Prædiken den 19. juni 2019

Salmer: 392 Himlene, Herre, 806 Nu er det Åndens lyse tid (100 salmer), 695 Nåden hun er, 614 Far verden, farvel1(63 Fuglen har rede, 397 Trods længslens smerte)

Kom Helligånd forvis os på, at også vi er af Guds små. Amen

Der ligger altid en Lazarus ved jeres port. I er bare rigtig gode til at fortrænge det. Det er Jesu ord til farisæerne, der nærmest snublede over fattigdom og elendighed, når de bevægede sig rundt i bybilledet.

Der ligger altid en Lazarus ved jeres port. I er bare rigtig gode til at fortrænge det. Det er Jesu ord til os, som måske ikke ser så meget armod og fattigdom i nærmiljøet, men som har så rigeligt af den lige henne om hjørnet, i det små som i det store.

Der ligger altid en Lazarus ved vores port, men som farisæerne har vi et velfungerende filter, der formår at holde den krasse virkelighed lidt på afstand.

Farisæerne kunne bare bruge deres øjne, men det kan vi også. Billeder og beretninger, facts og statistiker taler deres eget sprog om en nærmest konstitutionel fattigdom på verdensplan, om sult, underernæring, ulighed, undertrykkelse, mishandling og alt det andet, der hører Lazarus´ fortovstilværelse til. Herhjemme lever armoden måske mere i det skjulte. Men den er der.

Alligevel lever vi med det. Vi lærer det. Det er vi vel også nærmest nødt til, hvis vi skal kunne være til med os selv. Og bringes vi for et øjeblik ud af balance, fordi vi aner eller fornemmer bare en smule af den nære eller fjerne næstes elendighed og behov, så kan en nødtørftig indre argumentation hurtigt bringe os på banen igen. Politiske, religiøse, økonomiske, og i alle højeste grad også, teologiske begrundelser byder sig til, når elendigheden skal bringes lidt på afstand.

Så filtret fungerer. Det fungerer fint. Det lader sig ikke uden videre gennembryde, og vi lader os ikke sådan umiddelbart flytte og bevæge. Også selvom mange velmenende mennesker måske prøver på at få os til det og bringe os på bedre tanker.

På mange måder er det parallelt til f.eks. klimadebatten: vi ser det nok, forstår det også, men den radikale omlægning af ens liv og hverdag, der er konsekvensen, magter vi ligesom ikke, og tulrer derfor videre, som vi altid har gjort.

Den rige mand i Jesu fortælling er en nyomvendt i den gode sags tjeneste. Han har – på den hårde måde, må man sige – lært, at det måske er en god ting at have øje for næstens nød og elendighed. Og den viden vil han vældig gerne kommunikere videre til sine endnu levende og må man tro - velhavende brødre. Men hvordan, som sagt, trænge igennem filteret? Den rige mand ved af bitter erfaring, at det slutter tæt, og at gode folk, der har deres på det tørre, ikke sådan uden videre lader sig flytte og bevæge. Kamelen og nåleøjet, husker vi nok.

Og når Abraham nu ikke ville lade ham gør lidt nytte, ham der i levende live lå og flød uden for hans port, så kunne han måske gøre lidt nytte på anden måde. ”Send Lazarus op og advar dem”, ber han så Abraham. Den rige mand vil nemlig sætte bøv i sine brødre. For når han, Lazarus, som en bandageindvundet zombie kommer stavrende fra dødsriget, banker på ved nattetide, ser ind ad ruden, kalder brødrenes navne med gravrøst, hæver en knoklet pegefinger og råber ”vogt dig”, så skal det nok virke. Det skal nok få en forhærdet bror eller to til at tænke sig om og være ordentlig – på fremadrettet basis.

Abraham, står der, er bare ikke med på ideen. De har loven og profeterne, siger han. Dér står det klart og tydeligt, hvordan man skal leve sit liv som et anstændigt og ordentligt menneske. Hvordan man skal elske sin næste, som sig selv. Det burde være så rigeligt.

