Biskoppens nyhedsbrev for september 2023

Her i månedens begyndelse var jeg til bispevielse i Finland. Den foregik i en mindre provinsby, Mikkeli, der ligger nordøst for Helsinki, tæt på den russiske grænse. 

Bispevielsen foregik en smule anderledes, end vi er vant til herhjemme. Men absolut på den festlige måde. Biskopperne havde hatte på, og da den nye biskop (en tidligere radiovært!) var blevet indviet med ord, bønner og salmer (som jeg forstod bjælde af), fik hun udover hatten tildelt både kåbe og hyrdestav. 

Og som hun stod der ved altret, overfor sin nye menighed, med hele udstyret på - og en lidt for stor hat halvvejs ned over øjnene – så hun af gode grunde lidt betuttet ud ved hele situationen. Jeg selv tænkte på min egen indvielse (uden hat) for næsten præcist otte år siden i Aarhus Domkirke, og forstod hende så udmærket.

Embedet hjælper os med at forstå den større sammenhæng

For når du indvies både som biskop og som præst, får du overdraget et embede. Det vil sige, at du bliver sat ind i en større sammenhæng, hvor du forpligtes på noget, der rækker langt ud over dig selv og din person, og hvad du ellers går og tænker, synes og står for i så mange andre af hverdagens sammenhænge. 

Vi er og bliver skrøbelige, glemsomme mennesker, der nogle gange kan køre fast i vores personlige synspunkter og holdninger, hvad angår både det ene og det andet. Embedet, derimod, holder os fast på, at vi er sat til at tjene noget uendeligt større og trods alle vores forskelligheder er sammen om at gøre det.

Derfor kræver embedet nogle gange, at man sætter sig ud over sig selv for at komme videre. Det kan være svært. Rigtigt svært. Men det kan også være en lettelse, netop fordi der er noget større og vigtigere end os selv, der kalder på os, og hvor ordet om tilgivelse er og bliver en del af dagsordenen.  I hvert fald hvad det kirkelige embede angår. Når vi prædiker dét ord, prædiker vi også til os selv!

Man kan sige, at vi med embedet som præster, men også som menighedsrådsmedlemmer, som kirkeligt ansatte og som kirkegængere, holdes fast på, at vi har fået noget givet, som hele tiden vil skubbe til os og forandre os, så vi ikke gror fast i vores egne uflyttelige synspunkter og stridspunkter om dette og hint.

Ved bispevielsen i Mikkeli var nærheden til Rusland mærkbar. Det drastisk nedkølede forhold til naboen i øst har sat sit præg på en lang række områder, også lokalt, og fået gamle sår til at bryde op igen. Jeg fornemmede, at det også havde sat sig spor i den forudgående bispevalgkamp. så den nye biskop prædikede samling, forlig og forsoning for sin nye menighed med ordene fra Mattæus 5, ”I har hørt, at der er sagt: ”Du skal elske din næste og hade din fjende”. Men jeg siger jer: ”Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer!””. 

Det blev en god prædiken. Jeg fik den i oversættelse.

Det nære følger os ud i verden

Og så til sidst en lille oplevelse, som jeg ikke kan lade være med at dele med jer: Efter bispevielsen gik vi i det smukke septembervejr ned til den lokale skærgårdshavn og så på de mange små og store både. Blandt dem også en gammel fiskekutter med navnet ”Benthe Lone af Bønnerup”. Ejeren fortalte mig, at den var sejlet hele den lange vej til Mikkeli, gennem utallige finske søer, fra Djurslands nordkyst for mange år siden. Han inviterede mig ned i motorrummet for at bese den gamle motor fra Grenaa Motorfabrik. Ejerens drøm var at sejle båden tilbage igen, når forholdene i Rusland engang tillader det. Jeg tog det som en hilsen fra hjemegnen og stiftet og et apropos til prædikenens ord om budskabet, der kan krydse grænser og bringe os nye steder hen, så jeg fortsatte glad min spadseretur langs søens breder og tænkte, at jeg sagtens kan undvære en bispehat, og at det havde været en god tur til Mikkeli.