Prædiken 3. søndag efter påske 

Salmer: 10 Alt hvad, 31 Til himlene, 249 Hvad er det, 235 Verdens igenfødelse. Nadver: 323 Kirken den er

Jeg er - hvad I jo nok kan regne ud, eftersom jeg nu står her - blevet indbudt til at prædike her i dag i anledning af Randers Klosterkirkes 150 års-jubilæum. Og det er jo så, hvad jeg er i færd med nu. Men den her gamle kirke vi er samlet i her i dag den - vil jeg gøre opmærksom på - den holder som andre gamle kirker også en prædiken. Den holder sin helt egen prædiken, som vi ikke skal sidde her længe for at lytte os ind på.

Det er i det her tilfælde en prædiken om reformationens urolige tider, hvor opgøret med den gamle romerkirke og dens klostervæsen, førte til, at opgaven med at pleje de syge, de fattige og de gamle, de invaliderede nu blev overtaget af kongen og byen, den tids kommune, hvorfor klostret, Randers Kloster eller hospital, blev bygget. Og med det kirken. For tage vare om dem, der har hjælp behov, det skal vi. Det er vores kald som kristne mennesker. Det skal vi huskes på. 

Og siden dengang, gennem rolige og urolige tider har hospitals- eller klosterkirken stået her, midt i det gamle Randers, i forskellige skikkelser. Den sidste, som vi fejrer i dag, har stået her siden 1869, og til stadighed har den prædiket, husket os på, erindret os om, det samme budskab om at favne, sørge for og huse de nødlidende, de skrøbelige, de svage. En myndig prædiken er det, der rækker langt tilbage.

“Kirken den er et gammel hus”, skriver Grundtvig. Salmen skal vi synge senere i dag. ”Kirken den er et gammelt hus, står om end tårnene falde; tårne fuldt mange faldt i grus”. Ja, vi har jo selv set det i vores tid, hvordan tårne faldt. I 2001 hvor de blev symbol for en ny verdens- uorden. Og så sidst, for ganske nylig, spiret på Notre Dame i Paris. Netop i en tid med uro og opbrud. I Frankrig, i Europa, i verden.

“Men”, skriver Grundtvig, på trods af faldende tårne og urolige tider: “klokker end kime og kalde”. Kirken og dens budskab står. Kirken bliver ved med at kalde - “kalde på gammel og på ung, mest dog på sjælen træt og tung, syg for den evige hvile”. Ja, kirken det gamle hus kalder og prædiker. Det prædiker for os om noget der står og bliver og har gyldighed og er til trøst, når alt det andet falder.

Derfor holder vi så meget af vores gamle kirkehuse. Derfor passer vi på dem. Derfor fejrer vi dem, som vi gør det i dag. De står, når alting forandres, hvad alting jo har det med at gøre. De bliver. Også når vi selv en dag forsvinder

Jeg tænker også, at det er derfor, at der er en tryghed ved kirken og dens rum. Som det genkendelige, det blivende, det stabile. Den har været vidne til så meget, så mange omskiftelser og urolige tider. Her har de siddet før os med deres glæder og sorger og bekymringer. Og her vil de sidde længe efter os. Længe efter at vi selv har forladt bygningen.

Jeg er så også – og jeg skal lige understrege, at det er efter, at jeg har skrevet min prædiken – blevet opmærksom på en meget fin kronik i Randers Amtsavis med overskriften: ”Vile du savne Sct.Mortens Kirke”, hvor kronikkens forfatter, svarer på samme måde, om den gamle kirke – altså i det her tilfælde skt. Mortens – som ”et fast og urokkeligt tegn på at meningen med tilværelsen er større end stress og jag” og at vi her, i modsætning til så mange steder, mødes som ligeværdige”. Igen: den gamle kirkes prædiken til os i dag!

Og så lige her i dag, hvor vi lytter til den gamle klosterkirkes prædiken, og hvor vi fejrer dens mange år, der insisterer teksten til i dag fra Johannes-evangeliet også at tale om noget nyt, der skal ske. Jesus siger: “I skal græde og klage, men verden skal glæde sig. I skal sørge, men jeres sorg skal blive til glæde”.

For det kan godt være, at vi er trygge ved det gamle og ved det genkendelige og alt det, som vores gamle kirke her repræsenterer, men budskabet, evangeliet, den bygger på, insisterer altid på at noget nyt, på noget kommende, på noget glædeligt. Det er som et aldrig forstummende ekko fra påsken eller fra den rystelse, påsken bragte ind i verden med den tomme grav. Fordi påsken, Jesu opstandelse, gav os håb om at døden og graven ikke er det sidste at sige om vores tilværelse. Med påsken kan vi sige, påstå, hævde, håbe, at det, lige meget hvad, så ender det godt. Lyset vil gennembryde mørket. Døden må vige for Guds kærlighed til sit menneske.

Der er en slags dobbelthed på færde her. På den ene side det her gamle hus, der står om end tårnene falde. Med tusindårige tekster, med 100 og 200 og 300 år gamle salmer, med alderstegne ritualer og billeder, med bænke de har siddet på gennem generationer, altså alt det som vi synes står fast, og som gør os trygge. Og så på den anden side det som den gamle kirke bygger på, alt det nye Jesus kom til os med, og som med den åbne grav blev Guds nye dagsorden: tro, håb, kærlighed, tilgivelse. Alt det, der gør, at intet er som før.

