Prædiken i Voldum Kirke

Salmer: 117 En rose, 78 Blomstre som, 77 Oh, Kom, 86 Hvorledes, 89 Vi sidder (85 Op Zion).

Tillykke med jeres ny-istandsatte kirke.

Det er en af de særlige fornøjelser man har som biskop, at komme rundt i stiftet og deltage i genåbninger af smukke kirkerum, som vi har overvældende mange af, hvor I, der sidder her i dag, Voldum kirkes menighed og menighedsråd, har ydet jeres lille bidrag til det har gamle hus lange, lange historie ved at føje lidt nyt til. Jeres indsats nu gør, at huset kan stå her en rum tid endnu, med al dets herlighed intakt, genopfrisket at se til, med hundreder af år på bagen og med udsigt til at stå her, godt og solidt, hundreder af år endnu.

Det der samspil mellem gammelt og nyt, dét at vi, sidder her i dag, i en kirke hvor sporene efter tidligere generationer er så tydelige, og så rige og så smukke, det kan heller ikke undgå at sætte et særligt perspektiv på tingene. Det vi måske synes er så enestående nyt, noget der er helt særpræget for vores tid og generationer, viser sig måske ikke at være det, fordi vi får historiens store perspektiv på.

Man kan sige, at historiens lange lys kastes på vores begrænsede lille liv her og nu. Helt konkret det her mærkelige år, der nu er ved at være til ende, året 2020, med corona, med politisk uro i ind- og udland, med terror, tyranner, en amerikansk præsident, der ikke vi anerkende demokratiets spilleregler, en lurende klimakatastrofe, hvad ved jeg. For mens vi sidder herinde i Voldum kirke med alt det i baghovedet, så lytter vi jo også til tekster som generationerne før os også har lyttet til, velvidende at de også har haft deres spekulationer og bekymringer for verdens tilstand.

De har også siddet og lyttet til teksten jeg læste fra altret før, fra Esajas Bog, om ørkenen der skal blomstre som rosen. En tekst, der er skrevet længe før Jesus gik på jorden og som er skrevet på baggrund af jødefolkets lidelser dengang. De frygtede for helt at gå under. MEN skriver Esajas. Det skal nok blive godt igen. Stol på Gud. Han vil befri jer. Blinde skal se igen, døve høre, den halte springe som hjorten. Alt det, der er gået stykker i vores liv, skal heles. Trøst jer, mit folk.

Sidenhen, på Jesu egen tid, der betød den her gamle tekst også rigtig meget. Der frygtede man også, at det hele var ved at falde fra hinanden. Der var masser af opløsningstendenser: Romermagt og religiøse stridigheder. Johannes Døber, som vi hører om i dag, gik rundt ude i ørkenen og råbte, at folk skulle omvende sig. At ørkenen skulle blomstre som rosen, at det nok skal blive godt igen, troede og håbede han. Men hvornår kommer den tid? Det spørgsmål nagede ham i den grad. Derfor sendte han, som der står, sine disciple ud for at spørge Jesus: ”Er du den som kommer?”. Er det dig der bringer det nye, som gamle Esajas spåede?

Man kan sige, at den situation Johannes sad i og den længsel og det næsten desperate håb han nærede om, at det skulle blive bedre er noget, der er også er genkendeligt for os til alle tider. Det har været genkendeligt for dem, der har siddet på bænkene her i Voldum kirker gennem århundreder, ligesom det er for os, der sidder her i dag. Vi har håbet, længtes, og håber, længes, på et væld af måder, med et væld af begrundelser, personlige eller fælles, at ørkenen, det land vi synes er goldt og ufrugtbart i vores liv og i vores tid, skal blomstre op, at den kringlede og stenede vej vi går på skal rette sig ud. Der er ikke noget nyt der.

Der står, at Johannes, da han spurgte, sad fængslet. Fængslet er jo på rigtig mange måder udtryk for at sidde fast, ikke at kunne komme videre. Rent konkret er fængslet, et fravær af frihed, at man ingen veje kan komme. I overført forstand er fængslet den tilstand vi alle kender til, når vi ikke kan se os ud af noget. Det kan være en sorg, det kan være ensomhed, det kan være vrede og bitterhed, det kan være, at man er fanget i sig selv, spærret inde i sig selv, indkroget i sig selv, som Luther sagde. Ja, for mange kan, helt aktuelt, coronaen være et fængsel, hvis man ikke tør eller kan være sammen med andre. Hvis man trues af økonomisk ruin eller ensomhed. Fængsler kender vi alle til, ligesom vi kender til længslen ud af dem, længslen efter bedre dage.

