Biskoppens prædikener og taler
Nyheder
Biskop Henrik Wigh-Poulsen på prædikestolen i  Aarhus Domkirke

Prædiken og tale ved Stiftsdag i Aarhus Domkirke

Aarhus Domkirke den 30. september 2021

Salmer: 4 Giv mig Gud, epistel og trosbekendelse, 289 Nu bede vi, tale, 343 Tusind år, fadervor og velsignelse, 731 Nu står der skum

 

Epistlen skriver apostlen Paulus i sit første brev til korintherne: Jeg takker altid min Gud for jer, for den nåde, som han har givet jer i Kristus Jesus. For i ham er I blevet rige på alt, på al tale og på al kundskab, eftersom vidnesbyrdet om Kristus er blevet grundfæstet hos jer, så I ikke mangler nogen nådegave, mens I venter på, at vor Herre Jesus Kristus skal åbenbares. Han vil også grundfæste jer til det sidste, så I ikke kan anklages på vor Herre Jesu Kristi dag.

Jeg var til et møde oppe i Johanneskirken i sidste uge. Det var arrangeret af en organisation der hedder Open Doors og handlede om forfulgte kristne. At kristne udsættes for forfølgelser er ikke nogen nyhed. Men deres tal er enormt. 340 millioner, anslås det, oplever alvorlige eller ekstreme krænkelser af deres trosfrihed. Kristne er ikke ene om at blive forfulgt for deres tro, eller manglende tro, slet, slet ikke, men de tegner sig, igen anslået, for 80% af dem der globalt udsættes for religiøse forfølgelser.

Ikke fordi der skal laves sådan en dyster hitliste over, hvem der forfølges mest og hvor meget. Og under alle omstændigheder er det umuligt at forholde sig til så store tal eller til de rædselsberetninger, der når os om chikane, tvangskonverteringer, fængslinger, retslig forskelsbehandling, tortur, drab, voldtægter, mishandlinger, kirkeafbrændinger, anneksion af land og ejendom. På mødet talte bl.a Timothy, der er flygtet fra Nordkorea. Det gjorde indtryk.

For det er først i mødet med den enkelte, der selv har erfaret, eller erfarer, det, at man begynder at fatte bare en smule af, hvad det kan betyde af fortræd, tvang og ydmygelser personligt, for familien, fællesskabet, menigheden. Og det bliver også klart, når man møder den, der lever i skyggen af trusler og forfølgelse, hvordan de tekster vi bruger i vores gudstjenester, og som vi kender så godt, her, med erfaringen af en omverden, der ikke nødvendigvis vil en det godt, høres og læses på en måde, der måske flugter mere med den tid teksterne blev affattet i. Paulus breve ikke mindst.

”Dagene er onde”, som han skriver et sted. Det gør han som altid for at opmuntre den menighed, der lever i skyggen af både ekstern og intern kiv og strid. Han må hele tiden må opmuntre og trøste, opbygge og forvisse sin menighed om, at de hører til i Kristus, at de, som der står i teksten jeg læste før, er grundfæstede i ham, rige på al tale og al kundskab. Så det er også, hvad vi lærer eller erindres om i mødet med de forfulgte kristnes virkelighed, at den venlige verden ikke er en given virkelighed, slet ikke her i grænsernes tid, i kølvandet på 9.11, men at vi, dette til trods, er en del af et omfattende kærlighedens fællesskab i Kristus. Et fællesskab grundfæstet i ham, trods tiden der går, og de meget forskellige vilkår vi lever under.

Dette som en lille optakt eller bidrag til de overvejelser vi som folkekirke går og gør os nu hvor vi så småt er ved at vikle os ud af coronaen og alt dens væsen. Hvis vi da overhovedet har haft tid til det, nu hvor alting skal ske på en gang, og alting accelerer. For et af de spørgsmål der ligger og cirkler om os på forskellige måder, er jo netop, hvordan coronaens undtagelsestilstand har påvirket forholdet mellem kirken og dens omverden, mellem kirken og samfundet, kirken og folket. 

Sammenlignet med de udsatte kristnes, eller andre religiøse gruppers, virkelighed er det jo de rene kyllingesorger og dukkehusbekymringer. Det ved jeg godt. Men det er nu engang vores bekymringer eller udfordringer, og dem hverken kan eller skal vi løbe fra, for det er dem vi, om end fra vores privilegerede udsigtspunkt har fået at bakse med, med den historie, der nu er vores, med det nedslag evangeliet nu engang har fået i vores folk og dets historie.

Vores historie er en historie, hvor kirke og stat, kirke og samfund, har befundet sig i et, i den store sammenhæng, enestående og i allerhøjeste grad frugtbart parløb. Derfor har vi, naturligt nok, måttet spørge os selv, da samfundet under pandemien gik i selvforsvar og lukkede ned: skal vi som kirke også lukke ned? Skal vi i solidaritet med det samfund, vi som kirke virker så selvfølgeligt i, som det lukke ned? Hvad vi jo gjorde et langt stykke af vejen. Eller skal vi tværtimod, også i solidaritet med samfundet, være der som åben kirke med ord til trøst og mod. Hvad vi jo også var et langt stykke af vejen.

