Prædiken 3. søndag efter helligtrekonger

Salmer: 3 Lovsynger, 7 Herre Gud, 582 At tro er at komme, 773 Bliv hos os. Nadver: 319 Vidunderligst

Der er en grundliggende undren man skal tillade sig, når man har hørt teksten til i dag, og det er en undren over, at Jesus tilkender de her ringeagtede mennesker, den spedalske og officeren, mere tro end de troende selv. Det er de udenforstående, outsiderne, dem der tror sig udenfor, der så at sige inviteres indenfor, mens rigets egne børn, insiderne, dem der tror sig indenfor, kan stå og skære tænder ude i mørket udenfor.

Det er selvfølgelig noget vi har hørt før, når vi har hørt evangeliet udlagt, men undre os skal vi hver gang vi hører det. Fordi vi har det med at glemme det. Og fordi det der med hvem der er henholdsvis indenfor og udenfor fylder så meget, som det gør, i livet vi lever med hinanden. Og fordi modsætningsforholdet mellem inde og ude netop nu, hvor ting forandrer sig så hurtigt, som de gør i verden omkring os, skærpes på næsten daglig basis.

De fleste af os følger jo bekymret med i, hvad der sker i det politiske billede sådan på global basis: Brexit-skænderierne i det britiske parlament, slagsmålene i Paris gader, i USA, Trump og kløften i det amerikanske samfund. For nu at nævne vores nærmeste allierede. Det er som om befolkningerne her har delt sig i to stammer, dem der støtter det eksisterende og dem, der føler sig holdt udenfor og derfor vil vælte det.

Sådan har det før været i verdenshistorien, men det er skræmmende at være vidne til igen. Ikke mindst fordi vreden i samfund vi for bare få år siden anså som stabile, nu synes at være så afmægtig, at de to stammer beskylder hinanden for mere eller mindre det samme: hykleri, manglende realitetssans, foragt for de andre. Og fordi man gladeligt tror det værste om hinanden og grådigt æder de værste løgnehistorier, der rundsendes på de sociale medier. Indenfor og udenfor, fæller og fjender, dem og os.

Jeg hørte en evolutionsbiolog hævde, at det er noget helt grundlæggende ved vores art, at vi fungerer bedst, når vi kan overskue det fællesskab vi indgår i, flokken omkring bålet med andre ord, og derfor opstår ind imellem, med evolutionær naturnødvendighed, det behov, at få skilt nogle ud. Krige, etniske udrensninger, hadet til de fremmede, alt det der har ledsaget os op gennem historien, gør jo ikke ligefrem evolutionsbiologens iagttagelser til skamme. Kan være de er enkle og skarptskårne, men det har menneskers adfærd imod andre mennesker godt nok også været. Ikke så mange finesser der.

Ligesådan med den fortælling eller historie vi som kristen menighed er en del af og som i alt både skildrer og modsiger den her grundmenneskelige trang til at dele op og udstøde. “Elsk jeres fjender”, lød det. “Lad mig komme ind i dit hus”, sagde han til ham udenfor. “Din tro har frelst dig” sagde han til den andre ikke fandt tro hos. Og så led han som bekendt den skæbne, som en eksklusionslysten eller eksklusionstrængende menneskeart både før og siden har påført den, der gjorde kredsen for stor.

Så når vi som kristne mennesker tror, at det var Gud der kom til os i ham og i ham drastisk udvidede sin nådes rækkevidde, så må vi undre os over, at en sådan nåde kom til os, der så ivrigt indskrænker den i forhold til andre og som ellers i så mange forhold nærmest instinktivt, som i en stor mørk nedarvet koreografi, vender ryggen til, bortstuver og i mangt og meget tænker rigtigt, rigtigt dårligt om dem vi skal leve vores liv sammen med. Det er nådens store åbning over vores konstitutionelle nådes-karrighed. Som et lyshav der overstråler det hele og jager skyggerne mørke på flugt.

Ikke at det gør udsigterne mere lyse her og nu, men det er det store hul i skyerne, det store andet syn på verden og på vores medmennesker, som Jesus gav os, som Gud vedkendte sig, og som vi der bare tillader os en smule undren i forhold til det, konsekvent må blive destabiliseret af. Så vi, når vi ellers synes vi står fast i retfærdig vrede, også, i det mindste anfægtes, skubbes til, bevæges derhen, hvor skillelinjerne ikke længere er helt så tydelige. Tænk, at en sådan nåde kom til os. Tænk om vi kunne gøre vores til at spejle den efter fattig evne. Tænk om verden kunne hæmmes i sit amokløb, hvor kløften mellem stammerne lige nu bare synes at vokse og vokse.

På den anden side. Nogle gange kommer vi også dertil, at vores samvittighed byder os at vælge side, fordi vi fornemmer at noget sandt og godt trædes under fode, og at vi så alligevel kommer i et modsætningsforhold, vi ganske enkelt ikke kan siges os fri af. Vi kan hurtigt blive del af en stamme med alt hvad deraf følger. Hvor ville verden være, hvis der ikke var stridsmænd, der tog kampen og satte skel og dømte ude? Hvor ville vores kirke være uden en Paulus, en Luther, en Kierkegaard, en Grundtvig? En PH.D afhandling har netop påpeget, hvor strid og stridbar gamle Grundtvig i grunden var i sine yngre år. Så aldeles uforsonlig og i modsætning til alt og alle i sin samtid. Et olmt næsehorn i porcelænsbutikken. Altid i krig, udskældende, udskammende, fordømmende. I hvert fald lige indtil ydmygheden hentede ham, bankede ham på plads og tog ham i skole.

