Indledning
Fokusgrupperne for babysalmesang, mellemgruppe og seniorgruppe har henholdsvis fire, fire og seks deltagere.
Aldersfordelingen i babysalmesangsgruppen er mellem 28 og 34 år. Deltagerne har været bosat i området fra et halvt til to år. Mellemgruppen består af deltagere i alderen 28 år til 55 år og har boet i området i alt fra et til 31 år. I seniorgruppen er deltagerne mellem 68 og 84 år gamle, og deltagerne har boet i området i 43 -58 år.
Nærværende analyse er inddelt i fire hovedafsnit: Lokalområdet, Kirkebrug, Den lokale kirke og Folkekirken.
Lokalområdet
Deltagerne i alle grupperne er blevet bedt om at sætte ord på de karakteristika, der er særlige for deres område, Åbyhøj, og de bliver behandlet under overskrifterne: Byen-i-byen, En blandet by og Byens DNA.
Byen-i-byen
Generelt fremgår det, at bydelens geografiske placering i forhold til Aarhus har stor betydning for deltagerne i fokusgrupperne fra Åby sogn:
JO: ”Det er jo centralt. Der er jo ikke langt til centrum, til skov.”
PR: ”Nej, 4 km ind til centrum.”
TH: ”Det er da en væsentlig del af forklaringen på, at det er attraktivt. Det er den korte afstand til centrum.” (seniorgruppe, Åbyhøj).
Den nære afstand til Aarhus C og Åbyhøjs egne faciliteter (områdets skoler, parker, kirker og ikke mindst torvet) giver fokusgruppe-deltagerne en oplevelse af at bo i en by-i-byen. Det betyder, at beboerne kan nyde de fordele, der er ved at bo i Åbyhøj og gøre brug af det, der sker i nærområdet. Samtidigt bor de tæt på Aarhus C., og den store bys faciliteter er let tilgængelige.
Deltagerne beskriver også Åbyhøj som en landsby - herunder en gammel by med megen historie:
”Nåh ja, men hvis du vil prøve at se en landsby, så kan du tage ned til Gammel Åby. Så er du 100 år tilbage. Det er ligesom at gå med uldsokker” (seniorgruppe, Åbyhøj).
At Åbyhøj også er en selvstændig by – en by i byen – kan skyldes, at en del af Åbyhøjs fortælling er, at byen tidligere har fungeret som en selvstændig sognekommune og først i 1970 blev lagt ind under Aarhus Kommune.
Deltagerne beskriver derudover Åbyhøj som en fredelig og hyggelig by.
En blandet by
Det fremgår tydeligt i samtalerne med fokusgrupperne, at Åbyhøj er en blandet by. Åbyhøj er det postnummer med den højeste gennemsnitlige kvadratmeterpris i Jylland, samtidigt bærer området præg af at være et gammelt arbejderkvarter. Deltagerne beskriver den forandring, som området har undergået og konstaterer, at det stadig befinder sig i en slags overgangsfase:
”Det er en blanding af gammelt arbejderkvarter og akademikere. Der er et sjovt mix. Når man tager eksempelvis torvedagene - Det er et gammelt arbejderkoncept med Sussi og Leo-agtig musik, fadøl og dit og dat. Det er i større og større grad en anden type borgere, der bor her, så der er et misk-mask, og så det er jo et spørgsmål om, hvor lang tid det bliver ved. Jeg har boet her i 31 år. Jeg boede i engparken, og det er relativt små lejligheder med gamle ufaglærte. Det er jo nærmest en by i byen. Der er det der sjove mix, som er i et eller andet sjovt vadested lige nu.” (mellemgruppe, Åbyhøj)
Deltagernes profiler afspejler også denne blanding af arbejderklasse og akademikere, og begge disse grupper oplever også tendensen til, at den ældre generation, arbejderklassen, fraflytter området, og de unge akademikerfamilier med børn overtager.
AN: ”Men der er også mange ligesindede her. Det er et typisk up-coming-kvarter for akademiker-familier med børn.”
LI: ”Det må man sige. Men det vil jeg sige, at det vidste vi altså ikke… jeg kendte som sagt overhovedet ikke området. Så for os, var det helt klart afstanden ind til centrum. Men når det så er sagt, så har AN fuldstændig ret i at det er da rigtig, at alle, som flytter herind, minder om en selv. Det gør godt nok tingene nemt.” (babysalmesang, Åbyhøj)
…
”Der er nogle ældre, som flytter, og der er sket en… fra jeg boede her først i 2003 og så indtil nu, så er der sket en udskiftning på de der år i en forholdsvis stor grad.” (babysalmesang, Åbyhøj)
…
PR: ”Der er rigtig mange børnefamilier, som flytter ind. Der sker en kraftig udskiftning nu”.
JO: ”Det er jo også fordi, at dem, som bor her, de står jo af. Da vi flyttede ind på vejen, der var vi de unge, som kom, og dem på den anden side var pensionister. Nu er det jo omvendt. Nu er det os, som står på kanten.”
ER: ”Da jeg flyttede ind var det et sølvbryllupskvarter, og da jeg flyttede derfra var det guldbryllupskvarter … Men man kan da kun tage det som et plus, at der kommer børn til. Det er jo et tegn på, at de gerne vil bo her.” (seniorgruppe, Åbyhøj)
Udover denne udvikling er området præget af de omkringliggende udsatte boligområder, særligt Gellerup og Bispehaven. Deltagerne selv betragter det dog ikke som noget negativt, og det har ikke bekymret dem i deres tilvalg af området.
