Prædiken den 30. juni 2019, 2. s.e.trinitatis

Salmer: 402 Den signede dag, 435 Aleneste Gud, 684 O, Jesus du al, 320 Midt iblandt os, 748 Nu vågne. Altergang: 561 Jeg kender et land. 

I faderens, sønnens og Helligåndens navn.

Der er en mand, der vil holde en fest. Og det er da en god ting. Fest er godt. Det er godt at feste. Og derfor fester vi også så meget. Her på øen er sommerferien og de mange sommerferiegæster vel en god anledning. I dag fester vi - omend på stilfærdig vis - for jeres kirkes runde fødselsdag. I byen jeg kommer fra, skulle jeg hilse og sige, genlyder gaderne af fest fra begyndelsen af maj. Sidste weekend hørte og så vi hujende ungdom på hestevogne og lastbillad. Nu tumler de rundt i Roskilde. Hver uge sommeren rundt høres rockmusik i det fjerne. Byens parker lægger græs til de mere spontane fester. Øl hældes i halsen. Og alle de evigt festende og feststemte kaster deres vand i porte og på pladser, og hvor mindste mulighed byder sig.

Men de her – alt efter hvor man er i livet og bor i byen – gode eller dårlige erfaringer med festen, skal ikke komme i vejen for, at festen og festmåltidet kan være forjættende højdepunkter i tilværelsen, når vores indre menneske - som jeg har hørt det udtrykt - får lejlighed til at strække sig ud i sin fulde længde. Fordi vi glæder os sammen, fordi vi vil og forventer alt det bedste, fordi vi samler os om andet end os selv, fordi vi byder ind og ikke holder ude.

Vi kender alle til festens sande væsen, hvad enten vi har erfaret den mere eller mindre glimtvist til onkel Ejnars 60 års fødselsdag, ved vores børnebørns fødselsdag, i en mudderpøl på Roskilde eller måske bare i gensynet med en, du har været borte fra og længtes efter. Du glemmer for en tid dit eget, du giver dig hen, du er til stede og nærmest lykkelig.

Profeten Esajas, hørte vi i teksten fra altret, forestiller sig, at på den i enhver forstand skønne dag, hvor Gud kommer til sit folk, dér skal der festes igennem med marvfede retter og ædel lagret vin. Og Jesus ved vi, talte om Gudsriget som en fest. Men en fest der foregår her og nu. Det var derfor, han insisterede på at spise – og på den måde feste - med dem, der ellers blev holdt ude og på afstand. Derfor indbød han også sine disciple skærtorsdag. Derfor indbyder han os hver eneste søndag til at holde måltid sammen med sig. Der er noget at fejre. Festen ER i gang, siger Jesus.

Det er dét, lignelsen i dag handler om. Manden der for enhver pris VILLE holde fest, er nemlig Gud selv. Gud er, siger Jesus, altid feststemt. Ja, Jesus ER Guds måde at indbyde til fest på. En fest der handler om, at Gud har bevæget sig fra sin fjerne himmel og nu i ham, i sin søn, er kommet til os og kommet os i møde med ord, vi kan forstå og lade os bevæge af. Han er kommet med viljen til at samle op, komme i møde og tilgive. For han VIL sig menneske. Hos ham bydes der ind og kaldes ud af grave. Hos ham hersker en helt anden orden end den vi har det med selv at sætte i forholdet til vores medmennesker. Hos ham er alting nyt.

Så, altså, derfor byder manden i lignelsen, Jesus fortæller, til fest. Der er god grund til det.  ”Kom, nu er alt rede”, siger hans tjenere til de indbudte. Det lyder som et surprise party. En fanfare. Det er stort, det her. ”Kom, nu er alt rede”. Retterne er sat på bordene. Musikken er på plads og i orden. Nu venter vi kun på jer. Men det er alligevel som om det– undskyld udtrykket – fiser lidt ud. Effekten lader vente på sig.

Når de ovre på Roskildes orange scene råber til publikum, at alt er rede – omend med et lidt andet ordvalg, så får de et svar, et ja til invitationen, der er til at høre og forstå. Men der høres ingen jubel, da manden i lignelsen byder til fest. Kun en lidt pinlig tavshed, indtil de indbudte får vredet en eller anden halvlam undskyld af sig: njahh, du, jeg har liiiige købt en mark, som jeg skal ud og se på. Det var ellers pænt af dig, men jeg har altså investeret i et par okser, og du ved hvordan det er med sådan nogle, de skal ha mad og vand og sådan. Så det må blive en anden gang. Det var ellers pænt af dig, du.

Og man kan jo så forestille sig, hvilken effekt svarene har på den ellers feststemte indbyder. Så sidder han der i de pyntede lokaler med marvfede retter og ædel lagret vin på bordene. Og folk gider ikke komme. Manden bliver vred. Det kan man da godt forstå. Og en ny runde invitationer sendes ud med tjenerne. Ud til de fattige, vanføre, blinde og lamme, ud til de udensogns på vejene og langs gærderne.

For dem, der ikke gad komme, det var jo dem, der på den ene eller den anden måde var ovenpå. Og når man er ovenpå, så har man som bekendt nok i sit eget, så er man ikke så let at bevæge. Man bliver på enhver måde mere tung bagi.