Og det er den ydmyghed, evangeliets ydmyghed, som teksten til i dag, som den spedalske og officeren et eller andet sted også lærer os om. En ydmyghed der ikke handler om, at vi bare skal være søde og rare ved hinanden og afstå fra den åndelige strid eller undlade at stå op for, hvad vi tror og tænker, og hvad vores samvittighed byder os. Men en ydmyghed, evangeliets ydmyghed, der kommer af, at det alene er Guds nåde i Jesus Kristus, der er udgangspunktet.

Det var jo den spedalskes og officerens tro på og tillid at Gud bag om alle domme mennesker dømmer med og bag om alle de skel og stammefællesskaber mennesker sætter, har nåde nok for alle, der gjorde at han hørte dem. Deres ubegrundede tro på og tillid til at den almægtige Gud bøjer sig helt ned til det usleste menneskeliv og går ind i huse andre ikke vil drømme om at komme i, kaldte Jesus for en tro så stor, som han ikke havde mødt hos dem, der ellers anså sig selv som de troende, som de retfærdige, som de ægte børn af huset.

For selvom om vi kæmper, selvom vi deler os, selvom vi befinder os i forskellige lejre eller stammefællesskaber, selvom vi hiver og slider i hver vores ende af sandheden, så skal vi ikke tro, at vi ved, hvor vi har Gud, som vi nu kender ham gennem han søn. Og vi skal aldrig finde hvile i troen på ham, når vi bruger den til at befæste forskelle mellem os selv og andre. Tværtimod så er overraskelsen på hans side. Det viser og fortæller alt i Jesu ord og gerning os. Vi kan tage så grueligt fejl, hvis vi tror at Guds nåde bevæger sig ad vores demarkationslinjer, vores inde og ude.

Og hvor er det vigtigt at undres over og holde fast ved i de her dage. Ikke alene fordi den her store og tilsyneladende eskalerende stammekrig slider på vores verden og på vores fællesskaber i både småt og stort. Ikke alene fordi vi selv så hurtigt bliver revet med. For sådan har modsætninger jo deres egen måde at vokse på. Men fordi vi i takt med at vi gør kærligheden til et lille begrænset familiær stammepræget foretagende fortrænger storheden og grænseløsheden, ja uforudsigeligheden, i Guds nåde - også når det gælder for os selv

For er det ikke lige netop hvad fortællingen om officeren og den spedalske lærer os, at den mest umulige og religiøst ukorrekte længsel efter Gud er hvad der bønhøres. Ikke det sande tilhørsforhold eller den store trosprøve. Nej, hjertets råb er det. Intet andet. Hengivelsen, tilliden, troen, modtageligheden i forhold til Gud som den gode giver, på trods.

Set fra vores side er det forskellene der fylder, dét der adskiller os fra de andre. Også her i kirken såmænd, når vi, som vi gør det lige for tiden, lidenskabeligt diskuterer dåben, og hvad den betyder. Dåben, siger vi, er kirkens eller menighedens indgangsdør. Men hvad med dem, der ikke går ind af den? Hvad med dem, der ikke bliver døbt? En vigtig, en dybt vigtig og central debat, men betegnende nok handler det igen om inde og ude, om hvem der er inde, og hvem der er ude.

Her i kirken, må vi fastholde, handler det om, at vi midt i vores diskussions- og nogle gange eksklusionsiver gøres opmærksomme på, at set fra Guds side – hvis jeg må formaste mig til at bruge det udtryk – så handler det om gaven han rækker os. I dåben, i sin frelsergerning, i hans nådes store åbning over vores konstitutionelle nådes-karrighed. Som et lyshav der overstråler det hele og jager skyggerne mørke på flugt. Så det må vi ikke glemme at undre os over. Det må vi altid have med, så vi aldrig, aldrig nogensinde på den måde bliver sikre i vores egen retfærdighed og altid lader os blænde, forstyrre og bevæge af Guds godhed.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen.

Vor himmelske far, du, som hver dag skænker os livet, vi takker dig for din nåde og kærlighed.

Vi beder dig for vore kære, for alle, som vi er forbundet med, og som vi holder af.

Lad din Ånd holde os i bevægelse. Gå med os, hvor vi går. Åbn vores døre og lad os se alt det gode, du giver os. Ja, lær os at glemme os selv og vores eget over alt det vi har fået og stadigt får. Lær os at din miskundhed hver eneste morgen er ny over os.

Giv os styrke og vilje til at hjælpe og værne om hinanden. Giv os øjne at se vores næste med og vilje til at lindre vor næstes nød.

Ja, lad dit ord have frit løb i blandt os, for at dit rige med retfærdighed, fred og glæde i Helligånden må udbredes og vokse.

Vi beder for alle, der sørger og savner, for de ulykkelige, for dem, der er faret vild. Vær med dem, der sidder i mørkets og dødens skygge. Vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os.

Velsign og bevar vor Dronning, Margrethe den 2. og hele det kongelige hus. Vær med alle øvrigheder. Lær dem og os at forvalte det ansvar, som vi hver især er blevet givet.

Hold os fast i den pagt, som du ved dåben satte os i. Styrk os gennem nadveren. Bevar os i troen på, at vi ved din søn, Jesus Kristus, er dine elskede børn.

Giv os alle nåde, fred og velsignelse og efter et liv under dit ord den evige salighed.

Amen. Tillysninger

Lad os med apostlen tilønske hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed

og Helligåndens fællesskab være med os alle!

Amen