Biskoppens prædikener og taler
Nyheder

Ordinationstale ved ordination af Susanne Marie Park Dahlgaard og Daniel Hougaard den 7. november 2019

Aarhus Domkirke torsdag den 7. november 2019

Det ord af Den hellige Skrift, som jeg på jeres indvielsesdag, særlig vil lægge jer på sinde, skriver apostlen Paulus til efeserne:

I øvrigt, vær stærke i Herren og i hans mægtige styrke. Ifør jer Guds fulde rustning, så I kan holde stand mod Djævelens snigløb. Thi for os står kampen ikke mod kød og blod, men mod myndigheder og magter, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet. Tag derfor Guds fulde rustning på, for at I kan stå imod på den onde dag, overvinde alt og bestå. Så stå da fast, spænd sandhed som bælte om lænden, og ifør jer retfærdighed som brynje, og tag som sko på fødderne villighed til at gå med fredens evangelium. Overalt skal I løfte troens skjold, hvormed I kan slukke alle den ondes brændende pile. Grib frelsens hjelm og Åndens sværd, som er Guds ord. Efeserbrevet 6,10-17

Kære ordinander!

Ja, det er en flot tekst har fra Efeserbrevet, som nogle af jer vil vide, også er næste søndags epistel. Der er triumf i ordene, og trods, og kampberedthed: Ifør jer Guds fulde rustning, spænd sandhedens bælte om lænden, ifør jer retfærdighedens brynje, løft troens skjold, grib frelsens hjelm, grib Åndens sværd!

Jeg føler mig lidt - hvis jeg må være så fri - hensat til min barndoms amerikanske superhelte-tegneserier eller de film, der i de her år flittigt bliver drejet over de samme tegnede historier, hvor helten ledsaget af dramatisk musik og fotografering ifører sig sin maske, sin kappe, sin rustning for at gå ud og bekæmpe forbryderne og mørkets kræfter.

Men ordene her er selvfølgelig ældre og falder med en noget større tyngde som ord til en oldkirkelig menighed, der af gode grunde føler sig truet og udsat, af ondskab og fortræd, af myndigheder og magter og verdensherskere.

Brevet er i hvert fald skrevet ind i et univers eller på baggrund et kosmisk trusselsbillede, der jo nok er fremmed for de fleste af os her og nu. Selvfølgelig: hvis man, som mange kristne gør det rundt omkring i verden, lever i fjendtlige omgivelser, udsat for hårde ord, onde blikke, og det der er meget værre, så tænker jeg nok, at ordene her stadig vækker genklang og styrker et mod, der af gode grunde kan blive noget vaklende. I udsatheden bliver det hele jo mere skarptskårent. Opfattelsen af hvad der er godt og ondt, sort og hvidt, løgn og sandhed står tydeligere frem, og nødvendigheden af at gribe Åndens sværd og tage troens tunge rustning på, kan i den grad være aktuel og påtrængende.

Men, altså, Daniel og Susanne, I er jo ikke just blevet kaldt til udsatte områder, hvor verdensmagterne, myndighederne og magterne - om jeg så må sige - puster jer ildevarslende i nakken. I skal ikke, går jeg stærkt ud fra, som de tidlige eller de forfulgte kristne virke i fare og under trusler.

Du, Daniel, skal færdes på det mondæne Frederiksbjerg, mellem helsebutikker og caféer, de studerende, børnefamilierne og et indkomstniveau til den gode side. Du skal prædike i kirken der ligger så indbydende og centralt i det travle bybillede i en pulserende bydel. Og du, Susanne, skal med din familie bo og virke ude på den smukke Rougsø-halvø blandt de gode folk i Ørsted, hvor kirken har ligget der, midt i det hele, i hundredvis af år, med præstegården ved sin side, så selvfølgeligt som noget.

