Prædiken den 14. juni 2019

Salmer:

15 Op al den ting (Hilsen, kollekt, trosbekendelse)

353 Som aldrig så lang (Tekstlæsning og prædiken)

710 Kærlighed til fædrelandet (Fadervor, velsignelse)

11 Nu takker alle Gud

“Sandelig, sandelig siger jeg dig: Vi taler om det, vi ved, og vi vidner om det, vi har set, men I tager ikke imod vort vidnesbyrd. Tror I ikke, når jeg har talt til jer om det jordiske, hvordan skal I så tro, når jeg taler til jer om det himmelske? Ingen er steget op til himlen undtagen den, der steg ned fra himlen, Menneskesønnen”.

Teksten jeg lige har læst op, er fra Johannes evangeliet og er et lille udsnit af teksten der skal prædikes over i kirken her på søndag. Her hører vi Jesus sige til den skriftkloge Nikodemus, som han forgæves har forsøgt at fortælle om, hvad det er for en lære han, Jesus, er kommet med.

“Tror I ikke, når jeg har talt til jer om det jordiske, hvordan skal I så tro, når jeg taler til jer om det himmelske? ”, spørger han.

Jesus fortalte tit om det himmelske, den himmelske virkelighed, ved at tale om den jordiske. Han fortalte lignelser, små fortællinger om ting vi kender til og kan forstå og sætte os ind i, fordi vi godt kender det fra vores eget liv, for at fortælle os om det vi ikke kender til, det himmelske, Guds rige, eller rettere: Guds virkelighed. Det himmelske, Guds rige, Guds virkelighed er for stort til ord, men så fortalte Jesus om noget, som vi kender, noget, der kan minde om det, noget der ligner, en lignelse med andre, så vi ligesom bedre kan kigge derind i det ukendte, hvor ord ikke rigtigt slår til.

De fleste af os kender nok lignelsen om den fortabte søn eller den barmhjertige samaritaner eller om hyrden og fårene, lignelser om noget vi kan forstå, der der fortæller os om det vi aldrig helt kan forstå, nemlig Guds kærlighed, Guds uforståeligt store kærlighed, som vi så kan måske forstå en lille smule af, når vi, som sagt, hører om noget, der ligner.

Vi kan også selv forsøge os med sådan nogle sammenligninger, billeder eller lignelser. Det gjorde vores store digter og salmedigter Grundtvig i salmen vi skal synge herefter, “Kærlighed til fædrelandet”. Her bruger Grundtvig Danmark, vores fædreland, det sted vi som danskere kommer fra, hvor vi er vokset op og hører hjemme i sin egen lignelse. Grundtvig kalder vores land et “kærlighedens jorderige” som et billede eller en lignelse på Guds rige, som han kalder “kærlighedens himmerige”. Grundtvig digter:

Kærlighedens Himmerige

er endnu at vente på,

kærlighedens jorderige

lukkes dog med bølgen blå,

er endnu og var alt længe

»Danmark, dejligst vang og vænge«!

Altså Danmark, kærlighedens jorderige, vores fædreland som ligger der omgivet af det blå hav, og som har ligget der så længe, det er selvom vi holder af det, ja har stor kærlighed til det, på ingen måde det samme som Guds rige, kærlighedens himmerige. For det består jo af sådan nogle som os, der jævnt hen er mere optagede af os selv og vores eget, end den næste, Jesus pegede hen på. Sådan nogle som os, der også hader og skælder ud og udstøder dem, vi ikke kan li, og som på ingen som helst måde er engle.

Men det kan, vores jordiske rige, som vi holder så meget af, være et foreløbigt billede på Guds rige, kærlighedens himmerige, FORDI det trods alt også er den plet på landkortet, hvor vi er blevet givet at leve med hinanden, og hvor vi har fået og stadigvæk får så meget, helt uforskyldt: vores familie, vores forfædre, et sprog vi kan forstå hinanden på og tale med hinanden på, hvor vi på et væld af måder er bundne til hinanden, og hvor vi har frihed til at leve og virke og gøre godt og blive gjort godt imod, og hvor vores øje kan hvile på så meget smukt.

Vores fædreland er det, der bærer os, og som bar dem, der kom før os, og som kan bære dem, der kommer efter os. Det er jo derfor vi kan synge sange om det og glæder os over det, og derfor vi vil kæmpe for det og kan kalde det et kærlighedens jorderige.

Og her er flaget, Dannebrog, som vi i dag og i morgen fejrer, dét som for os symboliserer alt dette. Flaget viser os, hvad vi kan bruge mange ord på at fortælle og digte om. Flaget er dét, der når vi ser det eller hejser det, minder os om, hvad vi kommer af, og hvad vi har fået, og hvad vi er taknemlige for, hvor vi hører hjemme, og hvad vi vil kæmpe for.

Flaget her i Danmark, Dannebrog, er på den måde ikke et besiderisk flag, som vi har villet vinder verden ved, men er flag der fejrer alt det gode vi har fået og får i vores hverdag med hinanden.

Sådan ser vi det, flaget, rundt omkring i landskabet, ikke kun ved de officielle bygninger, men også ved gårdene mellem markerne, i provinsbyens flagalleer, ved forsamlingshusene, ved kirkerne, i kolonihaverne, ved skolerne, ved landskampene, ved bådelaugene, ved børnefødselsdagene, ved jubilæerne, i lufthavnens ankomsthal, ja, hvor vi nu er og mødes, modtager hinanden og finder sammen og er glade og taknemlige for, hvad vi har fået og for det sted, vi hører til og har hjemme.

Og derfor skal vi være taknemlige for det, flaget, samtidigt vi jo godt ved - eller Grundtvig lærer os det i hvert fald - at det kun på en egen ufuldstændig måde peger hen på det vi har bygget denne gamle kirke på, og det, som vi lærer i den. Her vil vi sige, at med budskabet om Guds komme til vores verden i Jesus Kristus, der er der en himmelsk kærlighed, der hvælver sig over vores jordiske, som flaget her i Danmark er med til give os et lille glimt af. For så vidt at det flag også fremover bruges til at holde det i hævd, der holder os sammen og er med til at markere det gode vi har sammen.

At det gamle sagn fortæller, at vores flag faldt fra himmelen, i morgen d.15 maj for 800 år siden, er jo meningsfyldt, som sagn kan være det, fordi det peger på sådan en forbindelse mellem det jordiske og det himmelske. Det vil sige: her i kirken lærer vi, at det var Gud, der i sin søn kom ned til os for at lære os om sit kærligheds himmerige. Men han lærte os på vores jordiske sprog og med vores jordiske billeder, fordi det kærligheds rige netop skal blive til virkelighed her i vores jordiske omgivelser. Og der kan flaget, der kan vores Dannebrog, også være et tegn, der på mere end en måde får os til at hæve vores øjne og se op, glæde os sammen i vores fællesskab og til stadighed arbejde på, at det fællesskab forbliver et kærlighedens fællesskab, hvor vi aldrig bliver os selv nok.

Jeg ønsker jer en god og glædelig fejring, et brus af rødt og hvidt i gaderne.

AMEN