Ordinationstale ved ordination torsdag den 15. april 2021 

Maria Svane-Christiansen og Charlotte Krog Brandbyge. Det ord af den hellige skrift, som jeg på jeres indvielsesdag særligt vil lægge jer på sinde, skriver apostlen Paulus i sit brev til Romerne i kapitel 12 v.2

Og tilpas jer ikke denne verden, men lad jer forvandle, ved at sindet fornyes, så I kan skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, det som behager ham, det fuldkomne.

Kære ordinander og præster, kære menighed!

En lille indledende anbefaling. Bibelselskabet har udgivet podcasts med Bibelens 66 bøger i ny oversættelse. Så kan man sidde, ligge, stå, gå, løbe, køre, stryge skjorter mens man lytter til skrifterne i deres sammenhæng og næsten, næsten høre dem som på ny. Indtil videre er jeg kun nået til Paulus breve, men hold da op, hvor bliver man klar over, når man hører dem udfoldet i deres sammenhæng, at kirkelige konflikter ikke er en ny opfindelse.

Paulus bruger, skal jeg hilse og sige, rigtig meget plads på at skælde og smælde og fortælle de oprørske, hovmodige, liderlige, splidagtige, oprørske, selvkloge og selvfede menigheder, hvor skabet skal stå. Paulus skæld ud er næsten en hel genre for sig. Men det fortæller os jo også, hvad vi nogle gange kan have god brug for at høre, at der altid er uro omkring evangeliet. Det gode budskab skaber blæst, hvor det lyder, og dér er altid bryderier mellem gammelt og nyt.

Det vil jeg lige vende tilbage til, for det allermest opbyggelige, når Paulus for alvor tænder af, det er at man så i de her breve, sammen med ham og de uvorne menigheder, efter en ordentlig omgang formaninger og irettesættelser, pludselig ligesom træder ind i en lysning, hvor evangeliets sol skinner stærkt og befriende, hvor vi lige bliver mindet om, hvad det er vi er her for, hvorfor vi er menighed, hvorfor vi formanes, og hvad der er vores fælles grund: Guds barmhjertighed i Jesus Kristus.

Men altså blæst og bryderier på Paulusskalaen, kære ordinander, den slags er der vist ikke så meget af der, hvor I skal hen, i Vejlby og i Linå sogne. Men debatten om forholdet mellem gammelt og nyt, mellem det uopgivelige og nødvendigheden af også at kunne få vores samtid i tale uden, at svigte det uopgivelige, den pågår omkring os, og har gjort det længe, og det vil den forhåbentlig også blive ved med.

Vores reformatoriske arv og opgøret med de udlevede og stivnede former, der hindrer ordets frie løb til det ængstede hjerte, driver vel stadigt på os. Som sagt: Paulus kamp med vanerne og traditionerne, der ikke vil slippe deres greb i menighederne, hans appel til dem og os om at lade os forvandle og fornyes, genlyder som stadige påmindelser til os i menigheden i gudstjenestens epistellæsninger. Og for ganske kort tid siden, anden påskedag, hørte vi, hvordan den ukendte fremmede fik hjertet til at brænde i de to disciple på vejen til Emmaus, da han med udgangspunkt i de gamle skrifter lod dem forstå, hvordan den korsfæstede og opstandne havde gjort alting nyt.

Så vi står i det krydsfelt mellem gammelt og nyt, vi som kristne menigheder og forkyndere altid har stået i. Hver generation har haft, og skal have, sit livtag med det spørgsmål. Vi kredsede meget om det til jeres bispeeksamen i fredags (og her kan jeg jo godt afsløre, at I bestod). Ikke mindst i forbindelse med den aktuelle liturgidebat. For hvad skal vi beholde, hvad skal vi forny? Hvor meget vægter genkendeligheden, hvor meget behovet for forståelighed og menighedens engagement?