Ikke desto mindre, så er den her historie, som Lukas lader Jesus fortælle, en – skal man kalde det –stor dirrende pegefinger med hvilken, der betydes dig, hvad der sker, når du ikke har fattet pointen. Nød du cigaren i levende live, skrævede du over en syg og skravlet stakkel, når du kom hjem fra bageren, så du den anden vej, når der stod og bad den gode herre om lidt mønt, overhørte du en, der kaldte på dig, ja, så må du sidde der og svede i dødsriget, mens ham, der lå og led, nu hygger sig i Abrahams skød. Og der er en dyb og uoverstigelig kløft imellem jer. Sådan er det. Noget for noget. Balance i tingene. Pas på, hvad du går og gør - eller ikke gør. Det får konsekvenser.

Det er et iskoldt karma-regnskab, der gøres op her. Men altså forståeligt, ja måske ligefrem sympatisk, hvis man betænker formålet, at trænge gennem det ellers så tætsluttende filter og gøre tilhøreren helt klar på, at du ikke skal lade Lazarus ligge.

Ikke desto mindre, og når vi sammenligner med de ord, der ellers kom fra Jesus mund, så er og bliver det iskoldt, benhårdt, skræmmende, en skræmmekampagne, som religionerne, kirken, moralisterne før har grebet til.

Det kan så gøres på mere eller mindre sofistikerede måder. Men fælles for dem er den dybe og uoverstigelige kløft, som fader Abraham peger på, som bliver en kløft mellem os og jer. For her er vi, der ved bedre. Heri er I, der burde vide bedre. Lyt til, hvad vi siger, åbn jeres øjne, fold ørerne ud, fat det nu! Hvis ikke, pådrager I jer Guds vrede og ender et varmt og ubehageligt sted, som man ville have udtrykt sig engang. Eller ”Skam jer”, ”tag jer sammen”, ”det er for dårligt, I hårdhjertede overfladiske ignoranter”, som man måske ville udtrykke det mere nutidigt. Eller som veganerne, der står oppe ved mine slagter om fredagen – om end de kæmper for en anden sag – som de ville hvisle: ”dyremordere”. Eller man kan selvfølgelig blot nøjes med en let hovedrysten og så i øvrigt tænke sit.

De bedste, de allerbedste, hensigter kan, hvor vi end støder på dem, på den måde have deres eget lille parløb med de trælse fætre F: frelstheden, fordømmelsen og foragten. Vi er alle, på hver vores lille eller store måde, fortrolige med dem. Også når vi den åbenlyst gode sags tjeneste, vil bevæge vores næste, åbne hans eller hendes øjne og bringe ham eller hende andre steder hen, fra vankundighedens dyb op til indsigtens og den rette handlings højder, fra skyggeriget til Abrahams skød.

Men – det budskab vi lever og holder gudstjeneste på, og som vi savner så bitterligt i dagens tekst er jo, at Gud i Jesus gjorde den modsatte bevægelse. Frem for at sidde som den strenge opdrager eller op-drager, som den man kun kommer til ved at overholde loven og buddene, viste han sig for os, som den, der er kommet til os. På trods af alt. På trods af vores blindhed og træghed. På trods af vores filter. Han sidder ikke og råber vredt til os. Han sidder ikke ildevarslende og vogter og lurer.  Han kommer, og han følger. Og dét på trods og på tværs af alle de skel, der i Abrahams og vores øjne er nok så uoverstigelige.

Derfor bygger denne kirke, derfor kredser denne gudstjeneste, ikke om, hvad vi skulle og burde, selvom det selvfølgelig ville ligge ligefor, når denne verden skal gøres til det bedre sted, vi gerne ville have den til at være. Udgangspunktet er her, at Gud elskede den verden så højt, at han sendte sin søn til den, og her kan vi være i den som dem, hvis evindelige selvhævdelse og grundlæggende afstumpethed og blindhed og tætsluttende filter på ufattelig vis er os tilgivet. Ikke sådan forstået, at vi bare får lov til at være i fred med os selv og vores tilbøjeligheder. Men som dem der til stadighed er udsat for hans kærligheds påtrængende nærvær, for hans ånds blæsevejr, som vil bevæge os, så vi bevæger os hen til vores næste, til den Lazarus, der ligger i vores port

”Vi elsker, fordi han elskede os først”, som der står i dagens epistel, der på bedste måde kommer os til undsætning. For at Han elskede os først, dét er udgangspunktet. Det er drivmidlet. Det er vores grund til fremdrift og forandringer.