”Der skiller det her område sig nok lidt ud fra det, man typisk kalder Åbyhøj, fordi der ligger Gellerup og Bispehaven så tæt på. Det var der da en del som spurgte til, da vi købte det her, om vi havde tænkt over, at Gellerup lå lige herude og, at Bispehaven ligger lige omme i baghaven, og sådan noget. Det havde vi ikke tænkt på, men vi havde det også sådan begge to, at det gik nok. Altså, så kunne det vel heller ikke være værre.” (babysalmesang, Åbyhøj)
Alle deltagerne er enige om, at der er en skarp opdeling mellem Åbyhøj og de omkringliggende udsatte områder. Særligt babysalmesangsgruppen oplever nærmest ingen diversitet i deres hverdag:
LIN: ”Jo, altså man bemærker det i den forstand, at når man går den vej ud, er det næsten skræmmende at se, at når man går på de her veje, så er alle børnene lyshårede, som løber og leger. Lige så snart du krydser vejen deroppe, så har de alle sammen mørkt hår. Altså det er simpelthen så tydeligt, at det er helt skræmmende.”
Flere udtrykker enighed.
SI: ”Det er meget opdelt.”
LIN: ”At det er så opdelt ad én vej. Men det er ikke noget, som jeg har nogle negative erfaringer med, at Bispehaven ligger lige deromme fx. Men jeg ved, at det kan skræmme nogen, for det blev vi jo som sagt spurgt om, da vi købte det.”
AN: ”Men der er også sådan en typisk os og dem-tankegang længere nede i Åbyhøj. Nede ved ringvejen og Søren Frichs vej hvor jeg bor. Lige ovre på den anden side af ringvejen der ligger Åbyhøjgård, og det er også nogle helt andre typer og en helt anden demografi, som er der. Men det var da heller ikke noget, jeg tænkte over overhovedet. Jeg kan godt lide det, vil jeg sige, men jeg har så også boet længere ude ved siden af Bispehaven.” (babysalmesang, Åbyhøj)
I mellemgruppen er oplevelsen dog, at man i højere grad mærker diversiteten, særligt i de lokale skoler:
R: ”Jeg kommer lige til at tænke på, at det er meget hvidt samfund herude. Der er ikke meget etnicitet. Gellerup er så også lige ude ved siden af, og der er ligesom en forsamling og et sted, hvor folk har søgt hen af både ydre og indre parametre og grund til, at de har gjort det.”
K: ”Men sådan er skolerne så ikke. Der er rigtig mange etniske børn. Min datter har faktisk gået i en klasse - her i 9. klasse, hvor der kun var piger af anden etnisk baggrund og så min datter.” (mellemgruppe, Åbyhøj).
Endvidere tilføjer deltagerne, at mange betragter Åbyhøj som et ”smørhul” mellem disse udsatte områder som Gellerup og Bispehaven:
”Man kan godt undre sig lidt over, eller det er i hvert fald typisk at nogen siger, at det ligger som et smørhul imellem nogle problemområder. Gellerup, Bispehaven og omegn. Hvorfor gør det det? Det har måske noget at gøre med, at det var mere eller mindre udbygget og på en måde, så der både var og er lejligheder og villaer. Altså den forskellige sammensætning, som man nu snakker om – at man vil bryde ghettoerne op, og alt det der. Når man bor herude, så føler man det lidt underligt, at der ikke er flere problemer.” (seniorgruppe Åbyhøj).
Det er vigtigt at understrege, at alle deltagerne betragter beliggenheden tæt på de udsatte boligområder og dermed muligheden for den følgende demografiske diversitet og mangfoldighed som et positivt element. Særligt de yngre fokusgruppedeltagere overvejer at vælge institution i et område, hvor diversiteten i højere grad er repræsenteret for derved at styrke deres børns oplevelse af mangfoldighed i hverdagen: ”Vi synes at det kunne være rigtig fint, at man har lidt af begge dele måske. Både sådan det der forstad, og at det er lidt blandet, så alle ikke er helt ens.” (babysalmesang, Åbyhøj).
Byens DNA
Åbyhøj er et område, hvor man bor i mange år og derfor får en stor tilknytning til. Bydelen har et aktivt lokalt foreningsliv. Der er en række foreninger og bestyrelser, hvor beboerne har samlet sig og sammen løftet store opgaver, herunder for år tilbage bevarelsen af det lokale bibliotek, hvor en stor gruppe borgere blandt andet gik i fakkeltog for at vise deres opbakning. Det lykkedes at holde det lokale bibliotek åbent, og initiativet er resulteret i ”Bibliotekets venner” - en aktiv kulturforening.
Selvom en del af de interviewede ikke fremhæver områdets aktive foreningsliv, er det tydeligt, at der er en fornemmelse af en særlig identitet i Åbyhøj, som kommer til udtryk gennem beskrivelser som ”en hyggelig bydel” og ”en god fornemmelse i Åbyhøj” samt omtalen af en særlig ”Åbyhøj-ånd”.
I: ”Er der en særlig ånd i Åbyhøj?”
SI: ”Det synes jeg. Vi skulle også have noget som var tæt på, fordi vi har ikke bil, og min mand har ikke kørekort, så vi har gået rundt i de kvarterer, som ligger i det lag der, og der synes jeg, at der var en rigtig god fornemmelse i Åbyhøj. Vi har ikke nogen tilknytning til det ud over det. Det bare en hyggelig bydel. Det var derfor, vi valgt det her. Vi kiggede også kun i Åbyhøj, faktisk.” (babysalmesang, Åbyhøj).
En anden deltager beskriver således Åbyhøj, som har den sin egen DNA:
”Åbyhøj har sin egen DNA, tænker jeg, og det skal man passe på … Det består af aktive Åby-folk: Åbyhøj kulturoprustning, Åby-hej, viljen til at løfte den her opgave med Elværket fx, som har haft kæmpe betydning for fællesskabet. Bibliotekets-venner.” (mellemgruppe, Åbyhøj).
Lokalområdet - opsummering
Åbyhøj er et attraktivt område for mange, og i øjeblikket tiltrækkes særligt unge veluddannede børnefamilier med høj indkomst. De vigtige parametre her er særligt den korte afstand til Aarhus centrum, så man derved ikke er afhængig af offentlig transport eller bil for at komme ind til midtbyen. Men selvom man er tæt på centrum, er der her en anden ro, som giver fornemmelsen af en by-i-byen.
