Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder
""

Ny undersøgelse: Stor jobtilfredshed i folkekirken

En ny landsdækkende undersøgelse af arbejdsmiljøet i folkekirken viser stor jobtilfredshed og trivsel blandt ansatte, men også behov for mere tydelig og professionel ledelse til håndtering af svære sager. Biskopperne vil nu samle folkekirkens parter til dialog om konkrete tiltag.

PRESSEMEDDELELSE

Arbejdet i folkekirken er meningsfuldt, de ansattes jobtilfredshed er højere end landsgennemsnittet, og hovedparten føler sig respekterede, motiverede og inddraget i arbejdet.

Tre ud af fire ansatte oplever i høj grad, at samarbejdet med kollegerne fungerer godt. 

Det er nogle af hovedkonklusionerne i en ny landsdækkende spørgeskemaundersøgelse om det psykosociale arbejdsmiljø i folkekirken, som 7570 ansatte (53 %) har svaret på.

Samtidig viser undersøgelsen, at der er behov for mere tydelig og professionel ledelse, som ifølge undersøgelsens anbefalinger kan være med til at forebygge og håndtere dårligt arbejdsmiljø. Det viser sig blandt andet ved, at hver syvende ansatte det seneste år har oplevet mobning, og af dem oplever 2/3 ikke, at det håndteres hensigtsmæssigt af arbejdspladsen.

Biskop Peter Birch har været en del af styregruppen for arbejdet med undersøgelsen og glæder sig over de ansattes oplevelse af trivsel og tilfredshed. Samtidig understreger han, at undersøgelsen viser et behov for, at folkekirkens parter samarbejder tættere om flere konkrete punkter.

- Folkekirken er en særlig arbejdsplads med en kompleks struktur og en meget sammensat medarbejdergruppe, hvor mødet med andre mennesker og relationer fylder meget. Det er på den ene side er med til at skabe tilfredshed i arbejdet, men kræver også, at vi har effektive værktøjer til at hjælpe medarbejderne tilbage på sporet, når der opstår mistrivsel, siger han.

Undersøgelsen peger også på et særligt opmærksomhedspunkt, der handler om supervision af præsterne. Det taler biskopperne allerede med Præsteforeningen om.

Både biskopperne og Landsforeningen af Menighedsråd har stort fokus på arbejdsmiljøet og blev i januar 2024 enige om et mere aktivt tilsyn, hvor der inden for de gældende regler er mulighed for at ekskludere menighedsrådsmedlemmer, som er en del af et arbejdsmiljøproblem.

I forlængelse af det arbejde opfordrer biskopperne til stærkere on-boarding og mere lederuddannelse af menighedsrådene, som har arbejdsgiveransvaret for kirkefunktionærerne.

Rapporten kommer med en række anbefalinger, og landets biskopper har sammen med Provsteforeningen og Landsforeningen af Menighedsråd forpligtet hinanden på, at få eksisterende redskaber implementeret på arbejdspladserne og klarlægge behovet for nye tiltag med inddragelse af de faglige organisationer.

 

For yderligere oplysninger, kontakt:

Pressechef Kristian Danholm (Københavns Stift)

Tlf.: 23255225, e-mail: kdan@km.dk

Om ”Undersøgelse af det psykosociale arbejdsmiljø i folkekirken”

  • Undersøgelsen er udarbejdet i samarbejde med konsulentfirmaet Mindwork og analyseinstituttet Voxmeter.
  • Projektet er sket under ledelse af en styregruppe, som består af repræsentanter fra By,- Land- og Kirkeministeriet, præster, provster, biskopper, menighedsråd og kirkefunktionærer.

 

  • Undersøgelsens datagrundlag er baseret på spørgeskemabesvarelser fra 7.570 ansatte i folkekirken samt dybdegående fokusgrupper og individuelle interview. Antal i målgruppen: 14.270 – svarprocent 53 %.

Se pressemeddelelse fra Kirkeministeriet og læs undersøgelsen