Prædiken i Aarhus Domkirke - 23. s.e.trinitatis

 (2 dåb): 745 Vågn op, 446 O, lad din Ånd /448 Fyldt af glæde, 365 Guds kærlighed, 276 Dommer over, 598 O, Gud du ved

Mange har efter det dramatiske præsidentvalg i USA spurgt sig selv og hinanden, hvad i al verden det var, der skete. Det er jo voldsomt, når et så stort land flækker nærmest i to halvdele, som ikke kan blive enige om ret mange ting, og for manges vedkommende nærmest hader og foragter hinanden.

Hvorfor det er blevet sådan, kan der tales længe om. Jeg har hørt nogle forklare det med, at det blandt mange ting også handler om modsætningen mellem land og by, hvor Biden og byerne vandt knebent over Trump og landdistrikterne.

Men selvom det er et nyt politisk landkort, der blev tegnet med det her valg, så er modsætningen mellem land og by er gammelt som civilisationen selv. Og der har altid været en politisk slagkraft i at komme ude fra provinsen, landsbyerne og gårdene og så ind i byen for at udfordre byens selvtilstrækkelige magtelite. ”Drain the swamp”, ”dræn sumpen” råber eller råbte Trump og hans tilhængere, som et ekko af talrige tidlige opgør, verden over, mellem rusticus og urbanus, landboeren og byboeren, provinsen og hovedstaden, eller for at blive aktuelt specifik mellem pick up trucks og regnbueflag.

Når Jesus i dag giver farisæerne tørt på, så er han også sammen med sine disciple kommet ude fra provinsen og landdistrikterne og de små byer ind til Jerusalem for at fejre påske. Også han har mere end et godt øje til det her religiøse og politiske center, hvor folk trænges i gaderne og gyderne, hvor templet ligger tungt og mægtigt, og hvor præsteskabet, ypperstepræsterne, de skriftkloge, saddukæerne og farisæerne tegner den sammenspiste religiøst-politiske elite. Som et friskt vindpust ude fra bjergene, sletterne og de lange veje går Jesus veloplagt i kødet på dem. Provinsboen er kommet ind til hovedstaden, og han har et par sandheder at sige dem.

Vi ser jo næsten for os, hvordan de gode, fromme, indflydelsesrige mænd, stoltserer rundt i byens gader i lange fornemme gevandter, hvordan de allernådigst lader sig hilse på torvet. Hvordan de ser hinanden an og gensidigt bekræfter hinanden i at være betydningsfuld og vigtig. Hvordan de med den største selvfølgelighed, sætter sig øverst i synagogen og mingler ved festerne, og gør sig til af deres fromhed, men også, som Jesus så malende beskriver det, ”æder enkerne ud af huset”. Grådigheden lurer under deres noble og respektindgydende fremtoning.

Det er et religiøst opgør, Jesus har gang i her, men bagved hører jeg også landboens vrede mod dem, der tror de er noget, og som selvbevidst fører sig frem. Jeg er selv opvokset på landet, hvor det altid lød om sådan nogen, at han er da en ”fåle kål”, på dryppende sarkastisk djuslandsk, en ”farlig karl”. Og de skriftkloge var, i landsbydrengen Jesus optik, netop sådan nogle ”fåle kåle”, der bad længe for et syns skyld og altså var mere optagede af sig selv end af deres Gud og far i himlen, altså hvad det i grunden byggede på, det tempel, som de kredsede omkring. Nogle fåle kåle, en korrumperet, religiøs-politisk elite. Der var rigtigt meget mere at sige om de skriftkloge og farisæerne sådan ud fra et mere overordnet og objektivt synspunkt. Men sådan så han dem. Så ”Drain the swamp!”, ”dræn sumpen”, herut med dem.

Det er jo så det opgør med eliten, som Jesus var ophavsmand til, vi også bygger på. Kristendommen er i sit udspring og i bund og grund også et opgør med de herskende kredses religiøse udlægning og deres måde at bruge eller misbruge religionen på. Jesus er, kan man sige, altid på kollisionskurs med de i deres egne øjne rettroende. Han er på sæt og vis en religionskritiker, der på grusomste vis må lade livet, fordi den etablerede religiøse elite ikke tåler provokationen. Det skal man bemærke i disse tider, hvor religiøse voldsmænd og magtfuldkomne diktatorer end ikke tåler den mindste fornærmelse og slår ihjel pga. af en satirisk tegning. Og fordi han er den udefrakommende kritiker, har kristendommen også altid haft anlæg for selvopgør, som vi f.eks. så det under reformationen, hvor provinsens Luther konfronterede paven i det stormægtige Rom.

Nå, men tilbage til valget over there. For som mange har spurgt: hvordan forener vi et USA splittet mellem to lige store befolkningsgrupper, som hader og foragter og fordømmer hinanden som henholdsvis nogle racistiske bondejokker ude fra fjerde kartoffelrække, eller nogle fåle kåle, arrogante, selvoptagede, frelste, elitære byboer. Og hvad man nu ellers beskylder hinanden for. Men som andre klogt har sagt, så handler det om, hvis man vil hele landet, at forsøge at se sig selv udefra med de andres blik for at blive bedre til at forstå deres vrede og foragt og så forsøge at komme videre derfra. Blikket udefra, ind på os selv. Det er vigtigt.

