Biskoppens nyhedsbrev for oktober 2023

Vi lever i ufredelige tider. Det er som om, at der bliver stadigt flere konfrontationer, og at de bliver stadigt mere uforsonlige. Nogle siger, at det er mediernes skyld, at konflikter sælger, fordi vi drages af dem. Andre siger, at vi som folk bliver mere polariserede. Vi vælger vores egne sandheder, og intet og ingen kan overbevise os om andet. Og det kan der nok være noget om.

Men nogle gange er det også som om, at vi globalt set er gået op i et helt andet gear, hvad konflikter angår: Krigen mellem Ukraine og Rusland og nu Hamas angreb på Israel og Israels gengældelse samt, selvfølgelig, alle de andre krige og konflikter, der raser rundt omkring, men som ikke får så meget spalteplads.

Krige og konflikter er ikke nogen ny opfindelse. Menighederne, der gennem århundreder har siddet dernede på bænkene i vores gamle kirker, har alle været fortrolige med ufred både i det nære personlige og i det store nationale perspektiv. Men forskellen mellem os nu og dem dengang er, at vi bringes tættere på. Vi følger udviklingen via de allestedsnærværende medier, ikke mindst de sociale, på real-time. Og hvad angår krigen i Ukraine og Israel bor vi nogle gange dør-om-dør med befolkningsgrupper, der er dybt engagerede i konflikterne langt borte.

Selv på her på vores breddegrader hvor freden hersker, er vi kommet tættere på. Så måske er vi bare nødt til at erkende, at konflikter i stigende grad bliver en del af vores hverdag både internationalt og i vores nære omgivelser, og at vi må blive bedre til at håndtere dem. Blive bedre til at forstå dem og dermed så vidt muligt modvirke yderlige eskalering.

Et af de træk i konfliktens væsen, som vi kan iagttage både tæt på og langt væk, er, at vi gør hinanden i vores eget billede. Eller rettere: Vi gør hinanden til stereotyper, til sorte eller hvide brikker i spillet. Nogle holder helt aktuelt palæstinenserne for at være skurkene, andre israelerne. De første vil fremhæve Hamas´ på alle måder modbydelige fremfærd. De sidste vil pege på Israels aggressive bosættelsespolitik og undertrykkelse af en hel befolkningsgruppe hegnet inde på en smal stribe land.

Begge parter kan have så evigt ret, men sandheden er vel også, at fastholdelsen af den polarisering betyder stadigt flere ofre, stadigt mere lidelse, stadigt mere fortræd. Og det er dén fastlåshed, dét tunnelsyn der på mange måder er alle kriges og konflikters næring, fordi man fravælger alle andre muligheder end at tæve løs på hinanden.

Jeg ved godt, at er så let at sidde og kloge sig her i trygge omgivelser langt fra frontlinjen. Men ikke desto mindre skylder vi i det mindste, her i vores nære hjemlige sammenhænge, forsøgsvist at løfte blikket fra vores egen vrede, fornærmelse og forurettelse, når den af og til dukker op til overfladen, og så måske være lidt mere gavmilde med et større perspektiv på vores medmennesker.

Intet menneske er tjent med at blive reduceret til en stereotyp, en sort eller hvid brik i spillet. Sandheden er altid andet og mere end vores fastlåste billeder af hinanden. Og det kan vi heldigvis høre meget mere om, når vi bevæger os hen i vores kirke og lytter til det budskab, der altid vil modsige os og fastholde os på, at der er uendeligt meget mere at sige om os og den anden, end de domme, vi har så travlt med at udstede og fælde.