Prædiken, Maria Bebudelse den 7. april 2019

Salmer: 10 Alt hvad, 821 Se, min engel, 71 Nu kom der bud, 69 Du fødtes på jord, 736 Den mørke nat. Nadver: 376 Lyksalig det folk

Det er ikke hver dag, man får besøg af en engel. Slet ikke når man er en lille hverdagspige, som Maria, der på det her tidspunkt ikke aner, at hun lige er blevet tildelt en hovedrolle i et drama større end selve livet. Hun går rundt der en indtil nu helt og aldeles udramatisk dag i sit unge liv og passer sine helt og aldeles udramatiske dont i en flække et sted i udkants-Palæstina.

Og så pludselig dette lys, denne skabning, disse ord, denne hilsen: “Herren er med dig, du benådede! ”. En hilsen, som Grundtvig skriver i sin salme vi sang før, der skrækker, eller forskrækker, skønt den fryder. Forskrækkelse og fryd. Noget stort og usædvanligt er under opsejling, det forstår hun nok, Maria.

Noget nyt og anderledes, noget stort og usædvanligt, den slags møder vi vel alle med både forskrækkelse og fryd. Jo ældre vi bliver, des mere vil forskrækkelsen måske fylde. Men for den her unge kvinde, der som mange yngre mennesker er mere i pagt med forandringerne, eller en fortrolig ven med dem, der slås fryden og forskrækkelsen om pladsen, lige indtil fryden meget hurtigt får overhånden fremkaldt af de sikkert helt uforståelige ord fra englens mund, hvis frydefulde pointe dog er, at hun skal føde et barn.

Og lige der kan de fleste af os nok sagtens følge Maria, for så vidt vi har været tæt på eller selv erfaret børnefødsler og ved hvordan forskrækkelsen eller rettere bekymringen for, hvordan det dog skal gå altsammen, som regel og i den grad, før eller siden overtrumfes af fryden. Hun spørger godt nok lidt fortumlet, den gode Maria, hvordan det dog skal gå til alt sammen, og hun får et svar hun givet fatter endnu mindre af, men som sagt fryden vinder, og det bliver til en lovsang, en takkesang til Gud for at have set i nåde til hende - af alle. Det er den takkesang der står i teksten til anden tekstrække, så den må I vente med at få til næste år.

Men Marias forskrækkelse, hendes angst og bekymring, der vendes til glæde, håb, trøst og hjertens tak, det er, kan man sige, et troens eksempel, som vi til enhver tid kan hente inspiration, styrke og opbyggelse fra.

Det vender jeg tilbage til. Først lidt mere om det jeg lige før antydede, at det nye, nye begyndelser, nye overgange hos os, sådan i al almindelighed, kan kalde på både forskrækkelse og fryd, både bekymring og glæde, men hvordan skrækken og bekymringen ofte kommer til at præge billedet, jo ældre vi bliver.

Fordi, tænker jeg, at vi, som tiden går, føler os mere trygge ved det forgangne, det gamle, det fortrolige, fortiden, som af gode grunde fylder mere og mere, og som vi måske ligefrem forsøger at holde fast ved og søge tilflugt i. Ja, måske vi ligefrem er bange for og stritter imod fremtiden og alt det nye og usikre, den bringer, fordi fryden her nogle gange kan være endog rigtig svær at få øje på, og forskrækkelsen eller dens blidere fætter bekymringen ligesom står i vejen og kommer til at fylde det hele.

Lige nu er det jo nærmest en politisk tendens, der præger verden omkring os, hvor mange mennesker føler, de er kørt over af udviklingen, og sat ud på et sidespor og ikke rigtigt forventer sig noget godt af tiden, der kommer og derfor søger tilbage til tiden, der var. Dengang America was great, eller da Britainia rulled the Waves, eller vi var herrer i vores eget land, og der ikke var så mange fremmede, og det hele ikke blev bestemt af en politisk elite, og hvad det nu kan være, og hvad man nu tænker og føler rundt omkring.

Ja, som ingen af os er fremmede for, når vi synes, at det hele da også går for hurtigt, og at vi ikke rigtigt kan følge med, og at der er noget vi mister, noget, der tages fra os, og som vi mister, eller ikke længere har, magt eller kontrol over.

Måske det dybest set handler om netop angsten for at miste kontrol eller vreden over at have mistet den og dermed forskrækkelsen for en fremtid, hvor vi frygter for, at det blive værre, og som vi derfor ikke længere forventer os noget godt af. På det personlige plan, i takt med at vejene bliver færre og snævrere og mere udsatte og måske farefulde, og vi føler, at der generelt bliver meget mindre af den fremtid som de gode forventninger og håbet ellers bor i. Den velbekendte angst for hvad morgendagen vil bringe med andre ord. Morgendagen som vi engang var langt bedre på talefod med.

På den måde kan fortiden være både en trøst, vi kan søge tilflugt i, eller som vi føler os mere hjemme i, og den kan være eller blive et fængsel, der gør os afmægtige, sørgmodige, forskrækkede, vrede, bekymrede, når forandringer banker på døren, eller at de pludselig kommer buldrende ind, som englen gjorde det hos Maria.

