Prædiken den 4. juli 2019 og 7. juli 2019, 3. s.e.trinitatis

Kirkeindvielse, Gjerlev 4.7 og højmesse Aarhus Domkirke, 7.7.2019. 2.s.e.trinitatis.

Salmer: Gjerlev: 392 Himlene Herre, 323 Kirken den er, 414 Den mægtige, 787 Du som har tændt. Nadver: Guds igenfødte.

Domkirken: 5 O, havde jeg dog, 478 Vi kommer til din kirke, Gud, 365 Guds kærlighed ej grænse ved, 414 Den mægtige finder vi ikke, 10 Alt hvad som. Nadver: 492 Guds igenfødte

Allerførst: det er en glæde at stå her i det smukke ny restaurerede kirke her i Gjerlev. Et fint og enkelt rum er det. Her har de jo siddet i generationer og lyttet til evangeliet, og takket være generationernes omsorg for deres kirke og sted, sidder vi stadigt i det smukt og anvendeligt og solidt hus. Og vi skal nu lytte til næste søndags tekst….

Gud har nu sin egen lille særhed, siger Jesus til farisæerne og de skriftkloge, da de brokker sig over, at han vælger det forkerte selskab. Gud har den lille særhed, som vi også kender fra os selv, at vi nogle gange bruger uforholdsvis meget tid, ufornuftigt meget tid, urimeligt meget tid på at lede efter noget, der er blevet væk fra os. Lige for tiden leder min yngste søn huller i jorden efter et par hovedtelefoner han har tabt. Jeg leder som en bersærk efter et armbåndsur samt et, forekommer det mig, uundværligt referat af et foredrag. Min kone leder med jævne mellemrum efter en ørering. Der er med statsgaranti også noget I leder efter, som I har mistet, og hvor savnet efter det har antaget helt urimelige proportioner. Ja, folk der forlægger deres mobiltelefon kan være direkte livsfarlige at omgås.

Her i kirken søger I, kan jeg forstå, et krucifiks heroppe på altret, men I ved jo, hvor det er, og det skal nok komme tilbage på sin plads heroppe på altret, og det fejrer vi også i dag.

Vi higer og søger alle efter bortkomne genstande i længere eller kortere perioder af vores liv. Glem det, siger man, men nogle gange - det ved vi godt - et det lettere sagt end gjort. Det er et jo alment menneskeligt vilkår. Og da der ikke er proportionalitet mellem tiden der bruges og den tabte tings værdi, kan vi som sagt kategorisere den slags som en særhed. For “er det ikke sådan... ” spørger Jesus de fromme brokkehoveder han diskuterer med i dagens tekst, underforstået er det ikke sådan med os mennesker, at vi ligesom hyrden og kvinden, bruger uforholdsvis meget tid, ufornuftigt meget tid, urimeligt meget tid - og energi - på at lede efter noget, vi har mistet, får, drakmer, høretelefoner, armbåndsure, notater, øreringe og mobiltelefoner. Og - lyder det i dagens tekst - præcis ligesådan er det med Gud.

I andre religioner må man ikke gøre sig billeder af Gud, man må ikke befamle det ophøjet hellige. Her i vores gamle kirke lyder det, at Gud er som en uansvarlig hyrde, der forlader en stor flok for at lede efter et enkelt forvildet dyr, at han er som en bims kvinde, der endevender hele hytten for en sølle drakmes skyld, at han med andre ord er som dig og mig, når vi besatte af en enkelt tabt genstand, der nok lader sig erstatte, roder manisk rundt i bunkerne og gemmerne.

På den måde at sammenligne store Guds store veje og vores små kringlede tilbøjeligheder er da en frimodighed, der vil noget. Hvad vi kan komme på af satiretegninger og blasfemiske udtalelser, hvis vi skulle have den lyst, er det rene vand sammenlignet med sådan en påstand fremsat af ham, der kaldte sig selv for Guds søn. Og altsammen fordi han vil forklare sin tids religiøse alvorsmænd, hvorfor han selv opsøger dem, de selv regner for at være tabte og fortabte. For Gud vil dem altså, de her typer. Han helmer ikke før han finder dem. Ja, der er en fest, når han finder dem, eller de finder Ham.