Åbyhøj er et blandet område, der for tiden er i en overgangsfase, hvor den ældre generation af arbejderfamilier flytter væk. For den yngste gruppe, der ikke har børn i skolealderen og har boet i området i relativ kort tid, er opfattelsen, at der er en meget ensartet beboersammensætning.
Selvom Åbyhøj er ét af Jyllands dyreste postnumre, er der også almene boliger i området, og flere af deltagerne er optagede af, hvordan diversiteten kommer til udtryk i hverdagen. Især deltagere med skolebørn fortæller, at de møder mangfoldighed, hvorimod den yngre gruppe, babysalmesangsgruppen, giver udtryk for, at der er en ”os-og-dem”- kultur, som de ønsker at komme ud over fx ved valg af børneinstitution.
Der bor en stor gruppe af aktive og engagerede borgere, som går op i de lokale forhold, og som er med til at værne om det, der blandt deltagerne kaldes for byens DNA.
Kirkebrug
Ét af formålene med fokusgruppeinterviewene er at undersøge, hvordan deltagerne bruger kirken, og om den lever op til de forventninger, de har.
Generel tilknytning til kirken
De interviewede grupper har forskellig tilknytning til folkekirken og den lokale kirke. Det er meget forskelligt både internt i grupperne og grupperne imellem, om de føler en tilknytning til kirken, gør brug af den, og om den er en del af deres hverdag. Nærmest alle i grupperne har dog brugt kirken i forbindelse med dødsfald ved bisættelser/begravelser samt ved barnedåb.
I babysalmesangsgruppen er der overvejende en tendens til, at man bruger kirken, fordi det passer ind i hverdagen og i ens liv i øvrigt. Kirken og dens aktiviteter bliver ikke prioriteret, hvis det ikke passer. Det afspejles også i deres engagement i babysalmesang, hvor deltagerne er tilfredse med, at aktiviteten ligger på et godt tidspunkt, og at det er tæt på, hvor de bor. Det tyder dog umiddelbart ikke på, at de deltager i arrangementet for at skabe et tilhørsforhold til den lokale kirke eller støtte det lokale miljø.
Samtidig fortæller en deltager fra mellemgruppen, at vedkommende ikke benytter folkekirken, men aktivt shopper rundt blandt forskellige trossamfund og bruger de dele, der giver mening i vedkommendes liv. Dog afskriver deltageren ikke folkekirken, men det er særligt kirkebygningen og folkekirkens traditioner, der er tiltalende:
”I forhold til min brug af folkekirken og kirkerne generelt, som kirkerum og sådan noget, så kan jeg godt lide at traditionerne bliver ved det gamle. Men jeg er heller ikke særlig hyppig bruger af kirkerne. Jeg kan godt lide det med de gamle traditioner, så jeg shopper lidt … Men jeg kan godt lide at traditionerne er, hvad de er … Jeg synes ikke så meget om babygudstjenester, spaghetti og alt sådan noget. Jeg kan godt lide det historiske aspekt. Alt det du har nævnt, om hvordan kirken har båret os igennem, og der har den selvfølgelig også udviklet sig i takt med samfundet osv. Men jeg kan også godt lide, at det står for noget.” (mellemgruppen, Åbyhøj).
En anden deltager giver udtryk for en tilsvarende holdning, men at hun gennem sine børn har fået et forhold til den lokale kirke, fordi børnene er døbt i kirken. Deltageren kalder det en ”børneromantisk” forestilling om kirken. En forestilling, der også vil spille ind, når børnene når konfirmationsalderen, da der heller ingen tvivl hersker om, at de skal konfirmeres, og hvor de skal konfirmeres. Med andre ord har den lokale kirke betydning i kraft af de traditioner og ritualer, som den danner ramme om i familiens fortælling:
” […] Men jeg kan jo mærke, at det der med børn, der er vilde med traditioner, og mine er jo drenge, og når de endelig bliver vilde med noget, så bliver man også en lille smule til falds for det som mor. Men det der med, de er jo mega børneromantiske: (Om sine drenge) ”Ej, det er jo dér, jeg er blevet døbt mor, og se lige det der billede! ” Du ved, så deres romantik omkring det gør, at så kan jeg jo ikke begynde på noget.” (mellemgruppe, Åbyhøj).
I en tredje af grupperne (seniorgruppe) fremgår det, at de ikke ser sig selv som faste kirkegængere. Deres brug af kirken varierer fra at komme, når kalenderen tillader det, til at nogle har fået øjnene op for, hvad kirken kan tilbyde efter et dødsfald i den nære familie:
”Folk er sig selv nok. Joh, det er de. Jeg har også været mig selv nok i mange, mange år. Absolut. Jeg synes ikke, at kirken sagde mig noget til at begynde med. Vi fik dåb, konfirmation og alt muligt andet. Det var i orden. Men resten af kirken sagde mig ikke noget. Det sagde mig faktisk først noget, da min kone hun døde.” (seniorgruppe, Åbyhøj).
Generelt har seniorgruppen en forestilling om, at det primært er babyer og ”voksne mennesker som os”, der kommer i kirken. Samtidigt er de usikre på, hvordan andre kunne gøre brug af kirken: ”Jeg ved ikke hvordan almindelige mennesker kommer i kirken?” (seniorgruppe, Åbyhøj). Citatet er interessant, fordi det rejser spørgsmålet: Hvordan henvender kirken sig bedst muligt til ”almindelige” mennesker? Til dem, der normalt ikke bruger kirken?