Og når man har nok i sit eget, er en fest, der bare sådan bliver indbudt til med løs hånd, måske heller ikke det mest tillokkende. For hvem er det lige, der indbyder? Hvad er det lige, der skal ske? Hvad har vedkommende lige gang i? Indbyder han bare alle og enhver?

Og så er det netop, at de indbudte bliver lidt forbeholdne og kritiske. For de fester hvor vi ikke selv, på en eller anden måde, er med til at sætte betingelserne, er næppe de sjoveste. Tænker vi. Vi vil jo gerne have nogenlunde styr på selskabet – at det skal være vores venner og bekendte, at det skal være nogle der deler interesse og udsyn og musiksmag med os.

Og lige præcist dér, er det at festens glæde let kan tippe over til noget man kan kalde festens skyggeside, fordi der bliver tale om en sluttet kreds, fordi man har nok i sit eget selskab, fordi dem der er indenfor, har det ekstra herligt, fordi de – mere eller mindre bevidst – holder nogle andre ude.

Det er den skyggeside, der kan blive til den rene dæmoni, som Jesus vil afsløre med sin lignelse. Og det er den dæmoni, han selv erfarede og udfordrede, når han indbød dem, hans samtids fromme og religiøse autoriteter ikke ville have noget som helst at gøre med: de prostituerede og landsforræderne, de spedalske, de syge, de udsondrede, tolderne og synderne.

Så den gode fest, og vores glæde ved den, afslører altså også et grundlæggende misforhold: at vi kun vil tilværelsen på vores egne betingelser, at tingene helst skal gå efter vores eget hoved, og at vi har det bedst med at sætte skel mellem dem vi vil og dem, vi ikke vil.

Men den gode fest og vores glæde ved den viser os også, hvordan det hele kunne blive: når vi glæder os sammen, når vi samler os om andet end os selv, når vi vil og forventer alt det bedste, når vi byder ind og ikke holder ude. Dén glædens tilstand, dén glædens virkelighed, som vi kan erfare og opleve i glimt, er dét, Jesus kalder Guds rige.

Jesus erfarede selv, at lige som den sultne bedre forstår måltidets værdi, så forstår den ensomme, den syge, den isolerede og udsondrede, hvad Gudsrigets fest er. Derfor kom de, da manden i lignelsen bød. Og det er ord til os om ikke at bøje tilværelsen efter vores eget lille metermål og kun at ville den på vores egne betingelser, men tvært imod, gå det ukendte i møde, tage imod livet, som Gud rækker det til os og elske vores næste i gerning og sandhed.

Vi burde i det hele taget kunne få øje på den fest, Gud har indbudt os til, hver eneste morgen, når vi slår øjnene op, men formår det kun, når vi ser ud over vores eget, når vi ser ud over, eller bag om, det gitter af forbehold, vrede, og bekymringer, der har det med at omgive os til alle sider. Så meget kommer i vejen. Ikke mindst os selv. Vi er alt for optage af at holde fast på os selv og vores eget. Vi er sjældent fattige nok.

Men her i kirken, hver eneste søndag, får vi genudstedt invitationen til den store fest, Gudsrigets fest. Manden deroppe bliver aldrig træt af at kalde på os. Han bliver aldrig træt af at kalde os ud af vores selvkredsen og selvoptagethed. Han er trofast, hvor vi er troløse. Og her, i det enkle ritual - når vi samles til nadverens måltid, når vi døber vores små - så aner vi konturerne af festen, som den er i gang. Og vi aner, hvordan den engang, for alvor, skal folde sig ud.

Og så kan Roskilde Festivalen sådan set godt gå hjem og lægge sig.

Til sidst: hjerteligt tillykke med jeres kirkes runde dag. 200 år har den stået, og før Englænderne ødelagde den, stod der jo en endnu ældre, så at Guds kald i sin søn til det store gæstebud i de mange, mange år har lydt og genlydt her på jeres smukke ø langt ude i Kattegat.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen.

Vor himmelske far, du, som hver dag skænker os livet, vi takker dig for din nåde og kærlighed.

Vi beder dig for vore kære, for alle, som vi er forbundet med, og som vi holder af.

Lad din Ånd holde os i bevægelse. Gå med os, hvor vi går. Åbn vores døre og lad os se alt det gode, du giver os. Ja, lær os at glemme os selv og vores eget over alt det vi har fået og stadigt får. Lær os at din miskundhed hver eneste morgen er ny over os.

Giv os styrke og vilje til at hjælpe og værne om hinanden. Giv os øjne at se vores næste med og vilje til at lindre vor næstes nød.

Ja, lad dit ord have frit løb i blandt os, for at dit rige med retfærdighed, fred og glæde i Helligånden må udbredes og vokse.

Vi beder for alle, der sørger og savner, for de ulykkelige, for dem, der er faret vild. Vær med dem, der sidder i mørkets og dødens skygge. Vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os.

Velsign og bevar vor Dronning, Margrethe den 2. og hele det kongelige hus. Vær med alle øvrigheder. Lær dem og os at forvalte det ansvar, som vi hver især er blevet givet.

Hold os fast i den pagt, som du ved dåben satte os i. Styrk os gennem nadveren. Bevar os i troen på, at vi ved din søn, Jesus Kristus, er dine elskede børn.

Giv os alle nåde, fred og velsignelse og efter et liv under dit ord den evige salighed.

Amen. Tillysninger

Lad os med apostlen tilønske hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed

og Helligåndens fællesskab være med os alle!

Amen