Nyheder
Nyheder
Portræt af biskop Henrik Wigh-Poulsen

Biskoppens nyhedsbrev for november 2022

Polarisering og konflikt skal bekæmpes med tålmodighd, tålsomhed og tilgivelse

Kære menighed, menighedsråd, betjening og præster

Konflikter fylder meget for tiden. Nogle gange er det nærmest som om de fylder det hele. Både i de store overskrifter og de nære forhold. Krigen i Ukraine, klimatopmødet, valget i USA, forløbet op til det nyligt overståede folketingsvalg og den sidste tids fokus på arbejdsforholdene i vores folkekirke. For bare at nævne nogle få af de konfliktområder, der er lette at få øje på for de fleste af os.

Konflikter har selvfølgelig altid været der og vil altid være der. Heldigvis da. Uden konflikter ville alt stå stille. Livet er jo ikke som en lang uforstyrret middagslur eller som en fredelig spadseretur i parken, hvor vi går og smiler venligt til hinanden. Mennesker er forskellige og har forskellige holdninger og ideer, som nødvendigvis må støde sammen, hvis vi skal fremad og forsøge at gøre det lidt bedre næste gang.

Men alligevel er det som om konflikterne overalt omkring os har fået en lidt anden karakter. Modsætningerne er trukket hårdere op for det første. Der er kommet en uforsonlighed i spil, som kan være svær at forklare. Nogle taler om en øget polarisering i vores samfund. Andre taler om, at medierne elsker og dyrker konflikter, fordi de sælger mere end konstruktive nyheder.

Alle idioterne

For det andet er det også som om, vi er blevet hurtigere til at afskrive dem vi støder sammen med eller mener noget andet end os som nogle idioter, der er uden for rækkevidde. Det er blevet sådan mere sort og hvidt, løgn og sandhed, ondt og godt.

Hvis jeg skal give mit bud på, hvad der sker, så tror jeg, at de rammer vi hidtil har været enige om at være uenige indenfor, ikke længere står så stærkt.

 I USA kan man ikke engang være enige om at respektere det demokratiske valg, fordi man mistror de andre for ikke at respektere det. Og i vores egne nære forhold kender vi jo også til, at vi på den ene side gerne vil have klare retningslinjer og tydelig ledelse, så længe det er på vores egne præmisser. Forståelsen for at vores modpart også har sin version af sagen er blevet afløst af en utålmodighed efter handling og vilje til at gå andre veje end de vedtagne, hvis det skal komme dertil.

Vi skal vælge tålmodigheden og tilgivelsen til

I vores folkekirke har vi stadigvæk en ramme, vi kan være forskellige og uenige inden for. Vi kan som præster udlægge teksten forskelligt, og vi kan som menighed og menighedsråd have forskellige traditioner og måder at gøre tingene på. Det forudsætter selvfølgelig, at vi har tålmodighed med hinanden og respekt for hinanden. Og selvom vi selvfølgelig også har konflikter, der SKAL løses, så er det vigtigt, at vi lige netop i vores hus ikke lader os smitte med den konflikt-syge, vi ser i så mange andre sammenhænge.

Evangeliet, som vi bygger vores kirke på, advarer jo i så mange sammenhænge mod, at vi stiller os an som de retfærdige, der altid mener, at de andre er de uretfærdige. Vores sammenhold herinde må aldrig bygge på, at vi holder andre ude.

Derfor er det så vigtigt, at vi i kirken går den modsatte vej end det vi så ofte ser så mange andre steder i vores konfliktprægede omverden. Vi skal sørge for i videst muligt omfang af holde dørene åbne og invitere ind. Og når vi - som vi skal - reagerer mod dem i vores egne midte, der selv forsøger at støde andre ud og skabe trælse forhold for andre, så skal vi gøre det med tålmodighed og ordentlighed og i respekt for de fælles spilleregler, som de måske ønsker at bryde.

Vi har så meget godt at byde ind med. Vi har så stort og godt et forråd at øse af. Vi har alle gode grunde til at gå forrest og sætte en dagsorden, hvor konflikten ikke er det første, man griber til, men hvor tålmodighed, tålsomhed og tilgivelse altid får en chance. Og husk nu: det går altid begge veje!

Med venlig hilsen

Henrik Wigh-Poulsen
 


...det er som om, vi er blevet hurtigere til at afskrive dem vi støder sammen med eller mener noget andet end os som nogle idioter, der er uden for rækkevidde. Det er blevet sådan mere sort og hvidt.

Evangeliet, som vi bygger vores kirke på, advarer i mange sammenhænge mod, at vi stiller os an som de retfærdige, der altid mener, at de andre er de uretfærdige.