For det var jo en engel, der kom og varslede afgørende nyt for hende. Englen, Guds sendebud vi møder flere steder i Bibelen, og som ofte viser sig med et ”Frygt ikke”. ”Frygt ikke, Maria”, som vi hører det i dagens tekst: ”Frygt ikke, Maria. For du har fundet nåde for Gud”. Og englen kom så med budskabet om at hun skulle føde ham, ved hvis fødsel det samme engle-budskab lød: Frygt ikke! Fordi han bragte godt nyt om, at vi mennesker har fundet nåde for Gud.

Han var jo selv indbegrebet af det radikalt nye, af noget hidtil uhørt, ny vin på nye lædersække, for de gamle og den gamle tro, langt mere forskrækkelse end fryd, og derfor blev han mødt med vrede og modstand. De forsøgte, som vi snart skal høre om her i kirken, at få magt over ham, genvinde kontrollen over det ustyrlige budskab han bragte. Til sidst ved at sømme ham op på korset og rulle en tung sten for graven. Og da den heller ikke kunne holde ham tilbage, da fortiden, med ham, endeligt tabte til Guds fremtid, da lød det igen ud af den tomme grav til de forskrækkede kvinder: Frygt ikke!

Og således sejrede fryden, som den gjorde det hos Maria mange år forinden, da hun overgav sig til det nye og uvisse, bøjede hovedet og sagde: ”Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord” for derefter at bryde ud i takkesang.

Derfor er Maria et troens eksempel for os. Fordi hun konfronterede alt det uvisse, som der var og er nok af grunde til at frygte, med den tillid til Guds fremtid, som hendes søn siden bragte os, da han lærte os at bede: ”Komme dit rige”, ”ske din vilje”. I Jesus er det gamle forbi og nyt er blevet til, og det nye, må vi tillidsfuldt større os til, er ikke bare noget, der er fyldt med farer, men tvært imod i sidste ende med Guds gode vilje. Det kan nogle gange være mere end svært, at få øje på nu og her, hvor vejene som sagt kan være blevet både færre og snævrere. Men løftet har vi, og det kan ikke tages fra os, løftet at det alt sammen ender godt.

Vi hader kontroltab. Sådan er det. Vi hader og frygter, når ting slipper os af hænde, fordi vi ikke magter dem, fordi vi ikke kan styre dem, fordi vi føler, at det løber med os, fordi vi ikke kan overskue dagen i morgen, og hvad det alt sammen mon skal blive til. Det ligger dybt i os at ville holde fast, når forandringer støder til. Holde fast og bevare magten over tingene.

I det store perspektiv kan den slags føre til både vrede og i værste fald vold, når dem, der føler sig truet af forandringerne – hvad enten det er i gaderne i Paris eller London eller i Trump-land – råber op og slår fra sig.

På det personlige plan kan vi alle opleve og erfare angsten for morgendagen, der nogle gange får os til at forkrampe i bekymringer eller kroge os ind i os selv og kæmpe mere eller mindre forgæves mod tiden, der går, og forandringer der uvægerligt presser sig på.

Marias gode eksempel er modsat at give slip for at lade Gud tage over. Lade Gud tage over i tillid til, at hans er fremtiden, magten og æren, og at DET er godt nok, og at det sætter os fri fra os selv og så tage imod, hvad der kommer, og hvad vi endnu kan nå at få og tage imod.

Og det er i virkeligheden ikke så lidt skal vi tro påskens budskab, hvor de fandt graven åben og han var gået forud for dem.

At holde fast på det perspektiv er en daglig øvelse, hvor vi kan begynde med at tage Marias ord til os og gøre dem til vores: Lad det ske mig efter dit ord. På den måde kan vi få vores andel i dramaet, større end livet og måske det englebesøg, der giver os modet til at holde fast og holde ved og tage dagene af Guds hånd, hvordan de så end kommer.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen.

Vor himmelske far, du, som hver dag skænker os livet, vi takker dig for din nåde og kærlighed.

Vi beder dig for vore kære, for alle, som vi er forbundet med, og som vi holder af.

Lad din Ånd holde os i bevægelse. Gå med os, hvor vi går. Åbn vores døre og lad os se alt det gode, du giver os. Ja, lær os at glemme os selv og vores eget over alt det vi har fået og stadigt får. Lær os at din miskundhed hver eneste morgen er ny over os.

Giv os styrke og vilje til at hjælpe og værne om hinanden. Giv os øjne at se vores næste med og vilje til at lindre vor næstes nød.

Ja, lad dit ord have frit løb i blandt os, for at dit rige med retfærdighed, fred og glæde i Helligånden må udbredes og vokse.

Vi beder for alle, der sørger og savner, for de ulykkelige, for dem, der er faret vild. Vær med dem, der sidder i mørkets og dødens skygge. Vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os.

Velsign og bevar vor Dronning, Margrethe den 2. og hele det kongelige hus. Vær med alle øvrigheder. Lær dem og os at forvalte det ansvar, som vi hver især er blevet givet.

Hold os fast i den pagt, som du ved dåben satte os i. Styrk os gennem nadveren. Bevar os i troen på, at vi ved din søn, Jesus Kristus, er dine elskede børn.

Giv os alle nåde, fred og velsignelse og efter et liv under dit ord den evige salighed.

Amen. Tillysninger

Lad os med apostlen tilønske hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed

og Helligåndens fællesskab være med os alle!

Amen