Ordinationstale ved ordination den 27. januar 2022

Ordination. 27.1.2022. Nina Frøjk Hansen, Sara Kier Präem, Gaute Holm-Hansen, Mette Bock.

De ord af den hellige skrift. som jeg på jeres indvielsesdag, særlig vil lægge jer på sinde, skriver profeten Esajas i kapitel 40.

Jakob, hvorfor siger du,

      Israel, hvorfor erklærer du:
      »Min vej er skjult for Herren,
      Gud ænser ikke min ret«?
      Ved du det ikke,
      har du ikke hørt det:
      Herren er en evig Gud,
      skaberen af den vide jord.
      Han bliver ikke træt og udmattet,
      hans indsigt kan ingen udforske.
      Han giver den udmattede kraft,
      den kraftesløse giver han ny styrke.
      Drenge bliver trætte og udmattede,
      unge mænd snubler og falder.
      Men de, der håber på Herren, får nye kræfter,
      de får vinger som ørne.
      De løber uden at blive trætte,
      de vandrer uden at udmattes.

Kære ordinander!

Godt er det, her på jeres ordinationsdag, med Esajas profetiske storsyn at kunne lægge jer de her ord og billeder om den evigt rige Gud på sinde. Det er godt, med de store ord, at foretage en - skal man kalde det - rumudvidelse.

Denne er jo dagen, hvor I efter store beslutninger engang - og siden, efter flere års intense studier og forberedelser - endelig kan stå her foran domkirkens alter som både kaldede og indviede præster, mens jeres kommende kollegaer og repræsentanter for den menighed, der har kaldet jer, sidder dernede i kirken og ser til, lytter, synger og beder med. Det er en dag, I har glædet jer til. Det kan jeg i den grad mærke og høre på jer, at I har.

Men det er jo typisk også sådan en dag, hvor alt muligt andet, objektivt set, små ting og trivielle overvejelser, også fylder. Jeg kan da betro jer i menigheden, at der sådan her backstage, kan være masser af bittesmå logistiske og koreografiske bekymringer, der lægger beslag på en ordinands opmærksomhed: Hvor skal jeg parkere, hvor skal jeg klæde om, hvordan får jeg præstekraven hægtet omme i nakken, hvor skal jeg gå, hvor skal jeg stå, hvornår skal jeg knæle, hvor i byen kan vi få bord bagefter? Og - ikke mindst - hvad er det lige, jeg her har kastet mig ud i?

Det kan blive vel småt i den indre bekymringsmonolog, mens store ting sker, store ord lyder og stor musik toner omkring en i denne gamle domkirke med højt til loftet. Så tak, Esajas, for endnu en bidrag til den tiltrængte rumudvidelse. Tak, for billederne af de stolte ørne, der højt, højt deroppe folder deres enorme vinger ud, for billederne af de utrættelige løbere og af de vandrende, der bare bliver ved og ved, over bjerge gennem dale, som en udladning, et vældigt kraftoverskud, givet med det håb, det håbs perspektiv, Gud giver os.

Det er ord til jer, ord til os alle, om at løfte blikket, når vi har det med at fortabe os i detaljerne og bekymringerne og spekulationerne. Ord om hele tiden at se længere end vi er tilbøjelige til, når vi igen-igen fortaber os i hverdagens små cirkler og snævre ekko-kamre.

Og der er også så meget eget i de her store ord og billeder, der taler ind i jeres kommende virke som præster. For ordene om at have sit håb i den evigt rige Gud, har jo fået så meget mere fylde og nærvær i den Jesus Kristus vi forkynder. Håbet vi har fået i ham, er et håb skænket til os alle her og nu, også dér hvor livet kan blive grumt og småt og svært at have med at gøre, hvor vi snubler og falder og mister både pusten og modet og bliver så trætte, så trætte.

Og netop fordi det højtflyvende og styrkegivende håb i Jesus Kristus er blevet os alle til del, er I hver især blevet kaldt på af en menighed, der ønsker, at I med jeres ord vil gøre det håb klart og forståeligt og hørt for de mange.

I skal, som I nu bedst kan, bringe det ned fra højderne, fra Guds himmel, ned i det lavland og den hverdag, som Han kom til i sin søn, og som I nu skal dele med jeres menigheder. I skal oversætte urgamle ord og gøre dem hørt nu og her, hvor vi lever og er, så de bringer styrke og mod og samler os op. Også når vi ligger der, og har svært ved at rejse os.

I stykket jeg har lagt jer på sinde, taler profeten Esajas mod ind i sit folk, Israel. I skal som præster gøre det samme med det gode budskab, I og vi har fået at bringe videre: i Svostrup, Voel og Dallerup, i Ovsted, Tåning og Hylke, i Høje Stene, i Østbirk, Yding, Lundum og Hansted og på Regionshospitalet i Horsens. Med andre ord: det halve af Østjylland.

Og så en formaning: lån selv styrke af de ord I skal forkynde, når I er ved at snuble og falde og er trætte. Alt dét, der jo kan komme til os alle. Bestemt også i præstegerningen. For det er først, når evangeliets ord er kommet omkring os selv, og vi selv har lært både afmagten og styrken, håbet, modet Gud er kommet med i sin søn, at vi med fynd og Åndens bistand kan tale det ind i andres hjerte! 

Sådan er det jo i vores kirke, og sådan bliver det i den hverdag I skal til at dele med jeres menighed: det er i det små og nære, de store ting udfolder sig. I jeres embede, blandt jeres sognebørn, i kirkerne, på hospitalsafdelingen, i de lokale fælleskaber, i ordet I skal prædike, i sakramenterne, i liturgien som vi jo taler en del om for tiden. Det er i dette nære og små det største budskab er på færde, og det er her I skal blive ved med at arbejde for, at det er på færde.

Man kan også sige, at I skal holde fast i, og holde os andre fast på, budskabets storsyn. Ikke mindst når det hele i og omkring kirken bliver for småt og sander til i ævl og kævl og problemer og arbejdsmiljø og interne riverier, hvor hver især synes, at de andre er nogle idioter. Det er der alt for meget af for tiden. Storsyn skal der til. Evangelisk storsyn og rumudvidelse, så vi ser op og ser længere i stedet for at skule surt til hinanden.

Så Mette, Gaute, Sara og Ninna. Jeg håber, at I, i jeres liv som præster, med jævne mellemrum må erfare jeres bekymringer for hvor I, sådan i overført forstand, skal stå, gå, sidde og knæle, overdøvet og modsagt. Jeg håber, at I, når det af og til strammer til, må mærke evangeliets storsyn løbe storm mod jeres og vores små cirkler og snævre ekkokamre.

Jeg håber og vil sammen med alle herinde bede til, at billeder af majestætisk svævende ørne, utrættelige løbere og ihærdige vandrere - og for den sags skyld: morgner i maj, hvor det grønnes - må komme til jer med evangeliets ord, og at de må være jeres menighed og jer selv til trøst, håb, styrke og mod.