Prædiken 4. søndag efter påske

Salmer: 722 Nu blomstertiden, 303 Kom Gud Faders Ånd, 294 Talsmand, 775 Der står et slot. Nadver: 313 Kom regn af det høje

Jesus er på vej. Han er på vej væk, på vej bort, for at overlade pladsen til en anden. Ligesom Johannes Døberen, Det gamle Testamentes mand, engang trådte det til side og overlod pladsen til ham. Vi er i tiden mellem påske og pinse. Det er også tiden til sceneskifte. Ligesom dagene bliver længere, løvet tungere og forår bliver til skærsommer, flyttes tyngdepunktet i kirkeåret fra beretningen om Jesu fødsel, død og opstandelse henimod de frugter, som den beretning sætter i vores hverdag, i vores nutid, i livet vi lever sammen nu og her.

Og når et tyngdepunkt flyttes har vi en bevægelse, en forandring. Og i alt hvad der siges og læres herinde i den gamle kirke, der står så fast og tungt og har stået så fast og tungt gennem århundrede - i al hvad der siges og læres herinde, er der bevægelse, er der forandring. Tiden står netop ikke stille her mellem de gamle billeder, under de gamle hvælvinger, på de gamle stengulve.

Det er bedst for jer, at jeg går bort siger Jesus. For hvis han ikke går bort kan det nye, talsmanden, pinsens ånd ikke komme til, og så får beretningen om ham ikke liv og ånde, og så bliver det hele bare til historie, fortid, død tradition, og så er der kun sten og tyngde tilbage, og så bliver kirken her til en mindestue, et museum, et mausoleum.

Der er så meget mere at sige, sige Jesus til disciplene og til os. Men det kan I slet ikke rumme nu, men når Talsmanden, Sandhedens Ånd, kommer, da skal I vejledes i hele sandheden. Så vil det folde sig ud, det jeg har sagt og gjort. Så vil det blomstre og dagen blive længere og det spæde forår blive til stor sommer. Så som disciplene må vi vente og tage imod det nye, der skal komme. Bevægelsen, forandringen, det nye.

Det er jo ellers ikke vores spidskompetence det med forandring. Det er ikke min i hvert fald. I den her weekend har jeg været forvist til mit sommerhus - som jo ellers ikke er det værste sted at blive forvist til - på grund af Classic Car Race, der igen i år har bemægtiget sig den del af byen, jeg bor i. Kan være det er eventmagernes og motorsportsentusiasternes drøm, men det er de fastboendes og pendlernes og naturnydernes mareridt, når Tangkrogen, kystlinjen og fredelige villakvarterer eksproprieres til tre dages larmende undtagelsestilstand.

Dette være ikke sagt som et malplaceret indlæg i en lokalpolitisk debat, men for at understrege, at i en tid, hvor forandring, opbrud, ”distortion” eller forstyrrelse af den offentlige orden, er i højsædet, og vi i så mange forhold finder en glæde i at flytte grænser, udbygge, nybygge og skrue op for musikken, ja, i en tid, hvor ting ændrer sig i stor hast, og grænser rykkes nationalt og globalt, dér er forandring for mange også en prøvelse. Og det understreger så igen, at forandringer pr defintion ikke nødvendigvis er menneskevenlige. Tvært imod.

De forandringer vi selv er en del af og måske selv driver på kan jo nogle gange være en prøvelse for andre. For eksempel: dén globalisering og dét frie marked, der i den grad får hjulene i samfundet til at dreje sig, og som mange af os oplever som en gevinst og en berigelse, oplever mange andre måske mere som et nederlag og en tilbagegang, en bekræftelse af, at man ha mindre end ande og derfor måske som noget truende og farligt. Og så er det, at hårde og brutale ord vækker genklang og flere stemmer går til de ekstreme, når der er valg.

Under alle omstændigheder er det årsag til, at vi for tiden, både herhjemme og ude, oplever et politisk opbrud og en polarisering, som for mange af os er en prøvelse og en udfordring, der gør os bange og utrygge, og som vi ikke ved, hvad vi skal stille op med. Så igen: forandringer er nødvendigvis ikke menneskevenlige. Der er langt fra altid en god grund til at være forandringsparat, som mange gerne vil have os til at være. Prøv bare også at tænke på klimaforandringerne, der også begynder at bevæge vælgermasserne.

Og hvad med de evigt aktuelle uundgåelige forandringer i vores eget liv, der alle peger hen mod den store forandring, hvor vi mister nogle eller nogle mister os, og mennesker rives fra hinanden? Dødens forandring. Dér hvor vi må tage den uafvendelige afsked, bortgangen, som Jesus bereder sine disciple på i dagens tekst? Den frygt og den sorg de forandringer føder, er skyggen, den dybe skygge, i enhvers liv. Heller ikke her er forandringsparatheden indlysende.

Nu kan man selvfølgelig være kynisk og analyserende og filosofisk og sige, at forandring er livets lov, at uden noget gammelt forgår, kan intet nyt komme til. Man kan henvise, til fremskridt og udvikling, til tidens uundgåelige gang, til naturens cyklus, at hvor gamle træer faldt spirer nye op, og vi må gribe dagen, og at smerten, tabet, nogle gange også kan blive grobund for en ny glæde. Man kan med andre ord blive stoiker eller kyniker og møde forandringens trussel med accept og ligevægt.

