Prædiken den 9. juni 2019

Salmer: 290 I al sin glans, 285 Hør himmelsus, 282 Apostlene sad, 294 Talsmand, 291 Du som går ud. Nadver: 402 Den signede dag.

Jeg tror, at den erfaring der ligger bag beretningen fra Apostlens gerninger med tungerne som af ild, at det er en erfaring vi alle sammen kender, som vi har oplevet i glimt. En følelse af at løbe over, flyde over, med glæde og begejstring og alt muligt godt. En glæde og en begejstring over at være i godt lag, sammen med andre gode folk, hvor snakken går, hvor man taler sammen og når nye steder hen i den samtale. For i sådan en samtale kan man i glimt opleve, hvordan jegets eller individualitetens panser smuldrer en smule og man ligesom hæver sig sammen.

Det er lidt den samme erfaring, Grundtvig sætter ord på, når han skriver det her med: ”med venner i lys vi tale”. At tale med venner i lys. At tale med venner i lys, mens verden bliver større, herligere, grønnere, svulmende omkring os.

Gad vide, om det ikke var, hvad der hændte de allertidligste kristne, da de efter Jesus havde forladt dem, fandt sammen i Jerusalem, og simpelthen skulle af med alt det her ufattelige, som var overgået dem, og som de havde gået og tænkt over hver for sig. Der var ikke ret mange de kunne dele det med. Det kunne være farligt at dele det med nogen. Men nu var de sammen om det og kunne tale om det, samt-tale om det. I lys og glæde.

De har talt sig høje, følt sig opfyldt og bristefærdige af alt det gode, Jesus havde gjort klart for dem. De har kunnet fortælle, hvad de har set og hørt og tænkt. Og de har hørt, hvad andre har hørt og set og tænkt. En kæmpemæssig og vedblivende aha-oplevelse. ”Sagde han det? ”, ”har du også hørt det, kære ven? ”, ”gjorde han virkelig sådan? ”.

Rummet har været fyldt. Mennesker har talt sig op, sammen og ind på hinanden, fundet sammen, givet sig hen trods al den forskellighed, vi altid kommer slæbende med. Guds-riget, som Jesus havde talt om, og hvor hengivelse, tilgivelse og barmhjertighed hersker, har banket på døren

Og så er det, at de forsamlede har forstået hinanden på trods af forskellige tungemål. Eller syntes, de har forstået hinanden. Ligesom vi, i særligt animeret selskab, nogle gange synes, at vi forstår hinanden, selvom vi taler forskellige sprog. Det er ikke uden grund folk troede, at disciplene havde drukket sig fulde i sød vin. Alkohol er jo også en slags ånd. Det spirituøse og det spirituelle er et eller andet sted i familie. Om end at det meget hurtigt kan gå den absolut modsatte vej, hvad en gåtur gennem byens gader lørdag morgen kan forvisse enhver om.

Og vi ved også godt fra andre sammenhænge, hvor vi finder sammen og har det godt sammen og taler os op sammen, at der kan være en skyggeside i fællesskabet. En skyggeside når vi der glæder os over at være sammen og tale sammen, også holder nogen på afstand. Fordi vi i lyset holder andre ude i mørket. Vi søger og finder fællesskab, men holder også hinanden fast på, at nogen ikke vil det fællesskab godt. Nogen truer det. Fornemmelsen, at blive truet af nogen eller noget udefra, kan man også blive høj på. Den kan man også blive inden døre og hygge sig med og tale sig varm på.

Nu kan jeg så sagtens stå her og være frelst og sætte navne på og drage paralleller til dagens politiske klima og den slags. Men det vil jeg afholde mig fra, for her er vi alle under tiltale og dom. Skulle jeg stå her og pege fingre, ville jeg straks falde i samme grøft. Og pege fingre og falde i grøfter det er netop, hvad vi må modarbejde og tale og synge imod i det her rum. Fordi det her rum er grundet på og bygget på, hvad der skete den første pinsedag. Og fordi hvad der her skete var noget helt, helt andet.

At de her fandt sammen og talte sig sammen og talte sig høje, så de syntes, at deres tunger flammede, alt det skyldtes, at ham nogle af dem havde set, andre hørt om, havde vist og talt om noget helt andet. En virkelighed, nemlig, hvor vi ikke på forhånd lukker af overfor den anden. Den anden der falder udenfor, er anderledes, fremmed, eller som mener, tænker og tror anderledes end vi gør.

For også til ham eller hende, der står udenfor er Gud kommet. Også for den fremmede har Gud givet sig hen i sin søn. Det var det, Peter fortalte de mange jøder, der var mødt op og stod og undrede sig og troede, at apostlene havde drukket sig i hegnet. Peter fortalte dem, hvad det var, de var fulde af. For de sad ikke, apostlene og blev selvfede i deres begejstring og havde nok i hinanden. De ville dele med andre. Gud var også kommet til dem.