Det virker til, at deltagerne har svært ved yderligere at definere, hvad man kunne tænke sig af folkekirken i dag, men der er en bevidsthed om, at folkekirken må gøre en indsats for at ”lokke” andre befolkningsgrupper til, så det ikke altid er de samme personer, der møder op til søndagsgudstjenesten (seniorgruppe, Åbyhøj). Én mener, at folkekirken bør skabe tilbud til de mindste og på den måde indlede kontakten til de ældre generationer: ” […] starte med de små, så kommer forældrene, så kommer bedsteforældrene. Det er rigtigt, man skal få dem indenfor.” (seniorgruppe, Åbyhøj).
Overordnet vidner deltagernes kirkebrug om, at de bakker op om traditionerne i folkekirken og er åbne for de eftertænksomme og filosofiske elementer, som også kan opstå i rummet. Det er både et håb og til tider en overraskelse for deltagerne, at de får et nyt perspektiv på hverdagen, når de kommer i kirken – dette bliver uddybet i følgende afsnit om ”Rummet”.
Rummet
Der er bred enighed på tværs af grupperne om, at kirkerne tilbyder et andet rum end andre steder. Et rum, der kan skabe og favne refleksion og eftertænksomhed, være et sted, der i kraft af sin historie og tradition, tiltrækker deltagerne og et rum, man benytter i forbindelse med musik og koncerter. En deltager giver udtryk for, at kirkerummene i højere grad burde være alment tilgængelige for lokalsamfundet:
”Det er jo samfundsøkonomisk spild, at der står sådan en bygning, der ikke bliver brugt. Der kunne man jo have et forum inde eller en debataften. Der kunne foregå alt muligt i en kirke, som kunne være til glæde for folk i Åbyhøj. Man kunne spise en frokost derinde eller stående buffet, og det kunne man sagtens gøre uden at træde religionen over tæerne.” (mellemgruppe, Åbyhøj).
En deltager fra mellemgruppen fremhæver, at eftertænksomheden og den filosofiske eftertanke, som kirken/præsten kan være med til at åbne, til tider er et fantastisk og overraskende element:
”Jeg kan også godt lide den der med eftertænksomhed. Her er der en ro til at stå af ræset og sige ”hvem er jeg og hvorfor? ” Den, synes jeg, faktisk også er god. Hvordan man så skal gøre det, det ved jeg ikke. Jeg går meget lidt i kirke, men hvis jeg står med en præst, der er sådan næsten filosofisk, og hvor man bagefter siger: ”Der var sgu en pointe! ” Hvor der bliver sat et eller andet i gang, det, synes jeg, er fantastisk! Ja, hvor man siger: ”Den der havde jeg ikke lige set! ” Den eftertænksomhed!” (mellemgruppe, Åbyhøj).
Og det behøver ikke at være højtravende filosofi, men kan handle om hverdagsting, der giver stof til eftertanke:
”Jeg synes at det er rart, at man får snakket om noget, hvor man bagefter tænker lidt videre over det, faktisk. Det behøver ikke at være så højtravende. Tit så er det, man tænker over bagefter, det er sådan nogle hverdagsting. Fx når der er blevet snakket om et eller andet som sådan ligesom sår et lille frø til, at man tænker videre […].” (babysalmesang, Åbyhøj).
Kirkerummet kan også fungere som et sted, hvor der er plads til at tanke op. I Åby Kirke har man ”Optanke-rummet”:
”Der er mange måder at se på kirken på. Når jeg kigger på selve kirkerummet, og hvorfor jeg kommer i kirke, så er det måske den årlige gudstjeneste, vi leverer med koret. Det er den ene del. Den anden det
er de her "Optanke-rum", som der er i Åby kirke, hvor der bliver spillet musik, og man kan bruge tid til refleksion.” (mellemgruppe, Åbyhøj).
Deltagerne fra babysalmesangsgruppen diskuterer, hvorvidt rummet har værdi i sig selv, eller om man kan trække nogle aktiviteter ud af kirken. Er det vigtigt, at man bliver fanget, dér, hvor man står - altså midt i hverdagen - eller er rummet afgørende, fordi det i kraft af dets tradition og historie tilfører endnu et perspektiv?:
” […] det behøver heller ikke at foregå inde i kirken, for min skyld. Det kan sagtens være ude… på strøget eller… det virker lige så fint, og måske endda bedre på nogle måder. Der er det mere… det kan måske blive lidt mere intimt og vedkommende, når man bare lige bliver fanget der, hvor vi alligevel står til hverdag.”
LIN: ”Jeg tror faktisk, jeg har det lidt anderledes, fordi jeg ikke er medlem af folkekirken, og jeg er ikke som sådan troende. Så jeg synes også, at en del af det at komme i kirken, det er også det med rummet. Det er sådan et flot sted at komme, og der er en speciel stemning, som jeg ikke synes, at man tager med, hvis man tager andre steder hen. Men det er jo nok fordi, jeg også kommer fra den del af det, og ikke kun for det kirkelige og det troende.” (babysalmesang, Åbyhøj).
Diskussionen er central, fordi den peger på overvejelsen af, om man skal bygge flere kirker i et sogn med stor befolkningstilvækst, eller om det vil være bedre at trække aktiviteter ud af kirkens rum og til et andet rum - et andet samarbejde (jf. fx domkirkens projekt med at leje sig ind i badehusene på Aarhus Ø). Det kan yderligere åbne blikket for, hvilke kvaliteter og hvilken betydning kirkens rum har for brugerne.
En deltager gør opmærksom på den styrke, der ligger i, at kirken kan være med til at italesætte emner, der ikke ville kunne fungere i andre sammenhænge, fx i skolens:
”L: […] Min søn har lige været ude og blive vist rundt af en hjemløs, de var ved at skide en sprællemand, hold kæft, de var bange mand! Han har næsten ikke kunne snakke om det, for han synes simpelthen bare: ”Mor, han har slået nogen ihjel” og pyyyha han syntes, det var voldsomt! Men skidegodt, så det er da en vigtig ting, tænker jeg. Og det, tænker jeg, netop, at hvem kunne ellers have båret det? Det skulle en folkeskolelærer ikke bære, det skal være præsten, der skal give den empati og det møde det er, at verden er mere kompleks, så det synes jeg giver rigtig god mening.” (mellemgruppe, Åbyhøj).