Man kan spørge sig selv: hvorfor bruger jeg så uforholdsvis meget tid, ufornuftigt meget tid, urimeligt meget tid på at lede efter noget, et eller andet, der er blevet væk? Er det fordi jeg af en eller anden uforklarlig grund føler mig ukomplet og mangelfuld uden? Skyldes rastløsheden, irritationen jeg føler, når jeg står på hovedet i kælderen, eller når jeg roder i papirkurven og skælder ud på konen, at jeg måske helt irrationelt føler, at jeg mangler noget, jeg bare ikke kan undvære, og som jeg savner og mangler urimeligt meget? 

Og har Gud det virkelig ligesådan? Er Han, den majestætiske, ophøjede, himmelske skaber virkelig ligeså rastløst og lidenskabeligt søgende efter noget han har tabt? Dvs. det menneske, som alle vi andre selv oven i købet - og måske af rigtigt gode grunde – synes er en, der ikke er værd at samle på, dårligt selskab, utilpasset, uvelkommen, en irriterende type, en idiot, en klaphat, en man går langt uden om, når man møder ham på gaden, ja en man ikke synes hører til her til lands eller i ordentlige menneskers fællesskab?

Leder Gud efter den slags typer, på samme måde som vi leder efter bortkomne ting, fordi han som vi ikke kan undvære dem? Fordi han ikke er sig selv uden dem? Det synes, at være Jesus frimodige og for nogle religioner komplet uantagelige påstand, en påstand som han selv levede og handlede efter, når han tog imod toldere og syndere og spiste med dem. Tænk engang: Gud er ikke sig selv uden den mindste og den usleste! Det er faktisk ikke så lidt af en påstand. Men det er en påstand vi bygger og holder kirke på, og som vi har brug for at holde fast ved og blive holdt fast på. Så meget andet omkring os og i os siger og råber det modsatte, at den og den da ikke er noget at samle på.

Og lad os så lige holde fast ved, at de her såkaldte “toldere og syndere” på Jesu tid ikke nødvendigvis var nogen, som det nærmest var lidt synd for, sådan nogle der krøb rundt i skyggerne og dukkede og skammede sig. De kunne sagtens være nogle - undskyld mig - skiderikker med høj cigarføring, der blæste højt og flot på fællesskabet. Vi skal ikke på den måde tage det radikale ud af det Jesus siger. Vi skal ikke male dem, han holdt måltid med, og som ingen andre - antageligt heller ikke os - ville holde måltid med i sarte pastelfarver, som nogle vi med garanti ville have ondt af

Så, så meget desto - jeg kunne fristes til at sige - vildere og galere er Jesus påstand, at Gud med særlig stor ildhu, ligesom hyrden og ligesom kvinden, leder uden for sin flok efter den slags forhærdede og trælse typer. (“Jeg bor i det høje og hellige og hos den, der er knust, hvis ånd er nedbøjet, for at oplive den nedbøjede ånd og oplive det knuste hjerte”. Sådan lader Esajas Gud siger Det gamle Testamente. I Det nye Testamente, i alt det vi fortæller om Jesus, og hvad han var, og hvem han var, der) Men evangeliet er jo (er omkvædet jo), at Gud i ham søgte helt ned i menneskelivets dybder. Han ville helt ned, og han ville helt ud og ned. Ud i periferien for at hente ind i lyset. Ned i graven for at hente op i lyset. Barnet, hedningen, den utilpassede, de upopulære, de forhadte, de lamme og de vanføre, alle dem der falder uden for normen, enhver der ikke er sig selv mægtig vil han have med i sit rige.

Så ligesom vi ikke skal gøre os for hurtigt færdige med tolderne og synderne skal vi heller ikke forsøge på at lægge alt for hurtig afstand til farisæerne og de skriftkloge Jesus skændtes med. Som om de bare var nogle forstokkede, religiøse hængehoveder. For de var antageligt lige præcis den slags dygtige, solide og ordentlige folk vi gerne selv vil regne os til og som vi af rigtig gode grunde gerne vil omgås, ja, som vi gennem generationer har bygget den her kirke på og som af rigtige gode grunde ikke var trygge ved de typer Jesus plejede omgang med.

