Fortsæt til hovedindholdet
Nyhedsbreve
Julehilsen 2022
Julekugler og 2 tændte stearinlys

Julehilsen 2022

Kære menighedsrådsmedlemmer

Det er snart jul og sneen, der har dækket stiftet, mindede os om, at vi skal gå forsigtigt, køre lidt langsommere og i det hele taget geare ned, finde ro og fejre julens glædelige budskab.

I kirkerne i land og by inviterer vi til talrige arrangementer som læsninger, krybbespil, Luciaoptog og koncerter. Vi rykker sammen, tænder lys, glæder os over alt det vi har og kan - midt i forfærdelsen over den utryghed, som omgiver os og kommer tættere på. Det er præcis dét som kirkens rum, kirkens ord og vores salmeskat kan: være rammen for vores fællesskab, glæde, håb og savn.

I Stiftsrådet vil vi bidrage til dette lokale arbejde. Vi har derfor - i dette første år af vores valgperiode - arbejdet med at formulere stiftsrådets visioner og den sætning, der sætter retning for vores arbejde:

Aarhus Stiftsråd vil være synlige i samarbejde, sikre plads til teologisk
forskellighed og støtte den meningsfulde arbejdsplads.

Vores vision kan lyde ambitiøs. Det er fordi, at vi er ambitiøse. Vi ønsker kontinuerligt at bidrage til de bedst mulige rammer for det folkekirkelige arbejde i hele Aarhus Stift. Det fulde visionspapir kan I læse på stiftets hjemmeside

I år har vi derfor blandt andet fulgt projektet ”Når Grænser Flyttes”, der ser på, hvad der sker med den lokale kultur, det kirkelige tilhørsforhold og strukturens konsekvenser, når en ændret demografi bliver besvaret med oprettelsen af storpastorater. Projektet er forankret i Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, og vi forventer os meget af den endelige rapport, som udkommer i foråret.

I september inviterede vi til provstiudvalgsmode. Her debatterede vi de nævnte visioner, provstiudvalgenes arbejde og brainstormene på den store opgave, som vi i Århus Stift har forpligtet os til, nemlig værtskabet for Himmelske Dage 2025. Det bliver i Silkeborg i Kristi Himmelfartsferien, og arbejdet er allerede godt i gang. Der er samlet en dygtig og initiativrig lokalkomite, der lige nu samler på gode idéer og ivrige hænder, der vil arbejde med på at skabe de bedste Himmelske Dage nogensinde. Vi er begyndt at glæde os.

Tak for alt det gode samarbejde vi har haft i årets løb.

Glædelig jul og godt nytår

 

Ann Dahy

Stiftsrådsformand