Prædiken den 21. august 2019

Salmer: 29 Spænd over os, 300 Kom sandheds Ånd, 289 Nu bede vi, 332 På Jerusalem, 484 Du som vejen er og livet. Nadver (B), 343: Tusind år

Jesus der tænder af og går amok på tempelpladsen. Det er måske en lidt skarpt vinklet tekst, at skulle prædike over her i dag, hvor en flok præstekadetter skal sendes ud for at bygge med på det lokale kirkeliv. Jesus skælder ud, Jesus renser ud, Jesus jager ud af Jerusalems tempel, og her i en fjern, fjern aflægger, i Nr Galten kirke, sidder en håndfuld håbefulde præstekadetter der sammen med præster og menigheder i Faurskov provsti skal bygge med og bygge op og kalde ind og inkludere i de lokale kirker, i det lokale kirkeliv.

Tekst og virkelighed råber måske lidt af hinanden, men sådan er det såmænd så tit. Det kan en kommende prædikant lige så godt vende sig til. Jesu veje kolliderer ofte med vores veje og vaner. Vi skal ikke gro fast i vores eget. Evangeliet om ham er i forhold til vores måde at leve vores liv på også en korrektion, et nyt perspektiv, en tordenskylle, et skybrud, en blæst, det nye for hvilket vores det gamle må vige.

Og det er jo lige netop hvad der bliver så konkret som noget, når Jesus tænder af og jager de handlende ud fra tempelpladsen. De har gjort hans hus til en røverkule. De her fyldt det ud med pengevæsen, gøgl og overfladiskhed, der forstyrrer frekvensen i forholdet mellem Gud og menneske. De har spærret udsigten til det høje med deres skrammel og grådighed, så ud med det og dem.

Da Luther en 1500 år senere under stort rabalder og med enorme konsekvenser gjorde op med den katolske kirkes afladshandel, var det jo som et fjernt ekko. Og på den måde kan man sige, at vi i dag i vores evangelisk-lutherske kirke har arvet en forpligtelse på at være kritiske over det, der i vores kirke, vores måde at være kirke på, i vores kirkeordning og i vores gudstjeneste kommer i vejen for det væsentlige, dét man med Luther kan kalde evangeliets trøsterige tiltale.

Vores larm og skrammel og hvad vi finder på og fylder på må ikke forstyrre frekvensen, det må ikke spærre for udsigten i forhold til det Gud vil sige og skænke os. Alt må måles på om de bekymringer og den sorg og den uro vi måske kom med, om det nu har fået modspil af budskabet om det Gud kom til os med i sin søn, ja, om vi går ud herfra med opstandelse i hjertet, med håb, trøst, mod, et lidt andet blik på den gamle verden. Så det er også hvad beretningen om Jesus der tænder af og jager kræmmerne ud skal minde os i kirken om: at vi må have øje for, hvad det væsentlige og vigtige er og måske være parate til at rydde op og smide ud, hvis - som sagt - frekvensen forstyrres, udsigten spærres.

Det er som så meget andet lettere sagt end gjort, for vores hjerter hænger jo generelt ved det gamle og kendte. Nu forestår der jo, rundt omkring, i menighedsråd og menigheder en debat om den liturgi, vi benytter os af ved gudstjenesten. Som I måske ved, så er der sendt en del materiale ud - eller så bliver det det i hvert fald - om gudstjenesten og om dåb og nadver. Og dér hvor de har taget hul på debatten, der danner der sig hurtigt to fronter: dem, der gerne vil forandre, fordi de synes, at den gamle ordlyd, spærrer for det væsentlige, og dem, der vil bevare, fordi de synes, at genkendeligheden i gudstjenesten er vigtig og en forudsætning for, at vi netop kan fastholde det væsentlige.

