Prædiken den 25. august 2019, 10 s.e.trinitatis

Salmer: 12 Min sjæl, 303 Kom Gud faders Ånd, 350 Foragter ej, 329 Give da Gud. Nadver: 323 Kirken den er

Jesus der begræder den hellige by, Jerusalem. Jesus der skælder ud og jager de handlende væk fra pladsen foran Herrens tempel, og her sidder vi med vores glæde ved en fjern aflægger, vores gamle kirkehus, hvor fred og orden hersker, og hvor vi helst vil, at tingene bliver ved med at være, som de altid har været.

Teksten til dag og vores aktuelle virkelighed råber måske lidt af hinanden, men sådan er det såmænd så tit. Jesu veje kolliderer ofte med vores veje og vaner. For vi skal ikke gro fast i vores eget. Evangeliet om ham er i forhold til vores måde at leve vores liv på en korrektion, et nyt perspektiv, en tordenskylle, et skybrud, en blæst, det nye for hvilket vores det gamle må vige.

Og det er jo lige netop, hvad der bliver så konkret som noget, når Jesus tænder af og jager de handlende ud fra tempelpladsen. De har gjort hans hus til en røverkule. De her fyldt det ud med pengevæsen, gøgl og overfladiskhed, der forstyrrer frekvensen i forholdet mellem Gud og menneske. De har spærret udsigten til det høje med deres skrammel og grådighed, så ud med det og dem.

Da Luther en 1500 år senere under stort rabalder og med enorme konsekvenser gjorde op med den katolske kirkes afladshandel, var det jo som et fjernt ekko. Og på den måde kan man sige, at vi i dag i vores evangelisk-lutherske kirke har arvet en forpligtelse på at være kritiske over det, der i vores kirke, vores måde at være kirke på, i vores kirkeordning og i vores gudstjeneste kommer i vejen for det væsentlige, dét man med Luther kan kalde evangeliets trøsterige tiltale.

Vores larm og skrammel og hvad vi finder på og fylder på må ikke forstyrre frekvensen, må ikke spærre for udsigten i forhold til det Gud vil sige og skænke os. Alt må måles på, om de bekymringer og den sorg og den uro vi måske kom med, om det nu har fået modspil af budskabet om det Gud kom til os med i sin søn, ja, om vi går ud herfra med opstandelse i hjertet, med håb, trøst, mod, et lidt andet blik på den gamle verden. Så det er også hvad beretningen om Jesus der tænder af og jager kræmmerne ud skal minde os i kirken om: at vi må have øje for, hvad det væsentlige og vigtige er og måske være parate til at rydde op og smide ud, hvis - som sagt - frekvensen forstyrres, udsigten spærres. Det er som så meget andet lettere sagt end gjort, for vores hjerter hænger jo generelt ved det gamle og kendte.

Nu forestår der jo, rundt omkring, i menighedsråd og menigheder en debat om den liturgi, vi benytter os af ved gudstjenesten. Som I måske ved, så er der sendt en del materiale ud - eller så bliver det det i hvert fald - om gudstjenesten og om dåb og nadver. Og dér hvor de har taget hul på debatten, der danner der sig hurtigt to fronter: dem, der gerne vil forandre, fordi de synes, at den gamle ordlyd, spærrer for det væsentlige, og dem, der vil bevare, fordi de synes, at genkendeligheden i gudstjenesten er vigtig og en forudsætning for, at vi netop kan fastholde det væsentlige.

Og sådan er der altid forskellige modsatrettede holdninger, når der er forandring og opbrud, oprydning og udsmidning af det gamle, på programmet. Hold op, hvor har det været årsag til mange familieskænderier, når mor har smidt fars elskede gamle sweater ud, fordi hun ikke kunne holde ud at se den på ham længere. Eller han i sin oprydningsiver brændte de gamle kærestebreve, der lå i en kasse i kælderen. Eller hvis der efter en kirkerenovering pludselig er fjernet et billede, man holdt så vældigt meget af, eller de gamle sognegrænser flyttes. Som ældre synes vi jævnt hen, at så meget af det vi lige havde vænnet os til, pludselig udskiftes og laves om. Vi kan tale længe og hovedrystende om en udvikling, vi synes er ude af kontrol, når gammelt igen-igen må vige for nyt, og vi ikke engang kan finde ud af at tænde for vores nye tv eller købe en billet til toget. Og så bliver vi vrede og brokker os og stemmer måske på dem, der synes, at alting var bedre i gamle dage

Vi er nede at røre ved noget næsten instinktivt, noget der handler om tryghed, fortrolighed, genkendelighed, vaner, glæden ved det gamle, ubehaget ved det nye. Og alt det spiller også med, når vi skal forstå den vrede, der rettede sig mod Jesus - ikke mindst i forbindelse med det vi hører om i dag, hvordan han på den hellige tempelgrund tænder af og renser ud og tordner mod dem, der har gjort hans faders hus til en røverkule. Som der står: “Ypperstepræsterne og de skriftkloge, ja, alle folkets ledere søgte at få ham ryddet af vejen”. Jesus døde jo også for tradition og vaner, den gamle orden han udfordrede efter noder. Såret tradition, et anfægtet forstyrret verdensbillede - det er ikke for sjov. Den slags kan i den grad slå tilbage, også på voldelig og morderisk vis.

Men her skal vi så passe på, både i forhold til evangeliets beretninger, og når det kommer til den aldrig hvilende konfrontation mellem nyt og gammelt i. os og omkring os, at ingen af os entydigt kan placere sig selv det ene eller det andet sted. Den, der i egen optik betragter sig selv som fornyer, kan i den andens sagtens være en bevarer og vise versa. Nogle vil kalde Trump (I ved nok) for en farlig reaktionær, andre ser ham som en tiltrængt oprører mod politisk konformitet. I vores mudrede menneskeliv lader det sig ikke altid gøre at skelne så klart mellem opgør og tradition og gøre det til et rent enten-eller.

