Prædiken søndag den 14. april 2024, 2. søndag efter påske

Salmer: 
235 Verdens igenfødelse, 
31 Til himlene rækker, 
54 Hvad mener I, 
778 Fred hviler. 
Nadver: 168 Hyrden er én

Når du til en såkaldt tillidsprøve har fået at vide, at du bare skal lade dig falde bag over, og de andre nok skal gribe dig, og de så ikke griber dig, og du knalder baghovedet i gulvet, så gør du det ikke igen. Sådan er det. Din tillid til dem har, af gode grunde, lidt et knæk.

På samme måde, hvis du køber en liter fordærvet mælk i din lokale Føtex, så er du lidt mere på vagt næste gang, du går derind.

Og mere alvorligt. Har du oplevet et alvorligt svigt i din barndom, eller i dit forhold til et andet menneske, så kan du have svært ved senere i livet at knytte bånd til andre, fordi du altid er på vagt overfor, om det skal ske igen.

Brændt barn skyer ilden, som man siger.

Nogle siger også, at vi som moderne mennesker befinder os i sådan en permanent tillidskrise. At vi alle er som brændte børn, der hele tiden er på vagt overfor dem, vi tror, der er ude på at tage os ved næsen eller føre os bag lyset.

Det er heller ikke sjældent, at vi får ret i vores værste mistanke. Medierne bugner af afsløringer. Det, vi troede på og tog for gode varer, viser sig igen og igen at være snak, spin og skuespil.

Medierne lever nærmest af den mistanke. De bestræber sig på at have en ny afsløring i næsten hver eneste avis eller nyhedsudsendelse. Og vi kan næsten ikke få nok af dokumentarprogrammer med skjult kamera eller forbrugerprogrammer, hvor de ansvarlige for fup, fiduser og falsk reklame, bliver ristet over en sagte ild.  

Det er som om, vores kritiske sans hele tiden skal kildres, og at vi ligefrem gerne vil bekræftes i, at man ikke kan tro på nogen eller noget. Altid på vagt.

Og at det ikke godt nok, at vi er det? Historien bugner jo af eksempler på, hvordan mennesker er blevet bedraget til at tro på de store ideer og ideologer, hvordan religioner har været brugt til at underbygge brutalitet, vold, undertrykkelse. Og de om det stadigvæk ikke er sådan. Tager vi aldrig nogensinde ved lære?

Der er ligesom en dobbelthed i det., to bevægelser der befrugter hinanden.  Der er dem, der søger hjemsted i fortiden, ideologien, identiteten, autoriteterne, det autoritære tankegods. Andre af os tør ikke rigtig tro på noget længere. Vi vil ikke føres bag lyset. Og så klynger vi os til det, vi har – eller som vi tror, vi har: vores kritiske sans, vores intellekt, vores fornuft.

MEN den der på den måde altid forholder sig kritisk til al ting, vil for altid være udenfor, og for så vidt aldrig nogensinde forstå en bønne af noget som helst.

Det er selvfølgelig en påstand, men for så vidt også hvad Jesus siger på en egen brutal, men umisforståelig måde til de fromme jøder, der – som vi hører det i dagens tekst - omringer ham på tempelpladsen.

De vil have et klart svar på, om han er den frelser, de venter på. Men, som Jesus siger, så har han sagt det til dem adskillige gange, men de tror grundlæggende ikke på ham. De er stærkt kritiske. Og det kan der måske være gode grunde til, ligesom der kan være gode grunde til vores kritiske indstilling. De og vi vil som sagt nødigt fanges på det forkerte ben. I dette tilfælde bedrages af en religiøs fusentast.

Og så siger Jesus noget til dem, der lyder barskt i vores ører: ”I tror ikke, fordi I ikke hører til mine får”. Dvs. fordi I ikke holder jer til mig som fårene til hyrden, så kommer I aldrig nærmere sandheden om mig. Altså: så længe I bare holder jer kritisk på afstand, så er der ikke noget som helst at hente, så bliver I aldrig klogere på, hvem jeg er, og hvad jeg vil, lige meget hvor meget I spørger.

Og eftersom Jesu ærinde her på jorden var at fortælle om, hvad og hvem Gud er, og hvad han vil, så vil vi aldrig nogensinde forstå et muk af det, så længe vi kun vil indtage en kritisk distanceret og analyserende holdning. Det er beskeden.

Men før alle vi der er opdraget til at være netop kritiske og analyserende i forhold til ALT, kløjes i den udmelding, så kan vi måske nærme os det fra en anden vinkel. For det er jo en god grundregel inden for pædagogikken, at man bedst lærer det, man på forhånd har interesse i eller sympati for. Det var det vores store nationalpædagog Grundtvig udtrykte med ordene: Og den har aldrig levet, som klog på det er blevet, han først ej havde kær.