Og sådan er der altid to lejre - man kan også sige en dobbelthed - på færde, når der er forandring og opbrud, oprydning og udsmidning af det gamle, på programmet. Hold op, hvor har det været årsag til mange familieskænderier, når mor har smidt fars elskede gamle sweater ud, fordi hun ikke kunne holde ud at se den på ham længere. Eller han i sin oprydningsiver brændte de gamle kærestebreve, der lå i en kasse i kælderen. Vi der bliver ældre (og det gør vi ret beset de fleste af os), vi synes jævnt hen, at så meget af det vi lige havde vænnet os til, pludselig udskiftes og laves om. Vi kan tale længe og hovedrystende om en udvikling, vi synes er ude af kontrol, når gammelt igen-igen må vige for nyt, og vi ikke engang kan finde ud af at tænde for det nye tv eller købe en billet til toget. Og på den store politiske scene støder fornyelsestrangen jævnligt sammen med viljen til at holde fast ved den virkelighed, vi synes, vi kender og er tryg ved.

Som sagt: vi er nede at røre ved noget næsten instinktivt, noget der handler om tryghed, fortrolighed, genkendelighed, vaner, glæden ved det gamle, ubehaget ved det nye. Og alt det spiller også med, når vi skal forstå den vrede, der rettede sig mod Jesus - ikke mindst i forbindelse med det vi hører om i dag, hvordan han på den hellige tempelgrund tænder af og renser ud og tordner mod dem, der har gjort hans faders hus til en røverkule. Som der står: “Ypperstepræsterne og de skriftkloge, ja, alle folkets ledere søgte at få ham ryddet af vejen”. Jesus døde jo også for tradition og vaner, den gamle orden han udfordrede efter noder. Såret tradition, et anfægtet forstyrret verdensbillede - det er ikke for sjov. Den slags kan i den grad slå tilbage, også på voldelig og morderisk vis.

Men her skal vi så passe på, både i forhold til evangeliets beretninger, og når det kommer til den aldrig hvilende konfrontation mellem nyt og gammelt i. os og omkring os, at ingen af os entydigt kan placere sig selv eller den anden det ene eller det andet sted. Den, der i egen optik betragter sig selv som fornyer, kan i den andens sagtens være en bevarer og vise versa. Trump, for nu at tage et iøjefaldende eksempel, kan for nogle være en reaktionær, der søger tilbage til det gamle USA. For andre en oprører, der fører landet helt nye steder hen. I vores mudrede menneskeliv lader det sig ikke altid gøre at skelne så klart mellem opgør og tradition og gøre det til et rent enten-eller.

Derfor kunne Luther også - for nu at vende tilbage til spørgsmålet om vores egen gudstjeneste i vores lille udgave af templet i Jerusalem - derfor kunne han også sige, nogle gange sige noget i retning af, at gudstjenesten er ligesom en gammel sko, der kan smides ud, hvis det bliver nødvendigt, OG han kunne sige, at man, når det kommer til fornyelse skal fare med lempe af hensyn til menigheden, hvis hjerter ofte hænger ved det gamle.

Og den dobbelthed kommer vi ikke ud over, når vi indretter os i vores kirke. Men når det kommer til os selv og vores eget hjerte, så er rollefordelingen anderledes klar. Når det gælder, hvad Jesus gjorde og sagde, så udfordres vi alle, uden undtagelse, i den grad på vores trang til genkendelighed, tradition og sædvane. For det var nyt han bragte. I forhold til vores gamle menneskeliv, vores tilbøjeligheder, drifter og død, vrede, had, misundelse, i forhold til alt det gamle skrammel vi bærer med os og gemmer nede i kælderen, der bragte han noget radikalt nyt ind i verden, der bringer han os noget radikalt nyt og anderledes for øje ved hver eneste gudstjeneste. Her kan man måske godt bruge billedet af ham med svøben i hånd i færd med at rydde tempelpladsen for kræmmere og vekselerer.