Derfor kunne Luther også - for nu at vende tilbage til spørgsmålet om vores egen gudstjeneste i vores lille udgave af templet i Jerusalem - derfor kunne han nogle gange sige noget i retning af, at gudstjenesten er ligesom en gammel sko, der kan smides ud, hvis det bliver nødvendigt, OG han kunne sige, at man, når det kommer til fornyelse skal fare med lempe af hensyn til menigheden, hvis hjerter ofte hænger ved det gamle. Og den dobbelthed kommer vi ikke ud over, når vi indretter os i vores kirke.

Men når det kommer til os selv og vores eget hjerte, så er rollefordelingen anderledes klar. Når det gælder, hvad Jesus gjorde og sagde, så udfordres vi alle, uden undtagelse, i den grad på vores trang til, at alting skal blive ved med at være, som det altid har været. For det var nyt han bragte. I forhold til vores gamle menneskeliv, vores tilbøjeligheder, drifter og død, vrede, had, misundelse, i forhold til alt det gamle skrammel vi bærer med os og gemmer nede i kælderen, der bragte han noget radikalt nyt ind i verden, og der bringer han os noget radikalt nyt og anderledes for øje ved hver eneste gudstjeneste. Her kan man måske godt bruge billedet af ham med svøben i hånd i færd med at rydde tempelpladsen for kræmmere og vekselerer.

Men det er jo ikke på den måde som i beretningen fra Lukas med en svingende svøbe, at han vil nedbryde vores gamle forsvarsværker. Nej, det ord han selv talte, i lignelsernes fortællinger, beretningerne om ham, dét ord går, om jeg så må sige, tålmodigt gennem vores ører og ind i vores træge hjerte for at forvandle det indefra. Sådan at dér, hvor der måske før var fyldt op med bekymringer, med sorg, med selvkredsende spekulationer, hvor der før var fyldt op med alt det, der nu engang kan fylde os op og fange os i os selv, dér, i dét overfyldte hjerte, kommer der noget andet til: nye udsigter, nye perspektiver, konturerne af en verden hvor ikke vi selv, men hans nåde og barmhjertighed fylder det hele. Og hvor vi i stedet for os selv får øje på livet sammen med vores næste, som han kalder os ud i.

Det er det her lille store drama, det her lille store hjertets drama hvor det nye støder ind i det gamle, og som enhver gudstjeneste byder på, og som, alt efter hvordan ånden nu blæser, kan bære trøst, håb og mod med sig. Det er dét lille store drama, som vi må passe på ikke at komme i vejen for, hvad enten vi så vil fastholde eller forandre, beholde eller kassere, bevare eller smide i kælderen.

Med andre ord, vi skal ikke lade debatten om fornyelse contra bevarelse i vores kirke løbe med det hele. Diskussionen eller samtalen skal tages, selvfølgelig skal den det, men den er sekundær i forhold til det, som det hele drejer sig om: evangeliets trøsterige tiltale til enhver af os, hvor ordet høres og går til hjerte og gør en verden til forskel. Og det kan ske, hvad enten vi så vender op og ned på hele butikken eller slavisk fastholder alting, som det altid har været.

I Jesus kaldes vi på, for at vi skal forandres: vi kaldes ud af os selv og vores eget, ud til vores næste. Men altså, vi kaldes blidt, nænsomt. For sådan er det med Ånden. Den kan vifte, den kan blæse, den kan puste til os. Det er sådan den bringer os nye steder hen, og selvom det til sidst lykkedes ypperstepræsterne og de skriftkloge at få ham naglet til korset, så de troede, de vidste, hvor de havde ham, så kunne de ikke forhindre, at ordet om ham nåede ud over hele verden og den dag i dag kalder nyt og trøsterigt frem i menneskers hjerter.

Gud give, at det ord må blive ved at lyde og bringe trøst, for os, der samles her i den nye gamle Viby kirke i dag og for generationerne, der vil sidde her på bænkene efter os. Ja,

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Vor himmelske far, du, som hver dag skænker os livet, vi takker dig for din nåde og kærlighed.

Vi beder dig for vore kære, for alle, som vi er forbundet med, og som vi holder af.

Lad din Ånd holde os i bevægelse. Gå med os, hvor vi går. Åbn vores døre og lad os se alt det gode, du giver os. Ja, lær os at glemme os selv og vores eget over alt det vi har fået og stadigt får. Lær os at din miskundhed hver eneste morgen er ny over os.

Giv os styrke og vilje til at hjælpe og værne om hinanden. Giv os øjne at se vores næste med og vilje til at lindre vor næstes nød.

Ja, lad dit ord have frit løb i blandt os, for at dit rige med retfærdighed, fred og glæde i Helligånden må udbredes og vokse.

Vi beder for alle, der sørger og savner, for de ulykkelige, for dem, der er faret vild. Vær med dem, der sidder i mørkets og dødens skygge. Vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os.

Velsign og bevar vor Dronning, Margrethe den 2. og hele det kongelige hus. Vær med alle øvrigheder. Lær dem og os at forvalte det ansvar, som vi hver især er blevet givet.

Hold os fast i den pagt, som du ved dåben satte os i. Styrk os gennem nadveren. Bevar os i troen på, at vi ved din søn, Jesus Kristus, er dine elskede børn.

Giv os alle nåde, fred og velsignelse og efter et liv under dit ord den evige salighed.

Amen. Tillysninger

Lad os med apostlen tilønske hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed

og Helligåndens fællesskab være med os alle!

Amen