Det er tydeligt, at her er kirken – præsten – i stand til at tilbyde et rum for samtale om verdens og lokalsamfundets kompleksitet og mangfoldighed. Spørgsmålet er, hvilke muligheder ”dette rum” åbner for folkekirken?
Deltagelse, kirkeblad og arrangementer
Det er forskelligt for deltagerne i fokusgrupperne, hvordan de orienterer sig i forhold til de aktiviteter og gudstjenester, som kirkerne tilbyder. En af deltagerne beskriver, hvordan hun kort har orienteret sig i sognebladet og synes, at der var meget, der lød spændende og relevant. Dog betyder interessen ikke, at deltagerne gør brug af arrangementet:
SI: ”Jeg har da lige skimmet kirkebladet eller det der sogneblad, hvor vi snakkede om, at så var der også det, men jeg har jo ikke været til det. Så ja, jeg orienterer mig, men jeg har ikke brugt det til andet end babysalmesang.”
LIN: ”Det kan jeg godt tilslutte mig. Jeg orienterer mig, og så konstaterer jeg egentlig, at jeg synes, de laver rigtig mange fine ting og tænker: ”Gud, et fedt initiativ, ej det kunne også være”. Men så bliver det aldrig…”
SI: ”Jeg synes fx også det XX fortalte om, med de der børneting, som foregår. Spaghettigudstjeneste og sådan noget. Det lyder ret fedt. Så jeg tænker, at det måske bliver noget, vi kommer til at bruge mere. Jeg er da også lidt ærgerlig over, at jeg ikke kan komme med til babysalmesang mere. Når hun får den alder, at hun kan komme med til det der, de små synger – hed det det? Så tror jeg da, at jeg vil med igen.” (babysalmesang, Åbyhøj).
Afstanden til kirken har betydning, og hvis de orienterer sig mod andre kirker, er det mere naturligt at kigge mod centrum, da det er i overensstemmelse med den måde, deltagerne generelt orienterer sig på i hverdagen:
LIN: ”Jeg ved heller ikke, hvordan jeg skulle finde ud af, hvordan der var et eller andet arrangement i de andre kirker. Jeg ville aldrig søge på det, og man går heller ikke forbi og ser en plakat. Det gør man jo nede ved Domkirken f.eks.”
AN: ”Jeg bliver også bare træt, bare ved tanken om at skulle finde ud af hvordan jeg kom helt derud med en barnevogn og tilbage igen. Nej puha. Det tror jeg alligevel ikke… Så har man alligevel også oftere ærinder inde i byen. At man kunne mødes med nogen som også har lige så let ved at komme derind.” (babysalmesang, Åby).
En deltager fra seniorgruppen giver udtryk for samme oplevelse, at selvom der er mange interessante tilbud, er der ikke tilstrækkelig oplysning om dem: ” […] men jeg kan jo lide det, som sker heroppe i dag. Men jeg er bare ikke blevet oplyst om det.” (seniorgruppe, Åbyhøj).
Kirkebrug - opsummering
Når man spørger deltagerne, hvordan de bruger kirken, og hvad de forventer af kirken, vidner deres svar om, at det afhænger af, hvor man er i livet.
På tværs af kirkebrug, der tager udgangspunkt i livsfaserne, ligger den betragtning, at kirkens rum har en værdi som refleksionsrum eller et overraskende perspektiv på hverdagen. Dog er tendensen også her i Åbyhøj, at det ikke altid er ”nok” til at få deltagerne til at prioritere et kirkeligt arrangement fremfor en anden aktivitet.
Generelt tyder det ikke på, at deltagerne er optagede af, om et arrangement er lokalt eller ej, når de vælger aktivitet (særlig babysalmesang). Her er der i højere grad fokus på, om det passer med kalenderen og ligger i nærheden.
Den lokale kirke
Analysen af deltagernes forhold til den lokale kirke fordeler sig under følgende overskrifter: Åbyhøj kirke – dengang og nu samt Kirken og lokalsamfundet.
Åbyhøj Kirke - dengang og nu
Overordnet er der forskel på, hvordan deltagerne taler om den lokale kirke. Seniorgruppen kender kirken fra tidligere, og dette holdes op i mod, hvordan de oplever kirken i dag.
Åbyhøj kirke før i tiden bliver beskrevet med ord som ”fordømmende og gammeldags”:
”I starten da jeg boede her i Åbyhøj, jeg boede her i 18 år, altså der var det edder’ma’me pinligt at komme her [i kirken] som menneske og som grundtvigianer. At komme i sådan en sort kirke, som
det var for 20 år siden. Jeg har krummet tæer, og jeg har også fået døbt et barn, hvor jeg tænkte ”hvad fanden er nu det her for noget? ” Vi er tre kilometer fra Aarhus midtby. Åbyhøj har været langt fra techno-gudstjenester, vil jeg bare lige sige, rent kirkeligt.” (mellemgruppe, Åbyhøj).
Dog er oplevelsen nu den, at kirken i højere grad læner sig op ad det moderne, og at forandringerne er kommet for at blive: ”Jeg synes, at vi har nogle meget moderne og fremadseende præster” (seniorgruppe, Åbyhøj). Det er samtidigt værd at bemærke, at de deltagere, der har oplevet denne - for dem - fremmedgørende og gammeldags kirkeform, ikke har taget afstand fra folkekirken generelt. I stedet er der en bevidsthed om diversiteten inden for folkekirken, og at én, for dem, ”dårlig præst” ikke er det samme som en ”dårlig folkekirke”.
Deltagerne fra babysalmesang beskriver kirken som børnevenlig, og de føler, den har tilpasset sig det faktum, at der er mange børnefamilier i området, som man også skal være kirke for.