Men det er jo ikke på den måde som i beretningen fra Lukas med råb og skrig og en svingende svøbe, at han vil nedbryde vores gamle forsvarsværker. Nej, det ord han selv talte, i lignelsernes fortællinger, beretningerne om ham, dét ord går, om jeg så må sige, tålmodigt gennem vores ører og ind i vores træge hjerte for at forvandle det indefra. Sådan at dér, hvor der måske før var fyldt op med bekymringer, med sorg, med selvkredsende spekulationer, hvor der før var fyldt op med alt det, der nu engang kan fylde os op og fange os i os selv, dér, i dét overfyldte hjerte, kommer der noget andet til: nye udsigter, nye perspektiver, konturerne af en verden hvor ikke vi selv, men hans nåde og barmhjertighed fylder det hele. Og hvor vi i stedet for os selv får øje på livet sammen med vores næste, som han kalder os ud i.

Det er det her lille store drama, det her lille store hjertets drama hvor det nye støder ind i det gamle, og som enhver gudstjeneste byder på, og som, alt efter hvordan ånden nu blæser, kan bære trøst, håb og mod med sig. Det er dét lille store drama, som vi ikke må passe på ikke at komme i vejen for med vores egne ydre påfund, hvad enten vi så vil fastholde eller forandre, beholde eller kassere, bevare eller smide i kælderen.

Med andre ord, vi skal ikke lade debatten om fornyelse contra bevarelse i vores kirke løbe med det hele. Diskussionen eller samtalen skal tages, selvfølgelig skal den det, men den er sekundær i forhold til det, som det hele drejer sig om: evangeliets trøsterige tiltale til enhver af os, hvor ordet høres og går til hjerte og gør en verden til forskel. Og det kan ske, hvad enten vi så vender op og ned på hele butikken eller slavisk fastholder alting, som det altid har været.

I Jesus kaldes vi på, for at vi skal forandres: vi kaldes ud af os selv og vores eget, ud til vores næste. Men altså, vi kaldes blidt, nænsomt. For sådan er det med Ånden. Den kan vifte, den kan blæse, den kan puste til os. Det er sådan den bringer os nye steder hen, og selvom det til sidst lykkedes ypperstepræsterne og de skriftkloge at få ham naglet til korset, så de troede, de vidste, hvor de havde ham, så kunne de ikke forhindre, at ordet om ham nåede ud over hele verden og den dag i dag kalder nyt og trøsterigt frem i menneskers hjerter. Og der, kære kadetter, får I jo også jeres lille rolle at spille, her blandt alle de gode folk i Faurskov provsti.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Vor himmelske far, du, som hver dag skænker os livet, vi takker dig for din nåde og kærlighed.

Vi beder dig for vore kære, for alle, som vi er forbundet med, og som vi holder af.

Gå med os, hvor vi går. Åbn vores døre og lad os se alt det gode, du giver os. Ja, lær os at glemme os selv og vores eget over alt det vi har fået og stadigt får. Lær os at din miskundhed er ny over os hver eneste morgen.

Giv os styrke og vilje til at hjælpe og værne om hinanden. Giv os øjne at se vores næste med og vilje til at lindre vor næstes nød.

Vi beder for alle, der sørger og savner, for de ulykkelige, for dem, der er faret vild. Vær med dem, der sidder i mørkets og dødens skygge. Vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os.

Velsign og bevar vor Dronning, Margrethe den 2. og hele det kongelige hus. Vær med alle øvrigheder. Lær dem og os at forvalte det ansvar, som vi hver især er blevet givet.

Oplys og ledsag ved din Ånd de fem præstekadetter vi i dag sender ud på vejen til en præstegerning engang. Lad dem, som de nu kan, sammen med provstiets præster, gøre dit budskab levende iblandt os, så at dit rige med retfærdighed, fred og glæde i Helligånden må udbredes og vokse.

Giv os alle nåde, fred og velsignelse og efter et liv under dit ord den evige salighed.

Amen. 

Tillysninger

Lad os med apostlen tilønske hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed

og Helligåndens fællesskab være med os alle!

Amen