Men det hænger sammen. Gammelt og nyt hænger sammen her i kirken. Selv er vi nok mere splittede. Især synes jeg - og det har måske at gøre med, at jeg lige er blevet tres - at vi generelt er blevet mere tilbageskuende, at vi hænger lidt meget ved et gamle. Måske det har at gøre med, at vi synes, at vi lever i urolige tider og at der er så mange forandringer, der ikke rigtigt er til det bedre. Og så kan historien jo blive lidt af en streng herre, en tyran måske, når vi ikke vil lade nutiden komme til, ja vi måske ligefrem ringeagter den og bliver fuldtids pessimister, der generelt synes, at alting helst skal blive ved med at være, som det altid har været. Ikke mindst når det kommer til det med vores kirker og sogne.

Jeg tænker disciplene, efter at Jesus havde fortalt dem, at han på et tidspunkt skulle forlade dem - “En kort tid, så ser I mig ikke længere” - at disciplene dér måske følte en vis trang til at søge tilflugt i fortiden. For at han forlod dem, ville jo være enden på alting. Kun minderne ville være tilbage. Retningen for deres liv begyndte pludselig at fortone sig. Og når det sker, kommer det let dertil at man søger tilflugt i det, der var, minderne, erindringerne, fortiden. Måske er det derfor, i en politisk sammenhæng, at dem der har mindst eller dem, der synes, at de har mistet meget, er dem der helst søger tilbage til fortiden, dét der var.

Men Jesus fastholder overfor disciplene, at der stadig vil være en nutid og en fremtid for dem. Han vender tilbage, forstået på den måde, at alt det han er kommet til jorden med, ikke bare forsvinder med ham. Tvært imod, med opstandelsen vil det bryde igennem som en stor glæde, en åben mulighedsfyldt fremtid.

Og så bruger han billedet af barnet der bliver født. Op til fødslen er der masser af bekymringer, ja besvær, smerter, moderens fortvivlede skrig, og så lige pludselig bliver det gamle nyt og fars og mors liv er ikke længere, hvad det var. Alt det gamle forsvinder som dug for solen og en hidtil ukendt glæde, hviler nu i deres arme. “Når kvinden skal føde, har hun det svært, fordi hendes time er kommet; men når hun har født sit barn, husker hun ikke mere sin trængsel af glæde over, at et menneske er født til verden”.

Det er et stærkt billede på, hvordan noget nyt kan overrumple os, når vi synes verden bare er en jammer, og det går den vej hønsene skraber, og at alt derfor helst skal blive ved med at være, som det altid har været.

Jesus insisterer på, at det ender godt, at det ender i glæde. Han peger på, at selvom vi lige nu måske bedst kan få øje på mørket, sorgen, bekymringerne, så er Guds nye rige, som han har bragt til os, den store virkelighed, der omgiver os. Det er alt det, der gøres begribeligt, når vi går til nadver, døber de små og ordene vi hører herinde trøster og giver mod.

Og det er jo, hvad der på forskellige måder er gjort, sagt og prædiket her i Randers Klosterkirke gennem tiderne, i denne bygning såvel som i den, der lå her før. Det er budskabet som bærer de gamle tekster, de gamle salmer, de gamle mure. Der er så meget fortid, der omgiver os herinde. Men det peger altsammen på det liv vi lever nu og her i den tid, der er vores, og den tid og det liv, der er vores.

Så kirkens strenge prædiken er ikke, at alting var bedre i gamle dage, men at den tid vi lever er den vigtigste, og der er i den tid vi skal gøre, som Jesus lærte os: tage vare på vores næste og hjælpe, tjene, støtte, bære, tilgive alt det vi magter. Præcist som de ræsonnerede dengang de byggede dette kloster for små 500 år siden.

Så I det her rum er der både fortid og forvandling til stede. En fortid at hvile i med afsæt ind i en fremtid vi skal virke i, når vi går ud herfra, ud i verden, ud i byen, ud til de mennesker, vi skal leve med. Tillykke med de 150 år, der er gået, men husk nu: glæden i dag og i morgen er konklusionen på det hele.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen.

Vor himmelske far, du, som hver dag skænker os livet, vi takker dig for din nåde og kærlighed.

Vi beder dig for vore kære, for alle, som vi er forbundet med, og som vi holder af.

Lad din Ånd holde os i bevægelse. Gå med os, hvor vi går. Åbn vores døre og lad os se alt det gode, du giver os. Ja, lær os at glemme os selv og vores eget over alt det vi har fået og stadigt får. Lær os at din miskundhed hver eneste morgen er ny over os.

Giv os styrke og vilje til at hjælpe og værne om hinanden. Giv os øjne at se vores næste med og vilje til at lindre vor næstes nød.

Ja, lad dit ord have frit løb i blandt os, for at dit rige med retfærdighed, fred og glæde i Helligånden må udbredes og vokse.

Vi beder for alle, der sørger og savner, for de ulykkelige, for dem, der er faret vild. Vær med dem, der sidder i mørkets og dødens skygge. Vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os.

Velsign og bevar vor Dronning, Margrethe den 2. og hele det kongelige hus. Vær med alle øvrigheder. Lær dem og os at forvalte det ansvar, som vi hver især er blevet givet.

Hold os fast i den pagt, som du ved dåben satte os i. Styrk os gennem nadveren. Bevar os i troen på, at vi ved din søn, Jesus Kristus, er dine elskede børn.

Giv os alle nåde, fred og velsignelse og efter et liv under dit ord den evige salighed.

Amen. Tillysninger

Lad os med apostlen tilønske hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed

og Helligåndens fællesskab være med os alle!

Amen