Prædiken, 3. søndag efter påske 2022

722 Nu blomstertiden, 298 Helligånden trindt på jord, 243 Luk øjne op, 379 Der er en vej, 784 Altid frejdig.

Det er godt at gå. Ikke bare at blive siddende. Ikke bare at blive, hvor man nu er. Ikke gro fast, ikke stå stille. Men være i bevægelse, være i gang, komme frem, flytte sig, gå. Nå du sidder stille derhjemme, tror du nogle gange mest på dine egne forudfattede meninger om verden, og de forestillinger du gør dig om den. Når du sidder derhjemme, kan tungsindet og selvoptagetheden ligge på lur.

Men når du går, og bevæger benene, og blodcirkulationen kommer i gang og pulsen sættes op, og du ser, hvad der sker ude omkring dig, og du møder verden, og verden møder dig, så begynder virkeligheden at fortrænge forestillingerne, og det tynder måske ud i bekymringerne, og du forandrer dig måske så småt.

Selv en bette spadseretur nede ved Tangkrogen (for mit vedkommende) kan gøre en forskel. En lille forskydning i tungsindet, en lille kærkommen distraktion. Seriøse vandrere taler om at lange vandreture kan gøre en verden til forskel.  Det er godt at gå. Det er nødvendigt at gå. Det gælder om at gå. Så længe du kan. 

Jesus gik. Jesus vandrede. Jesus var en vandringsmand. Da han skulle vise og fortælle, hvem Gud er, og hvad Gud vil, gik han. Han sad ikke i et eller andet tempel og mediterede, havde syner, læste i gamle bøger eller holdt lange foredrag. Han gik. Han gik, hvor folk går. Han mødte dem og talte med dem og helbredte dem, og fik dem til at forstå og fatte mod og føle trøst i hjertet.

I ham mødte Gud verden, som den, der er i bevægelse, og som vil bevæge os, og som selv lod sig bevæge af dem han mødte, mens han gik. Når Jesus gik, fortalte han om Gud, som den, der på samme måde ikke sidder fastlåst i sin fjerne himmel, rugende i sin almagt og urørlige majestæt, men som går på de samme veje, vi går på. Han fortalte om Gud som en, der går sit menneske i møde, ser det og ikke har dømt det på forhånd.

Som Jesus gik, går Gud. Han går derhen hvor der kaldes på ham. Og han vil have os til at gå derhen, hvor der kaldes på os. Til Moses sagde han: ”Gå!”, da han skulle føre sit folk ud af Ægypten, selvom Moses egentlig ikke havde specielt meget lyst til det. Til os siger han også ”Gå”, selvom vi måske ikke har specielt meget lyst til det.

Der er jo noget uforsonligt over kommandoen ”Gå!”. Ikke mindst når man har sit på det tørre og hygger sig inden døre.  ”Gå!” siger konen til dig, når du sidder der som en anden sofakartoffel og glor på kassen. Af sted med dig. Rend og hop, tænker du. Hun skal ikke kommandere med mig. Og så blev der ikke nogen spadseretur ved Tangkrogen den dag.

Men Gud siger ”Gå!”. Netop fordi vi har det med at ville blive hængende i vores egen komfortzone, i vores eget åndelige sofahjørne, i vores egne bekymringer, i vores egne selvfortrædelige cirkler. Netop fordi vi i det hele taget har det bedst i vores eget private selskab. ”Gå!”, siger Gud. Gå til dit medmenneske. Gå fra det, der binder dig og befri dit medmenneske fra det, der binder ham eller hende.

Men Gud siger det ikke med tordenrøst ud fra en brændende tornebusk som i tilfældet Moses. Eller for den sags skyld, som en emsig ægtefælle. Gud siger det med sin søns, med Jesu røst. Og han kommanderer ikke. Han giver først og fremmest mod og trøst og håb til at gå vejen, vi måske ikke altid har lige meget lyst til at gå. Han giver os kræfter undervejs.

Når fodboldklubben Liverpools tilhængere synger deres hold op fra spillertunelen eller når de driver dem fremad på banen, når de fejrer dem eller – helt aktuelt - trøster dem i nederlaget, så synger de en slagssang, som rigtig mange kender. Den hedder ”You´ll never walk alone”. Du skal aldrig gå alene. Sangen stammer fra en musical, men den synges næsten som en salme. Også da man for nogle år siden mindedes ofrene fra en stadionkatastrofe.

Man kan sagtens sammenligne Liverpools slagsang med ”Altid frejdig, når du går”. Den kommer også fra et syngespil, om Tornerose, men den har også fået sin helt egen folkelige og religiøse betydning. Ikke mindst i forbindelse med modstandskampen, som vi erindrer den i disse majdage.