Men spørgsmålet dukker jo også op i forhold til de forventninger, som menigheden, I selv og jeres foresatte måtte have til jer som kommende præster i den danske folkekirke. Måske så meget desto mere her på bagkant af pandemien, hvor vi pga. af alle mulige begrænsninger har været tvunget til at tænke nyt og komme til sagen på anderledes måder og ad nye veje. Anderledes måder og nye veje som vi her efter dags måske vil være mindre tilbøjelige til at forlade for bare lydigt at finde tilbage i de gamle former.

Men vi talte også om til jeres bispeeksamen, hvordan embedet, traditionen, det kendte ritual, de kendte måder, kirkerummet og præstekjolen, hvordan det alt sammen også skaber en ramme, der rummer, værner og favner, og som vi og menigheden kan være i med det store grænsesprængende alt forvandlende budskab, vi skal forkynde og give videre. Hvor ville vi være udsatte uden, overladt til griller, luner, enegang og vores egne, om man så må sige, skrøbelige skuldre. Uden andres skuldre at stå på.

Men vi talte også om, hvordan I er blevet kaldt på af en menighed, som I med jeres stemme og gemyt skal forkynde budskabet for, så det bliver hørt og går til hjerte hos os, der lever i 2021 med de erfaringer og iagttagelser vi også går og gør os i 2021. Ja, forhåbentlig vil I opleve til stadighed vil blive kaldt på andre end den fortrolige forsamling for at formulere det gamle på nye måder for nye mennesker ind i en ny tid. Igen: Gammelt og nyt!

Nogen vælger så at vælge side: altså ENTEN at sætte hælene i, ikke rokke sig en tøddel og fnysende holde fast på det gode gamle, det kendte, det genkendelige ELLER flyde med i en restløs fornyelsestrang, hvor forandringer næsten bliver et mål i sig selv. Men det enten-eller er den lette vej, den tidstypiske vej, kunne jeg fristes til at sige, der rimer så fint med den polariseringens dagsorden vi kan iagttage så mange steder rundt omkring os. 

For vi er og bliver som kirke og menighed stedt i det spændingsfelt, der har været der helt fra begyndelsen af. Et bevægeligt og, ja, dynamisk, spændingsfelt mellem gammelt og nyt, mellem et allerede og et endnu ikke, mellem et tilpas jer ikke verden og tiden OG et vær tilstede i verden og tiden. Det kan give bøvl, masser af bøvl, men det blæsevejr har, som sagt, altid omgivet evangeliet, hvor det lød. Det er et vilkår!

For I forkynder et evangelium, et gammelt budskab, som netop ikke er formuleret i uforanderlige lovparagraffer, hugget ud i sten, men fortalt os med lignelser, forkyndt i et levet liv blandt levende mennesker, og tilsagt os med Guds store bevægelse i sin søn ned til os mennesker med et alt forandrende kærlighedens budskab. Derfor både gammel og nyt. Eller med Paulus ord: Vi skal ikke tilpasse os verden, OG vi skal lade os forvandle og forny, så vi hele tiden, der hvor vi står, i den nutid vi har her på jorden, kan SKØNNE, hvad der er Guds vilje

Hvordan vi så gør det, ja det er jo, hvad I to nu, Maria og Charlotte, skal bruge et helt præsteliv på at blive stadigt klogere på sammen med en menighed, der har kaldt på jer til at kunne gøre netop det: ud af det gamle forkynde det nye. Derfor står der jo også i det for nogle at se, antikverede præsteløfte, at I skylder altid ”fuldkomnere” at ”danne og dueliggøre” jer til det embede, I nu træder ind i. At lade sig danne og dueliggøre, vokse i visdom, læse eller lytte til skriften, være tilstede i sin tid. Og dermed, i al trofasthed mod det overleverede, afspejle den fornyelse, den forvandling, vi som den Almægtiges børn i Jesus Kristus altid er undergivet. Hvilket privilegium, og hvilket kald, at give sig i kast med, kære ordinander.

Dertil kræves Åndens hjælp og bistand, så derom vil vi sammen bede, men først skal I høre, hvad skriften siger om jeres kommende virke som præster: