Ordinationstale ved ordination den 24. marts 2022

De ord af den hellige skrift som jeg på jeres indvielsesdag særlig vil lægge jer på sinde, skriver Apostlen Paulus i sit første brev til korintherne, 1.21-32:

For tænk på, brødre, hvordan det var med jer selv, da I blev kaldet: I var ikke mange vise i verdslig forstand, ikke mange mægtige, ikke mange fornemme. Men det, som er dårskab i verden, udvalgte Gud for at gøre de vise til skamme, og det, som er svagt i verden, udvalgte Gud for at gøre det stærke til skamme, og det, som verden ser ned på, og som ringeagtes, det, som ingenting er, udvalgte Gud for at gøre det, som er noget, til ingenting, for at ingen skal have noget at være stolt af over for Gud. Men ham skyldes det, at I er i Kristus Jesus, som er blevet visdom for os fra Gud, både retfærdighed og helligelse og forløsning, for at »den, der er stolt, skal være stolt af Herren,« som der står skrevet.

Kære ordinander!

Da I for ikke så forfærdeligt længe siden blev kaldet, eller kaldt på, af menighedsrådene i henholdsvis Skanderborg, Trige, Ølsted og Spørring, Hatting og Torsted og af Kirkens Korshær, da var I som korintherne her heller ikke vise i verdslig forstand. Ikke i udpræget grad i hvert fald.  I var heller ikke specielt mægtige eller for den sags skyld fornemme.

Det håber jeg, at I ikke her indledningsvist ikke tager jer for nær, når jeg siger. Men I blev altså kaldet, eller kaldt på, som dem I nu engang bare er. I bunken af andre glimrende ansøgere blev I peget ud, som dem jeres respektive menighedsråd gerne ville se lidt nærmere på, tale lidt mere med og høre prædike. Og de fandt så, da de havde set jer, lyttet til jer og talt med jer, at det lige netop var jer, Henrik, Marie og Anne-Petra, de gerne vil have til fremover at prædike, døbe, undervise, trøste og tjene menigheden på deres sted. Og dét altså med jeres stemme, på baggrund af jeres erfaringer, jeres gemyt, og hvad I nu ellers kommer med.

Det er alle glade for. Det giver sig selv. Og det er bestemt ikke for at gøre jeres glæde mindre, at jeg nu fraskriver jer særlige åndelige evner, vældig visdom, magt og indflydelse eller ædel byrd. Det er for med Paulus at sætte en stor fed streg under, at det største og vigtigste, Guds ord til os, Hans komme til os i sin søn, ikke ledsages af imperatorer på stridsheste, pauker og trompeter, glødende retorikere og åndens elitetropper. Det kommer til os i skrøbelige menneskeord i almindelige menneskemunde, der kan tale jævnt om alt det høje, så det, med Åndens hjælp og bistand, fortsat kan være en kilde til undren, trøst og tak, at Gud i sin søn kom helt, helt herned, hvor mennesker kæmper, græder, lider, sørger. At han kom helt herned for at være hos os med alt sit og sprede mørket, der ellers kan være så tæt.

Det er visdommen, som Paulus taler om, der skal være jeres. Jesu Kristi visdom! Den særlige visdom, som med krybben og korset, med ordene om tilgivelse, barmhjertighed og at den mindste skal være den største, for altid forandrede verden.

Jesu Kristi visdom er jo i sig selv en stor evigt vibrerende modsigelse af den magt, det magtspil, der altid rumsterer, hvor mennesker er. Lige nu, ikke så forfærdeligt langt herfra, oplever vi jo lige nu magten i fuld udfoldelse, i den mest rå udgave, med blodig vold, diktatorpral og national selvforgudelse. Dér er ikke så meget at tage fejl af.

Men den lurer som bekendt også tæt på, som sagt, hvor mennesker er – når vi hele tiden selv på så mange forskellige måder fortabes i magtspil og hverdagens små og store kampe om vores plads i verden. Som særligt vise, magtfulde og fornemme i alle mulige varianter.

Som præster og forkyndere er vi heller ikkehævet over den slags. Vi vendte det flere gange til jeres bispeeksamen i sidste uge. Dét med, at I på den ene side er den helt almindelige Henrik, Marie og Anne-Petra, I jo er. Mens I på den anden side, nu med jeres kald, ordination, embede og indsættelse, får en særlig opgave og med den også en særlig magt, position og status.

I vil blive budt indenfor. Jeres menighed vil vise jer tillid og dele fortrolighed med jer. I vil blive lyttet til, når I taler ind i sårbare situationer og skal tale trøst, hvor det kan være svært at få øje på den. Men på en gang at være helt almindelige Henrik, Marie og Anne-Petra og særlige præste- Henrik, Marie og Anne-Petra forudsætter, at I aldrig nogensinde må holde op med at forholde jer til, hvordan I udøver og er til stede i jeres embede med den særlige magt og myndighed, det også indebærer.

Og lærer I efterhånden at balancere jeres person i forhold til jeres embede. For det tror jeg, med mit kendskab til jer, at I gør. Ja, så er der jo hele tiden spørgsmålet om, hvordan vi som præster møder vores omverden i almindelighed. Skal vi holde på vores, og hvem vi er, skal vi gøre vores identitet klar i en uklar og rodet tid, skal vi stå fast, skal vi være et fundament, et bolværk, en mur, når så meget er i bevægelse, også nogle gange, synes vi, den helt forkerte vej? Skal vi vægte traditionen, når så meget andet flimrer? Skal vi drage sværd overfor tidsånden og bekæmpe falske lærdomme, hvor vi finder dem? Skal vi sige ”holdt” og ”nej” og ”hertil og ikke længere”?

Det er på mange måder en bølgende frontzone mellem gammelt og nyt, kendt og ukendt, traditionens og tidens krav, som I vil komme til at befinde jer i som nye præster. Når vi diskuterer liturgi. Når vi forholder os til tidens mange forskellige strømninger. Eller når menighedsråd, og det gælder også jeres, har en forventning til, at den lokale sognekirke er til stede derude, i vores omverden, i sogn og samfund og ikke bare, om jeg så må sige, bliver hængende inden døre. Eller, i det hele tager, som det sker for tiden, når der kaldes på os mange steder fra. 

Men som vi også talte om, så ligger der vel først og fremmest i vores virke som præster, en ydmyghed, som kommer af, som de små, helt almindelige, ikke særligt vise, magtfulde eller fornemme, vi nu engang er, at skulle forkynde, det uendeligt store i Kristi komme til verden. En ydmyghed, vi skylder at spejle, fordi Gud i ham, som Paulus jo skriver, valgte dårskaben, svagheden, det der intet er, for at gøre det, der er noget, til ingenting.

Den paulinske pointe kalder jo alt andet lige på en ydmyghedens vej, en tjenende vej, for os, hvor vi skal være såre påpasselige med ikke at gøre os til små magtfuldekirkelige bastioner mod tidens vankundighed. Tvært imod skal vi, i svaghedens position, med Kristi visdom som rettesnor, vide at vove pelsen. Vi skal lade os belære og bevæge, først og fremmest af det budskab, der bærer os og sætter os på plads, men også af den menighed, der i mange sammenhænge er klogere end os og kan og vil lære os så meget.

Det handler netop ikke om at lade stå til og dalre efter tidsånden, men om at vi hele tiden, med udgangspunkt i evangeliet om Guds visdom i Jesus Kristus, udsætter os selv. At vi lader os noget sige og tager imod, og, som de skrøbelige kar vi er, nogle gange tør turde vove pelsen for at gøre evangeliet hørt.

Med andre ord, kære ordinander, I skal sandelig – trods jeres manglende visdom, magt og fornemme byrd, have en selvfølelse som præster. Ikke med udgangspunkt i pastoral position og kirkelig magt og myndighed, men med udgangspunkt I den evangeliets dårskab, som vi forkynder, og som vi hele tiden må prøve os selv med, og som alt andet lige vil flytte på os, så vi ikke gror fast i vores eget. At være præst er også på den måde livslang læring i at bevæge sig ud i den brogede verden med budskabet om den korsfæstede og opstandne. En vedvarende øvelse, en stadig prøvelse, en dannelse og dueliggørelse, som I aldrig bliver færdige med eller nogensinde skal blive færdige med. Og så er I kun lige begyndt!

Guds velsignelse over jeres virke!

AMEN