Kirken og lokalsamfundet
Det ser ikke ud til, at kirken i Åbyhøj har samme plads i beboernes bevidsthed, som den lokale kirke fx har i Elev. Det kan der være flere grunde til.
Åbyhøj ligger fx tættere på Aarhus Centrum, den store by, hvorfor deltagerne i højere grad orienterer sig derind og dermed også har en bredere palet af arrangementer og aktiviteter inden for rækkevidde. Det betyder også, at for deltagerne, strækker ”det lokale liv” og dermed ”den lokale kirke” sig over et større område - ud over bygrænsen - end det fx gør i en mindre by som Elev.
Det er vigtigt at fremhæve, at enkelte fortæller (seniorgruppe), at kirken arbejder på at blive en større del af lokalsamfundet ved fx at afholde koordineringsmøde med andre lokale foreninger i området. Deltagerne mener, at det bør være en naturlig udvikling for kirken og dens frivillige/ansatte:
”I forskellig grad, hvis man snakker om den indholdsmæssige involvering. Men der er jo mange kirker, som har gjort sig til en del af lokalsamfundet, ligesom man i høj grad har gjort her, og er ved at gøre endnu mere med det der mødekoordinering. Jo, det var naturligt, at kirken skulle med i det der. Det var naturligt at kirken var en del af det, eller at menighedsrådet var.” (seniorgruppe, Åbyhøj).
Den lokale kirke - opsummering
Når man taler om ”den lokale kirke” er der også i Åbyhøj bevidsthed om den udvikling, som kirken har været igennem de sidste år: Præsterne anses for at være mere fremsynede og moderne, end oplevelsen har været tidligere. Kirken er mere tilgængelig og det faktum, at den tager tilløb til at få en større plads som aktør i lokalsamfundet, bemærker deltagerne.
Det tyder på både internt i kirken og hos dem, der står udenfor, at den lokale kirke i Åbyhøj står overfor at skulle placere sig midt i de bevægelser, der findes mellem den store by, Aarhus C., og den lille by, Åbyhøj. Og måske også de potentielle bevægelser der kan være i forhold til de omkringliggende områder, Bispehaven og Gellerup.
Folkekirken
Fokusgruppedeltagerne er blevet bedt om at forholde sig til, hvad de forbinder folkekirken med. For mange mennesker er det at skulle forholde sig til folkekirken et stort og abstrakt emne. For at tilføre nye perspektiver, formuleringer og ikke mindst uddybe forståelser og oplevelser hos de adspurgte, er de i interviewene blevet bedt om at sammenligne folkekirken med en restaurant: ”Hvis folkekirken var en restaurant, hvilken restaurant ville den i så fald være? ”
Nedenstående er en analyse af de svar, deltagerne giver. Derudover behandles deltagernes oplevelse af folkekirken under overskriften Folkekirken – mellem tradition og fornyelse.
Folkekirken som restaurant
I interviewene er der en grundlæggende forestilling om, at folkekirken ikke er en ”gourmetagtig” restaurant. I stedet betragter deltagerne nærmere folkekirken som et folkekøkken eller en familierestaurant. Her er priserne så lave, at de er tilgængelige for alle, og der er en rummelighed, der giver plads til alle:
SV: ”Det skulle være et folkekøkken. Selvfølgelig skal det være et folkekøkken.”
…
ER: ”Det skal kunne trække folk til. Ganske almindelig og dagligdags. Det skal ikke være gourmetmad med så og så mange stjerner.”
PR: ”Familierestaurant.”
SV: ”Selvfølgelig skal det være gratis – men når det selvfølgelig ikke kan det, så må det koste et minimum. Så at selv dem med små indtægter, at det ikke kommer til at koste dem særligt meget at komme i folkekirken.” (seniorgruppe, Åbyhøj).
Folkekirken kan ifølge deltagerne også sammenlignes med et cafeteria, fordi man dér - som i folkekirken - forsøger at dække alt, nærmest fra vugge til grav. Cafeteriet har lidt af hvert på menuen, men det er ikke nødvendigvis de konkrete retter, der gør, at man gør brug af cafeteriet:
SI: ”En slags kantine af en art. Cafeteriaagtigt?”
AN: Det kunne måske godt være. Sådan prøve at brede sig ud over mange forskellige retter… Der er måske nogen, som rammer plet for nogen, men ikke for så mange.” (babysalmesang, Åbyhøj)
I beskrivelserne af folkekirken som restaurant står det traditionelle som et stærkt fundament. Dog er ønsket, at der godt må være andet end det traditionelle på menuen, men det skal gøres ordentligt og ikke være det primære tilbud fra folkekirken.
En deltager sammenligner folkekirken med det ikoniske aarhusianske værtshus ”Teaterbodegaen”, da den er en nutidig version af krostuen og dyrker traditionerne samtidigt med at tilbyde rammer for et uforpligtende og hyggeligt fællesskab (mellemgruppe, Åbyhøj).
En restaurant, der serverer traditionel dansk mad må, ifølge de interviewede, gerne kombineres med, at der fx én gang om ugen er et fusionskøkken - muligheden for at koble det, der serveres i restauranten til ”alt muligt andet” (seniorgruppe, Åbyhøj). Herunder opstår også tanken om en ”take-away”-restaurant. Et sted, hvor man har mulighed for: ” […] at bringe de her fantastiske værdier ud.” (seniorgruppe, Åbyhøj).
I samtalerne kommer det også frem, at folkekirken til tider fremstår som et umage miks af arrangementer, som kan efterlade et indtryk af, at man med ønsket om at tiltrække folk glemmer at stå inde for det, folkekirken er.
”Jeg forestiller mig mere sådan en som servere gammel dansk mad, og så laver de også lige en pizza, for også lige at forsøge en gang imellem … Nogle gange virker de nye tiltag rigtigt godt, men andre gange så efterlader det lidt en følelse af, at man tænker… måske skal I bare stå inde for det, I er, i stedet for, og så tiltrække folk på det.” (babysalmesang, Åbyhøj).
Hvad folkekirken ”er” defineres ikke yderligere i denne samtale, dog er det et centralt tema at opholde sig ved. Formår folkekirken at holde fast i sin identitet i ræset om at tilføre nye arrangementer, gudstjenesteformer til nye og flere målgrupper? Eller giver folkekirken afkald på noget vigtigt i jagten på at dække ”fra vugge til grav”?
Folkekirken – mellem tradition og fornyelse
Temaet om, hvordan balancen skal være mellem tradition og fornyelse, bliver løbende taget op i fokusgrupperne. Det er en udfordring for folkekirken at ”få serveret nogle budskaber på en lidt mere spiselig måde” (babysalmesang, Åbyhøj), og samtidigt skal budskaberne heller ikke sælges for enhver pris:
”Man kunne godt tænke sig, at det bare skulle blive mere moderne, og så skal man have folk ind, fordi det er mere moderne. Men hvis man så går i kirke, og det er for moderne, så er det sgu også forkert. Det er godt nok meget svært at ramme en eller anden balance, hvor det ikke bliver for fjollet.” (babysalmesang, Åbyhøj).
…
”Man skal ikke bare gøre de moderne ting, fordi de er moderne. Det er klart. Men altså, hvis man gerne vil have noget ud fra fx Johannes Åbenbaring, så er man nok nødt til at ændre sproget en lille smule, ellers så står folk af. Det er jo ikke sådan, vi taler til hinanden i dag. Det kunne være noget med sproget bare.” (babysalmesang, Åbyhøj).
Særligt mellemgruppen diskuterer i samme forbindelse i hvor høj grad, alt behøver at udvikles: ”Jeg synes ikke, at alt nødvendigvis behøver at udvikles. Det skal i hvert fald udvikles på den rigtige måde” (mellemgruppe, Åbyhøj). Og gruppen understreger, at fornyelsen for folkekirken må være, at kirken kan, må og skal involvere sig i byen, i lokalområdet:
”Jeg tror måske lidt, at jeg er enig med dig, i at jeg heller ikke sidder og tænker, at den skal forny sig. Jeg sidder ikke og tænker, at vi mangler noget, men jeg tænker, at den der involveringsdel, den giver mega god mening inde i mit hoved. […] jeg tænker, hvis involveringen af kirken i byen, ligesom vil åbnes, så vil det se anderledes ud, tænker jeg i mit hoved” (mellemgruppe, Åbyhøj).
Det særlige ved folkekirken er iflg. deltagerne, at den er et bredt samlingspunkt, hvor der samtidigt er plads til fusionen, som det er tilfældet i Gellerup, hvor man arbejder særligt med religions- og kulturmøder i kirken (mellemgruppe, Åbyhøj). Også seniorgruppen har det synspunkt, at det ikke handler om at modernisere for moderniserings skyld. Det er vigtigt at forholde sig til, at kirken både repræsenterer en tradition, som de mener, skal bevares, og samtidig skal den være i stand til at rumme fornyelse. Gennem samtalen bliver det dog tydeligt, at det i forhold til at komme med konkrete forslag til arrangementer, er balancen mellem tradition og fornyelse i folkekirken også for dem svær at definere:
PR: ”Her har vi haft store diskussioner, om vi skulle have rockkoncerter, og hvad ved jeg. Jeg synes ikke, at det er kirkeligt regi. Det kan godt være, at jeg er gammeldags, men det synes jeg ikke. Jeg kan ikke forestille mig, at der står en eller anden og råber og skriger nede i kirken.”
SV: ”Det er de unge mennesker, de vil have fat i.”
ER: ”Du kan da godt lave en kirkekoncert med moderne musik, uden det bliver støjende. Det er jo det støjende, som skræmmer os, så man hverken kan høre hoved eller hale i det hele.”
SV: ”Det er ikke det støjende, som skræmmer de unge mennesker.”
I: ”Hvis man erstattede orglet til gudstjenester med klaver og et jazzorkester, giver det så mening at gøre det?”
TH: ”For mig ville det give mening. Jeg har… det er virkelig næsten forbudt at sige i kirken… men jeg bryder mig ikke om de der gamle salmer, som vi knap forstår teksten af, og så er jeg heller ikke den store ynder af orgelspil. Jeg kan ikke forstå, hvorfor man ikke i gudstjenesten har nogle mere tidssvarende instrumenter og ord.” (seniorgruppe Åbyhøj).
Ovenstående dialog udtrykker en forestilling om, at ”de unge” vil noget, der er uforeneligt med det, seniorgruppen selv foretrækker. Rockkoncerter er bl.a. et tiltag rettet mod ”de unge” og er for seniorgruppen måske blot et forsøg på at modernisere for moderniseringens skyld. Samtidigt udtrykker en af deltagerne, at han ikke bryder sig om traditionelle salmer og orgelmusik og gerne ser det erstattet af andet.
Diskussionen går igen i mellemgruppen, hvor en deltager beskriver dét, hun synes, folkekirken bidrager med i hendes liv, og hvorfor fornyelsen kan betyde, at hun finder det pjattet og ikke længere svarer til hendes behov:
”Det er dét, kirken for mig skal kunne. At kunne håndtere nogle større ting, hvor man følelsesmæssigt påvirkes. Den kan hjælpe med at sige farvel til nogen, fordi det er et storslået rum og mere eller mindre fast om, hvordan man gør det, og det er der noget ro og sikkerhed i. Samtidig er der de her traditioner med det højtidelige og rituelle, som også gør noget følelsesmæssigt. Det er dét kirken gør, og som jeg bruger den til og godt kan lide. At den er bygget som noget storslået, hvor man kan sætte sig ind og reflektere og tænke: hold da op, hvor er jeg lille og hvor er det her stort. Det synes jeg er noget fantastisk ved kirken. Men jeg synes, at det bliver fjollet og larmende, hvis folk skal komme og drikke øl og sidde og få en sludder for en sladder. Men igen, det er jo hvad jeg bruger den til, fordi jeg får alt mit sociale og innovative alle mulige andre steder fra. Så jeg kan godt lide, at der er noget, der bare er traditionsbundet til de store livsting.” (mellemgruppe, Åbyhøj).