Og hvor står vi nu, efter at diskussionerne herom, pludselig åbnede nogle små flanker og brudflader af uenighed og forskellige forståelser af forholdet mellem kirke og samfund på kryds og tværs imellem os: præster, betjening, menighedsråd, menighed. Det kan godt være, at de flanker og brudflader har lukket sig igen. Men jeg tror, at de vil blive hos os som en fortsat, mangehovedet debat om måden, vi som kirke indretter os på i forholdet til vores omverden.

Corona eller ej. Pandemien har, som det ofte er blevet sagt, ikke kaldt noget nyt frem. Den har snarere forstærket nogle tendenser, der var der i forvejen. En af dem er bevidstheden om, at vi som samfund og fællesskab er en del af noget større. Ja, at noget større og potentiel faretruende banker – eller kan banke - på vores dør.

Pandemien var jo, som ordet siger, ikke en national foreteelse. Klimakrisen, hvis realitet nu må være indiskutabel, viser os også med skræmmende tydelighed en global sammenhæng og gensidig afhængighed. Og anslaget mod menneskerettighederne, ikke mindst de tiltagende forfølgelser af mennesker begrundet i deres trosmæssige tilhørsforhold, viser jo også en stadigt mere global tendens, hvor selv lande tæt på os, i stadigt højere grad slækker på principperne for at styrke grænserne og holde fast på en national, etnisk, religiøs identitet.

Vi er på flere måder kommet tættere på den omgivende verden og den på os, og det rokker ved balancerne. Også herhjemme. Også i vores folkekirke. Også hvad angår forholdet mellem kirke og samfund. Hvordan aner vi endnu ikke.

Men det sender os jo tilbage til de gamle ord. Eller rettere: De gamle ord når os på nye måder, som man vel ofte har erfaret det her i den gamle katedral, når noget nyt, stort og måske faretruende bankede på. Og her tænker jeg på hvad mødet med de forfulgte eller udsatte kristnes virkelighed også minder os om, nemlig det fællesskab, det ”vi”, som Paulus knokler så indædt på at fastholde, når han skriver, at ”vi”, menigheden, er ”grundfæstede” i vidnesbyrdet om Jesus Kristus.

Det ”vi” der midt i alverdens nogle gange faretruende omskiftelighed holder hinanden fast på, at vi i ham er blevet rige på al tale og al kundskab, det ”vi” i Kristus, hvor vi hører til, før noget som helst andet, det ”vi”, hvor vi dømmes af ham alene og holdes fri af andres domme over os. Det ”vi”, hvor vi holder hinanden fast på, at vi holdes fast ved, og hvor vi til dem, der vil tvinge, styre og regere med vold og magt, kan sige: I har haft jeres tid.

Men trækker vi os så også tilbage bag grænser i frygt for verden? Skal vi på den måde gøre de forfulgtes erfaringer til vores og gemme os i menighedens trygge rum, hvorfra vi forsigtigt bevæger os ud i det faretruende åbne land for at omvende sjæle. Nej, for vi er i verden, en lydhør, interesseret, lyttende, kaldende omverden, som vi på alle måder er en del af, og uden hvis med- og modspil vi let ville blive fanget i vores små selvtilstrækkelige indelukker. En omverden der gør os klogere på livet, vi er fælles om.

MEN – og det må vi holde fast ved – det er også en omverden, vi skylder at berige med ordet om Jesus som Gud søn, hele tiden bringe nyt ind i det gamle, og med det holde den, og os selv i den, i bevægelse. Vi er på den måde, som Paulus menigheder, altid utilpassede midt i tilpassetheden, altid på vej fra det i Kristus hjemlige ud i det åbne land og alt det, der møder os, eller som måske kan true os, derude. 

Ordet vi forkynder er måske sådan helt grundlæggende og på så mange måder, på kant med verden, men så meget desto mere er vi forpligtede på, uafladeligt, at bringe budskabet om følgeskabet uden ende og ophør ind i den. Kan være, at den banker på med ildevarslende nyt eller i hvert fald med tunge udfordringer til os og de kommende generationer, men grundfæstede i Kristus, i fællesskabet med ham, kan vi møde det alt sammen med mod og glæde, rige på al tale og al kundskab. Vi har så meget godt at komme med.

Også her, kan vi lade os inspirere af og hente mod hos dem, der lever under anderledes vanskelige vilkår end os. Som jeg hørte en pakistansk kollega, med Al-Quaeda i baghaven udtrykke det mere eller mindre ordret: vi skal vise, hvem vi er, og hvad vi har med os – man kan sige: stille vores lys i stagen – ved at være der og bringe glæde til folket, ”joy to the people”. Er det ikke også, hvad vi skal?

Så fremad da i Jesu navn, trods stene og trods stokke! / Og stands ej, om end luefavn dig byde stolte blokke”. Eller med andre ord: ud over stepperne med jer, kære præster. Der er et arbejde, der skal gøres. Der kaldes på os.

AMEN