Vores fængsel, vores længsel, og vores håb om, at det skal blive godt igen, dét er de menneskelivets konstanter, der gennemtrænger adventstidens tekster. Adventstidens tekster gennemspiller de her genkendelige ting fra vores liv, til alle tider, på det store lærred. Og vi har som Johannes spurgt ud af vores fængsler: ”Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden”. Og vi har hørt, og hører igen i dag, Jesus svare med et ekko fra Esajas, at blinde ser, lamme går, spedalske bliver rene og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige”.

Vi spørger og Jesus svarer. Vi længes og trænges og håber, og Jesus svarer, at han er svaret på vores længsler, trængsler og håb. Se, det svar byggede de den her kirke på, og det svar fornys for os, hver evigt eneste søndag vi kommer her i kirken, holder nadver og døber de små og hører om Guds nåde, at hans miskundhed er ny over os hver eneste morgen. Og vi har brug for det svar hele tiden. Man kan sige: vi har brug for at høre, at vores fængsler og vores håb er i bund og grund evigt de samme. Og vi har brug for at høre, at Jesus er den, der kommer for at åbne vores fængsler og få vores ørken til at blomstre.

Og vi kan, som sagt, ikke høre det nok. For vi synes måske, at vores situation er helt enestående, om det så er vores personlige fængsler, som vi længes ud af eller om det er 2020s uro og katastrofefrygt, og vi tænker måske, at det er vel meget at forvente af for denne i det store billede, lidt fjerne og fattige skikkelse. For hvad har han med mig, helt specielle mig, der lever nu og her på denne slidte jord, at gøre. Er det ikke lidt meget at kaste på denne historiske skikkelses spinkle skuldre? ”Hvad har han med mig at gøre”. Mere eller mindre bevidst spørger vi sådan. Med et lidt gammelagtigt udtryk, vi forarges måske på ham. Eller ”tager afstand” fra ham, som der står i den nyeste oversættelse. Den afstand er der heller ikke noget nyt i. Den er gammel som kirken her, og vi har altid haft træge hjerter og svært ved at slippe os selv og vores fængsler.

Men julens budskab som vi bevæger os hen imod, er jo netop budskabet om, at Gud selv ville overvinde den afstand ved at sende sin søn til vores jord, ved at lade sig høre og se og forstå i det liv vi lever. Julen er budskabet om at Gud ville overvinde afstanden mellem Ham og os, fordi han vil have med os at gøre. Ja, julens beretning om Maria, Josef, hyrderne, englehæren og barnet i krybben er budskabet om, at Gud har med dig, har med mig, at gøre. Enhver af os, der er forsamlede her i dag med corona afstand og hvert vores - vores fængsler og vores længsler og vores håb.

”Evangeliet forkyndes for fattige”, siger Jesus. Det vil sige, for dem, der ikke kan andet end at tage imod. Træde til side og tage imod. Lidt lige som Johannes Døber jo gjorde, da han sagde, at det kommer ikke an på mig, men ham der kommer efter mig. Ham der kommer og tager os ud af vores fængsler og svarer vores længsler ved at pege på alt det vi har fået, og alt det vi skal give, i kærlighed til Gud og vores næste. Vi længes. Han kommer. Vi tager imod Ham, som vi tager imod barnet, og så er vores liv nyt og uprøvet – også selvom vi sidder i den her gamle kirke, hvor de har siddet før os. Han bringer os fornyelse midt i det gamle, og så er den her aldersstegne kirke evigt ung.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Himmelske far, du som kaldte den gode verden frem og hver dag kalder os til at leve i den i kærlighed til dig og vores næste! Tak for ordet til os i dag om, at du tålmodigt svarer os på vores længsler og befrier os fra vores fængsler, og at du i din søn gavmildt og nådefuldt nedbrød afstanden mellem dig og os.  Tak fordi du i din søn gjorde gammelt nyt og satte din begyndelse i stedet for vores gentagelser og afslutninger.

Velsign og bevar vor Dronning, Margrethe og hele det kongelige hus. Vær med regering, folketing og alle med magt, viden og myndighed. Lær dem og os forvalte det ansvar, som vi hver især er blevet givet. Hold os fri af indbyrdes strid og ufred og alt ondt. Styrk os alle i kampen mod det, der vil skille os fra dig og hinanden.

Vær med alle som forfølges og flygter og udstødes og holdes ude og borte eller bag lås og slå og lægges for had. Giv dem styrke til at bære deres lidelser og håbet og modet til at komme videre.

Giv os styrke og vilje til at hjælpe og værne om vores næste. Giv os øjne at se vores næste med og vilje til at lindre vor næstes nød.

Vi beder for alle, der sørger og savner. Vær med dem, der sidder i mørkets og dødens skygge og vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os.

Lad os tage dine ord med os til dagen, der venter.

Lad os med apostlen tilønske hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed

og Helligåndens fællesskab være med os alle!

Amen