Biskoppens prædikener og taler
Nyheder
Biskop Henrik Wigh-Poulsen på prædikestolen i  Aarhus Domkirke

Prædiken ved Grænseforeningens årsmøde 12. s.e.trin. 2021

Ejer Bavnehøj den 22. august 2021

Salmer: 12 Min sjæl, 305 Kom, Gud Helligånd, 710 Kærlighed til fædrelandet, 11 Nu takke alle

 

Det var en kæmpelettelse, da Kirkeministeriet for lidt over en uge siden, en onsdag eftermiddag i august, meddelte, at alle de restriktioner, der her i kirken har tynget os længe, at de nu ophæves, og at vi igen kan sidde, hvor vi vil, så mange som vi vil og alligevel synge med på salmerne.

Man kan sige, at det var en gedigen befrielseserfaring vi gjorde os, forrige onsdag. En befrielseserfaring, som er i familie med alle de andre befrielseserfaringer, vi af og til gør os i vores liv, små som store: når snærende bånd fjernes, når lukkede døre åbnes, når lænker falder af, når kriser overvindes, når sten falder fra hjertet og tunge åg løftes fra skuldre.

Ja, i den store målestok, på den store scene, var det en befrielseserfaring vi som folk gjorde os for 76 år siden, i 1945. For da slet ikke at tale om begivenheden vi mindes her i dag, da Sønderjylland for 101 år siden blev genforenet med Danmark.

For her var der jo også en befrielse på spil: befrielsen fra fremmed herredømme når den eksilerede endelig kan vende hjem, befrielsen når en brutalt pålagt grænse forsvinder, befrielsen når sorg, vrede, bitterhed med tiden bliver til forsoning og fred og venlig sameksistens.

Og alt sammen, alle disse befrielseserfaringer, små som store, nye som gamle, personlige som fælles folkelige, de hjælper os så også til bedre at forstå, hvad der er på færde i dagens tekst, når Jesus åbner den døvstummes ører og løser hans tunge, så verden strømmer ind i ham og han med sin tale igen kan forbinde sig med den.

“Effatha”, “luk dig op”, siger Jesus, for hans rige, Guds rige, som han bragte med sig, hvor han kom, er jo netop det rige, hvor snærende bånd fjernes, hvor lukkede døre åbnes, hvor lænker falder af, hvor tunge åg løftes fra skuldre, hvor der bydes ind til fest, og forsoning, fred, glæde, barmhjertighed og tilgivelse er den nye orden.

“Effatha, luk dig op”. De få ord har, med deres ophavsmands hele budskab, lydt som et ekko gennem tiderne. De har fået verden til at vibrere, sat os en anden horisont, end den vi selv har det med at ville sætte. De har insisteret på at give os nyt syn, en ny hørelse og styrke i vores små menneskeord. De har skubbet til os, når vi igen-igen var ved at forstene i vores aldrig hvilende trang til at sætte skel og grænser, holde andre ude og borte og hegne os selv og hinanden ind. 

“Effatha, luk dig op”. Hvorfor skulle de ord, og hele det budskab der er indeholdt i dem, ikke også have skubbet til eller inspireret eller motiveret dem, der kæmpede for andre grænser dengang. Budskabet om Guds riges nye og anderledes dagsorden er ikke gået sporløst hen over jorden. Jeg tror heller ikke det er gået sporløst gennem sønderjyske sind, når de følte sig fremmede i deres eget, spærret inde, forhindrede i at tale de ord, de gerne ville tale, på det sprog, som var deres.

Genforeningen var en kæmpe politisk bedrift, der kostede store personlige ofre på begge sider. Som alle andre menneskeordninger var den nok ikke var perfekt, men den tillod folkene, trods gammel bitterhed og mange dybe sår, at kunne leve videre sammen i fred med hvert sit sprog og særpræg. Og det er dog noget.

Genforeningen var bestemt ikke et kig direkte ind i Guds rige, men det var et lillebitte vindue på klem der ind til, hvor en anden slags dagsorden end dem vi normalt ser i verdenspolitikken blev sat, som siden tilmed har været det smukkeste forbillede for sameksistens i et grænseland.

Det er værd at mindes med de sten, der står spredt rundt omkring i landet i de mindste landsbyer eller med det her, efter danske forhold, himmelstræbende monument, vi er samlet ved her i dag med udsigt til alle sider. Sten og monumenter der fortæller os, at det lader sig gøre. Befrielser KAN erfares, grænser KAN ændres, en røvet datter dybt begrædt KAN komme frelst tilbage, historien KAN - selv i spillet mellem magter og riger - vende sig til det bedre.

Men det kan sandelig også hurtigt vende tilbage til normalen. Vi ved godt jo godt, at der altid må være en grænse. Og ofte lyder kravet, at den skal styrkes og befæstes. Det er, hvad der helt aktuelt præger politikken på den internationale scene, hvor samarbejde over grænser og grænsenedbrydende projekter i al almindelighed ikke ligefrem nyder fremme.