I forlængelse af disse diskussioner opstår spørgsmålene: Hvordan defineres folkekirkens kerne? Hvad er det u-opgivelige i gudstjenesten, i folkekirken og i den lokale kirke?
”Spørgsmålet er, om ikke vi skal gå den vej og spørge: ”Kan vi blive for moderne?” ”Hvorfor er antallet af medlemmer i folkekirken faldende?”. ”Er det fordi vi ikke er moderne nok, eller er det fordi vi ikke holder fast i vores tradition? Jeg ved det ikke.” (seniorgruppe, Åbyhøj).
For nogle er den bevaringsvigtige tradition og kerne, at der synges salmer med dertilhørende orgelmusik, imens det for andre er rummet i sig selv, der er anledningen til, vi mødes.
Det er samtidigt centralt at fremhæve det faktum, at når vi stiller spørgsmålet om, hvad der er det u-opgivelige i folkekirken, hvem har da retten til at definere, hvad dette u-opgivelige er? Hvem skal spørges?
I mellemgruppen er én af deltagerne selv i tvivl om, hvorvidt han kan tillade sig at stille sig kritisk over for folkekirken og dens måde at agere på, eftersom han ikke selv bruger den.
”Når jeg sidder her, føler jeg heller ikke helt, at jeg kan tillade mig at udtale mig, fordi jeg ikke er bruger, daglig bruger, jeg kommer ind i kirken to gange om året og synes, at det er et storslået rum, og så kan jeg rigtig meditere eller et eller andet, men jeg bruger den ikke som den der folkesamlende ting, som den også er. Så jeg kommer helt i tvivl om, om jeg har ret til at sige det fordi, at jeg også sagtens kan fortsætte mit liv derudad, om kirken overhovedet fortsætter, som den er, om den overhovedet er der eller ej. Så jeg har ikke den store aktie i det, som man selvfølgelig har, hvis man taler om, at den skal udvikle sig, eller den skal ændre nogle ting.” (mellemgruppe, Åbyhøj).
Et svar på spørgsmålet kunne være, at folkekirkens opgave er at spørge og rumme svar fra brugere såvel som ikke-brugere – at man for at kunne være folkekirke nødvendigvis må favne både dem, der bruger kirken, og dem, der ikke gør. Spørgsmål bliver under alle omstændigheder, hvem der har definitionsretten over kirken, dens traditioner, dens urokkelige ståsted, og hvor det giver mening at forny den?
Folkekirken – opsummering
Generelt tyder det på, at når deltagerne skal beskrive folkekirken, er de enige i, at folkekirken er et sted for alle. Heri ligger dog også en kritik af folkekirken. For hvis folkekirken forsøger at ramme for bredt, kan den risikere ikke at nå så mange. Deltagerne foreslår også, at hvis folkekirken i højere grad kunne arbejde sammen med andre - fusionskøkkenet – ville den kunne noget andet og noget mere.
Deltagerne er ligeledes optagede af forholdet mellem tradition og fornyelse, hvor det umiddelbart fremstår som om, at deltagerne både ønsker at holde fast i udviklingen og samtidigt bevare de traditioner, som kirken har. De er særligt optagede af kirken som samlingspunkt, og at der skal være plads til det traditionelle sammen med fornyelsen.
Konkluderende overvejelser
Åbyhøj er et område, der overordnet er præget af at ligge nær den store by. Det betyder, at man ikke har samme lokale stemning og følelse, som det er tilfældet fx i den urbane landsby. Beboerne vil søge aktiviteter nær hjemmet, men findes det rette tilbud ikke i nærheden, så er den store bys muligheder tilgængelige og lige for. Det stiller krav til den lokale kirke – til folkekirken generelt.
For spørgsmålet er, hvordan kirken formår at finde sin plads i det område, den er i? Og ser beboerne i byen de initiativer, som kirken tager, eller er det kun for nogle få, mens resten finder det, de søger, et andet sted.
I et område som dette kunne man med fordel overveje, hvad man kan bidrage med i sammenhæng med den nærliggende store by og dens mange tilbud?
Spørgsmål – Bynære parcelhuse
Sogneanalysen for Åbyhøj slutter foreløbigt her – ikke med svar, men med spørgsmål, som melder sig under læsningen. Der kan være andre og flere. Det afgørende er, hvordan I lokalt beslutter at arbejde videre, hvilke andre spørgsmål det vækker, og hvem det kunne give mening fortsat at invitere ind i samtalen om kirke og tro.
Lokalområdet
Hvad betyder bydelens placering tæt på den store by for kirkens aktiviteter og udtryk?
Hvordan defineres ”ånden” (DNA’en) i et byområde som Åbyhøj?
Skal/kan kirken være et mødested for diversitet og mangfoldighed?
Hvilke muligheder giver naboskabet til Gellerup/Bispehaven?
Kirkebrug
Hvordan engagerer kirken ”almindelige mennesker”?
Hvordan kan kirken bedst opfylde forventningen om at rumme det komplekse og stille eftertænksomhedens rum til rådighed?
Den lokale kirke
Hvorfor er det vigtigt, der er en kirke i et lokalområde?
Hvis kirken ikke var der – hvad ville der så mangle?
Hvad ville du ønske, at naboen fortæller om kirken?
Hvordan er man kirke i et område, der ligger så tæt på den store by?
Folkekirken
Hvad er det, kirken kan? Er det tydeligt nok?
Hvad er det særligt u-opgivelige for folkekirken?
Skal kirken dække alle faser i menneskelivet – fra vugge til grav?
Hvis ikke – hvad er hovedopgaven?
