Biskoppens prædikener og taler
Nyheder
Biskop Henrik Wigh-Poulsen på prædikestolen i  Aarhus Domkirke

Prædiken i Aarhus Domkirke 23. s.e.trin. 2021

Aarhus Domkirke den 31. oktober 2021 kl. 10.00

Salmer: 2 Lover den Herre, 448 Fyldt af glæde, 307 Gud Helligånd, 582 At tro, 7 Gud er Gud. Nadver: 695 Nåden hun er

 

Hvis det er ordene til sidst i teksten i dag - ordene om at den formastelige tjener skal overgives til bøddelknægtene og smides i hullet - hvis det er dem, der bliver ved med at runge i os som et ildevarslende ekko, så har det nok at gøre med, at de taler til den afdeling i os, hvor hævnen og straffen og dommen bor. At den nådesløse tjener bare får af samme skuffe, som han selv har delt ud af, er noget vi umiddelbart forstår, genkender og måske bifalder.

Men det er jo altså ikke det teksten handler om, så meget som den handler om tilgivelse og barmhjertighed. En tilgivelse og en barmhjertighed ud over enhver forstand, og som vi dybest set ikke fatter en bjælde af, og som vi ikke altid kender så meget til fra os selv. Men en tilgivelse som lignelsens konge udviser, fordi han får ondt af sin tjener, får medynk med ham, og slår en stor fed streg over hans ellers enorme gæld. Det er den her urimeligt store tilgivelse der stå og lyser og synger i dagens tekst. Lyser og synger som en illustration af, hvad Jesus siger: At vi skal tilgive vores næste, og at vi skal gøre det 7 x 77 gange.

Vi har svært ved sådan rigtigt at forstå det. Måske fordi vi synes, det er vildt urimeligt, eller fordi vi som lignelsens tjener lynhurtigt glemmer tilgivelsens bud, når nogen kommer os på tværs. Så har vi, som sagt, SÅ meget lettere ved at forstå lignelsens konge, når han bliver gal i skralden på den utaknemlige tjener. Ligesom vi på alle måder har lettere ved at forstå hævnen end tilgivelsen. Straffen end forbarmelsen. Dommen end nåden. Det er ligesom mere vores afdeling.

Ja, det er jo, hvad vores egne overfyldte fængsler med deres belastede personale helt aktuelt står og råber højt om, og så skal strafudmålingen ifølge den offentlige mening alligevel bankes endnu højere op. Eller - i en hel anden boldgade - når vi vælter statuer af nogen, der engang gjorde noget, vi i dag finder forkasteligt. Eller udskammer folk for at have gjort, sagt eller ment noget forkert nogle gange mange år tilbage. Jamen så er det jo også fordi, at det er hævnen, selv med tilbagevirkende kraft, der falder os naturligt. Ikke tilgivelsen.

Og da slet ikke de 7x77 gange Jesus byder, og som kongen udviser. I forhold til vores udmåling af ret, rimelighed og retfærdighed er det tvært imod udtryk for en urimelighed, en ødselhed, en tindrende ufornuft, som på ingen måde falder os naturligt.

Men det er – og læg mærke til det - selve fortegnet for den dåb som Ingvild og William lige er blevet døbt med. For her tager han imod os, ham som lignelsens konge ligner. Her tager han imod os, betingelsesløst, uendeligt tilgivende. Så dåben hernede ved den gamle døbefont er på den måde en stor modsigelse af alt, hvad vi sådan går og finder ret og rimeligt og retfærdigt. Ja, den er vel, sat på spidsen, udtryk for noget næsten naturstridigt i os.

Det kalder vist på en uddybelse, og den kommer her. For ikke så længe siden besøgte jeg en forladt bygd ude i den grønlandske vildmark. Efter en halvanden times sejlads mellem isbjerge nåede vi frem. Landskabet var så stort og vildt, at det på en lavlandsdansker virkede knugende. Lige sådan med stilheden der herskede derude mellem de forladte huse. Den var nærmest enorm.

I bygden var der også en lillebitte undseelig kirke. Der stod ganske få bænke og et stueorgel og en prædikepult. På endevæggen sad en træhylde, der gjorde det ud for altret. Her var bibelen placeret. Og ovenover hang et lillebitte solbleget alterbillede, et glansbillede vil vi vel sige, af den milde frelser, den gode hyrde. Og så, foran altret, stod døbefonten. En solid sag som her i kirken, men en spinkel fint malet trækonstruktion med et lille dåbsfad og en dåbskande af tin.

Som sagt: Derude fjeldene, tundraen, fjorden, isbjergene, de enorme vidder, den kolossale knusende natur, som er ligeglad med vores kommen og gåen. Herinde de små spinkle vidnesbyrd om Gudsrige, hvor den tilgivelse, barmhjertighed, nåde hersker, som dagens tekst handler om. Tilgivelsen 7x77 gange.