Men begge sange ”You´ll never walk alone” og ”Altid frejdig, når du går”, taler til mange af os, fordi de synger snarere end kommanderer os fremad, og fordi de handler om, at du har følgeskab på den vej, du skal gå, og som måske er svær at gå. Og er det ikke præcis, hvad vi har brug for at høre en gang imellem, når benene bliver tunge?

At gå og vandre, kan åbne verden. Men i en bredere forstand kan det også være ensomt og svært og tungt. Vejene er ikke altid lige farbare eller lige overskuelige. Som middelalderdigteren Dante skriver i de allerførste linjer i sin store fantasi om sjælens vandring gennem himmel, skærsild og helvede: ”Midtvejs på vores vandring gennem livet/befandt jeg mig i mørke, dybe skove / forvildet fra den vej jeg burde følge”.

Lige så godt som vi kender glæden ved at gå ud og få lidt frisk luft og få bekymringerne lidt på afstand, lige så godt kender vi – ikke mindst når vi som Dante her er midtvejs gennem livet eller derover – at vejen bliver vel snoet, og mørket der for enden af den, kryber tættere på, og nogle af dem vi ellers gik med os, ikke længere gør det. Og vi kan miste overblikket og synes vi går i dybe mørke skove.

Hvor godt så at høre, at du aldrig skal gå alene, at du skal gå frejdigt fremad. FORDI Gud i sin søn viste, at ingen vej er til ende, hvor han går, og at han gik ufortrødent videre, da de forsøgte at sømme ham fast på et kors og spærre ham inde i en grav bag ved en stor tung sten.

Men Gud spærrer ingen eller intet vejen for. Og som han ikke veg fra sin søn, selv i det tætteste mørke, har vi lov at tro og håbe, at han ikke viger fra os. ”Selvom jeg går i mørkets dal, frygter jeg intet ondt, for du er hos mig”, som der står i den salme, der blev læst her i kirken sidste søndag.

Derfor er det også, at Jesus i teksten til i dag hele tiden slå fast, at I ham er Gud og menneske først sammen, og derfor skal ingen gå alene. ”I skal være, hvor jeg er!”, siger han. Og han siger: ”Jeg er vejen, I skal gå ad”.  ”Jeg er vejen og sandheden og livet”.

Til Moses sagde Gud ”Gå!”. Det siger han også til os, når vi helst bare vil blive i vores eget”. Men I Jesus siger han også: ”Jeg går med”, Jeg er hos jer” og ”Jeg er den vej, I skal gå”. Jesus har givet os retning og følgeskab og vist os vejen. Vi går ikke alene, og vi kan gå frejdigt til.

Det er godt at gå. Det er nødvendigt at gå. Det gælder om at gå. Så længe du kan.  Og med Jesus Kristus har du altid en ved din side. Og med ham ved din side er ingen vej til ende.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Vor himmelske far, du, som hver dag skænker os livet, vi takker dig for din nåde og kærlighed.

Vi beder dig for vore kære, for alle, som vi er forbundet med, og som vi holder af.

Lad din Ånd holde os i bevægelse. Gå med os, hvor vi går. Åbn vores døre og lad os se alt det gode, du giver os. Ja, lær os at glemme os selv og vores eget over alt det vi har fået og stadigt får. Lær os at din miskundhed hver eneste morgen er ny over os.

Giv os styrke og vilje til at hjælpe og værne om hinanden. Giv os øjne at se vores næste med og vilje til at lindre vor næstes nød.

Vær hos alle dem, der lige nu lider under krigen i Ukraine, de fordrevne, de flygtende, de forladte, de fortvivlede. Vær hos dem med din trøst og dit håb. Skænk dem modet til at komme videre og troen på en fremtid og en hverdag, hvor fred og tilgivelse hersker.

Vi beder for alle, der sørger og savner, for de ulykkelige, for dem, der er faret vild. Vær med dem, der sidder i mørkets og dødens skygge. Vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os.

Vi beder for kongehus og alle øvrigheder, lær dem og os at forvalte det ansvar, som vi hver især er blevet givet.

Hold os fast i den pagt, som du ved dåben satte os i. Styrk os gennem nadveren. Bevar os i troen på, at vi ved din søn, Jesus Kristus, er dine elskede børn.

Giv os alle nåde, fred og velsignelse og efter et liv under dit ord den evige salighed.

Amen. Tillysninger

Lad os med apostlen tilønske hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed

og Helligåndens fællesskab være med os alle!

Amen