Se på dig selv med de andres blik. Man må håbe det lykkes dem i USA, men man må sige, at det ikke var den vej de religiøse myndigheder i Jerusalem gik. Ingen forståelse her. De reagerede med den vold, der også ligger og bobler under overfalden i det splittede USA. Og lige her er det, at Jesus lægger snittet. Han er jo ikke på den måde politisk og partisk, men har hele tiden det kritiske blik udefra vendt mod det hele grunlæggende træk hos os, at vi vil og søger splittelsen i så mange sammenhænge. Splittelsen mellem os, de rigtige, og dem, de forkerte. Et spil som genopføres hele tiden i småt som i stort. For tiden på det helt store lærred i USA. 

Som de skriftkloge og farisæerne kommer vi altid med os selv forrest. Vi er i så mange forhold nogle opblæste fåle kåle, der fører os selv frem og kun ser os selv, og på ingen måde har blik for andre end os selv, og som tror at vi er de retfærdige. Det er den hårde tale i Jesu blik på os udefra, at vi afsløres som dem, der så let forstener i en selvfedme, der under de rette omstændigheder også kan ende med vold og det, der er værre. Vi skal med Jesu blik udefra, ind på os, ikke tro os selv bedre, end vi er. Vi skal ikke tro os selv bedre end de andre. Vi er fælles om at fejle. Hvis der er noget, vi kan forenes om, så er det, det.

Og så står vi der. Eller gør vi? For Jesus går jo langt videre end blot at hæve en dirrende pegefinger. Vi hører jo videre i teksten, hvordan han efter sit vrede udfald mod de skriftkloge, sætter sig sammen med sine disciple over for templets store kirkebøsse, tempelblokken, hvor man kunne lægge et bidrag til de fattige. De sidder sikkert og iagttager nogle af den store bys øvrige eksistenser. Og der kommer så den her fattige enke som ingen ænser, men som modsat de stormægtige og fromme mænd, der giver lidt af deres overskud, giver alt, hvad hun har, ud af sin fattigdom, alt det, hun har at leve af.

Med sit blik udefra, ser Jesus ikke kun de skriftkloges selvoptagethed, dømmesyge og karrighed. Han ser hos en af gadens gamle koner en gavmildhed ud over enhver forstand. En helt anden måde at møde tilværelsen på, end den han ser udfoldet hos de selvpromoverende skriftkloge, og som kom til fuldt udtryk i ham selv som en gavmildhed ud over enhver forstand. Når han tilgav, når han så den, der lå forladt og overset i grøften, når han besøgte den, de andre ikke ville gå ind til, når han så den sørgendes sorg, når han hjalp den faldne på fode, helbredte den syge og kaldte på dem, der var faret vild, når han bag om de modsætninger vi andre har så travlt med at dyrke og opretholde, så et menneske, som Gud vil. Det var den gavmildhed Jesus genkendte i enken, der langfredag lod ham gå ind i det dybeste mørke for at håbet også skal findes der. Det var den Guds gavmildhed i ham, der lod det ende med en påskemorgen for os alle. Det levende håb, at det ender godt.

Det blik Jesus så på enken med, og som fik ham til at genkende den gavmildhed, der er Guds, det blik, har vi lov at håbe, at han også ser os med. Vores eget blik er hårdt. Vi ser på andre med hårde blikke. Vi ser på os selv med det hårde blik. Det hårde blik der splitter verden, gør vores medmennesker mindre og lader os selv henslæbe alt for meget tid i selvhadets halvmørke. Men Jesus ser også på os. Han ser det gode, der også bor i os. Han ser det gode frem i os. Hans gavmilde blik omfavner os.

Det omfavner Nora og Mila, som blev døbt i dag. Med deres dåb kan de nu også se sig selv i Jesus øjne, som nogle Gud finder det vigtigt med, som nogle der er taget imod. Det er uendeligt meget værd. En rigdom i hverdagen, hvor vi har så travlt med at ville se alt det, der ikke er godt. Der er et blik der hviler på dig, Nora, på dig Mila, der ser det gode i jer, og det gode vi er sat til at gøre, så vi også kan gøre andre det godt. I og vi er født til et nyt liv i Kristus lige her midt i den gamle, skramlede, arrede, slidte, modsætningsfyldte, novembermørke verden, hvor de vist stadigt tæller stemmer.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Himmelske far, du som kaldte den gode verden frem og hver dag kalder os til at leve i den i kærlighed til dig og vores næste! Tak for ordet til os i dag, om hvordan Jesus, der midt i gadens mylder, så og genkendte den fattige enkes gavmildhed. Lær os som hende at give og være ødsle med os selv fremfor i alt forfængeligt at se os selv i nakken og forbeholdent kaste vrede blikke på vores næste. Forvis os på, at gavmildheden, som enken viste, også er Guds væsen, som Han lod det komme til syne i sin søn

Velsign og bevar vor Dronning, Margrethe den 2., Kronprins Frederik, Kronprinsesse Mary og hele det kongelige hus. Vær med regering, folketing og alle med magt, viden og myndighed. Lær dem og os forvalte det ansvar, som vi hver især er blevet givet. Hold os fri af indbyrdes strid og ufred og alt ondt. Styrk os alle i kampen mod det, der vil skille os fra dig og hinanden.

Vær med alle som forfølges og flygter og udstødes og holdes ude og borte eller bag lås og slå og lægges for had. Giv dem styrke til at bære deres lidelser og håbet og modet til at komme videre.

Giv os styrke og vilje til at hjælpe og værne om vores næste. Giv os øjne at se vores næste med og vilje til at lindre vor næstes nød.

Vi beder for alle, der sørger og savner. Vær med dem, der sidder i mørkets og dødens skygge og vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os.

Lad os tage dine ord med os til dagen, der venter.

Lad os med apostlen tilønske hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed

og Helligåndens fællesskab være med os alle!

Amen