Og herhjemme fremføres det af toneangivende politiske debattører, at vi i særlige perioder af vores historie har været særligt naive, fordi vi bildte os selv ind, at kunne leve uden grænser. I 1968 med ungdomsoprøret og i 1989 med murens fald. Og dét til nationens ulykke, for åbne grænser er nu engang invitationen til mangt og meget, der ikke er af det gode: friheden går amok, normer forfalder, fremmede kulturer og parallelsamfund får frit løb, de stærkeste og rigeste får deres vilje, kan gøre omtrent, som de lyster, mens andre skubbes til side.

Og ja, vi er selvfølgelige enige om, at grænser er nødvendige, nødvendigheden af stål, som Grundtvig kalder det. De holder som alle mulige andre ordninger, vi omgiver os med, det onde i os og omkring os i skak. Og tak for det!

Men grænsers nødvendighed må aldrig blive det eneste, der er at sige om vores liv med hinanden. Deres nødvendighed af stål må aldrig blive enerådende. For når Jesus siger “Effatha, luk dig op“ til den døvstumme, vidner han om Guds rige der skal herske med barmhjertighed, tilgivelse, nåde, frihed i overflod. Et rige vi i vores fadervor beder om måtte komme, og som vil stille vores liv med hinanden i et andet og uendeligt større lys, kærlighedens lys.

Guds rige som skal komme er, kan man sige, et andet perspektiv, en videre horisont, et andet sæt øjne at se vores liv på, vores liv som vi lever med hinanden her og nu. Og i det lys, i det perspektiv, med de øjne, er nødvendigheden af stål altid noget, der lader sig bevæge, forandre og forvandle. For her er er det kærligheden der sætter grænsen, ikke trangen til at holde de andre på plads og på afstand. Som Grundtvig siger det så fint i salmen vi skal synge herefter, så flytter kærligheden ”frit, hvad loven sætter: Skellet mellem dit og mit”.

Og som vi prædiker, synger, takker for, når vi som i dag holder gudstjeneste, så er det jo netop den kærlighed, det kærlighedens rige, som i sidste ende bærer vores liv og skal lede vores fødder her i verden. Det er bestemt ikke gældende virkelighed på verdensscenen. Det er tydeligt for enhver. Igen med Grundtvigs ord: ”Kærlighedens Himmerige / er endnu at vente på”.  Men vi erfarer det som sagt i glimt i vores liv, når snærende bånd fjernes, når lukkede døre åbnes, når lænker falder af, kriser overvindes, sten falder fra hjertet og tunge åg løftes fra skuldre, og altså, som vi fejrer det i dag, når grænser forandres til det bedre, så det bliver muligt at være og have hjemme og leve med hinanden og ikke i alt at skule mistroisk hen over hegnet. 

Det er muligt. Det lader sig gøre. Det er hvad vi skal erindre os selv og hinanden om i dag: Genforeningen er som begivenhed en væsentlig og glædesfyldt lysende del af vores historie som folk.

Måtte erindringen om den hjælpe os til at gå lidt mere trøsterigt ind i en fremtid, vi ellers har nok af grunde til at bekymre os for. Måtte den bidrage til et fælles udsyn, som det vi nyder her oppefra i dag. Måtte den skærpe vores blik og som et fjernt ekko af det store ”Effatah, luk dig op” gøre os lydhøre for Guds virke for os i hans søn, vor frelser. Han som har gjort alting vel.

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen.

Himmelske far, du som kaldte den gode verden frem og hver dag kalder os til at leve i den i kærlighed til dig og vores næste! Tak for ordet til os i dag om, hvordan din søn, vor frelser, åbnede den døvstummes ører og løste hans tunge. Komme dit rige, hvor nåde, tilgivelse og barmhjertighed løser, åbner og befrier. Lad din Ånd til stadighed blæse på os, bevæge os og kalde os til at gøre dit rige gældende, også her og nu, hvor nødvendigheden af stål endnu omgiver os.

Velsign og bevar vor Dronning, Margrethe og hele det kongelige hus. Vær med regering, folketing og alle med magt, viden og myndighed. Lær dem og os forvalte det ansvar, som vi hver især er blevet givet. Hold os fri af indbyrdes strid og ufred og alt ondt. Styrk os alle i kampen mod det, der vil skille os fra dig og hinanden.

Vær med alle som forfølges og flygter og udstødes og holdes ude og borte eller bag lås og slå og lægges for had. Skænk dem styrke, mod og håb i deres ensomme kamp.

Giv os styrke og vilje til at hjælpe og værne om vores næste. Giv os øjne at se vores næste med og vilje til at lindre vor næstes nød.

Vi beder for alle, der sørger og savner. Vær med dem, der sidder i mørkets og dødens skygge og vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os.

Lad os tage dine ord med os til dagen, der venter.

 

Lad os med apostlen tilønske hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed