Biskoppens nyhedsbrev for marts 2024
Om arbejdsmiljø, dårlige vittigheder og et ændret perspektiv
Jeg tror, at de fleste af os har prøvet at forsøge sig med en morsomhed, der ikke faldt i god jord. Jeg har i hvert fald. Dér hvor man forventede venlige smil og en vis munterhed, oplever man i stedet trykkende tavshed og måske ligefrem hovedrysten og himmelvendte øjne. Det er ikke sjovt. For nogen af os.
Måske I kender fænomenet ”far-vittigheder” eller ”Dad-jokes”. Flade vittigheder som vi gamle, og dem fra vores årgange, synes er ubetaleligt morsomme, men som yngre generationer mest synes er dumme og pinlige. For humor ændrer sig også over tid. Det, vi andre engang hyggede os vældigt med eller rullede rundt på gulvet og skreg af grin over, kan for dem, der er noget yngre end os, være en flov omgang.
Det er det samme med andre sociale konventioner. Hvad der engang hørte til omgangstonen og -formen på mange arbejdspladser, er ikke nødvendigvis sagen for yngre generationer. Øller, småsjofle bemærkninger, sexistiske kommentarer og alt det dér, hører (heldigvis) fortiden til. Eller det burde høre fortiden til. For nogle gange stikker det alligevel hovedet frem, fordi vi alderstegne ikke altid er lige skarpe til at fornemme, at den slags gider yngre kollegaer og medarbejdere bare ikke mere.
Grunden til, at jeg skriver om det i dag er, at jeg lige haft et møde med stiftets provster og tillidsrepræsentanter. Sammen med arbejdsmiljørepræsentanterne udgør provsterne den lokale arbejdsmiljøorganisation i stiftets 14 provstier. Og flere af dem påpeger, at der bag den nylige arbejdsmiljøundersøgelses konklusioner – at alt for mange på den folkekirkelige arbejdsplads oplever krænkende adfærd, chikane og mobning – også er erfaringer af, at enkelte, blandt kollegaer og i menighedsråd, nogle gange har svært ved at finde kammertonen. Altså at det, der måske mest var ment i spøg, ikke altid opleves som sådan af dem, det går ud over.
Som sagt: det er ikke altid lige sjovt at erfare, at det vi troede, var for sjov og sagt i al venlig fordragelighed, ikke opleves som spor sjovt eller befordrende for den gode stemning af andre. Men der er vi simpelthen nødt til at stikke piben ind, tage ved lære og vise dét hensyn at indrette os, hvad dem, der måske er yngre end os, synes er god tone på arbejdspladsen.
Til gengæld må vi også selv blive bedre til at sige fra og tage samtalen eller diskussionen, når vi synes, at nogle går over stregen. Eller, hvis vi ikke selv er trygge ved situationen, må vi gå til vores provst, arbejdsmiljø- eller tillidsrepræsentant. Vi har alle et ansvar for. og er nødt til at være opmærksomme på, hvordan ting siges og vi taler sammen i hverdagen.
Vores folkekirkelige arbejdsplads består af mange engagerede mennesker. Men vi kommer mange steder fra. Vi repræsenterer forskellige generationer og har mange forskellige tilgange til vores arbejde. Det kalder alt andet lige på hensyn, på tålmodighed og tålsomhed, men også viljen til at samarbejde og samvirke trods alle mulige forskelligheder.
Der er jo som bekendt en grund til at vi arbejder sammen i vores folkekirke, og den grund er et budskab, der har givet og et nyt perspektiv på verden og vores medmenneske. Et nyt perspektiv der handler om at vi først af alt er overgivet til hinanden som en næste overfor en anden næste. Ikke som retfærdige overfor uretfærdige, helte overfor slyngler, rigtige overfor forkerte, ordentlige mennesker overfor klaphatte, idioter og nogle, der generelt bare har misforstået det hele.
Og det perspektiv skal selvfølgelig afspejle sig i vores organisation, på vores lokale arbejdsplads. Det kunne lige mangle andet. Selvfølgelig er det ikke noget vi lige kan skrive ind i en gensidig aftale eller et arbejdsregulativ. Det handler om en overordnet tilgang. Et andet perspektiv, som sagt, hvor vi bliver bedre til dels at tage samtalen med dem, vi synes går for langt, dels selv at lytte, når der kritiseres. Vi har alle noget at lære, når det kommer til at omgås hinanden og fungere sammen som en arbejdsplads.