Men vi skal ikke gå deres vej. Vi skal gå den vej for far i himlen viser os gennem sin søn. Og det er den vej der leder hen til den, der står udenfor for at hente ham eller hende ind. Og hvordan går det lige med det, kan man så spørge, Ikke så godt vil vi sikkert kunne være enige om at svare. Vi ved det alt for godt. Vi ved godt, at vi har det med at forskanse os sammen med dem, der mener og tænker og tjener som os, og hvor vi hurtigt kan styrkes yderligere i sammenholdet ved at holde andre ude i armslængde eller skælde ud over dem på Facebook. For så vidt spiller vi jo stadigvæk på den bane, der kridtes op i Det nye Testamente med dem, der er indenfor og dem, der er udenfor. Og det er lige fra skolegården til den storpolitisk scene. Og på sidstnævnte synes tendensen at accelerere.

Derfor er vores gudstjeneste så vigtigt, fordi den stædigt holder fast ved den anden orden, Guds orden, hvor det fejres når strejfende får og tabte mønter findes. Hvor vi døber små børn, der ikke kan yde eller præstere noget som helst, fordi Gud vil dem, som den de er. Hvor vi sammen knæler ved alteret, fordi Jesus har indbudt os til at holde måltid med sig, alle os, der selv både kan blive væk fra ham og holde andre ude. Gudstjenesten kan man sige insisterer på en anden orden, Guds orden, med samme vedholdenhed som Jesus lærer at Gud leder efter det tabte. Og måtte, måtte det bevæge os til at bevæge os ud til dem, der bevæger sig væk fra os.

Som jeg har set det formuleret i et udhængsskab ved en vist nok walisisk kirke: “at the end of the day, Id father be excluded for who I include, than be included for who I exclude”. På dansk: Når alt kommer til alt, vil jeg hellere ekskluderes pga dem jeg inkluderer, end jeg vil inkluderes pga dem jeg ekskluderer. Det synes jeg, der er en vis evangelisk pointe i.

Og kan du ikke med hverken hjerte eller forstand forstå, at han også søger den, du måske allerhelst vil holde ude i arms længde, så kan du trøste dig med, at han stadigvæk leder og er nær og stadig vil dig, når du er den, der bliver væk fra ham – som et strejfende får, som en tabt mønt. Og husk: han leder til han finder!

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen.

Vor himmelske far, du, som hver dag skænker os livet, vi takker dig for din nåde og kærlighed.

Vi beder dig for vore kære, for alle, som vi er forbundet med, og som vi holder af.

Lad din Ånd holde os i bevægelse. Gå med os, hvor vi går. Åbn vores døre og lad os se alt det gode, du giver os. Ja, lær os at glemme os selv og vores eget over alt det vi har fået og stadigt får. Lær os at din miskundhed hver eneste morgen er ny over os.

Giv os styrke og vilje til at hjælpe og værne om hinanden. Giv os øjne at se vores næste med og vilje til at lindre vor næstes nød.

Ja, lad dit ord have frit løb i blandt os, for at dit rige med retfærdighed, fred og glæde i Helligånden må udbredes og vokse.

Vi beder for alle, der sørger og savner, for de ulykkelige, for dem, der er faret vild. Vær med dem, der sidder i mørkets og dødens skygge. Vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os.

Velsign og bevar vor Dronning, Margrethe den 2. og hele det kongelige hus. Vær med alle øvrigheder. Lær dem og os at forvalte det ansvar, som vi hver især er blevet givet.

Hold os fast i den pagt, som du ved dåben satte os i. Styrk os gennem nadveren. Bevar os i troen på, at vi ved din søn, Jesus Kristus, er dine elskede børn.

Giv os alle nåde, fred og velsignelse og efter et liv under dit ord den evige salighed.

Amen. Tillysninger

Lad os med apostlen tilønske hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed

og Helligåndens fællesskab være med os alle!

Amen