Biskoppens prædikener og taler
Nyheder

Prædiken den 6. oktober 2019, 16. s.e.trinitatis

Aarhus Domkirke kl. 10.00

Salmer: 754 Se, nu stiger, 448 Fyldt af glæde, 523 Min nåde, 224 Stat op, min sjæl,731 Nu står der skum. Nadver: 349 Herren han har

 

En død bæres ud af byporten. En enkes eneste søn. Og en stor skare følger efter. Et hverdagsoptrin der har fundet sted så uendeligt mange gange før og siden. Men sorgen er den samme. “Den største sorg i verden her, er dog at miste den, man har kjer”, som Blicher skriver i sin novelle om hosekræmmeren.

Men netop nu tales der meget om - jeg tænker I har hørt om det - at sorg fremover skal kunne gøres til diagnose. I hvert fald i de tilfælde, hvor den bider sig fast og invaliderer den sørgende, så han eller hun ikke kan rokkes ud af sin dybe fortvivlelse. De kyndige taler om en “prolonged grief disorder” eller “forlænget sorg-forstyrrelse”, der altså skal under behandling, så den nedbøjede kan rettes op, den nu, ifølge diagnosen, syge blive helbredt.

Men, altså, jeg vil - med Blicher, tror jeg - og flere andre indvende: jamen, sorg og død hører nu engang med til livet, vi lever. Livet er sårbart og “sorgbart”. På den måde at ville diagnosticere eller sygeliggøre sorgen handler måske mere om det moderne menneskes tro på, at man kan og skal håndtere det uhåndterbare, få styr på det ustyrlige og føje over det uføjelige.

For, ja, sorg KAN på vores tid, på Blichers tid, på Jesu tid splintre menneskeliv. Sorg KAN lægge alt øde. Sorg KAN knuge og få alt til at gå i stå. I os og omkring os. Men det kan vi i bund og grund ikke gøre noget ved. Alt det vi har fået, al den rigdom vi knapt registrerer i den almindelige hverdag, alt det kan tages fra os, alt det tages fra os. Sorgen er både livets og kærlighedens pris. Vi sørger, fordi vi også elsker. Så sorgen kan og skal lige så lidt som kærligheden behandles væk. Den er et vilkår.

Sådan et begravelsesoptog, som vi hører om i dagens tekst, er tidløst. Vi husker det nok, alle vi midaldrende, hvordan det hjemme i provinsbyen var en del af gadebilledet: hvordan man bevægede sig tavst afsted efter kisten, hvordan bilisterne af sig selv holdt ind til siden, og hvordan forbipasserende standsede op i høflig deltagelse.

Møder vi i dag sådan et begravelsesoptog mellem kirken og kirkegården, ser vi nogle gange folk fortage sig de underligste ting. Nogle dytter eller laver hasarderede overhalinger, andre er demonstrativt ligeglade eller taler højt og ugeneret i mobilen.

Ikke altid af utålmodighed eller mangel på pli og dannelse, tænker jeg. Måske det også er en kejtethed, den moderne utilpashed ved netop ikke at kunne håndtere det uhåndterbare, der også gør sig gældende. Små, klodsede, smådesperate undvigemanøvrer i forhold til den død og den sorg, som begravelsesoptoget vidner om, og som jo i sidste ende ikke KAN undviges eller diagnosticeres ind under gulvtæppet.

Men nu sidder alle I feststemte dåbsgæster, der fylder så godt op i kirken i dag, måske dernede og tænker, at det var en underlig trist og mørk indledning på en prædiken. Al den snak om sorg og om at miste på en sådan dag som i dag, der for jer er fyldt med noget på enhver måde livfuldt, lyst, godt og glædeligt: tre små nye mennesker, der med deres dåb er trådt ind i livet, ind i vores fællesskab og har fået et navn, et tilhørsforhold og et hjemsted. 

Det følge eller dåbsoptog I deltager i her i dag anføres af den lille nyes stolte mor og far og familie. I er fyldte, ikke med sorg, men med glæde over livets under. I bærer ikke afsked, men glædelig nutid og håb for fremtiden med jer, når I om lidt efter gudstjenesten sammen går ud i den pulserende søndagsglade by, hvor bilister og fodgængere opfører sig, nogenlunde som de plejer.

Men selv om en dåb og en begravelse er så uendeligt forskellige, så er der herinde i kirkens rum tale om en sammenhæng og et fællesskab. Når der er begravelse herinde fra, står kisten tæt ved døbefonten. Det er een ting. Men det er også de samme ord, der indleder dåben og begravelsen. Og salmen vi begyndte med at synge i dag, “Se nu stiger solen af havets skød”, det er en salme, der også tit synges til begravelse. Og når vi ser på kirkerummet, så er det jo fyldt med gravsten og mindeplader over længst afdøde mennesker, samtidigt med at lysindfaldet og de himmelstræbende hvælvinger og den flotte musik løfter os mod højderne.

Her i kirken, i dens ord, i dens arkitektur og indretning er der plads til både glæde og sorg, her kan vi være i både glæde og sorg, i tilværelsens dybder og højder. Her kan vi være med vores både sårbare og sorgbare liv. Begravelsesfølge og dåbsfølge. Også på den måde er det et stort rum, et rummeligt rum, vi befinder os i.

