.

Lad os med apostlen tilønske hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed

og Helligåndens fællesskab være med os alle!

Amen