Biskoppens prædikener og taler
Nyheder
Biskoppen står på prædikestolen i Aarhus Domkirke

Prædiken i Aarhus Domkirke juledag 2020

25. december 2020, Aarhus Domkirke

Salmer: 99 Velkommen igen, 118 Julen har englelyd, 108 Lovet være du, 121 Dejlig er jorden

 

Krybben, stalden, hyrderne, dyrene, moren, faren og barnet dernede på marken i en fjern mellemøstlig ravnekrog. Jeg skal nok komme tilbage til det. Lad os i første omgang se det hele an oppefra, udefra. Lad os zoome os ind på sceneriet ude fra det store himmelrum, oppe fra stjernens, Betlehemstjernens perspektiv.

For man skal jo ikke hæve sig mange kilometer over jordens overflade, før man begynder at anlægge et særligt storsyn på det, der sker dernede på jordens overflade. Og her taler jeg ikke så meget om den erfaring enhver af os, kan gøre sig, når man sidder i ruteflyveren fra Tirstrup eller i vandflyveren nede fra Kajplads 18 og bevæger sig tværs hen over Danmarkskortet. Jeg tænker på astronautens, efter sigende, skelsættende oplevelse, når han eller hun, oppe fra rumstationen eller rumkapslen kaster et blik tilbage på den gamle jord, der hænger derude. Som ”en glitrende juvel på den sorte fløjelshimmel”, som den første mand på månen, Buzz Aldrin beskrev synet, da han oppe fra Apollo 11 så ned på den hjemlige klode, han hastigt fjernede sig fra. ”En glitrende juvel på den sorte fløjlshimmel”.

Astronautens storsyn eller overblik – det skulle være noget helt særligt. En pludselig ømhed for den lille blågrønne frugtbare bold i den store sorte intethed. Eller som den amerikanske forfatter Carl Sagan skrev, da han så et billede fra rumsonden Voyager 1: Jorden fotograferet ude fra den yderste kant af vores solsystem. Som en lillebitte prik nederst i fotografiets højre hjørne: ”Jorden ser ikke ud af meget på så lang afstand. Men prøv at overveje denne priks betydning. Det er her. Det er hjem. Det er os. På den er alle dem, du elsker. Alle dem, du kender. Alle du nogensinde har hørt om. Alle mennesker, der nogensinde har levet, har levet hele deres liv her. Summen af al vores glæde og lidelse, tusinder af selvsikre religioner, ideologier og økonomiske doktriner. Hver eneste jæger og samler. Hver eneste helt og kujon. Hver eneste skaber eller ødelægger af civilisationer. Hver eneste konge og bonde. Hver eneste forelskede par. Hver eneste far og mor. Hvert eneste håbefuldt barn, opfinder og opdagelsesrejsende. Hver eneste vismand, korrupt politiker, “superstjerne” eller “enehersker”, hver eneste helgen og synder igennem hele vores historie har boet her. På et lille støvkorn, der hænger i en solstråle”.

Der kan være noget sært trøstende i det her kosmiske storsyn, astronautens overblik. For jo længere væk man kommer fra den gamle jord, des mindre syner de problemer og bekymringer, der her nede i jordniveau tårner sig op omkring os. Set langt deroppefra eller udefra fylder de så forsvindende lidt. Krige, kriser, pandemier kommer og går som bittesmå usynlige trækninger.

Det her storsynets synsvinkel støder vi nogle gange på i Det gamle Testamente, når Gud Herren ser på den jord, han har skabt med alt, hvad der er der på. Allermest udtalt i Jobs Bog, hvor Job jo sidder der i en askebunke. Han er syg, han er i sorg, han har mistet alt. Han er på enhver måde i jordniveau. Job klager sin nød til Gud, spørger hvorfor, det skal være sådan. Gud er længe tavs, men da han så endelig svarer, hører man ham næsten rømme sig. Og så svarer han. Og hvilket svar!: Hvor var du, Job, da jeg grundlagde jorden? (…) Hvem bestemte dens mål? (…) Hvem spændte målesnoren ud over den? (…) Og hvem lagde dens hjørnesten, mens alle morgenstjerner jublede? (…) Kan du binde Syvstjernens bånd eller løse Orions lænker? Lader du Venus gå op til rette tid? (…) Kender du lovene fra himlen, bestemmer du dens magt over jorden?”.

Og hvad skal Job lige sige til det? Med sit fejende svar trumfer Gud Jobs lidelse. Han forklarer den ikke, han trøster ikke, han siger, at set her oppe fra, fra mit perspektiv, fra solsystemerne og stjernehimlenes og skaberværkets perspektiv, der fylder din elendighed dernede intet. Du er en uendeligt lille prik på et støvkorn, der i en fjern galakse hænger i en solstråle. Eller som det lyder andetsteds i Det gamle Testamente med den samme storsynets visdom: ”Som græs er menneskets dage (…) når vinden blæser over det, er det, der ikke mere”.

Og det kan der selvfølgelig være en trøst i. Storsynets, det kosmiske overbliks, rensende karske trøst. Men set nedefra, fra askebunken, hvor mennesker lider og bekymringer tårner sig op, og nød og uretfærdighed hører til dagens orden, og hvor mange spørger som Job: hvor er du, der kan Guds svar til Job, være et hårdt svar, grænsende til det kyniske. Et svar som kun kan kalde på underkastelsen, at man som Job til sidst bøjer hovedet.