Sådan begyndte den kristne kirke. Ikke som en lille lukket kernemenighed, men som et fællesskab der hele tiden åbner sig, bliver ved med at åbne sig og som kalder til, og som kalder ind og som indbyder endnu flere til den store samtale om, hvad Gud har gjort og vil gøre for os.

Fællesskaber er godt. Fællesskaber kan vi ikke undvære. Den der er uden fællesskab lever ikke godt. Derfor længes vi også efter fællesskaber. Selvom – eller måske netop fordi - vi er blevet så uhjælpeligt individualistiske og ikke vil være som de andre, men noget for os selv, så vil vi det brændende, fællesskabet.

Ingen tvivl om, at det var, hvad de erfarede disciplene, da de sad i Jerusalem og var høje i tale og samtale og på, hvad de havde fået af og med Jesus. Fællesskab! Ingen tvivl om det er, hvad vi søger. Når vi går til fodboldkamp og råber som med en røst. Fællesskab! Ingen tvivl om det hvad vi mærker, når vi synger fædrelandssange og føler os forenede i et historisk bånd. Fællesskab! Ingen tvivl, hvad det er, vi også kommer efter, når vi går til rockkoncert, går ind i politisk arbejde, bliver en del af en menighed. Fællesskab!

Og ja. Fællesskaber er godt. Fællesskaber kan vi ikke undvære. Men hvor de tit og ofte, på egen hånd, er selvbekræftende, så er fællesskabet, der er gået Helligånd i, andre-bekræftende eller næste-bekræftende eller omverdens-bekræftende. Fællesskabet i sig selv kan være den berusende oplevelse af noget fælles, som vi taler os varme om, som forener os. Men det kan også indskrænke vores synsvinkel, fordi vi kun ser os selv.

Fællesskabet, der imod, der er gået Helligånd i, er det, der får os til at hæve blikket og se længere, videre, ja får os til at se vores næste og vores omverden i et andet lys, Guds lys. Lyset, hvor dødens og selviskhedens skygger fortoner sig og forbarmelsen fylder det hele. Helligåndens væsen er på den måde, at den altid går i rette med os, skubber til os, hårdt og blidt, åbner vores øjne, indgyder os mod og kalder os ud.

Som Jesus siger til sine disciple i dagens tekst: ”Rejs jer, lad os gå herfra! ”. Vi skal ikke blive hængende i vores eget, i vores egen selvkredsende forglemmelse, i vores eget bedreværd, i vores egen frygt for verden, i vores egen trang til at blive bekræftet. Vi skal derud. Det er dén verden derude, Gud elskede så meget at han gav sin søn for den. Dér, i dén verden, skal hans kærlighed slå rod og sætte blomst og spire og grønnes og vokse - ved os. For kristendom er ikke historie. Det er nutid. Sprællevende nutid. Lige nu og her. Som nyudsprungne skovbryn og myldrende blomster.

Og det skal vi bede Helligånden om at holde os fast på. Holde os fast på, at det ikke er dengang, men nu. Holde os fast på, at det Jesus gjorde og sagde dengang er virkelighed for os nu i dag. Holde vores erindring og samtale om det, han sagde og gjorde, levende. Holde os fast på, at vores irriterende næste også er hans elskede barn. Holde os fast på, at verden er et godt sted, og at det alt sammen ender godt. Holde os fast på at vores fængsler og indelukker ikke kan holde ham tilbage. Holde os fast på, at vi hører ham til. I liv og i død.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Herre! Lad rummet vi sidder altid være fyldt at din ånd, så det din søn gjorde og sagde dengang, må være os i levende erindring og at det må blive ved med at gå op for os. Lad din ånd lirke vores små fællesskaber op og blive en del af det store, du satte med ham.

Lad os finde glæde i at være sammen og tale sammen, giv os fællesskaber at være og trives i, og lad dem ikke være lukkede og udelukkende men inddragende og åbnende, sådan at det du ville os, kan bringes videre til andre. Lad din ånd gøre klart for os, at det du lærte ikke er fortid, men sprællevende nutid.

Lad os se dit grønne svulmende skaberværk, som det omgiver os i de her dage, lad os se din godhed i det. Lad din lifligheds magt, gøre vores dorskhed opvakt, så vi kan skønne på din nåde imod os.

Vi beder dig for vore kære, for alle, som vi er forbundet med, og som vi holder af.

Vi beder for alle, der sørger og savner, for de ulykkelige, for dem, der er faret vild. Vær med dem, der sidder i mørkets og dødens skygge. Vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os.

Vi beder for kongehus og alle øvrigheder, lær dem og os at forvalte det ansvar, som vi hver især er blevet givet.

Hold os fast i den pagt, som du ved dåben satte os i. Styrk os gennem nadveren. Bevar os i troen på, at vi ved din søn, Jesus Kristus, er dine elskede børn.

Giv os alle nåde, fred og velsignelse og efter et liv under dit ord den evige salighed.

Amen. 

Tillysninger

Lad os med apostlen tilønske hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed

og Helligåndens fællesskab være med os alle!

Amen