Fortsæt til hovedindholdet
Biskoppens prædikener og taler
Nyheder
Biskoppen står på prædikestolen i Aarhus Domkirke

Prædiken den 17. november 2019

22. søndag efter trinitatis

salmer: 2 Lover den Herre, 523 Min nåde, 307 Gud Helligånd, 759 Nu hviler mark og enge. Nadver: 695 Nåden hun er

Det som Jesus vil sige til os med sine ord til Peter om den umådeholdne tilgivelse ganget med 77, og det han vil sige til os med lignelsen om kongen og tjeneren og den tjeners tjener, er at der ingen proportionalitet er mellem Guds gavmildhed og vores generelle smålighed. Alt det han har givet os, alt det han skænker os, og så går vi selv, i den grad, og fedter med tingene. Ikke noget at sige til, at lignelsens elles så storsindede konge bliver gal i hovedet, når han ser, hvordan hans tjener handler overfor SIN tjener.

Men er det så konklusionen givet med de allersidste linjer i dagens tekst, at Gud, som lignelsens konge er et billede på, at Gud på samme måde bliver gal i hovedet, når vi ikke er gavmilde og umådeholdent rundhåndede og af hjertet tilgiver vores broder? Er det budskabet om straf og fængsel og bøddelknægte i kælderen, vi nu skal tage med os hjem?

Nej, lad os lige indledningsvist slå det fast, det er gavmildheden, Guds storhed, Guds rundhåndethed, Guds vilje til at tilgive og eftergive og skænke hinsides vores altid begrænsede fornuft og retfærdighedssans, det er den, der er fortegnet for dagens tekst. Ja, for det alt sammen overhovedet.

Men lad os lige undre os lidt, for ærligt talt: Hvorfor handler kongens tjener, som han gør overfor sin tjener? Hvordan i al verden lykkes det ham at fortrænge, at han for øjeblikke siden stod og klynkede over sin umulige gæld til kongen, og at kongen fik ondt af ham, og at han med et pennestrøg eftergav ham han ustyrligt store gæld? Hvordan formår han at stuve det så grundigt ind på sin glemsels lager, at han ved det blotte syn af sin tjener, der skylder ham et noget mindre beløb, farer i flæsket på ham, kræver omgående tilbagebetaling og, da dette ikke lader sig gøre, får ham smidt i fængsel.

Glemsel, fortrængning, hukommelses problemer, akut mangel på sans for proportionalitet? Svært at sige. Det virker så urimeligt, når vi præsenteres for det her i lignelsens lille fortælling. Men jeg tror nu ikke vi skal grave alt for længe i vores eget adfærdsmønster, før vil kan få øje på akkurat den samme glemsomhed, fortrængning, hukommelsessvigt og mangel på proportionalitetssans hos os selv.

Jo, vi kan nok godt indse, når vi tænker os om, hvad vi får og mødes med, sådan i løbet af dagen: livet vi har fået, dagene med deres mange muligheder, verdens skønhed, skabelsens storhed, så mange der ville og vil dig det godt - ja, som vil dig det bedste, mennesker der havde og har brug for dig, gaver der er strømmet ind på dagens konto, appelsiner i turbanen, det daglige brød, det hvorom Luther skriver i sin lille katekismus, at “det er alt, hvad vi behøver i livet så som mad, drikke, tøj, sko, hus, hjem, marker, dyr, penge, ejendom, god ægtefælle, gode børn, gode kollegaer, gode og sande myndig- heder, god regering, godt vejr, fred, sundhed, ordentlig og ret tilværelse, gode venner, trofaste naboer og lignende”.

Alt det vi lever af. Alt det vi stort set får. Alligevel glemmer vi det, når selviskhedens lille orm begynder at gnave, vores horisont indskrænkes og vi kun ser, hvad vi ikke får, og hvad vi snydes for, og som vi med rette kan forvente. Som sagt: der kommer tjeneren med sin store gave i ryggen, båret ud på gaden af en massiv lettelse over, hvad han netop har fået. Et splitsekund eller to efter er det blevet til forurettelse og vrede. Nå der kommer den skiderik, der skylder mig. Nu skal han godt nok betale. Og det er ved kasse 1 og med renters rente. Selviskhedens lille orm: mine krav, mine forlangender, alt det de går og skylder MIG.

Det er der i overgangen fra, hvad vi får og tager imod, og så til vi fortrænger det, glemmer det, stuver det væk, bliver blinde for det og selv bliver karrige, tilbageholdne, retshaveriske, vrede. Det er dér i den overgang, det går så rivende galt.

Menneskets evne til glemsel er omfattende. Nogle gange tænker jeg, at det i det små som i det store er glemsomheden vores tragedie, og at det er på den baggrund, at selviskhedens lille orm kan vokse sig stor og fed.

Jeg har talt om de nære forhold, hvad vi hver især har brug for og får skænket, men hvad med de store globale sammenhænge, hvad med for bare at nævne eet eksempel, at vi her i Europa, her i Danmark, blot nogle og halvfjerds år efter århundreders jødeforfølgelser og nazistiske koncentrationslejre, at jødiske medborgere - på Krystalnatten til overflod - skal opleve hærværk og chikane og vandaliserede gravsteder. Vi har fået frihed. Vi har fået demokrati og stemmeret og velfærd og så alligevel fremturer man med dette snavs fra vores civilisations dunkleste afkroge. Vi glemmer, og selviskhed og urgammelt had bryder gennem barriererne.

Og hvad med vores klode, vores grønne, levende, åndende ophav, hvis årsag til vores liv og væren vi har glemt, fortrængt for i stedet at gå på rovdrift og udnytte og skrive regningen ud til kommende generationer.