Og når vi så i dag ønsker hinanden glædelig jul, så er det fordi, at Gud ikke blev deroppe i den fjerne blæsende vilkårlighed, man at han i dette lille spæde barn kom ned på jorden til os, hvor vi lever vores liv. Han lod i ham høre fra sig, hernede, hvor mennesker fødes, færdes og er og glæder sig, bekymrer sig og lider, hernede hvorfra vores verden går, og – som vi hører det her hos Lukas - hvor tingene ikke altid går, som de skal, og hvor folk kostes rundt med, og hvor nogle har magt og andre ikke har, hvor der ikke er plads i herberget, hvor hyrder fryser på marken og er bange i mørket.

I min vindueskarm står to julekrybber med alt, hvad dertil hører. Den ene er fra Playmobil med enkeltdele i hårdt Lego-plastik, store nok til at småfolk ikke skal putte dem i munden og sluge dem. Den anden julekrybbe er fra selve stedet, fra Betlehem og skåret i oliventræ. De ligner alle de andre julekrybber, rundt omkring i alverdens vindueskarme, i kirker og på torve: Stalden, Josef og Maria, fårene og køerne, de tre konger, englene og i midten af det hele, det lille barn ligger og lader sig beundre, tilbede og overødsle med kærlighed.

Fra stjernetågerne og galakserne, fra astronautens kosmiske overblik og Gud Jahves fjerne torden, ned til moren, der sidder der med sit barn med den ømhed, omsorg og kærlighed, de til alle tider har siddet der med. Stjernen over stalden er ikke den fjerne og kolde, men det lille trodsige lys i mørket, der viser, at Gud nu, med dette menneskebarn, er kommet os ganske nær. Han råber ikke fra det fjerne, men er steget ned, helt ned, til os, hvor vi kan røre ved ham og høre ham, og hvor skrøbelighed og moderkærlighed hersker. Den før så fjerne er kommet os nær. ”Frygt ikke! Siger englene, sendebudene helt, helt deroppe fra det kosmiske overbliks højder, til de bange hyrder på marken, i mørket, helt, helt hernede, hvor vi ikke kan overskue noget som helst og roder rundt med vores bange og urolige hjerter.

Jeg har lige siddet og set Den norske Kirkes video-julehilsen. I al sin enkelthed går den ud på, at mennesker i forskellige jobs og funktioner – håndværkere, ambulanceredere, idrætsudøvere, læger, sygeplejersker, præster – hver for sig synger med på Ingemanns salme ”Dejlig er jorden”. De synger den på gaden, i bussen, i ambulancen, på sygehuset, rundt omkring i et corona-ramt Oslo, for til sidste at lade deres stemmer smelte sammen i det store kor. ”Selvom meget er anderledes”, står der allersidst i den lille film, ”synger vi den alligevel, for det bliver også jul i år”.

Ja, trods alt det vi så, oplevede og erfarede i det fortumlede år, der snart er gået, trods bekymring, vrede, ensomhed, mørke udsigter og havets og brændingens brusen, så er facit, dét som julens bringer bud om, at dejlig er jorden, og prægtig er Guds himmel. Vi svæver ikke alene rundt i et stort, tomt, meningsløst univers. Vi og vores lille klode, den glitrende juvel på den sorte fløjlshimmel, har en betydning. Den er i bund og grund et velsignet sted. Og derfor skal vi være glade. Vi skal glæde os. Glædelig jul!

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Vi beder dig, Gud, at du vil give os alle en velsignet jul. Vi beder om, at du vil forbarme dig over alle, som sidder alene, sørgende, modløse eller syge, at du vil give dem din hjælp og din trøst. At du vil afvende krigens og terrorens ondskab og skænke fred i verden. At du vil bevare alle hjem fra uenighed, bitterhed og hårde ord og i stedet give plads i hjerte og hjem for glæde, håb og mod. At du vil velsigne alle højtidens gudstjenester og berede indgang i vore hjerter for dit ord og vække taknemlighedens lovsang til dig med tak for din gave: Vor frelser Jesus Kristus.

Vær hos de flygtende og forfulgte, hos vores kristne brødre og søstre som særligt i disse år, rundt omkring, terroriseres og lægges for had. Skænk vores ledere visdom og mod. Styrk os alle, så vi ikke går under i frygt og bekymring. Lad os holde fast ved dit riges frugter, fred, retfærdighed og glæde, og med dem byde mørket trods.

Velsign og bevar vor Dronning, Margrethe den 2., Kronprins Frederik, Kronprinsesse Mary og hele det kongelige hus. Vær med alle øvrigheder. Lær dem og os at forvalte det ansvar, som vi hver især er blevet givet.

Vi beder for alle, der sørger og savner, for dem, der er faret vild eller har mistet deres hjem. Vær med dem, der sidder i mørkets og dødens skygge og vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os.

Amen

Tillysninger:

Lad os med apostlen tilønske hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed

og Helligåndens fællesskab være med os alle