Ordinationstale ved ordination af Signe Nöhr Krüger, Hans David Hindsholm Matras, Hans-Christian Vindum Pettersson

Det ord af den hellige skrift, som jeg på jeres indvielsesdag særlig vil lægge jer på sinde, skrives i Salmernes Bog 42,2-6

Som hjorten skriger ved det udtørrede vandløb, sådan skriger min sjæl efter dig, Gud. Min sjæl tørster efter Gud, den levende Gud. Hvornår kan jeg komme og se Guds ansigt? Tårer er blevet mit brød dag og nat, når de dagen lang spørger mig: Hvor er din Gud? Jeg husker det og udøser min fortvivlelse: Jeg gik i festskaren, jeg vandrede til Guds hus under jubelråb og takkesange i valfartsskaren. Hvorfor er du fortvivlet, min sjæl? Hvorfor skælver du i mig? Vent på Gud! For jeg skal takke ham på ny, min frelser og min Gud.

Hjorten der skriger ved det udtørrede vandløb. Hvis man kan for et øjeblik kan ignorere klicheen med hjorten ved skovsøen i guldramme hjemme over bedstefars og bedstemors sofa engang for længe siden, så er billedet her fra Salmernes Bog i Det Gamle Testamente et rigtig stærkt og sigende billede med dets udtryk for ethvert menneskes længsel efter noget uundværligt og livgivende, der mangler i hans eller hendes liv. Som hjorten skriger ved det udtørrede vandløb, sådan skriger mange efter mening, ægthed, sandhed, livsfylde, fred, nåde, kærlighed, hvad ved jeg.

For hvad det er, det uundværlige og livgivende, vi længes efter, det gives der mange svar på. Salmisten taler ligeud om længslen efter den levende Gud, efter Guds milde ansigt. Andre tider taler anderledes eller med lidt andre ord. Hver tid, hvert menneske, sin længsel efter noget uundværligt og livgivende, som man kalder på, eller skriger efter, som den tørstige hjort efter vandet.

I 1813 skrev Grundtvig sin salme over den gammeltestamentlige, som han spejlede en af sit livs mange nedture i. Og her lyder det 5 vers:

Når andre til kirke mon gange,

Da sidder jeg her udi vrå,

De kvæder så liflige sange,

Men jeg må ej høre derpå;

Min sang er at sukke og klage,

Så skrider de hellige dage

For mig, som de søgne, i kval

Grundtvigs personlige længsel er på det her tidspunkt en længsel efter at bryde ud af sin isolation i forholdet til sine samtidige og til kirken og menigheden. Længslen efter fællesskabet med Gud OG mennesker, med andre ord. Det var det uundværlige og livgivende for ham. For det er en knugende fornemmelse af at være udenfor, når det nu er de andre, der giver ens liv mening.

I vore dage, to hundrede år efter Grundtvig, hedder det FOMO, en forkortelse af “fear of missing out”, angsten for at gå glip, angsten for at falde igennem og være uden for. Det er det, der får unge piger til at sulte sig halvt ihjel, som føder angst og uro for ikke at være god, smuk eller klog nok, og som gør de sociale medier til det sted, man skal måle sit værd som menneske. For også her er længslen, den ulykkelige længsel, rettet mod at være en del af, at være godtaget og modtaget, samlet op, taget imod, inkluderet og sammen med andre have del i det uundværlige og det livgivende, ingen kan undvære.

Som præster skal I svare på den længsel efter Gud og mennesker. I bærer evangeliets svar på menneskets længsel, på den gammeltestamentlige længsel, der lyder som hjortens skrig efter vand, OG i bærer på evangeliets svar på den længsel der ligesom har lagt sig lag på lag udenom, og som handler om længsel efter fællesskabet og medmennesket. Jeres svar er givet med budskabet om Guds komme til os i sin søn. Han kom os i møde, så vi nu ikke længere i afmagt og længsel skal strække os efter ham. Det er den store glæde, at vi er blevet givet, at vi har fået rakt ham, Jesus Kristus vor herre, og at vi i ham er fælles om at høre Gud til og fælles om at skulle være der for hinanden og gøre dét gældende.

At Gud gennem sin søn HAR vist os sit milde ansigt, det milde ansigt den gammeltestamentlige salme udtrykker så stærk en længsel efter, dét er, hvad I skal prædike om, holde gudstjeneste på, med det for øje I skal undervise, trøste og formane og af den vej I skal svare på den store gamle tunge længsel efter det uundværlige og livgivende, som bor i alle mennesker, som bor i jeres menighed og som de har kaldet jer til at tale trøst ind i.

Vi talte om, da vi mødtes til bispeeksamen, at man som præst ikke skal stille sig i vejen for evangeliet med sit store private og interessante (i gåseøjne) jeg. Men man skal samtidigt have sig selv med. Det lyder måske som en svær øvelse, men det handler jo om, at vi, når vi prædiker skal prædike til det i os, som vi har til fælles med alle mulige andre. Det vil i det her tilfælde netop sige længslen efter det uundværlige og livgivende. Vi skal kende den skrigende hjort i vores eget hjerte, som vi deler med alle andre i vores menighed, for så meget desto mere overbevisende at gøre den trøst og det svar gældende, som evangeliet har bragt os.

Det betyder så også, at I for at kunne tale trøst ind i den her tidløse længsel, som kommer til udtryk så forskellige steder som i Det gamle Testamente, hos gamle Grundtvig og hos ulykkelige teenagere i 2019, at for I skal tale trøst ind i denne tidløse længsel i den grad også skal være til stede i jeres egen tid. I skal lytte til jer selv og jeres menighed og jeres tid for at bringe det evige ind i den med svaret Gud gav os i sin søn. Budskabet I skal bringe er udenfor tiden, men I er i den.

Derfor har jeres menighed kaldt på netop jer, for at I som dem I er, med jeres stemme, jeres erfaringer og person kan tale det gamle budskab ind i vores samtid.

Og derfor – må jeg til sidst formane - er det også så vigtigt, at I er til stede i jeres menighed, at I, i den grad er tilstede i jeres menighed, og at I, i den lytter og lærer og bringer jer selv i spil for netop så meget desto mere overbevisende at tale evangeliets trøst ind i den og med evangeliet besvare den længsel, der bor i vores alles hjerter, så forskellige vi end er.

Så det er, hvad jeg vil ønske for jer og som vi samen her ved jeres ordinationsgudstjeneste beder om, at I på jeres måder vil bidrage til at kirkerne, hvor I nu skal virke, at de hver især forbliver et trøstens hus, hvor hjerters ulykkelige higen stilles, hvor det uundværlige og livgivende tales frem, og hvor vi kan være fælles om som menighed at bringe det ud, hvor vi hver især færdes, kommer og er. Jeg vil ønske jer og jeres menighed al mulig velsignelse med det forehavende.

Det er sådan set, hvad I er der for. Det er jeres kerneopgave, som man siger, og som alt det meget andet, I og andre synes I også skal gøre skal holdes op imod og nogle gange, om nødvendigt vige for. Måtte billedet af hjorten ved det udtørrede vandløb hjælpe jer med at holde fast på det.

Amen