Prædiken søndag den 5. maj 2024, 5. søndag efter påske

Salmer: 
5 O havde jeg dog, 
294, Talsmand 
291 Du som går ud, 
391 Dit ord. 
Nadver: 385 Op alle folk

Det er svært at sætte ord på det største: Det store savn, den store sorg, den store kærlighed, den store angst for det store ingenting, den store glæde der overrumpler og overvælder, alt dét der nu kan foranledige et stort indre overtryk. Her slår ord ikke rigtigt til, som man siger. Der skal i hvert fald mange tilløb til. Derfor opgiver vi nogle gange at finde dem, ordene. Og det bliver til ingenting, til tavshed eller dybe sukke, som Paulus skriver om i dagens epistel. Eller til gråd måske.

Eller, måske, når vi opgiver selv at finde ordene, så overgiver vi os til de andres ord. Til digterne, der siger “oh”, når de heller ikke kan finde ord, men så alligevel prøver. Eller til sangene, der kører på den indre populærmusikalske PLAY-liste, hvor der findes masser af hjerte og smerte, der kan dulme og komme et oprørt sind til undsætning. Eller vi kan overgive os til bønnen, både den ordløse og den med mange ord. Vi kan bede vores fadervor såmænd. En lille bøn, der kan bedes i de største storme, når det alt sammen bliver for stort. De ord har vi altid. Og så kan vi selvfølgelig, her i kirken, synge med på salmerne og lytte til evangelierne. Ordene der rækker dybe og højere end alle andre tilgængelige ord. Ordene om det største af alt.

Dette være sagt sådan til en indledning inden vi går til dagens tekst fra Johannes- evangeliet, hvor det også er som om, der kæmpes lidt med ordene. Eller rettere: der kæmpes for at finde de rigtige ord, de mest dækkende ord, for det man roligt kan kalde det største af alt: livet, døden, kærligheden, Gud og hans menneske.

Ordene, som Johannes gengiver dem, er fra bønnen Jesus beder med og for sine disciple, nu hvor han ved, hvad der venter ham. I bønnen opsummerer han, hvad hele hans gerning, alt dét han står for, betyder. Han forsøger at fortælle disciplene, og os, at alt dét han har sagt og gjort, er udtryk for Guds vilje; at han, Jesus, er Guds udtrykte væsen, at de, faderen og sønnen, er ét; og at dem han er kommet til, os han er kommet til, er ét med ham og Gud. Jesus fortæller altså om et ubrydeligt fællesskab, et kærlighedens fællesskab i ham, mellem Gud og os

Jeg ved godt at det ikke bliver spor klarere med mine ord, men der er en næsten suggererende kredsen i Johannes-teksten: “Jeg beder for dem (…) du har givet mig, for de er dine; alt mit er dit, og dit er mit”. Som sagt: Jesus siger, i følge Johannes, de her ord op til sin død, op til alt det der venter ham af pinsler, mørke og grav. Så meget desto mere lidenskabeligt indtrængende holder han fast på, at kærlighedens fællesskab mellem ham, hans far i himmelen og vi mennesker, dét fællesskab bliver. Det får døden ikke bugt med. Det er jo alt det som påskens beretning om Jesu lidelse, død og opstandelse betyder.

Så igen for at vende tilbage til min indledning om ord der kan være for små til det største: dét de her ord fra Johannes-evangeliet vil og kan, der er at låne OS ord, til at beskrive og forstå livets store kontraster og give os trøst og håb og mod, når vi står overfor dem, når vi som Jesus gør det her i dagens tekst, står over altings afslutning eller et truende mørke af den ene eller den anden slags. Vi er en del af et fællesskab der holder. Også ud over graven, får vi at vide.

Som jeg har hørt nogle sige: når du engang ligger på dit dødsleje, hvis du får lov til at få sådan et, hvad er det så, der holder? Ja, det er ikke bedrifterne, de mere eller mindre vældige gerninger, du har øvet, alle de vældige ting du måske / måske ikke kan skrive på dit livs CV. Det er derimod alt det du fik i de andre. I den helt store sammenhæng, her i Johannes-evangeliet beskrevet som det store kærlighedens fællesskab mellem Gud og mennesker, som evangeliet ovenikøbet hævder er udenfor dødens rækkevidde og gravens domæne. Vi har lov at tro og håbe, at vi og vores hører til her.

På samme måde: når du i livet, du lever, pludselig løbes over ende af kriser, konfrontationer, hvad ved jeg, hvad er det så, der holder? Ja, det er igen de andre, og hvad du har fået og får i dem. Dem, der vil dig og holder ved. Gaverne du fik, kvit og frit, for ingenting. Om det så var børn, børnebørn, venner, venlige mennesker. Det lyder måske banalt. Men banaliteter er som bekendt store sandheder, når først de tager masken af. Og igen, vi har lov at tro og håbe, at de er en delmængde, af det store kærlighedens fællesskab, som ikke forgår, fordi det er, hvad Gud gav os, da han sendte sin søn.

Og ser vi på verden omkring os, verden vi lever i, så er der i sandhed meget mørke lige nu. Krigstrusler, og krige der ikke er blevet ved truslerne, lurende katastrofer. Fornemmelsen af en verdensorden i opbrud. Så meget, der bekymrer. Så meget desto mere klynger vi os til vores hverdag, til vores nære og kære, gaven vi fik. Og over alt dette, omspændende alt dette, fællesskabet i Jesus Kristus, som Johannes sætter ord på: Fællesskabet som hverken liv eller død eller noget som helst andet kan skille os fra. Og så kan vi kun bede til, at dem der rundt omkring, på voldelig og brutal vis, skilles fra deres kære, at de kan finde trøst, håb og mod, i evangeliets ord om, at de vedblivende er ét i Guds kærligheds fællesskab.

Med sine små ord om det største taler Johannes os ind i det store evighedens fællesskab, og det giver vores håb næring Det er og bliver en skrøbelig grund, vi går på. Natten er skummel, og den er nær. Og følelsen af hvor udsat og forgængeligt det hele er, kan let overmande os. Selv i vores største glæde. Men Johannes forsøger, på en gang kredsende og intenst, at holde os fast på Guds store evige liv, som hvælver sig over os. Og Paulus skriver i epistlen, at vi skal væbne os med håbet og vente med udholdenhed. Håbet skal styrkes og næres, så døren ind til den store kærlighed ikke lukkes.

Og håbet har vi netop, fordi vi ikke er overladt til den store ordløse stilhed eller tavshed. Vi har fået ordene, evangeliets ord, der nok kan være skrøbelige og udsatte, men de holder os fast på noget andet end os selv og vores kampe og anstrengelser for selv og ved egen kraft at komme flot af alt det, der truer os eller kan ramme os.

Og det er ikke ord, der bare svæver oppe i den tynde blå luft som blege abstraktioner. Nej, de tager udgangspunkt i det vi kender og ikke kan leve foruden: Fællesskabet med de andre, der holder os oppe, og som vi holder oppe, og som – og det er evangeliets påstand - lever og bevæges i fællesskabet, det store fællesskab, med Gud i Kristus. Her har vi fået hjemme i vores dåb. Her har vi vores håb. Her er noget vi har fået og dagligt får, som ikke bygger på, hvad vi kan, vil og gør. Her har vi fået ordene om det allerstørste, som døden ikke kan tage fra os.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Himmelske far, du som kaldte verden frem og hver dag kalder os til at leve i den i kærlighed til dig og vores næste! Tak for ordet i dag til os om at vi i din søn hører til hos dig, og at døden derfor ikke skal komme mellem dig og os. Lad dit ord herom bryde gennem vores panser og indgyde mod og håb i os.

Vi beder for regering, folketing og alle med magt, viden og myndighed. Vi beder for kong Frederik d.10 og hele det kongelige hus.

Lær dem og os forvalte det ansvar, som vi hver især er blevet givet. Hold os fri af indbyrdes strid og ufred, krig, terror og alt ondt. Styrk os alle i kampen mod det, der vil skille os fra dig og hinanden.

Giv os styrke og vilje til at hjælpe og værne om vores næste. Giv os øjne at se vores næste med og vilje til at lindre vor næstes nød.

Vær hos alle dem, der lider under krige og forfølgelser, de fordrevne, de flygtende, de forladte. Vær med alle som mister, flygter og udstødes og holdes ude og borte eller bag lås og slå og lægges for had. Skænk dem din trøst og dit håb

Vi beder for alle, der sørger og savner, Vær med dem, der sidder i mørkets og dødens skygge og vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os.

Lad os tage dine ord med os til dagen, der venter. Amen

Lad os med apostlen tilønske hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed

og Helligåndens fællesskab være med os alle!

Amen