For skal man blive klogere på noget, man ikke først har kær, så bliver det jo meget let til, at det er noget man skal have stoppet ned i halsen med potageskeer. Det bliver til gold udenadslære, som måske kan være nyttig, men som du glemmer det øjeblik, du ikke længere har brug for det. Og som du ikke kan bruge, når det kommer til de vigtige og egentlige ting her i tilværelsen.

Og spørgsmålet er på samme måde, om du nogensinde klogere på det menneske, du ikke gider knytte bånd til, som du ikke har sympati for eller tillid til? Nej, du bliver kun klogere – af hjertet klogere - på den du virkelig gider engagere dig i.

Stoler man kun på sig selv, sin egen kritiske sans, eller sin egen sag – så lukker man sig selv inde i sit eget fasttømrede univers af anskuelser, kritik og fordomme - som vi eller de fromme jøder havde tilbøjelighed til. Og så slutter det lige dér.

På den måde kan man sige, at meget af det største og vigtigste her i livet begynder med, at jeg overkommer min mistillid, at overgiver mig og fatter tillid. Det er altings begyndelse. Den, der bliver stikkende i sit eget, sin egen mistro, visner. Den, der giver sig hen, mærker, at der stadigvæk findes nye muligheder og nye begyndelser.

Derfor er det at gå i kirken også en slags overgivelsesproces. Du afvikler dig selv, som det er blevet sagt. Når du lytter, og når du synger og giver sig hen til de gamle ord. Når du går til alters og knæler sammen med de andre. Når du bærer dit barn til dåben. Når du hører hyrdens kald, tager ham på hans ord og følger ham.

Men hvad så med fundamentalismen og den blinde tro, spørger vi, de altid kritiske. Os der bærer vores intellekt og kritiske fornuft som panser og plade.

Men så må du forstå, at fokus i budskabet om Jesus Kristus ikke er på graden af din tro og styrken af din overbevisning eller din evne til at lægge din tvivl til side, fokus er alene på, at Gud som den gode hyrde er gået ud for at lede efter dig, at han vil dig, og at han har brudt dødens porte ned for dig. Han har elsket dig først. Al din tvivl til trods.

Og han vil følge dig, som der står i salmen, gennem mørkets dal og gennem døden. For ingen og intet skal rive dig ud af hans hånd.

Dét er det, du skal forholde dig til og som du mere eller mindre tøvende kan forsøge at overgive dig til. Han venter, og han kalder på dig. Han er tålmodig.

På den måde har et kristent menneske – dvs. det menneske der tør følge - altid en hvile midt i alt det oprørte, midt i alt det, der kan ramme os her i tilværelsen. Vi har lov at tro på, at der er en, der lytter, venter og griber os, når vi falder.

Og en kærlighed af den kaliber, har som sit væsen at sætte fri. Ikke at baste og binde. Det betyder at du ikke skal slukke for din kritiske sans, men at du får retning på den, at du får den sat i perspektiv og at du aldrig skal bilde dig ind, at den er højeste inappellable instans.

AMEN

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Vor himmelske far, du, som hver dag skænker os livet, vi takker dig for din nåde og kærlighed..

Vi beder dig for vore kære, for alle, som vi er forbundet med, og som vi holder af.

Herre, vi beder om, at du lader os se nye begyndelser, der hvor vi før havde lettest ved kun at ophør og afslutninger. Lad din Ånd holde os i bevægelse, gå med os, hvor vi går.

Giv os styrke og vilje til at hjælpe og værne om hinanden. Giv os øjne at se vores næste med og vilje til at lindre vor næstes nød.

Stå os bi i den kamp vi kæmper mod formørkede kræfter, giv vores ledere visdom og styrke, vær hos de uskyldige ofre, hvor end de falder og lider, og overlad ikke os til vores egen vrede og hævntørst. At du blev hos os, trods langfredags ondskab og fortræd, har vist os, at din tilgivelse rækker uendeligt længere end vores. Lad den være lyset i vores mørke og næring til vores håb om en sejr, der bygger på andet end vold og hævn.

Vi beder for kongehus og alle øvrigheder, lær dem og os at forvalte det ansvar, som vi hver især er blevet givet.

Vi beder for alle, der sørger og savner, Vær med dem, der sidder i mørkets og dødens skygge og vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os.

Lad os tage dine ord med os til dagen, der venter. Amen

Amen. Tillysninger

Lad os med apostlen tilønske hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed

og Helligåndens fællesskab være med os alle!

Amen