Og når Jesus så i dagens tekst fortæller historien, hvis fastlåste frygtprægede, karmakolde og moralistiske univers han selv sprængte, så er det fordi, han vil fastholde, både overfor de pengeglade farisæere og os der deler deres effektive filter i forhold til virkeligheden, at der ligger en Lazarus ved vores port. En næste vi skylder at tage os af. Som vi skal tage os af.

Men det er altså ikke – siger det kristne evangelium, som fører en tilbagetrukket tilværelse i dagens tekst – det er ikke noget vi kan kyses, tvinges eller presses til at forstå. Hævede pegefingre, formaninger, frygt, moralske bud, lovkomplekser og skræmmekampagner har vi ikke plads til her. For ”Frygt findes ikke i kærligheden, men den fuldendte kærlighed fordriver frygten, for frygt er forbundet med straf, og den, der nærer frygt, er ikke fuldendt i kærligheden”. Epistlens ord igen.

Hvordan, hvor og på hvilke måder du skal møde Lazarus, dét kommer ikke til dig med hævede pegefingre, men med troens hvile i, den kærlighed, Gud viste dig, da han sendte sin søn til vores verden.

Som en Lazarus vi havde regnet for intet, kom han med budskabet om en kærlighed, som ikke viger, og som ikke regner uoverstigelige kløfter og afgrunde. Selv dem døden sætter.

Og som han kom dig i møde, må du komme din næste i møde. Følgeskab og rygvind og alle gode ønsker har du fået til at gøre det. Men lige præcist, hvordan du gør det kan ingen mors sjæl eller nok så velmenende rådgiver fortælle dig. Det kan du kun skønne dig frem til.

Og dit skøn, kan man sige, er måden din tro på Guds kærlighed til os, spejler sig i dit møde med din nødlidende næste, hvor og hvordan du end støder på ham eller hende.

Ret beset handler det om frihed, at Gud ikke binder og leder dig gennem din frygt for at træde ved siden af og ikke at være god nok, men med den kærlighed, han viste dig, han viste os, i sin søn.

Kærlighed i dén vægtklasse, det er en kærlighed, der sætter dig fri til at handle, som du skønner bedst. Et vældigt, et overvældende, ansvar, ja. Du magter kun at leve med det, fordi du har en far, der tilgiver.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen.

Vor himmelske far, du, som hver dag skænker os livet, vi takker dig for din nåde og kærlighed.

Vi beder dig for vore kære, for alle, som vi er forbundet med, og som vi holder af.

Lad din Ånd holde os i bevægelse. Gå med os, hvor vi går. Åbn vores døre og lad os se alt det gode, du giver os. Ja, lær os at glemme os selv og vores eget over alt det vi har fået og stadigt får. Lær os at din miskundhed hver eneste morgen er ny over os.

Tak, fordi, at du steg ned til os, så at vi ikke skal stige op, og stille os op, og tårne os op overfor vores næste, men forlade os på, at du tilgiver, når vi alle, igen og igen, fejler.

Giv os styrke og vilje til at hjælpe og værne om hinanden. Giv os øjne at se vores næste med og vilje til at lindre vor næstes nød.

Vi beder for alle, der sørger og savner, for de ulykkelige, for dem, der er faret vild. Vær med dem, der sidder i mørkets og dødens skygge. Vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os.

Velsign og bevar vor Dronning, Margrethe den 2. og hele det kongelige hus. Vær med alle øvrigheder. Lær dem og os at forvalte det ansvar, som vi hver især er blevet givet.

Giv os alle nåde, fred og velsignelse og efter et liv under dit ord den evige salighed.

Lad os med apostlen tilønske hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde
og Guds kærlighed
og Helligåndens fællesskab
være med os alle! Amen.

Kingos ”Far verden farvel” som sidste salme i dag. Måske ikke den evangeliske åbenhed, som salmen vi skal synge nu her efter prædikenen, til gengæld er det en salme med fynd om at have prioriteringerne i orden i dette liv, og det kan vi nok have brug for, og så er den så dejlig at synge igennem til, og det vil I heldigvis gerne har jeg bemærket.