Ekstreme, ja, men desværre aktuelle eksempler på, hvordan noget i sit udgangspunkt godt glemmes og fortrænges og pur ondskab og rå kræfter sætter ind i stedet. Den gode konge og den glemsomme og selviske tjener i nye opsætninger.

Jesus blev jo selv ramt af den selvsamme hammer. Hans samtids religiøse autoriteter, der ville kalde sig de sande trofaste tjenere for den ene sande Gud, greb ham, der kaldte sig alles tjener og smed ham, ikke kun i fængsel, men også op på korset. Lignelsen som han fortalte, og som er dagens tekst i dag, handler på den måde også om ham selv. Han var kongesønnen, den som sin far tilgivende, som ikke selv blev tilgivet. Den nådefulde der ikke selv blev vist nåde. De glemte det gode han kom med. Som glemsomme tjenere var de, der ville og kom ham til livs. Selviskhedens orm gnavede i deres hjerte. Som den altid gnaver i vores.

Men hans godhed lod sig ikke tøjle. Den lod sig kende selv på korset. Helt herned i lidelsens dybder og helt ind i dødens mørke kom han og var han med sin tilgivelse. Et ufatteligt offer! En ufattelig insisteren! Og lige glemsomme er vi, lige uforsonlige og fremturende og vrede og forurettede og evigt kredsende om os selv og vores eget. Det i os som siger, ”jeg”, som Grundtvig udtrykker det i en salme.

Lige netop derfor er det kirkens opgave, gudstjenestens opgave, at huske på, at erindre om, at holde fast på, at Gud er som lignelsens gode konge, der vil skænke, som skænker, der i sin søn kommer i møde, tilgiver og at vi som hans børn skal spejle os deri og gøre ligeså. Det er et erindrings-projekt, vi har gang i her. Og hvordan gør vi så bedst dét, hvordan sørger vi for at vi kan huske, og på den måde lidt bedre holde selviskhedens lille orm i skak?

Ja, nogle vil måske mene, at det mest effektive er, at der sættes lidt bøv i os. Og så kan man jo passende sætte de afsluttende ord fra dagens tekst om de ventende bødler op som overskrift for det hele. Men helt ærligt! Kan man skræmmes til det gode? Kan man presse kærlighed ud af frygt? Den slags hårde metoder eller barske trusler er nyttigt, når en lov skal overholdes, ellers hvis nogle går rundt i skyggerne og tænker på at overmale jødiske gravsten, eller hvad ved jeg. Noget helt andet er det, der handler om at huske det gode, tage det til sig og selv handle derefter.

Så erindringsprojektet her i gudstjenesten bygger på en erindring om Guds godhed, og det er i den grad, hvad det handler om, når vi, hvad vi jo gør om lidt, holder nadver, går til alters sammen. For ved det her lille måltid, som Jesus indbød sine disciple til kort inden han blev taget til fange, smidt i fængsel, pint af bøddelknægte og henrettet på et kors. I det måltid gav han sig selv, så at de kunne huske på ham, og hvad han havde gjort og sagt. Det vil sige, at når vi går op til altret, knæler sammen og får det lille brød og den lille sjat vin, så er han også nærværende hos os med sin tilgivelse, sådan at vi med vores krop kan mærke det og bedre huske på det, eller ihukomme det, som det lyder med et gammelt og godt ord i ritualet.

Jesus viste også med nadverens måltid, at han ville blive hos sine disciple efter sin død og opstandelse. Og han vil i nadveren, som vi holder hver søndag her i kirken, være hos os. Vi husker på ham, og hvad han gjorde, og han husker på os.

Så hvor vi har det med at ville stikke af og gøre, som vi selv har lyst til, følge vores første indskydelse - ligesom tjeneren fulgte sin første indskydelse og gik ud og greb fast i struben på sin tjener - så er nadveren den måde Gud i Jesus vil holde fast på os med sin tilgivelse, så at vi husker og gør som ham og tilgiver dem, der skylder os, ligesom vi håber, at dem vi skylder tilgiver os vores skyld.

Det lyder måske lidt indviklet, så lad mig sige det med de enkle ord i fadervor: Forlad os vor skyld som også vi forlader vores skyldnere. SÅ lad os huske, huske, hvad godt han har gjort, så vi kan gøre godt mod andre. Ja, lad os gå ud i novembermørket og være som spejle for hans godhed. Lad os være små himmellys.

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Himmelske far, du som kaldte verden frem og hver dag kalder os til at leve i den i kærlighed til dig og vores næste! Tak for ordet i dag til os om den glemsomme tjener, der i mangt og meget ligner os. Og tak for, at vi med den fortælling mindes om, at du i din søn er den, der tilgiver og forlader os vor skyld. Lad det ord være os til trøst og tilskyndelse til, modsat tjeneren, at forlade vores skyldnere. Tak, fordi vi har lov at tro og håbe, at du vil os, går med os, og er der for os både i liv og i død.

Vi beder for kongehus, regering, folketing og alle med magt, viden og myndighed. Lær dem og os forvalte det ansvar, som vi hver især er blevet givet. Hold os fri af indbyrdes strid og ufred, værn os mod krig, terror og alt ondt. Styrk os alle i kampen mod det, der vil skille os fra dig og hinanden.

Giv os styrke og vilje til at hjælpe og værne om vores næste. Giv os øjne at se vores næste med og vilje til at lindre vor næstes nød.

Vi beder for alle, der sørger og savner, for dem, der er faret vild eller har mistet deres hjem. Vær med dem, der sidder i mørkets og dødens skygge og vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os.

Lad os tage dine ord med os til dagen, der venter. Amen

 

Lad os med apostlen tilønske hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed

og Helligåndens fællesskab være med os alle!

Amen