Det kan man selvfølgelig gøre alt det man vil. Men menneskers hjerter bløder nu engang, når de mister. Mennesker bliver opgivende, bange eller vrede, når det faste grundlag smuldrer under deres fødder, og forskellige forandringer truer. Derfor hænger de, derfor hænger vi, også tit ved det gamle, ved det gamle kirkehus, ved de gamle budskaber, ved “that good old time religion”, som jeg har hørt det udtrykt, ved det, der på den måde står fast og som giver en fast ankergrund for de forandringer, de forandringens storme, vi nogle gange synes river blade af vores træer.

Her som der. Og derfor sluttes der nogle gange i disse urolige tider mere eller mindre uhellige alliancer mellem det at have en tro og så besidde en konservativ og tilbageskuende livsholdning. I Rusland, i Tyrkiet, i Indien, i Iran, i Brasilien og så mange, mange andre steder.

Men lige meget hvad, så ER der forandring og opbrud i dagens tekst, såvel som i det hele kristne evangelium, hvor en gammel verdensorden må vige for en ny, og hvor budskabet om tilgivelse, nåde, barmhjertighed og en tom grav sender rystelser, der vil have gamle forsvarsværker til at falde. Der er sceneskifte og blomstertid og løfter om noget, der skal komme og forandre og gøre alting nyt. Ny vin på nye lædersække. Evangelisk forandringsparathed med andre ord. Som jeg sagde før: det er alt andet lige, hvad de byggede den her hamle solide kirke på, og det som gør, at den stadigvæk lever og ånder.

Og så er det i øvrigt fløjtende ligegyldigt, hvordan du stemmer eller orienterer dig politisk. Evangeliet vil på den måde aldrig blive en garant for det bestående. Slet ikke i dit eget hjerte, hvor så meget mørke og modstand kan tage plads og gro fast og slå rod, og hvor du altid, altid vil søge den stabilitet der kommer af at du konsekvent sætter dig selv og dit eget først og din næste i anden række. Forandring, omvendelse, nye øjne at se med, en anden vej at gå på. Hvor evangeliet lyder kan du på den måde aldrig vide dig sikker. Helligånden, pinsens Ånd, er også som et blæsevejr, der fejer det gamle ud, når du hører, hvad Jesus siger til dig.

I dagens tekst kaldes den ånd der blæser nyt og forandring også for Talsmanden, og en talsmand er jo en, der gør det klart, hvad den anden vil. Talsmanden er den, der gør det klart for os, hvad Gud vil med os, sådan, at vi kan høre og forstå det. Og hvordan får man nogen til at høre og forstå? Ja, man kan gøre det med en megafon ved at råbe det ind i hovedet på folk. Eller som skolelæreren fra forrige århundrede ved at ledsage oplæringen med små svirp fra pegepinden. Eller ved at terpe det ind i vores dumme og glemsomme hoveder.

Men ikke denne talsmand. Med det kristne evangelium bliver den nogle gange ubarmhjertige forandring på den måde ikke endnu mere ubarmhjertig. Talsmanden taler ikke hen over vores hoveder med store ord og tunge læresætninger, men gennem vores hjerter, i solidaritet med vores forandringsangste menneskeliv. For forandringen han vil, er hjertets forandring, og vores hjerter forandres nu en gang kun, når den der vil forandre det, taler ud af kærlighed.

Og så må jeg citere et vers af Grundtvig: “Dertil os hjælper nådens Ånd,/som os vor Herre tilsender,/han har vort hjerte i sin hånd,/han det som bækkene vender,/ vender det mildt i Jesu navn,/leder det til Gud Faders favn,/nådens og sandhedens kilde”. Ånden vil forandre - ikke med tvang og råb og krav om underkastelse - men med den kærlighedserklæring fra Gud til menneske, Jesus kom med til os.

Vi forstår ikke så meget nu. Forandringer truer os. På den ene eller den anden måde. Forandringer har måske kostet os uendeligt dyrt, fordi vi har mistet eller skal miste. Men ånden, talsmanden, vil på Guds vegne og med Jesu Kristi ord og gerning, trøste os, styrke os, give os mod, bære med, indtil en dag, engang, hvor det altsammen folder sig ud som en grøn sommerskov, og vi ikke skal græde mere, og vi skal forstå.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen.

Vor himmelske far, du, som hver dag skænker os livet, vi takker dig for din nåde og kærlighed.

Vi beder dig for vore kære, for alle, som vi er forbundet med, og som vi holder af.

Lad din Ånd holde os i bevægelse. Gå med os, hvor vi går. Åbn vores døre og lad os se alt det gode, du giver os. Ja, lær os at glemme os selv og vores eget over alt det vi har fået og stadigt får. Lær os at din miskundhed hver eneste morgen er ny over os.

Giv os styrke og vilje til at hjælpe og værne om hinanden. Giv os øjne at se vores næste med og vilje til at lindre vor næstes nød.

Ja, lad dit ord have frit løb i blandt os, for at dit rige med retfærdighed, fred og glæde i Helligånden må udbredes og vokse.

Vi beder for alle, der sørger og savner, for de ulykkelige, for dem, der er faret vild. Vær med dem, der sidder i mørkets og dødens skygge. Vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os.

Velsign og bevar vor Dronning, Margrethe den 2. og hele det kongelige hus. Vær med alle øvrigheder. Lær dem og os at forvalte det ansvar, som vi hver især er blevet givet.

Hold os fast i den pagt, som du ved dåben satte os i. Styrk os gennem nadveren. Bevar os i troen på, at vi ved din søn, Jesus Kristus, er dine elskede børn.

Giv os alle nåde, fred og velsignelse og efter et liv under dit ord den evige salighed.

Amen. Tillysninger

Lad os med apostlen tilønske hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed

og Helligåndens fællesskab være med os alle!

Amen