Ordinationstale ved ordination den 10. september 2020

Det ord af den hellige skrift, som jeg på jeres indvielsesdag, særlig vil lægge jer på sinde, skriver apostlen Paulus: Husk på Kristus Jesus, opstået fra de døde, af Davids slægt, ifølge mit evangelium; for det lider jeg ondt, ja, er i lænker som en forbryder. Dog, Guds ord er ikke bundet. Derfor udholder jeg alt for de udvalgtes skyld, for at også de kan få frelsen ved Kristus Jesus med evig herlighed troværdigt er det ord! For er vi døde med ham, skal vi også leve med ham; holder vi ud, skal vi også være konger med ham; fornægter vi ham, vil han også fornægte os; er vi utro, forbliver han dog tro, thi fornægte sig selv kan han ikke. Andet Timotheusbrev 2,8-13

“Det ord af den hellige skrift, som jeg på jeres indvielsesdag, særlig vil lægge jer på sinde”, sagde jeg lige før - før jeg læste ordene fra andet Timotheusbrev. I får godt nok mange ord lagt på sinde i dag. Mange gode og store ord, som det næsten kan være svært at rumme sådan en torsdag eftermiddag lige her på kanten af jeres præstegerning. Vi går som bekendt aldrig ned på ord her i vores evangelisk-lutherske folkekirke.

Men ordene jeg her i dag altså vil lægge jer SÆRLIGT på sinde, adskiller sig nok lidt fra de andre ord, I har hørt og skal høre her i dag. For de udtaler meget direkte, at evangeliet I skal forkynde, OGSÅ kan have sine omkostninger. Selvfølgelig kan det, det. Paulus en af de første og største, der bragte evangeliet ind i verden, kendte en fængselscelle indefra. Tæv, mishandling, forfølgelse og død, den slags var mere reglen end undtagelsen for de første mange slægtsled af kristne. Og det er det stadigvæk, den dag i dag, mange andre steder på kloden, hvor Jesu ord er en provokation og en kilde til had for dem, der ønsker magten og æren for sig selv og ikke accepterer anden tro end deres egen.

For evangeliet led Paulus og talløse andre kristne ondt. For evangeliet lider mange kristne stadigvæk ondt. Det skal lægges os på sinde, også når vi som i dag er samlet i den her pragtfulde katedral, der hviler tungt og uantastet på evangeliets klippegrund, som har stået her i hundreder af år, og hvor vi kommer og går i fred, og i øvrigt får vores gode løn som forkyndere, og dertil, som det selvfølgeligste, har friheden til at forkynde det evangelium, andre lider ondt for. Det skal lægges os på sinde, ikke for at gøre vores glæde i dag mindre, men for at gøre os det klart, hvad vi har, og hvad vi har fået og holde os fast på, at vi som kristne forkyndere ikke nødvendigvis, som den naturligste ting, er i fred med verden. Der er, i det kristne evangelium, altid en kilde til uro, til opbrud og anledning til måske at gå - om end ikke på disse fredelige breddegrader i fængsel – så dog lidt andre veje end den brede, den slagne og den vel-asfalterede.

I tre der skal ordineres her i dag, I ER jo privilegerede. I har en stor og fornem uddannelse bag jer. I er blevet kaldt på af en menighed. Der er nogle mennesker, der har bedt netop jer om at komme til deres sted og være i deres midte og tage del i deres hverdag i både sorg og glæde. Ingen udstødelse, ingen fængselsceller her. Tvært imod. I vil blive inviteret indenfor og taget imod og hilst velkommen. I skal bo i de skønneste præstegårde, i de skønneste omgivelser i landets skønneste egne. I tildeles hver især en stor startkapital af tillid, og I skal virke i et samfund, hvor kirke og kristendom for mange repræsenterer stabilitet og alt, hvad der er godt og ønskeligt, ja, som for visse politikere og meningsdannere ligefrem udgør et fundament og et bolværk mod alt det, man synes truer.

Så – som sagt – så meget desto nødvendigere, at vi her midt i harmonien, velfærden og stabiliteten, som vi skal glæde os over - også med Paulus lægges på sinde, at Guds ord aldrig blev bundet, at det vil gå sine egne veje, og at det altid fører en vis uro med sig. Måden Gud lod høre fra sig på, da han kom til os i sin søn, vil altid være os på tværs, når vi tror vi ved, hvordan det hele hænger sammen, når vi tror vi ved, hvem der hører til og hvem der ikke gør det, og når vi tror vi ved, at der ikke er mere at sige, og at Gud nu og en gang for alle har sat punktum og lukket bogen, og at der derfor ikke skal rokkes en tøddel ved noget som helst i kirke, som i samfund som i vores egne holdninger.

Vi kan aldrig gøre os færdige med Guds ord, og det vil aldrig gøre sig færdigt med os. Det blev aldrig bundet.

Derfor er det jo også, at I, i jeres præsteløfte, lover at – jeg citerer – ”ved flittig og alvorlig granskning af Guds ord og troens lærdomme, altid fuldkomnere at danne og dueliggøre mig (jer) til dette hellige embede”. Guds ord blev aldrig bundet, så I der skal prædike det, I skal, så længe I er præster, blive stedse skarpere til at gøre ordet hørt og med det bringe mod og trøst. Ja, I skal ved jeres mellemkomst, ved jeres dannelse og dueliggørelse, sørge for, at det, ordet, stedse både skubber til os, puffer blidt til os, og lægger armen om os, når vi bekymrede, eller når vi græder. Igen: I skal aldrig gøre jer færdige med Guds ord, fordi det vil aldrig gøre sig færdigt med os. Guds ord blev aldrig bundet, og den præst der forkynder det, må ikke synke ned i mulden og fortiden og gå åndeligt i dvale eller lade sig eksilere i de små mentale fængsler, der altid truer os alle.

Hårde ord. Det ved jeg godt. Vi er jo ikke stærkere end vi er. Vi forkyndere af ordet kan fra tid til anden løbe tør og gå i bakgear og svøbe os, gemme os, i stabilitet og traditioner. Vi kan alle, med Paulus ord, findes utro over for det kald vi har fået. Så meget desto vigtigere, at vi, når vi prædiker, at Gud i Kristus er os tro, også prædiker til os selv og på den måde holdes fast på, at nåden og tilgivelsen er for os alle. ”Er vi utro, forbliver han dog tro, thi fornægte sig selv kan han ikke”.

Det er jo det helt store privilegium, vi og I har fået som præster i den evangelisk-lutherske danske folkekirke, at vi, selvom vi står i gamle kirkerum, på gamle prædikestole, omgivet af gamle tekster, kan stole på, at Guds miskundhed er ny over os, hver eneste morgen. Hvor han er i sit ord er døden og forgængeligheden gået bag af dansen, tiden åben og vejen ryddet og vi der går og fusker med tingene efter nogenlunde bedste evne, vi skal, som Paulus skriver, også være ”konger med ham”.

Tillykke med al den rigdom, der nu er jeres. Jeg ønsker jer Guds velsignelse i jeres gerning og jeres stadige bestræbelse på at lade ordet lyde højt, tydeligt – og frit.