Og det er det, fordi det ikke er os, der sætter rammerne. Fordi vi for en gangs skyld ikke selv er i centrum, som det er tilfældet i alle de andre rum vi kommer og færdes i - forsamlingshuse, konferencesale, biografer, spisesteder, fodboldstadions, hvd ved jeg, hvor vi kan være sammen og blive underholdt og høre kloge ting på så mange måder.

Nej, det der kendetegner kirkens rum som noget helt særligt er, at her er der noget helt andet på færde, noget andet end os, noget større end os. Og det kommer til udtryk, i netop de ord, der indleder både dåb og begravelse: “Lovet være Gud, vor herre Jesu Kristi far, som i sin store barmhjertighed har skænket os et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde”.

Hvad de ord så betyder kunne jeg prædike længe over - langt ud over hvad jeres tålmodighed ville holde til. Men det er jo det, der med en lille fortælling kommer til udtryk i dagens tekst, hvor vi hører, hvordan Jesus, da han møder begravelsesoptoget, føler medynk for hende, der har mistet sin søn, at han ikke bare er ligeglad eller drejer udenom eller laver de der små undvigelsesoptrin vi kan iagttage, når et begravelsesfølge baner sig vej gennem byen. Nej, han standser op. Siger til moren, at hun ikke skal græde, rører ved båren og siger til den døde, at han skal rejse sig op. Han giver enken sønnen tilbage.

Vi skal ikke sidde nu og fortabe os i spekulationer over, hvordan det nu lige kunne gå til, og hvad den døde har tænkt ved at blive levende igen og den slags. Og hvad skulle det nytte. Vi forstår det jo grundliggende ikke. I stedet skal vi tage fortællingen til os på samme måde som vi tager fortællingen om Jesu opstandelse påskemorgen til os, som et vildt løfte om, at hvor han var og er, har døden ikke noget som helst at sige. Den er uden magt og beføjelser og herredømme. Man kan også sige, at den nåde, barmhjertighed og tilgivelse Jesus kom med til os, er døds- resistent. Og det er der ikke andet, der er. Skulle jeg hilse og sige. Intet som helst.

Derfor har vi i Jesus fået - og det er altså det, der siges ved både dåb og begravelse - derfor har vi i ham fået et enestående håb, et levende håb, at den der sidste grænse, den har han rykket afgørende ved. Det fællesskab han har sluttet med os, og som dåben er tegn på, det fællesskab fortsætter og bliver ved. Det er stærkere end døden.

Vi lever et skrøbeligt liv. Det bliver så tindrende klart, hver gang nogen dør og går bort fra os. Men bestemt også når vi får en lille ny. Den dag han eller hun melder sin ankomst er intet længere, som det var før. Pludselig dukker en bekymring og omsorg op i jer, som I måske ikke havde helt på samme måde før.

I bedsteforældre oplever sideløbende med jeres glæde ved den nyankomne en pludselig nervøsitet for alt fra stejle trapper til en dyster klimafremtid. Og I forældre ved alt for godt efter tiden med graviditet og fødsel og den første tid med den lille nye, at intet som helst er givet, at vi er udsatte og at ting kan gå galt. Så for nu lige at gentage mig selv: vi mennesker er både sorgbare og sårbare.

Men budskabet i dag, budskabet vi begraver på og døber på og som de byggede den her gamle kirke på, det budskab er, at vi har fået et håb, som vi kan læne vores skrøbelige liv opad. I det håb  kan vi stede vores døde til hvile. I det håb kan vi overlade vores små i en stærkeres hænder. I det håb skal vi ikke fortvivle eller overgive os til sorgen og det store tomme mørke ingenting. I det håb skal vi leve vores liv.

Så kære dåbsforældre og dåbsfamilie, glæd jer og fest for og med de tre små, Oliver, Karla og Nora. Vi ved ikke, hvad der venter os - og dem - længere henne ad vejen. Vi ved dog, at det ender engang. Alting ender. Men noget bliver ved, noget holder, det har vi hørt om i dag. Gud skød en gang for alle døden til side i sin søn, så vi kan følge efter af den vej, han har banet. Og det følgeskab er begyndt for jeres børn i dag.

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Himmelske far, du som kaldte verden frem og hver dag kalder os til at leve i den i kærlighed til dig og vores næste! Tak for ordet i dag til os om din søn, Jesus Kristus for hvem døden måtte vige. Lad det ord være os til trøst og håb, både når vi sørger over dem, vi mistede, og når vores glæde for vores nyfødte slår om i bekymring for, hvordan det dog skal gå altsammen. Lad din ånd gå med os, løfte og bære, hvad enten vi sorgtyngede forlader kirken med en kiste eller vi forlader den i glæde med den lille nyfødte i vores midte. Tak, fordi vi har lov at tro og håbe, at du går med os, og er der for os både i liv og i død.

Vi beder for kongehus, regering, folketing og alle med magt, viden og myndighed. Lær dem og os forvalte det ansvar, som vi hver især er blevet givet. Hold os fri af indbyrdes strid og ufred, værn os mod krig, terror og alt ondt. Styrk os alle i kampen mod det, der vil skille os fra dig og hinanden.

Giv os styrke og vilje til at hjælpe og værne om vores næste. Giv os øjne at se vores næste med og vilje til at lindre vor næstes nød.

Vi beder for alle, der sørger og savner, for dem, der er faret vild eller har mistet deres hjem. Vær med dem, der sidder i mørkets og dødens skygge og vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os.

Lad os tage dine ord med os til dagen, der venter. Amen

 

Lad os med apostlen tilønske hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed

og Helligåndens fællesskab være med os alle!

Amen