Jeg hørte i en anden sammenhæng en lokal historiker fortælle om den gamle inuit religion, der herskede før den kristne tro kom til området med Hans Egede, hvis statue i Nuuk jo også fik en gang rød maling og fortidshævn at føle for nylig. Det var en religion, der nok minder om, hvad der også herskede her hos os, før vores kirker blev byggede. En religion i pagt med naturen og det menneskeligt naturlige for så vidt, at hævn og gengæld også var faste elementer i den. Alt det vi som sagt også kender til. Omend på andre måder og ad andre og mere indirekte veje under civilisationens såkaldte fernis.

Men som det bliver så tydeligt og næsten håndgribeligt med den her lille fattige kirke og det her lille fattige kirkerum midt i det store knugende øde, så har vi i vores dåb og med vores tilhørsforhold til den tilgivende konge, fået del i den store trods og modsigelse af vores, kan man sige, naturlige tilbøjeligheder til at dømme vores næste og uddele løn som fortjent. Vi har fået et hjemsted at blive kaldt tilbage til, væk fra andres domme over os, væk fra vores ubarmhjertige domme over os selv. Eller væk fra vores naturlige tilbøjelighed til at dømme andre, når vi som Kongens tjener nægter at lade andre få del i den tilgivelse, vi selv har smagt.

Her i vores dåb huskes vi på, hvor vi hører til, og hvad vi har fået af Gud i hans søn. Ikke mindst når det store øde omgiver os og tårner sig op omkring os og inden i os med dom, straf, vrede og alt det andet, som falder os så naturligt, og som nogle gange er så let for os at få øje på.

Dåben er, når vi husker på den og holder os den for øje som et kald ud af fordømmelsens og fortvivlelsens fangehul, ind i et rige vi kun ser glimt af her. Et lille fattigt kirkerum midt i ødemarken, som er blevet os til del, som er blevet vores hjemsted, og som fortsat vil være det, og som trods dets udsatte skrøbelighed her og nu lyser og synger af kærlighedens og tilgivelsens overflod 7x77 gange. Også når alle mand er døde.

Det skal vi huskes på som Paulus husker sin menighed på det i dagens epistel: “I er jo fælles med mig om nåden”. Vi skal hele tiden huskes på det, fordi vi som den tjeners tjener har det med at glemme og fremture med vores egen naturlige selvhævdelse og selvretfærdige vrede og fare i struben på dem, der skylder os.

Vi skal huskes på det, når vi ser barnet blive døbt med de tre håndfulde vand. Vi skal huskes på det, når vi husker vores egen dåb. Vi skal huskes på det med nadveren, når Kristus rækker ud mod os og giver os sig selv og sin tilgivelse. Vi skal huskes på det med gudstjenestens ord. Vi skal lade dem skubbe til os, når vores vrede og sårede retfærdighed igen tager magten fra os og så høre, at vi er tilgivet, og vi skylder selv at tilgive.

Og endelig: Den medynk Kongen viste sin tjener kan aldrig blive et svaghedstegn. Tvært imod er den et ekko i os, af det Gud ville med verden i sin søn. Medynk og tilgivelse, det er den vej Gud i ham har vist os i det liv vi skal leve med ham. Her og nu og til evig tid, hvor det øde skal blomstre som rosen og op skal rinde, som solen skinne, Guds rige.

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,

Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Himmelske far, du som kaldte den gode verden frem og hver dag kalder os til at leve i den i kærlighed til dig og vores næste! Tak for ordet til os i dag om den tilgivelse, Gud lader gælde for os, skal vi lade gælde for andre. Tak fordi din godhed, i din søn, ikke lader sig standse af de grænser, vi sætter for os selv og for andre. Lær os ved din Ånd at gøre ligeså og få din godhed i ham i øjnene før vi fremturer med vores egen retfærdighed og vrede.

Velsign og bevar vor Dronning, Margrethe og hele det kongelige hus. Vær med regering, folketing og alle med magt, viden og myndighed. Lær dem og os forvalte det ansvar, som vi hver især er blevet givet.

Hold os fri af indbyrdes strid og ufred og alt ondt. Styrk os alle i kampen mod det, der vil skille os fra dig og hinanden.

Vær med alle som forfølges og flygter og udstødes og holdes ude og borte eller bag lås og slå og lægges for had. Skænk dem styrke, mod og håb i deres ensomme kamp.

Giv os styrke og vilje til at hjælpe og værne om vores næste. Giv os øjne at se vores næste med og vilje til at lindre vor næstes nød.

Vi beder for alle, der sørger og savner. Vær med dem, der sidder i mørkets og dødens skygge og vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os.

Lad os tage dine ord med os til dagen, der venter.

Lad os med apostlen tilønske hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle!

Amen