Det er jo et af den evangelisk-lutherske folkekirkes sikreste kendetegn, at vi som præster virker og er til stede midt i folket i al dets sammensathed og forskellighed og deler virkelighed og hverdag med vores menighed.  Vi udgør ikke på den måde et udskilt præsteskab, en hellig rest, nogle hvis livsførelse og interesser og vaner og sjælelige sundhed er forskellige fra, eller på nogen måde hævet over de manges.

Vi er ikke som præster taget ud af den brogede verden, hævede over den. Vi er i den, forpligtede på den. Vi skal kende de mennesker, vi prædike evangeliet for. Vi skal kende dem næsten så godt, som vi kender os selv for så meget bedre at kunne prædike for dem, så det går til hjerte. I skal prædike for dem, som I vil prædike for jer selv.

For I er jo af jeres menighed i Skt. Pauls og i Ørsted også kaldede eller kaldt på til at forkynde et budskab, de og vi ikke kan være foruden. Et budskab om ham der kom ned til vores jord, ned til vores verden, ned til vores brogede og sammensatte fællesskaber for at være der med sin nådes dagsorden og for at lære os, at være der, hvor vi er, med hans nådes dagsorden.

I skal altså som præster være i det kendte og fortrolige og fælles, på Frederiksbjerg og i Ørsted, mellem mennesker, der er lige så både ens og forskellige, som vi nu engang er, med al vores både tro og tvivl, glæder og sorger og både godt og ondt i hjertet, blandede som bare det, men I skal være der med dette andet udefra, som Gud bragte os i sin søn, nemlig det himmelske ord som skaber lys og klarhed i vores dunkle verden.

Så hvis der er noget, der skiller jer ud fra den sammenhæng I nu skal høre hjemme i - hvis der er noget der skiller jer ud fra dem I ellers har så uendeligt meget til fælles med - så er det altså, at de har kaldt på netop jer, for at I skal forkynde og prædike det gode og glædelige budskab for dem og med det undervise deres børn og trøste og bringe håb og mod dér, hvor I kommer.

Til jeres bispeeksamen i sidste uge talte vi bl.a. om det med person og embede. Hvordan I som præster, med jeres person, netop skal være der hvor folk er og kommer, i sportshallen, i butikkerne, i nabolag og foreninger, som dem I nu engang er med jeres stemme og jeres erfaringer og jeres individuelle særpræg. Men at I også har fået et embede at beklæde, et embede der betyder, at der er noget I skal bringe videre, som er hævet over jeres person, som er mere end jeres person, som – kan man sige – forpligter jer på det, der er så meget større end os alle.

Og i det embede skal I stå fast og være stærke og tage rustningen på. Det vil sige, i jeres tilfælde er det jo en kjole. Hvilket ikke lyder særligt superhelteagtigt: det ved jeg godt. Men på den her gamle embedsdragt fra det 16. århundrede skal I kendes, som den, der har noget særligt og noget umådeligt vigtigt at bringe frem, som den der skal bringe noget særligt og noget umådeligt vigtigt frem, det som Paulus kalder Fredens evangelium. Evangeliet om ham i hvem Gud lod sig kende ikke i magt og styrkeopvisning, men i svaghed og fornedrelse.

Det kan nok møde modstand, det evangelium - som den store modsigelse af det i os som kun vil vide af os selv og vores eget. Så, hvad det angår, Susanne og Daniel – rustningen på! Den er jeres værn. Jeres værn mod jeres eget mismod, forfængelighed, og hvad der ellers kan ramme en Herrens tjener. Og den er jeres trods overfor en verden, der kun vil sin egen magt og fornuft.

Så spænd sandhedens bælte om lænden, ifør jer retfærdighedens brynje, løft troens skjold, grib frelsens hjelm og Åndens sværd og lad jer føre af Guds Ånd, som altid midt i det kendte og fortrolige og den hverdag, der nu bliver jeres, vil føre jer nye steder hen.

Vi ønsker jer Guds velsignelse i jeres gerning. Vær stærke i Herren!